Fra Louis' computer: "Jeg mindes - Louis februar 2020.rtf"

Jeg mindes

Af Louis Nielsen

Kapitel 1: Barndom og ungdom

Jeg har været og jeg er stærkt i vildrede, om jeg skal skrive denne bog om mine personlige erindringer eller ikke.

Spørgsmålet, som uundgåeligt melder sig, før man overhovedet begynder på et forehavende som dette, er, om nogen kan have gavn og glæde af det, og om man gør det for at fremhæve sig selv og gøre sig selv interessant. Det sidste mener jeg at kunne udelukke.

Mit ønske er at forherlige Gud, den Gud, som har været underfuld god, overbærende, trofast og fyldt med miskundhed mod mig hver eneste af mine livsdage. Om det lykkes, ved jeg ikke; jeg kan kun bede ”Giv dertil mig mod og held!”.

Mine forældre var Ejner Vilhelm Nielsen, min mor Astrid Sofia Carolina, født Joensen. Begge var de født i 1910, min far et halvt år før min mor.

Min far var på det tidspunkt, han mødte min mor, faglært murersvend. Han kom fra et typisk arbejderhjem. Hans far var snedkersvend, hans mor cigarrullerske, for øvrigt kollega med Thorvald Stauning. Begge hans forældre var ivrige og aktive socialdemokrater. Min far var sammen med sin tvillingebror næstyngst i en søskendeflok på i alt syv, fire søstre og tre brødre. Hans far kom, mens han endnu var ung, og før han mødte min mor, til skade på sit arbejde og døde efterfølgende af blodforgiftning.

Min farmor blev meget gammel, men forblev enke til sin dødsdag. Hun var meget svagsynet, ja nærmest blind. Hun havde haft en meget kaotisk opvækst.

Hun blev født i Bandholm på Lolland. Hendes far var sømand. Hun havde fire søskende, to søstre og to brødre. Den ene broder døde som stor teenager. Deres mor blev under børnenes opvækst ramt af sindssyge og indlagt på en lukket anstalt, hvor hun levede resten af sit liv, og hvor hun også døde. Børnene kom under forsorgen og anbragtes hos forskellige familier i omegnen af Bandholm. Min farmor anbragtes i et hjem, hvor plejemoderen var amme på Knuthenborg slot. Hvor meget farmor har færdedes på Knuthenborg vides ikke, men uden tvivl har hun også arbejdet for de mange landmænd i omegnen af Bandholm og. 1Knuthenborg far flytter efter hjemmets opløsning til København, hvor min farmor i flere perioder følger ham og har en mængde job på mange forskellige adresser i København. På et tidspunkt bliver hun gift med Louis Frits. Som ægtepar har de en meget omskiftelig tilværelse med megen flytten. Socialt har de tilhørt de lavere sociale klasser, uden dog til at tilhøre proletariatet.

Farmor var en yderst bestemt dame og stærk af sind. Ingen ligesom vovede at tale hende imod. Hun satte sin vilje igennem også overfor træge myndigheder, hvilket i hendes situation uden tvivl også ofte har været nødvendig. Tonen i hjemmet var respektfuld, og der var ingen tvivl om, at hun var familiens samlende midtpunkt helt til sin død som en gammel dame. Min mor fik aldrig noget helt godt forhold til hende, men hun var god og sød imod mig, måske mest fordi jeg var opkaldt efter hendes afdøde mand, som igen var opkaldt efter Louis Pio. Hun var måske knap så sød mod mine søskende.

I religiøs henseende var mine bedsteforældre nærmest uden religion. Officielt var de medlemmer af folkekirken, men de satte sjældent eller aldrig deres ben i kirken; min farfar var måske nærmest ateist. Min fars ældste søster, Erna, havde i sin tidlige ungdom stiftet bekendtskab med en ældre frøken, som var knyttet til KFUK; denne frøken var en oprigtig troende, og hun ledte min faster til tro på Kristus, og resten af hendes liv var hun en ivrig kirkegænger og en ægte kristen. Men min fars øvrige søskende havde ingen tilknytning til kirke og kristendom; hans tvillingebror kunne endda være en anelse spottende.

Min mor kom fra Færøerne, og hendes families forhold til evangeliet og kristendommen var anderledes positivt. Min bedstefar, Sofus Joensen, blev tidligt i livet en bekendende kristen. Han var den mellemste af to grupper af søskende, en ældre og en yngre. Hans mor døde, mens hun lå i barselsseng med ham. Hun havde kort tid forinden giftet sig med ham, som blev far til min bedstefar. Han gifter sig så igen, og ud af det ægteskab kommer endnu et hold søskende til verden.

En yngre broder og søster til min bedstefar var blandt nogle af de første, som i deres bygd kom til personlig tro og omvendelse i kølvandet på den vækkelse, som var blevet sat i gang gennem William Sloan´s forkyndelse af evangeliet. Denne broder blev selv en ivrig forkynder af evangeliet, og han vandt blandt andet min bedstefar for troen. Min bedstefar giftede sig med en kvinde fra Porkeri på Suderø, Kristina Müller, og sammen flyttede de til Leirvik på Østerø, min bedstefars fødebygd. Her var de blandt de første i den lille brødreforsamling (på Færøerne kaldt ”baptister”, fordi de praktiserede troendes dåb og ikke barnedåb), som opstod her.

Mine bedsteforældre fik seks børn, hvoraf min mor var nummer tre, to drenge og fire piger. Mine bedsteforældre havde foruden deres egne børn også indtil flere plejebørn. Alle min mors søskende var personlige kristne.

Da min far og mor blev gift i 1934, var de meget fattige, og de ejede meget lidt. Min far arbejdede som murer, når der var arbejde, men arbejdsløsheden var stor. Min mor havde haft forskellige job som sygehjælper - hun ville have været sygeplejerske eller lærer, men fik aldrig muligheden for at uddanne sig til hverken det ene eller andet. Hun var dygtig til at sy og arbejdede hos og sammen med en veninde, som syede for en kendt konfektionsforretning. Det samarbejde fortsatte i mange år, men efterhånden fik min mor sin egen systue.

Min far var ikke kristen, da han traf min mor, og de blev forelskede i hinanden. I deres forlovelsestid, fulgte han dog med min mor til evangeliske møder i brødreforsamlingen i Thorsgade 40 på Nørrebro, men da de blev gift klingede det af. Min far var dog gennem min barndom af og til med til møder, og i de seneste leveår, de havde sammen, kom de ofte sammen til møder. Det fortsatte også efter min mors død i 1991.

I tiden op til min fødsel i maj 1937 var min mor imidlertid så ked af udviklingen omkring troen hos min far, at hun ikke kunne glæde sig til min fødsel. Det har hun først på et langt senere tidspunkt fortalt mig. Ved samme lejlighed fortalte hun mig også, at hun, mens hun var gravid med mig, havde bedt om, at det barn, hun skulle føde, måtte blive troende og måtte komme til at tjene Herren og blive tjener for evangeliet.

Jeg er min mor dybt taknemmelig for, at hun har været vis nok til at holde det for sig selv, indtil jeg var fuldvoksen og allerede i mange år havde været forkynder og bibellærer og tjent i evangeliet. Jeg er altså ikke blevet manipuleret ind på den løbebane og retning, mit liv har taget. Men Gud, som er en bønhørende Gud, har hørt min mors bøn, endnu inden jeg blev født.

Mit liv kan dermed siges at være bestemt på forhånd, og det kan virke både skræmmende og ydmygende, men mig fylder det ikke alene med undren, men også med dyb taknemmelighed. Når jeg tænker tilbage på mit liv, og de mange dumme og tilfældige ting, jeg har foretaget mig - også de ting, jeg ifølge min natur nemt kunne være kommet på afveje med - så er jeg dybt taknemmelig, men også ydmyget ved Guds trofasthed mod mig, hans holden mig fast, hans barmhjertighed, hans overvældende nåde og godhed.

Fødsel og de første år

Da jeg blev født, boede mine forældre på Christianshavn, i Overgaden Neden Vandet, altså ud til kanalen. I dag betragtes det som idyl, men dengang var det nærmest slum. Jeg er altså født som ”københavner med K” (postdistrikt K), men da jeg var godt et år gammel, flyttede de til Nordvest kvarteret, til en af fuglevejene, til Tranevej 13. Til at begynde med var lejligheden, de boede i, to trin under gadeplan. Den var derfor meget fugtig og meget kold og næsten umulig at varme ordentlig op. Om vinteren var der is indvendigt på ruderne, og også vandet i vandrørene var frosset til is, så koldt var der. Årene omkring begyndelsen af fyrrerne huskes som ”isvintrene”. Dengang fandtes ikke kakkelovne eller brændeovne, som kunne holdes varme natten over.

Min mor, som nogle år forinden hun blev gift, havde haft difteri og nær var død af det, fik nu lungetuberkulose og blev også rigtig syg af det, så syg, at lægen truede med at få hende indlagt på et sanatorium, hvilket hun dog til lægens bestyrtelse og fralæggelse af ansvaret undslog sig. I februar 1940 blev min ældste søster, Kirsten, født. Født i en isvinter og født i den kolde lejlighed, og født af en mor, som havde tuberkulose. Kirsten blev født med sygdommen. Som treårig er ens erindringer ikke særligt skarpe, men jeg mener at kunne huske, hvordan Kirsten på grund af sin hoste havde svært med at sove og hvordan min far nat efter nat gik op og ned ad soveværelsesgulvet med Kirsten i sine arme for på den måde måske at kunne dysse hende til ro. Det var hårde år for min far de her år.

Min mor stod sygdommen igennem, og det gjorde min søster også, men i flere år gik vi alle fire til kontrol på kommunens centralstation for tuberkuloseramte i Ingerslevsgade, som lå overfor banestrækningen mellem København H og Dybbølsbro Station.

I lange intervaller af den periode fik vi også mad fra et lokalt folkekøkken. Arbejdsløsheden var slem og havde ramt mange.

Anden Verdenskrig

Krigen brød ud i april 1940. På et eller andet tidspunkt i krigsårene, flyttede vi fra stue/kælderlejligheden til anden sal i samme opgang. Det var en to-værelses lejlighed, ikke større end stuelejligheden, men lidt mindre kold.

Krigen som sådan mærkede vi kun sporadisk og mest som varemangel. Især var det svært at skaffe brændsel, koks. Mine far måtte ofte, i visse perioder næsten dagligt, stille sig i timelange køer for blot at sikre sig en smule koks. Nogle gange manglede også brød, og køer for at købe sig brød var ikke ualmindelige; det samme kunne ramme mælkeforsyningen. Min far arbejdede i nogle af krigens år som bud og altmuligmand i et bageri, og han havde ofte kager og wienerbrød med hjem. Måske stammer min store kærlighed til bagerbrød, som har fulgt mig livet igennem, fra de år.

Først hen mod krigens slutning blev den mere dramatisk med skyderier i gaderne. Vi oplevede også en nytårsaften, at en nærliggende fabrik blev sprængt i luften. Det gav klirrende ruder, og møblerne i stuen rykkede ud fra væggen.

Søndagsskole

Min mor insisterede på, at jeg og min søster gik i søndagsskole i brødreforsamlingen i Thorsgade 40. Det tog ca. 20-25 minutter for os at gå fra Tranevej 13 til Thorsgade 40. Søndagsskolen var et must, og undskyldninger for ikke at gå blev ikke hørt, men vi var iøvrigt glade for at gå i søndagsskole.

Den blev afholdt kl. 9.00-10.00 søndag morgen. En dag henimod krigens slutning blev der skudt så voldsomt ned gennem Nørrebrogade, at flere blev ramt. Da Kirsten og jeg lige var kommet forbi Stefanskirken, var skyderiet meget voldsomt, men nogle behjertede mennesker hev os ind i en opgang til skyderiet var taget af, så vi kom ikke noget til. Noget traume efterlod det os heller ikke med.

I søndagsskolen mødte vi flere andre børn, nogle som også er blevet os venner for livet. Vi var heldige med vore søndagsskolelærere, synes jeg. Som små havde vi Henrik Thomsen, som lidt større søndagsskolens leder, Børge Cammer Svendsen, og til sidst som teenagere og halvunge Esther Olsen. Esthers klasse var nærmest en bibelklasse, og vi lærte en mængde bibelsteder udenad, som har fulgt mig gennem livet.

Svendsen inviterede også hjem, især som vi blev større og unge, og ungdomsmøderne i hans hjem var med til at holde os sammen og udvikle vort venskab og bidrog også til at fastholde os i troen. Svendsen besøgte os, når vi var syge, og hvert år, når vi havde fødselsdag, sendte han os et håndtegnet kort med et bibelvers og en personlig hilsen. Det var bestemt dejlige år i søndagsskolen, år med kærlighed, og uden tvivl er der også mange, som har bedt for os. Vi var også ofte med til menighedens evangeliske møde søndag aften kl. 19.30.

Min farmor boede sammen med faster Erna, min fars ældste og ugifte søster, i Landskronagade på Østerbro. Jeg besøgte ofte min farmor, og jeg kunne godt lide at komme hos hende. Oftest gik jeg ud til hende, en gåtur på 45 minutter regnede vi ikke rigtigt for noget, men af og til tog jeg også S-toget. Jeg fik som regel nogle dejlige stykker mad, når jeg besøgte farmor, ikke mindst spegepølse på fedt var jeg glad for. Jeg fik også altid “en skilling” af hende, dvs. en 25-øre, som man kunne få meget for dengang. Min faster og en anden af min fars søstre og en ”tante” var flinke til at tage os med i byen, i teateret og i biografen, i Rundetårn og i museer; ofte kom vi også på konditori. Herligt.

Jeg oplevede aldrig min barndom som kedelig og uden oplevelser. Mine forældre var også flinke til at give os oplevelser som f.eks. byture og skovture. De havde også en del venner, som de jævnligt besøgte, og hvor vi var med. Vi oplevede aldrig barndommen som fattig, og vi følte os aldrig utrygge. Vi har aldrig oplevet at gå sultne i seng. Heller ikke har vi følt os forsømt med hensyn til gaver eller at kunne have kammerater på besøg. Men midlerne var uden tvivl små og til tider meget knappe. Men vore forældre lod aldrig bekymringerne smitte af på os. På den vis føler vi os privilegerede og dybt taknemmelige, taknemmelige for vore forældre og andre familiemedlemmer, og taknemmelige over for Gud, som gav os sådanne forældre og lod sin nåderige og bevarende hånd være med os og bevare os.

Når jeg nu som gammel mand grunder og tænker over det bliver jeg mere og mere taknemmelig for at have en slægt og være ud af en slægt. Tænk hvor mange, der har bedt for én endda før man har været født. Tænk hvor megen velsignelse, der er kommet min vej på grund af Guds trofasthed overfor fædrene.

Kapitel 2: Færøerne

Gennem krigsårene 1940-45 var familien på Færøerne kun et navn for os og dårlig nok det. Men i mine forældres hjem kom gennem krigsårene mange færinger, som var strandet i København, da krigen brød ud. Vi kendte derfor mange færinger. Da krigen sluttede i maj 1945, arrangerede staten mulighed for, at færinger kunne tage hjem til øerne.

Vi, det vil sige min mor, min søster og jeg, lod os skrive op til en tur, og i august 1945 blev det vores tur. Skibet, staten havde chartret, var SS Aarhus, en af DFDS’ Århusdampere. Turen til Færøerne med SS Aarhus tog ca. tre og et halvt døgn, og jeg husker, hvor søsyg jeg var; jeg husker ikke om min mor og Kirsten var det, men jeg gætter på, at det var de.

Men søsyge og ulempe til trods blev det fuldt ud og mere til rigt belønnet, da vi endelig kom til Færøerne.

Det første indtryk af Færøerne, tror jeg nok, vil for de fleste mennesker være uforglemmeligt, vil stå som mejslet ind i sjælen. Man kan selvfølgelig være uheldig og ankomme på en dag, hvor alt er hyllet i tåge, eller hvor stormen hviner, så man både kan se den og høre den, og havet er i oprør, og brændingerne skyller ind mod kysterne, og regnen er gennemblødende. Sådanne dage kan der være mange af i løbet af et år. Men man kan også ankomme en stille lys sommerdag, hvor man hører vandløbene klukke og fårene bræge. En sådan dag var det, da min mor, min søster og jeg ankom til Tórshavn. Jeg tror ikke, klokken var mere end fire eller fem om morgenen.

Tórshavn var ikke dengang den by, den er i dag. Den var langt, langt mindre, nærmest kun det, som i dag udgør bykernen. De mange bydele, som siden er kommet til, var dengang udmarker, hvor får og køer græssede, og landsbyer, som i dag indgår i Tórshavn og bygget sammen med den, var dengang adskilte og selvstændige landsbyer.

Infrastrukturen dengang lod meget tilbage at ønske. Vejene var for det meste grusveje, og tunneller og broer, som i dag forbinder øer og bygder, var nærmest ikke eksisterende eller i hvert fald kun i minimalistisk udgave. Samfærdslen mellem øerne var besværlig og foregik næsten udelukkende med skib, og trafikken mellem bygderne på de større af øerne foregik i slowmotion. Vejene var snoede og gik flere steder langs fjeldskrænten med et lodret fald på nogle hundrede meter lige ud i havet. Elektricitet var der kun i de større byer; telefonnettet var også meget dårligt udbygget, og det tog ofte timer at komme igennem fra en bygd til en anden. Sammenligning med, hvor udbygget Færøerne er i dag i forhold til dengang, er næsten ikke mulig.

De fleste af os er fortrolige med følelsen af vemod og tab over en verden, som ikke er mere. Vi anerkender fremskridtet og glæder os over de store lettelser i vor hverdag, som det har bragt med sig, og så alligevel er vi kede af det, kede af det, som vi har mistet, men som har været en del af fremskridtets pris. Men der er ingen vej tilbage. Det, som er mistet, er som et andet Atlantis mistet for altid.

Jeg har, siden jeg som otteårig for første gang kom til Færøerne, været der igen og igen - på et tidspunkt holdt jeg op med at tælle. Men den oplevelse, jeg havde første gang, er aldrig kommet igen. Fra den gang, man var otte, og til i dag, hvor jeg er over 80, er der sket mange ting i ens liv, og utallige indtryk har samlet sig og efterladt sig spor, også dybe spor, men der er kun få ting, som har sat sig dybere spor end mit første møde med Færøerne. Noget nærmest oversanseligt er knyttet til det møde, noget henrykkende, fornemmelsen af at være i en anden verden, en friere verden.

På den menneskelige side står oplevelsen af hjertelighed og gæstfrihed og en nærmest kongelig modtagelse stærkt i mit sind. Vi så og smagte på ting, som vi nærmest ikke havde nogen anelse om eksisterede. Vore bedsteforældre og morbrødre og mostre og nogle få fætre og kusiner havde vi måske hørt om, men nu så vi dem, og med den modtagelse, de gav os, var det, som om de altid havde kendt os, og vi altid havde været en del af deres liv. Det er ikke til at sige, men måske skyldtes denne specielle modtagelse, at vi allerede længe havde levet i deres bønner.

Vor mors ældste bror, Viggo, var en kæmpestor mand; jeg havde aldrig set så stort et menneske; at blive omfavnet af ham var som at blive omfavnet af en bjørn, men der var uendelig varme i det. Vi blev knyttet sammen for livet. Han nærmest forgudede mig og min søster. Han og hans kone var barnløse, men havde ”adopteret” to børn, en pige og en dreng. Af uddannelse var han sætteskipper og købmand, men var gået ned med en købmandsbutik. Han og hans kone, Ingrid, boede nu i Klaksvík, hvortil de var flyttet fra Leirvik. Hun var ældste datter af Jens Klement Isaksen, storkøbmand og skibsredder i Klaksvík og tillige den ledende ældste i den ret så store brødreforsamling, Bethesda. Klaksvík dengang var allerede Færøernes næststørste by og en by i vækst, men den var intet imod, hvad den er i dag.

Den er indhegnet af store og smukke bjerge og ligger som en hestesko omkring en stor vig, som åbner op til et åbent sund, som igen åbner sig i flere sunde. En meget smuk by, ikke mindst dengang. Klaksvík blev i flere år herefter min søsters og mit andet hjem, og vi stortrivedes, når, vi var der. Mens vi var der, fødte min mor i april 1946 sit tredje barn, vores søde, dejlige lillebror, som fik navnet Sven Bjarne. For mig kom det som en kæmpeoverraskelse, jeg havde ingen anelse om, hvad der var i gærde. Jeg tror min søster var lige så intetanende. Senere kom Sven ligefrem til at bo i Klaksvig i nogle år, men det er anden og senere historie.

Viggo var lattermild, og hans latter kunne høres langt omkring. Han elskede børn. Han var en dybt gudfrygtig mand, men bar ikke sin kristendom uden på tøjet. Den sad dybt i hans indre. Han kunne godt tage ordet i menigheden, men han gjorde det ikke ofte. Han lagde nok mere vægt på at være en ”ordets gører” og nøjedes ikke med at være ”dets hører”.

Skibsforlis

Nogle år før jeg og min søster blev født, havde han, hans bror, John, svogeren Palle, min bedstefar og dennes halvbroder samt nogle af vore morbrødres nære venner været ude for et dramatisk forlis oppe ved havet omkring Grønland. Viggo var fører af skonnerten Cornett fra Klaksvík. Skibet ejedes af Viggos svigerfar, Jens Klement. En voldsom bølge væltede simpelthen skibet, så det kom til at flyde med bunden opad, men rejste sig gudskelov igen. Men selvsagt var både mast og meget andet ombord smadret, og skibet var fyldt med vand.

I dage kæmpede mandskabet ved pumperne. Skibet kunne ikke sætte sejl og kunne heller ikke navigeres, så det flød nærmest, som strøm og hav førte det. Mad og ferskvand var også blevet ødelagt. Ingen af de andre skibe i farvandet tog notits af dem. Mandskabet, som stort alle var troende kristne, bad og bad, og Herren var dem nådig og lod dem drive ind mod kysten i New Foundland, hvor de blev opdaget af et skib og blev bjærget i land.

Forliset satte naturligt nok dybe spor i de involverede mænds liv; vores morbror talte sjældent om det, men når han gjorde, var han altid dybt bevæget. Salme 107 forblev hans yndlingssalme især versene 23-32:

”De stod til søs med deres skibe og drev handel på de store have; de så Herrens gerninger og hans undere på havdybet. Når han talte, brød stormvejret løs, det rejste havets bølger; de steg mod himlen, sank ned i dybet. De blev grebet af rædsel i ulykken, tumlede rundt og ravede som berusede, al deres kløgt var til ingen nytte. Da råbte de til Herren i deres nød, og han førte dem ud af deres trængsler. Han fik stormen til at stilne, og havets bølger lagde sig; de blev glade, fordi de faldt til ro, og han førte dem til den havn, de ønskede. De skal takke Herren for hans trofasthed og for hans undere mod mennesker. I folkenes forsamling skal de hylde ham, i de ældstes kreds skal de prise ham”.

Historien om Cornett og dets forlis indgår mellem de mange andre søfartshistorier på Færøerne. For ikke så længe siden blev der skrevet en bog om det, og historien er også blevet fortalt i færøsk radio og vist på færøsk tv.

Bedstefar og bedstemor

Foruden Viggo havde vi også en moster i Klaksvig, min mors ældste søster Frida, som var gift med Palle, som var uddannet maskinmester og havde sejlet med fiskebåde en pæn del af sit liv; senere blev han selvstændig malermester. Frida og Palle havde allerede en ret stor familie; senere kom der endnu en til, en dreng. Seks børn blev det til. Frida var et elskeligt menneske, desværre var hendes helbred ikke særlig godt, så hendes dagligdag var stridsom. Hendes køkken var nærmest en banegård, og tepotten stod fremme den ganske dag. Hver dag bagte hun brød.

Vi havde som nævnt også en anden morbror, John, men han var ikke meget hjemme, men til søs enten på langfart med store fragtskibe eller på langtursfiskeri ved Island, Grønland, Svalbard eller fiskefelter endnu længere borte. Han var uddannet styrmand. Han og hans familie boede i Leirvik, vore bedsteforældres bygd; rent faktisk boede de i mine bedsteforældres hus - et stort hus, som John og hans kone, Solborg, havde giftet sig ind i.

Vor mors yngste søster, Ella, hendes mand Justinus og lille datter Kirstin boede også i Leirvik, men til at begynde med under ganske anderledes fattige forhold end hendes rigere broder John. Ella var en utrolig livsglad kvinde, overordentlig gudfrygtig, mild, varmhjertet og kærlig; hos hende og i samtale med hende har vi tilbragt mange lyse og dejlige timer. Desværre døde hun ret ung, men alligevel ret mange år efter, at vi traf hende første gang.

Efterhånden som vi blev ældre og igen og igen vendte tilbage til Leirvik, udbyggedes forholdet mellem os og Ella betydeligt, og i de seneste af hendes leveår, hvor jeg også og måske navnlig kom til Færøerne for at forkynde Herrens ord, blev det åndelige fællesskab mellem mig og hende stadig dybere, og vi førte mange dybe teologiske og åndelige samtaler, især de sene lørdagaftener, efter at rengøringen var overstået og kagebagningen til søndag begyndt.

Vore bedsteforældre var gamle, men ikke affældige. Vor bedstefar arbejdede mange år endnu. Vor bedstemor var en sød gammel kone, meget enerådig, men også gudfrygtig og klog. Men ingen kunne være i tvivl om, hvem der bestemte i huset.

Der stod således en uhyre respekt om hende. Både bedstefar (Abbi) og bedstemor (Omma) var uhyre børnevenlige. Omma gik hver aften, når vi børn var lagt i seng, en runde fra værelse til værelse gennem huset og velsignede os. På det lille værelse, hvor jeg sov, var der et billede af Jesus med tornekronen på, og min bedstemor holdt nærmest en prædiken for mig om det billede. Det bevægede mig meget og blev nok mit første møde med den korsfæstede Jesus, som sendte mig på vej mod ham.

Leirvik - leg og samfundsmøder

Leirvik var og er en vidunderlig smuk bygd, i dag meget større end dengang. Dengang var der ikke elektricitet i bygden, og i vore bedsteforældres hus var der endnu ikke indlagt rindende vand og dermed heller ikke noget toilet. Det var ikke så ligetil at komme til bygden. Der var rutebådsforbindelse mellem Leirvik og Klaksvík to gange om ugen, tirsdag og fredag; man kunne komme med taxa (”rutebil”) til Fuglefjord og til bygden på den anden side af fjeldet, Gøte, og til Sóldafirdi og Toftir, hvorfra der så gik rutebåd til Tórshavn. Vintermånederne var uhyggeligt mørke; ofte med regn og storm og megen brænding.

Men vidderne var åbne og legemulighederne uendelige. Især min søster var i sit es, ikke mindst da sneen kom, og det blev muligt at kælke ned af bakkerne. Vi fik også mange oplevelser med at fiske, sejle på fjordene og gå i fjeldene. Kun søsygen kunne jeg godt have undværet.

Skolegang var der ikke så megen af. Jeg gik en kort tid i den lokale bygdeskole, men mine mange særheder taget i betragtning gik det ikke særlig godt. Min onkel og tante i Klaksvig sørgede for, at jeg fik en privatlærerinde, og jeg tror, at jeg lærte noget hos hende.

Vi var ofte til møder i ”forsamlingen”, i Klaksvík i Bethesda, i Leirvik i Hebron. Søndagsskolen kom vi også i, men oplevede den som meget forskellig fra vores egen søndagsskole i København. Især husker jeg, at der blev talt og sunget meget om himlen, hvilket jeg dengang var knapt så motiveret til at høre om. Møderne søndag aften kunne godt være noget af en plage. De syntes meget lange.

Især var det, som man kaldte ”samfundsmøderne”, ved påske- og pinsetid en tung affære. De kunne godt vare op til tre timer. Jeg husker, hvor glad jeg var, når taleren lukkede Biblen, men ofte kun for at åbne den igen, og knap var han gået ned, før en anden gik op. Det lifligste ord for mig dengang var det ”Amen”, hvormed den afsluttende bøn endte. Men herlig og liflig bagefter var teen og ikke mindst de mange dejlige kager.

Min far fulgte os i oktober og var så sammen med os, til vi rejste tilbage til Danmark i maj/juni 1946. Han fik som murer meget arbejde; pudsning af mure og vægge og opsætning af fliser var opgaver, som mange ønskede en professionel håndværker til at udføre.

Julen 1945 tilbragte vi i Leirvik. Rutebåden Britons Pride fra Klaksvík kunne ikke lægge til nogen kaj i Leirvik, hvor der kun var en bådebro, som den var for stor til at kunne lægge ind til. Passagerer skulle ad en lejder stige ned i en robåd, og da først vi var kommet ned, begyndte man på losningen af godset, før vi kunne sejle ind til land.

Vi var ret mange passagerer, og der var her op til jul megen fragt, så båden blev ganske overfyldt, og der var ikke langt mellem rælingen og vandkanten. Gudskelov var det stille vejr den dag.

Juleaften blev en stor skuffelse. Der var ikke noget juletræ, det brugte man ikke dengang, og kun få julepakker og kun bløde af slagsen. En strømpe med appelsiner og slik julemorgen var kun en ringe trøst. Men kager og dejlig lammesteg var der rigeligt af.

1946 er året, hvor Ólrunn, min senere hustru, blev født. Men hende lærte jeg først langt, langt senere at kende. Men når jeg sammenligner hendes barndomshistorie med min egen, er billedet et helt andet. Min familie var forholdsvis velstående, men ikke rige, men vi, som kom fra Danmark, oplevede deres overflod, som var vi kommet i Paradiset. Men sådan var det åbenbart ikke overalt på Færøerne i de dage, og Ólrunns barndomshistorie bekræfter det.

Kapitel 3: Teenageår og ungdomsår på Tranevej og i Den kristne Forsamling, Thorsgade 40, København

Tilbage i København i sommeren 1946 var et af mine forældres problemer min skolegang. Jeg var begyndt i 1. klasse i 1944, men på grund af tyskernes beslaglæggelse af Frederikssundsvejens Skole blev skolegangen meget hurtigt stærkt uregelmæssig. Timetallet, vi gik i skole, blev sænket drastisk, og vi måtte nøjes med nogle barakbygninger på Bellahøj (den gamle dyrskueplads). 2. klasse gik jeg aldrig i, for vi var jo på Færøerne, mens mine skolekammerater fortsatte i 2. klasse. Det lykkedes dog for min mor at overtale skoleinspektøren til at lade mig fortsætte i 3. klasse.

Man taler om den tids skole som ”den sorte skole”, men det vil jeg ikke kalde den, langtfra. Jeg oplevede skolen som god og kunne godt lide at gå i skole. De fleste af vore lærere var flinke og gode lærere, især vores klasselærer. Jeg var en smule bange for vores regnelærer, men det var mere på grund af hans drillende facon end noget andet. Gymnastik og idræt hadede jeg, og når jeg fik lyst til at pjække, var det de dage, hvor der stod gymnastik på skemaet. Mine manglende motoriske evner og min frygt for at falde bidrog kraftigt til min nederlagsholdning til faget idræt.

Når jeg i dag tænker på den store rolle, sport spiller for mange i mine omgivelser, fortryder jeg, at jeg ikke selv eller mine omgivelser har grebet ind mod denne uvilje, men stort set overlod mig til min passivitet. På den anden side er jeg også taknemmelig for, at samfundet dengang ikke var det ensrettersamfund, som det har udviklet sig til i dag. Respekten og tolerancen for den lidt særprægede og anderledes var større dengang end nu. Det har jeg nydt meget godt af.

Jeg blev drillet, men drilleri accepterede man i hvert fald, indtil det antog et for stort omfang og begyndte at udvikle sig voldeligt. Lærerne i vores skole skal have den ros, at de greb ind. Jeg havde også en drabelig forsvarer i min søster Kirsten. Hvad jeg ikke havde af riddermod, det havde hun og havde i overskud. Livet er hårdt og kan være hårdt, også for børn. At lære en vis robusthed og få nogle værktøjer at bearbejde genvordighederne med, synes jeg var en af de bedre ting, forældrene, skolen og samfundet dengang gav os.

Men jeg havde også kammerater. Jeg husker en pige fra ejendommen, vi boede i, Tove, som jeg legede meget med og legede godt med; i klassen havde jeg en ven, Tonni, og jeg blev også ven med hans storebror Steen. Tonni og jeg kom meget sammen og var meget fortrolige. Han kom fra et kommunistisk hjem med en meget brysk far, men med en sød, jovial, rund og meget venlig mor. Men det var et hjem, hvor der i modsætning til mit, blev uddelt mange smæk. Jeg husker engang, jeg havde inviteret Tonni med i søndagsskole. Det skulle jeg ikke have gjort, for det kom til at koste Tonni mange smæk og flere dages husarrest.

Tonni døde desværre i sine tidlige teenageår af en hjernesvulst. Det var første gang, jeg i mit liv havde mødt døden, og jeg husker flere nætters gråd, og at en angst for døden kom ind i mit liv. Siden jeg blev kristen, har den angst ikke, i hvert fald ikke på den måde, været i nærheden af mig. Steen og jeg fortsatte som endda meget nære venner, og vi udvekslede mange tanker med hinanden og førte ret så dybsindige samtaler, naturligvis begrænset af ung alder og et mindre udsyn.

Tonnis og Stens mor delte tilsyneladende ikke sin mands kommunistiske syn på livet, i hvert fald havde hun et forhold til folkekirken, som gjorde, at hun meldte sine drenge ind i FDF, begge var ivrige og aktive FDF’ere, og moderen støttede dem aktivt i dette arrangement. Ved Tonnis begravelse fra Kapernaumskirken var der en æresgarde af FDF’ere, ligesom også Tonnis venner fra klassen var linet op ved kisten.

Mange kristne, i hvert fald fra de menigheder, vi er knyttet til, kommer fra borgerlige hjem, og socialisme og Socialdemokratiet er nærmest for dem indbegrebet af ugudelighed. Men sådan oplevede jeg det ikke, og Tonny og Steen er eksempler på, at arbejderklassens hjem ikke var dårlige hjem. Tværtimod var naboskabet engageret og solidarisk, og man hjalp hinanden, og man lagde også vægt på flere gode og solide dyder og manerer.

Hukommelsen er ikke altid lige god og ikke altid helt præcis, især når dagene er jævne og der ikke sker de store udsving. Mine forældre sled i det, og har utvivlsomt haft bekymringer om økonomi og helbred - min far led af mavesår og var i perioder arbejdsløs - men de har aldrig ladet os børn mærke bekymringerne. Vi har ikke syntes, at vi manglede noget, alligevel var hver en nyanskaffelse en triumf, en fest, noget man huskede og glædede sig over lang tid derefter.

Min mor var ferm med sine hænder, dygtig til at få pæne ting ud af beskedne stoffer og aflagte beklædningsgenstande. Min søster lignede ofte en prinsesse, og jeg synes også, jeg var ganske hæderligt klædt, om end mode ikke nær til spillede den rolle, den spiller i dag.

Mit forhold til min lillebror Sven var ikke altid godt. Min mor ofrede ham megen opmærksomhed, også for meget har jeg nok syntes, uden at jeg bevidst har tænkt over det. Hun var måske overbeskyttende i forhold til ham, men jeg må også tilstå, at jeg drillede ham. Men samtidig holdt jeg af ham. Min søster og jeg har gået ikke så få ture med ham i barne- og klapvogn. Vi måtte i øvrigt undvære ham en del år, hvor han opholdt sig hos vores morbror i Klaksvig på Færøerne. Som voksne har vi et godt og udmærket forhold til hinanden, som aldrig har været bedre, end det er nu.

Venner i Den Kristne Forsamling

Som teenageårene gik og ungdomsårene begyndte, blev mit forhold til Den Kristne Forsamling i Thorsgade 40 stadig tættere; jeg fik også mine bedste og tætteste venner her. Ikke mindst var jeg forbundet med Knud Risom Pedersen og Poul Thomsen.

Vi var en meget lang periode sammen så godt som hver eftermiddag. Jeg har endnu en engelsk bibel - min første engelske bibel - som jeg fik af dem til min 16 års fødselsdag. Jeg har også endnu det Nye Testamente, jeg fik som julegave af søndagsskolen i forsamlingen. Knud og Poul var mine nærmeste venner, men jeg havde også andre venner i menigheden, og vi var ofte sammen i hinandens hjem, ligesom vi i sommermånederne ofte var på cykeludflugter sammen.

Ikke mindst venskaberne bandt mig til forsamlingen, men den vakte og voksende åndelige interesse gjorde det også. Forsamlingen føltes mere og mere som mit andet hjem, og jeg brugte mere og mere tid på den og på møderne.

Skoleår

Grundskoleårene gik, og som 11-årig gik jeg op til optagelsesprøven til mellemskolen. Jeg bestod prøven og fortsatte fire år, til jeg som 15-årig bestod mellemskoleeksamen. Min klasselærer i mellemskolen, Georg Sønderlund Hansen, var enestående. Enestående inspirerende, og han var også på en særlig måde god mod mig. Men jeg havde også andre gode lærere. I tredje mellem havde jeg en alvorlig psykisk nedtur, og jeg var nær dumpet. Især havde jeg det svært med matematik, men mine forældre skaffede mig en privatlærer, som virkelig hjalp mig til at få bedre greb om matematikken.

Også mine lærere, ikke mindst min klasselærer, opmuntrede mig meget. Jeg bestod mellemskoleeksamen med godt resultat og fortsatte stadig på Frederikssundsvejens Skole i realklassen, som jeg bestod med et uventet godt resultat. Jeg forlod skolen med flidspræmie og en varm og god anbefaling. Om den så var fortjent, er jeg ikke så sikker på, men i hvert fald er den et vidnesbyrd om mine forældres og andre gode menneskers store udholdenhed og godhed mod mig og ikke mindst Guds.

Hen mod slutningen af mine mellemskoleår flyttede familien til et nyt boligbyggeri i Husum, Arildsgård og Kobbelvænget. Fyrsteligt føltes det i stedet for to værelser nu at have tre, foruden spisekøkken og badeværelse. Især det sidste føltes som vild luksus, og så var der sågar også en dejlig altan. Og i stedet for en indelukket gård af beton, store åbne græsplæner. Alt var fryd og gammen, trods mine forældres bekymring, hvordan de skulle klare en husleje på 277 kr. om måneden. Men det gik og gik endda godt. Tiderne var ved at vende. Alle var ved at blive rigere.

Tillige fik vi i 1954, samme dag som jeg var oppe i dansk til realeksamen, en dejlig lillesøster, Vibeke Ingrid. Jeg havde ingen anelse om hendes ankomst, men jeg havde iagttaget noget skælmsk omkring min mor og min søster i ugerne forinden. At min mor var vokset i omfang, skænkede jeg ikke en tanke. Men at få en lillesøster var faktisk dejligt. Hun blev meget forkælet, især af mig.

Frelst og døbt

Når jeg bliver spurgt om, hvornår og hvordan jeg blev frelst, bliver jeg svar skyldig. Og min manglende evne til at kunne sige noget om det, gør mig nogle gange utroværdig hos kristne, som er overbeviste om, at noget så vigtigt vil man da vide, hvis man er kristen; af og til skaber det også anfægtelser hos mig selv og får mig til at søge Gud og bringe det spørgsmål ind for Hans ansigt.

Men uden Skriftens hjælp, støtte og underbygning - og uden Helligåndens hjælp - er jeg og vil jeg altid være i vildrede omkring det spørgsmål. For der er dage og stunder, hvor jeg har svært ved at fastholde, at jeg er frelst, har det evige liv og er et Guds barn.

Jeg blev døbt midt i teenårene, for øvrigt samtidigt med mine gode venner Poul og Knud og, mener jeg at huske, tre andre. Af disse seks er der tre, som så vidt jeg er orienteret, ikke fortsatte med at leve som kristne. En af dem døde for nylig.

Det er ikke altid, om nogensinde til at vide, hvad der sker inde i et menneske. Herren har lovet at holde fast, og vi tror, at Han holder sit løfte og holder fast, men modsat må vi også bevare os selv i Guds kærlighed og holde fast ved livets ord og bekendelsen af vort håb.

Vi kan tydelig se, at det sidste ikke altid sker, og heller ikke hos os, som mener at stå fast. Hvis holden fast, der ultimativt sejrer, kan vi ikke være det mindste i tvivl om, men endelig viden herom må vi afvente til den dag, hvor vi står foran Guds trone. Men trist er det at opleve, at ikke alle holder ved.

Uden at tale usandt kan jeg sige, at jeg efter dåben holdt af at være til møder - til brødsbrydelsen søndag formiddag, til det evangeliske møde om aftenen, efterhånden også bedemøderne mandag, ungdomsmøderne hos Børge Svendsen om onsdagen en gang om måneden og opbyggelsesmødet eller bibeltimerne torsdag aften. Ofte havde vi et kammeratligt samvær hos en eller anden efter møderne. Ofte kom vi sent i seng. Om sommeren havde vi friluftsmøde om søndagen og om onsdagen, først på Vibenshus Runddel, senere i Nørrebroparken og til sidst ved Utterslev Mose. Traktatuddeling gjorde vi også meget i de år. Jeg tror, at vi fik dækket det meste af Nørrebro ind, nogle steder indtil flere gange.

Folk i Den Kristne Forsamling

Stilen i menigheden i Thorsgade var ret så stram, og stemningen var ikke just folkelig. Men det var længe før, den store interesse og opmærksomhed om stil brød ud. Alligevel trivedes vi ganske godt, måske fordi vi var mange unge, som havde hinanden.

Ingeniør Løvstrøm, arkitekt og kunstner Hammer, institutejer Paysley, og bogbindermester Thomsen udgjorde menighedens lederskab. Vidt forskellige typer var de. Alle var en smule bange for Løvstrøm. Han ledede menigheden med myndig hånd, nogle vil sige diktatorisk. Han var enkemand, havde en datter og var i øvrigt ret bibelkyndig. Af en eller anden grund havde han et varmt forhold til mig og jeg til ham. Jeg var en af de få, som var blevet indbudt til at besøge ham i hans hjem. En dag udbrød der oprør mod den gode Løvstrøm, og han trak sig og kom først tilbage til menigheden adskillige år senere, nu som en gammel mand, som kun sagde lidt.

Hammer var utrolig jovial, men ikke på nogen måde ”folkelig”; Paysley var en typisk engelsk gentleman, lidt stiv i det, men egentlig venlig, ikke mindst var hans kone et gennemgribende hjerteligt menneske; vi unge blev af og til inviteret hjem til dem i deres store lejlighed og sproginstitut i Jernbanegade, tæt ved Rådhuspladsen.

Thomsen var et utroligt hjerteligt og gæstfrit menneske; hoved for en stor familie; hans hustru Grethe var elskelig; jeg kom ofte i det hjem, og ofte var vi unge samlet dér, samlet blandt andet for at synge; i al beskedenhed opøvede vi os i flerstemmig sang; det lød nok ikke helt så godt, men velment var det. Vi fik endda indsunget en lakplade. I den sammenhæng mødte jeg også Knud Møller Christensen; at vi senere skulle få så tæt et forhold til hinanden var mig dengang aldeles ukendt.

I menigheden var der andre markante personligheder, englænderen Tom Hutsching, en herlig broder, ØK-kaptajnen Pedersen, som tog os under sine vinger og opmuntrede os til at vandre med Herren, Esther Olsen, vores tidligere søndagsskolelærer, Rikke Olsen og Esther Larsen og flere andre. Nogle var ganske originale. Knuds forældre Jens og Magrethe Risum betød også ganske meget for mig. Også Jonssons hjem på Oldfuxvej, kaldet Reden, var et åbent hjem. Der er således meget godt at se tilbage på.

Det er også blevet kæresteriernes år. Mine venner fandt sig kærester, og efterhånden var jeg den eneste, som ikke havde fundet nogen. Men jeg blev lukket ind i varmen, således at hvor jeg før havde x antal venner, havde jeg nu 2 x.

Menigheden i Thorsgade 40 var i de år velsignet med mange færinger, og mange venskaber med færinger blev grundlagt de år - venskaber, som har holdt sig for livet. Jógvan Sundstein og jeg blev venner de år, det samme blev jeg med Hákun Marstein og Torben Marstein, med Rodmundur Nielsen (nu á Líða), med Magreta Sundstein, som blev gift med Knud og med hendes søstre Agnas og Elisabet. Ikke mindst blev jeg knyttet meget til Jóna, Hjørdis, Bia og Høgni Høgnesen og til Johan og Esther Restorff.

Forsamlingen i Thorsgade var ikke velsignet med store gaver til forkyndelse og undervisning. Men det blev der rådet rigelig bod på, når vi fik besøg af forkyndere som Andrew Sloan, Joe Adam, Angus MacKinnon, og David MacMurdo. Også forkyndere som James Lees og McGregor berigede og velsignede os ved deres besøg som også Eric Olsen, Dennis Clarke og Mac Alpine gjorde det. Meget senere oplevede vi J. M. Davies. Adam boede i København en temmelig lang årrække. Når mænd som disse besøgte os, blev der indbudt til hele møderækker, som kunne strække sig over alle ugens dage på nær lørdag.

Kapitel 4: Ungdomsårene fortsat - Venskaber - Mislykkede studier

I 1954 var jeg færdig med folkeskolen og færdig på Frederiksundsvejens Skole efter bestået realeksamen.

Hvad så nu?

Som det vel ofte er tilfældet med unge mennesker, havde heller ikke jeg nogen klar mening om, hvad jeg skulle satse på hverken for øjeblikket eller for fremtiden.

Jeg læste jobannoncer og fandt en annonce, hvor et vekselererfirma søgte en vekselererlærling, interessant, så det søgte jeg. Firmaet havde domicil på en fornem adresse langs kanalen overfor Christiansborg. Jeg blev indkaldt til samtale og fik jobbet og skulle så begynde 1. august. Men inden da mødte jeg en af mine kammerater fra realklassen, og han fortalte mig, at han havde søgt ind på Statens og Hovedstadskommunernes kursus til Studentereksamen på Mynstersvej på Frederiksberg. Det syntes jeg lød spændende, så jeg søgte også ind og blev optaget på matematisk linje.

Om det var et rigtigt valg, har jeg den dag i dag min store tvivl om, for ærlig talt klarede jeg mig rigtig elendigt på studenterkurset, som var normeret til at føre til studentereksamen på to år, men for mig tog det fire. Matematik var slet ikke mig, hvis ”begavelse” er en reproduktiv begavelse og ikke en kreativ. Logisk og ræsonnerende tænkning har heller aldrig været min styrke.

Jeg var derimod ”god” til at huske. Nogle vil sige, at jeg er udstyret med en ”klæbehjerne”. Jeg klarede mig fint i fag som dansk, historie, oldtidskundskab, kemi og biologi, men som sagt særdeles elendigt i matematik, lidt bedre i fysik, men heller ikke godt; fransk var heller ikke min kop te, så gik det bedre i engelsk. Det skal dertil siges, at jeg passede heller ikke studierne særlig godt; jeg havde for mange andre interesser, ikke mindst i menigheden.

Men studentereksamen fik jeg da. Næste korsvej var så at finde ud af, hvad jeg ville bruge den til? Mens jeg gik på studenterkurset, blev jeg mere og mere bevidst om, at det var læge, jeg ville være. Efter studentereksamen indskrev jeg mig til lægestudiet på Københavns Universitet. Men ligesom på studenterkurset magtede jeg ikke den disciplin, der skulle til at studere. Nogle af fagene fængede mig, men detaljerigdommen i fag som anatomi og biokemi kunne jeg ikke overvinde mig selv til seriøst at bruge den tid på, som var nødvendig for at kunne lære dem. Jeg havde igen store problemer med fysik. Kemi var igen det fag, som interesserede mig mest, ligesom også mikroskopisk anatomi fangede min interesse.

I de år, jeg studerede medicin, arbejdede jeg også som afløser hos postvæsenet, og det kom til at indtage mere og mere af min tid, og til sidst blev det til en heldagsbeskæftigelse og mere til. Min uddannelsessituation endte på den måde uden uddannelse.

Det er naturligvis spild af tid, evner, kræfter og økonomiske ressourcer, vel også i det lange løb spild af muligheder og indtægt. I tilbageblikket kan jeg kun beklage det, føle mig skyldig, mislykket og svigtende i det, men det står ikke til at ændre eller lave om på. Jeg vil ikke bruge mit kirkelige engagement som undskyldning for dovenskab, adspredthed og kommen til kort, det ville være for billigt og heller ikke sandt.

Men Gud opgav mig ikke i disse år, som han heller ikke senere har prisgivet mig. Gud er en trofast Gud, og selvom vi forkludrer mange ting og ”vandrer vildveje”, så holder han fast ved os. Han holdt også fast ved mig trods min manglende fornuft og manglende moral. Min mors bøn, fra før jeg var født, blev på en eller anden måde, skjult for både hende og mig, hørt.

Venskabet med Franklin

I disse år og årene efter sker der mange ting. Men jeg forlader nu for en stund den kronologiske fremføring af historien for i resten af dette afsnit at fortælle om nogle af mine venskaber og følge en smule op på min familiehistorie.

Som nævnt i forrige afsnit var disse år rige på venskaber. Foruden med Knud Risom Pedersen og Poul Thomsen havde jeg et intenst venskab med Franklin Aagaard Petersen. Ham gik jeg usædvanligt godt i spænd med. Franklin var søn af en enlig mor; hans mor døde tidligt, så det blev hans bedsteforældre, som kom til at tage sig af ham. Martin og Sanna Aagaard Petersen var begge færinger, men de boede det meste af Franklins opvækst i en jysk landsby i omegnen af Sønder Omme.

En tid af sit liv blev han sendt på kostskole. Franklin var nogenlunde jævnaldrende med mig, en smule ældre. Han var omkring atten, nitten år, da Martin og Sanna flyttede til København og indtog viceværtboligen i mødesalen i Thorsgade 40. Jeg kom ofte i mødesalen, også når der ikke var møder, og jeg blev ofte inviteret til te hos Aagaard Petersens, og på den måde udviklede venskabet med Franklin sig.

Franklin læste på Niels Brock Handelsskolen i København, samtidig med, at han var i kontorlære. Senere tog han HD på Handelshøjskolen. Han blev en overordentlig dygtig forretningsmand, i mange år ansat i skibskonstruktionsfirmaet H. E. Hansen, hvor han efterhånden kom helt op på direktionsniveau. Franklin rejste meget for sit firma, var overordentlig dygtig til sprog, talte flydende engelsk, tysk og fransk, kunne også spansk. Hans helbred var ikke det allerstærkeste. Han var tillige uhyre beleven og charmerende, og især pigerne faldt for ham.

I de mange år, jeg færdedes sammen med ham, var han en yderst åndeligsindet person, glædede sig over Guds ord, bad ofte, når menigheden var samlet til brødsbrydelse, tog også ofte ordet ved disse lejligheder, men altid ophøjende Herren. Franklin læste også meget, og vi førte mange rige, dybsindige, teologiske og bibelske samtaler. Han elskede at diskutere og satte mange spørgsmål på spidsen, ofte til langt ud på aftenen, nogle gange til ud på natten. Jeg tog ofte natbussen hjem, når jeg havde været sammen med Franklin.

Franklin blev forelsket i en færøsk pige, Bia Høgnesen (hun blev aldrig kaldt andet end Bia; hendes rigtige navn var Hallbera), som kom i kirken. Hun var kommet fra Færøerne sammen med sine lidt ældre søstre Hjørdis og Jóna og broderen Høgni, som led af muskelsvind og sad i rullestol. Hjørdis arbejdede som sygeplejerske, mens Jóna gik hjemme og passede sin broder og huset. Jeg kom også meget i det hjem, og vores forhold blev til et livslangt venskab. Efter flere år i København flyttede de tilbage til Færøerne og slog sig ned i Tórshavn.

Høgni døde i forholdsvis ung alder; søstrene er nu for nær Hjørdis døde; Jóna blev senere gift og fik to børn, en søn og en datter. Desværre har hun de seneste mange år lidt af en svær demens. De år, de havde deres hjem i København, boede de først i et hus i Hvidovre og senere på Østerbro. Det var en enestående tid med kristent fællesskab ikke alene for mig, men også for mange andre, som færdedes ud og ind i de tre søskendes hjem. De to søstre opofrede sig for at tage sig af deres svært handicappede broder. Franklins forelskelse i Bia var gengældt, og de blev gift, og brylluppet stod i Bias barndomshjem i Fuglefjord på Færøerne. Jeg var med til brylluppet.

Venskabet med Franklin blev ikke mindre intenst, efter at han og Bia blev gift, tværtimod blev nu også hun en nær ven af mig, og senere da Ólrunn og jeg blev gift en meget nær ven af os begge. Franklin og Bia og jeg mødtes tit, først i deres hjem i Nordvest kvarteret, senere på Amager og sidst, da de flyttede i rækkehus i Herlev. Franklin og Bia fik sammen børnene Martin, Suzan og Jógvan, alle sammen smukke og intelligente børn. Desværre viste det sig, at begge drengene ligesom morbroderen Høgni udviklede svær muskelsvind. De kom begge til at sidde i kørestol, og de sidste af deres leveår ikke mindst for Jógvans vedkommende var kvalfulde. Martin døde som 17-årig, Jógvan allerede som 13-årig. Det faldt i min lod at begrave dem begge på Nivå kirkegård. Familien var nu flyttet til Kokkedal. Suzan studerede kinesisk på Københavns Universitet og CBS, blev siden gift med en professor i kinesisk historie og har to piger.

Drengenes sygdom og udviklingen i den tog så hårdt på Franklins kristentro, at han blev bitter på Gud og opgav troen. Han beskrev det selv med ordene: ”Gud og jeg er nu kvit. Jeg skylder ikke længere Gud noget”. Under drengenes sygdomsforløb skilte han sig også fra Bia, som så var alene med børnene. Hun klarede situationen med bravur. Aldrig hørte man en klagende lyd fra hende eller nogen form for bitterhed. Hun og Franklin forblev venner, og på sin måde elskede han stadigvæk Bia, også da han fandt sig en ny kone, som han havde mødt på en af sine mange forretningsrejser til det daværende Jugoslavien (Kroatien). Med hende blev han gift og fik siden en søn.

Efter skilsmissen og drengenes død har jeg kun sjældent set Franklin, og vi har kun talt meget lidt sammen. Sidst jeg talte med ham for flere år siden, var han stadig bitter og sarkastisk omkring det med troen. Men helt har han ikke sluppet sit livtag med den, ligesom Gud ikke har sluppet sit livtag med ham. Må han være at finde blandt dem, som finder frelse på den yderste dag. Venskabet med Bia fortsatte flere år endnu. Desværre udviklede hun ligesom søsteren Jóna en svær demens; hun kom på plejehjem, men var ude af stand til at huske noget eller genkende nogen. Hun døde for flere år siden.

I en af de sange, vi sang i Den Kristne Forsamling, sang vi om vejen, at den undertiden ”sælsomt snor sig”, men ”altid den bærer hjem”. Vejen snoede sig bestemt sælsomt for Franklin og Bia og drengene; at den bar hjemad for Martin og Jógvan er vi ikke i tvivl om; de er hos Gud, den vil også bære hjemad for Bia, som ikke på noget tidspunkt har været i nærheden af at miste følingen med vejen; ved Guds nåde, trofasthed og barmhjertighed tror vi også, at den vil bære hjem for Franklin. Venskabet og årene med Franklin og Bia vejer tungt i min erindring, og jeg mindes med glæde og taknemmelighed den megen rigdom jeg er blevet velsignet med gennem det.

Venskabet med Edgar og Preben

Jeg må også her nævne venskabet med Edgar (Edgar ændrede senere sit familienavn til Windfeld) og Preben Madsen.

Brødrene Madsen traf jeg første gang ved et af samfundsmøderne i Haderslev. Begge var nye, ivrige kristne, og vi blev umiddelbart knyttet tæt til hinanden. Afstandsmæssigt boede vi langt fra hinanden, men vi brevvekslede, og jeg besøgte dem også relativt ofte i hjemmet i Haderslev. Selv om pengene var små, var en togrejse til Haderslev dengang langt fra så dyr, som den senere er blevet.

Faderen, Karl Madsen, var mild, havde let til latter, og så var han stærkt gudfrygtig; moderen, Jenny Madsen var en moden kvinde med ben i næsen, respektindgydende, og en som fik meget fra hånden.

Begge forældrene var uhyre gæstfrie, og jeg nød at komme hos dem. Karl Madsen var sammen med legetøjshandler Kristiansen leder af den lille brødreforsamling i Haderslev. Preben og Edgar var to ud af en børneflok på otte, fire søskende var ældre end dem og to yngre. Når Edgar, Preben og jeg var sammen gik vi lange ture i den smukke by, vi talte meget sammen, og fordi vi havde så meget at tale om, var vi længe om at falde i søvn om aftenen. Undertiden kom Jenny Madsen ind i værelset og fortalte os, at nu skulle vi altså sove. Det var hovedsagelig bibelske og åndelige ting, vi talte om. Edgar og Preben var også med mig på Færøerne og deltog aktivt i mine forkyndelsesrejser dér; derom mere senere.

Begge har gennem årene udviklet sig til habile, dybsindige forkyndere, som har haft og har meget at bringe. Begge flyttede med årene til København, hvor Edgar blev gift med Grethe Jonsson og Preben med Kirsten Risom, Knuds søster.

Edgar og Grethe fik tre sønner, som er solide støtter i Skovlunde Frikirke. Den Kristne Forsamling i Thorsgade 40 flyttede efter, at Ólrunn og jeg havde slået os ned i Odense, til Brønshøj og blev til Berøa for igen senere at flytte til Skovlunde og blive til Skovlunde Frikirke. Både Edgar og Preben har en tid lang været ældste i menigheden, nu har de trukket sig, men er stadig meget aktive og levende i deres tro. (Edgar døde for nogle år siden).

Det har i sandhed været og er et stort aktiv for mig at have sådanne venner og med taknemmelighed at kunne tænke tilbage på den historie, vi sammen har haft.

Den nære familie

I min nærmeste familie var disse år præget af materiel fremgang. Beskæftigelsessituationen for min far blev mere stabil, og min mor syede til den store guldmedalje for Daells Varehus. Syningen udviklede sig til en hel hjemmeindustri, hvor alle familiemedlemmer bidrog med hver sit. Min søster Kirsten uddannede sig til bankassistent; hun blev gift med Jan Danielsen og fik drengene Kenn, Per og Bo. Mine forældre passede ofte Kenn og Per; så var der livlige dage i lejligheden i Arildsgård 41. Ægteskabet med Jan holdt ikke, og i flere år var Kirsten alene med drengene. Siden har hun fundet en god og stabil ægtefælle i Niels Nielsen, med hvem hun har mange fælles interesser. Kirsten er blomstret op, og vi har megen gensidig glæde af søskendeforholdet.

Min bror Sven læste efter sin studentereksamen til læge og i modsætning til mig afsluttede han sin eksamen og blev en dygtig læge. Han blev gift med Bente Nielsen fra Hørve, som ligesom ham selv havde en færøsk mor. Sven gennemgik efter sin uddannelse en længerevarende efteruddannelse omhandlende medicin, almen medicin, neurologi og psykiatri; han endte med at blive speciallæge i psykiatri, hvilket han nu har været en årrække. Bente og han fik drengene Michael og Nikolai; Michael blev som lille ligesom Kenn og Per indimellem passet af mine forældre. Sven har de fleste af sine leveår boet i Gram i Sønderjylland, hvor han stadig bor. Bente døde desværre af kræft for nogle år siden. Sven er siden blevet gift igen med Jytte.

Min søster Vibeke voksede op i årene med rigelighed. Meget tidligt flyttede hun hjemmefra, begyndte at læse teologi, men endte med at læse til lærer i Århus. Her mødte hun Árni Helmsdal, med hvem hun blev gift. Siden flyttede de til Odense. De har børnene Andrias, Amalie, Asbjørn og Anfinn. Asbjørn har Downs Syndrom, men har på mange måder været en gave, ikke alene for sin nærmeste familie, men også for os og for det menighedsfællesskab, hvor han sammen med sin familie er næsten hver søndag.

For mit vedkommende varede det endnu en rum tid, før jeg blev ”fanget ind” og fik min trygge havn i ægteskabet med Ólrunn. Mine forældre havde på det tidspunkt opgivet håbet om nogensinde at komme af med mig.

Kapitel 5: Sommerrejserne til Færøerne

I årene efter 1954 og til hen i slutningen af tresserne var jeg ofte på Færøerne, til at begynde med om sommeren, men senere oftere og oftere om efteråret. Rejserne foregik med skib, enten med DFDS’ Dronning Alexandrine eller det færøske Tjaldur. Dronning Alexandrine klarede turen København-Tórshavn på to og et halvt døgn, det gamle Tjaldur på tre; det senere og splinternye Tjaldur på to. Det kunne ofte være en drøj rejse, og jeg blev nemt søsyg. Så jeg vil ikke påstå, at jeg nød rejsen. Jeg kedede mig også bravt, også selvom jeg var rigeligt forsynet med bøger. Jeg har altid haft svært ved at koncentrere mig om at læse, når jeg er på rejse. Jeg læser bedst, når jeg er hjemme, alene med mig selv.

Først en del senere blev regelmæssig flyvning mulig, og siden da har jeg ikke sejlet til Færøerne. Men det var dengang sådan på Færøerne, at de fleste steder kunne man kun komme til med båd, så i og med, at man var ankommet til øerne, var det ikke forbi med at sejle. Og sejlturen mellem øerne kunne også nogen gange være drøj, og man kunne sagtens blive søsyg.

Prædikener og kirkeliv på Færøerne

Meget tidligt under mine ferierejser til Færøerne blev jeg opfordret til at prædike. Jeg ved ikke hvorfor. Jeg var ganske ung og havde kun den erfaring med at prædike, som et ”vidnesbyrd” fra talerstolen i Thorsgade 40 i ny og i næ havde givet mig, og som jeg havde fået ved at lede forsamlingens ungdomsmøder, hvor jeg regelmæssigt bidrog med ”et ord”; senere udviklede det sig til en mere systematisk undervisning.

Så hvorfor bede en, som kun var en stor teenagerdreng om at prædike, og det ikke kun ved det evangeliske møde søndag aften, men også ved opbyggelsesmødet onsdag aften? Det har jeg ingen forklaring på ud over, at det altså var, hvad skete, da Jens Klæmint Isaksen, ledende ældste i menigheden Betesda i Klaksvik, bad mig om det. Om Guds finger har været med i det, ved ingen anden end Gud, men jeg var nu styret ind på den bane, som siden hen har fyldt så meget i mit liv.

Lige i den tid og i de år var jeg meget optaget af Tabernaklet og ofringerne; en bog om det emne af skotten John Ritchie havde grebet mig, og jeg havde brugt en del af min ”undervisning” i ungdomsgruppen i menigheden i København på det emne. Den tråd tog jeg nu op i Betesda i Klaksvik, og det blev til en hel serie af møder.

Men også i andre af de mange menigheder på Færøerne blev jeg indbudt til at tale, ikke mindst i brødreforsamlingen Hebron i Leirvik, min mors hjemmemenighed. Fra da af lå det nærmest fast, at når jeg var på Færøerne, holdt jeg møder, først og fremmest i Klaksvik og i Leirvik, som fungerede som stammenigheder for mig. Efterhånden blev jeg også indbudt til andre menigheder, til Gøtu, til Tórshavn, til Ejði og Ljósá, til Norð Depli, til Vág, til Fuglafjørð, til Berøa i Runavík og til Vestmanna. Og sådan fortsatte det en række år. Paulus’ breve var mine foretrukne tekster de år, og nogle af Paulus’ breve har jeg gennemgået systematisk. Men efterhånden kom også flere gammeltestamentlige tekster til, og også tematiske prædikener.

Efter at mit venskab med Edgar og Preben udbyggedes (se kapitel 4), indbød jeg dem til at være med mig på mine møderejser. Preben var med hele tre gange; Edgar én gang. På den måde udgjorde vi et lille team, og så holdt vi også børnemøder. Især husker jeg en uge i forsamlingen i Leirvík med intense børnemøder med levende illustrationer, blandt andet med kemiske reaktioner såsom forsølvning og farveskift.

Det er ofte svært, for ikke at sige umuligt at vurdere sin egen indsats. Men der var et stort og regelmæssigt fremmøde ved disse børnemøder, og vi mødte megen taknemmelighed fra børnenes forældre. Længe efter, når jeg har været i Leirvík, er der dem, som har mindet mig om velsignelserne fra dengang. Flere af dem, som siden har været de bærende kræfter i forsamlingen i Leirvík, var børn dengang, børn, som vi havde den glæde at holde møder for.

Herren har sikkert brugt mange andre input til at nå hjerterne med, men på en eller anden måde har også vores kampagne bidraget til at føre dem til tro. For det kan vi kun føle os dybt rørte og dybt taknemmelige. Herren er i sandhed trofast over for sit ord og sine løfter, og han hører trofast sit folks bønner. En frugt af en mødevirksomhed, som fornyes og gentages år efter år, er de mange mennesker, man kommer til at kende og de mange, man bliver venner med, nogle af dem venner for livet. Overalt var gæstfriheden overvældende, gavmildheden med. Også den vidunderlige og særprægede natur, man møder fra sted til sted, er en oplevelse oven i oplevelsen, en velsignelse, som føjer sig til de øvrige velsignelser.

Oplevelsen og iagttagelsen af de mange små menigheder, som trofast samledes hver søndag, har sat sig blivende spor i min erindring. Mange af disse menigheder var ikke velsignet med forkyndere med overvældende store gaver til at udlægge Herrens Ord, men samledes gjorde man, og gjorde det trofast, læste Herrens Ord sammen, sang til Hans navns ære, frembar bønner og taksigelse, brød brødet, drak kalken og kom på den måde Herren i hu.

Flere af disse stovte, ydmyge og beskedne kristne udstrålede en gudsfrygt og en hjertevarme, som det gør godt at tænke på den dag i dag, og de beviste for sig selv og for os alle, at det er muligt at samles som kristne uden det store opbud af gaver og virkemidler. Det bør vi nok beflitte os på ikke at glemme, nu hvor mødesalene er blevet større og mere rare at være i, hvor nådegaverne er flere, og hvor virkemidlerne, som vi trækker ind i gudstjenesten, er utallige.

Med de stærkt forbedrede samfærdselsmidler og udbredelsen af de elektroniske medier er muligheden for en langt mere sanselig og oplevelsesfyldt gudstjeneste mangedoblet for de fleste, men det er langtfra sikkert, at velsignelsen og oplevelsen af Herrens nærhed og berøring er blevet større herved. I dag er der adskillige veluddannede og dygtige brødre og søstre, som befolker de mange forsamlinger, og det inden for alle felter af menighedens liv og virke. Og det er kun at glæde sig over. Når jeg i dag kommer til Færøerne, er det udelukkende på familie- og vennebesøg. Kun få kender mig i dag, og mine muligheder for at følge med er også stærkt begrænsede.

Gennem mit ægteskab med Ólrunn, som kommer fra en helt anden baggrund, end jeg gør, er jeg også blevet opmærksom på det åndelige liv, som er og som rører sig uden for de kredse, jeg har færdedes i. Men dengang troede jeg nærmest, at ”Brødrene” (på Færøerne kaldet ”Baptister”) var de eneste rigtige, at kun her var Gud og virkede Gud. Men jeg vil altid se tilbage på de små tyve år, hvor et årligt besøg på Færøerne var så meget en del af mig og mit liv, at det næsten var utænkeligt uden.

Familie og venner på Færøerne

I mine minder er der adskillige navne, som jeg aldrig kan eller vil glemme, og som jeg glæder mig til at se i herligheden. Der er først og fremmest mine morbrødre og mine mostre og deres ægtefæller. Ella og Ingrid er de navne, som lyser stærkest for mig. Min morbror Viggo har jeg også utallige gode minder om. Det varmer også om hjertet at tænke på Ingrids søster Ida og på Ingrids far, den navnkundige Jens Klæmint, som der gik så mange historier om, men som var en fantastisk stridsmand for Herren. Også stovte fiskere som Julius fra Viðareiði og Jógvan Joensen (Seglhuset) vil jeg sent glemmes. I Leirvík besøgte jeg jævnligt Jakob Olaf og hans kone Amanda, virkeligt varme, gudfrygtige kristne, som det altid var en fryd at gæste, også Klement Eliassen og hans lattermilde varme kone hører til dem, hvis minde lyser allerstærkest i mit sind.

I Tórshavn boede jeg næsten fast hos Hans og Johanna Sundstein; hvor megen gæstfrihed de har ladet mig opleve, kan ikke opregnes. At bo hos dem og opleve Hans og tale med ham har efterladt mig med indtryk for livet. Også Jógvan á Dul havde jeg en lang tid som ven, og jeg boede ofte hos ham og Thala.

Jógvan var en særdeles beleven kristen, meget vidende og interessant at samtale med. Jógvans bror, Grímur, og hans vidunderlige kone Andrea besøgte jeg også hyppigt, og hvor vi dog fik grint sammen. Og sådan dukker navn op oven i navn, og alle som dyre minder, og mange, mange flere kan føjes til.

Forbindelsen til Færøerne er og vil være en åben kanal, dels naturligvis på grund af familiebåndene, dels på grund af de mange venskaber. Der er meget i den del af min livshistorie, som jeg er dybt taknemmelig for, og som har bidraget meget til min udvikling, også bidraget med meget til det menneske, jeg er.

Alligevel har størstedelen af mit liv foregået i Danmark, og Færøerne er blevet en parentes, men en åben parentes. Til Danmark og til mit liv i Fladlandet kommer jeg nu tilbage til, men indimellem vil vi igen være på Færøerne.

Kapitel 6: På vej mod brud ... og heling

Noget af det, jeg brugte min tid på i årene efter 1954 og frem mod halvfjerdserne var på ”litterær virksomhed”. På en måde har jeg altid godt kunne lide at skrive, selvom jeg var ret ubehjælpsom til det. Ingeniør Løvstrøm (se kapitel 3) udgav kvartalsbladet ”Lys på Vejen”. Engang tilbød jeg Løvstrøm, at jeg, når jeg var på Færøerne, ville gå fra hus til hus mellem de troende og hverve dem som abonnementer på ”Lys på Vejen”.

Det lykkedes faktisk rigtig godt. Så da Løvstrøm ældedes og opgav udgivelsen af ”Lys på Vejen”, bad jeg ham om, sammen med nogle af mine venner, at få lov til at overtage udgivelsen. Og det sagde han ja til. Vennerne var Preben Madsen, Franklin Aagaard Petersen og Jógvan Sundstein. Høgni Høgnesen, Bia Aagard Petersens bror, fungerede som sekretær for bladet. Jeg husker ikke, hvor længe vi udgav bladet, og jeg husker heller ikke, hvilke artikler vi fyldte bladet med; de fleste var oversatte fra engelske tidsskrifter, men nogle år udkom vi.

Det var også i de år, hvor jeg og nogle af mine venner begyndte at komme i opposition til dele af læren i Forsamlingen i Thorsgade 40, ikke mindst i spørgsmål om eskatologi (læren om de sidste tider). Mine skriverier i ”Lys på Vejen” har nok båret præg af den diskussion, men ærlig talt, jeg husker det ikke, og jeg har ingen arkiver, hvor jeg kan slå det efter. Måske godt det samme. Kender jeg mig selv, har jeg nok også skrevet unødigt stridbart og kontroversielt om uenighederne. ”Sagtmodighed” er ikke en naturlig dyd for ret mange af os, og slet ikke når man er ung.

Vi droppede efterhånden navnet ”Lys på Vejen” og udgav nu tidsskriftet under navnet ”Evangelisk Forum”, som både designmæssigt og indholdsmæssigt afveg en del fra det gamle ”Lys på Vejen”. Knud Risom Pedersen trådte også ind i redaktionen.

I forbindelse med udgivelsen af magasinerne prøvede vi også at gå ind i egentlig forlagsvirksomhed, men med pauvert resultat. Vi fik udgivet nogle få bøger, ”MacMurdos taler”, som var en nedskrivning efter lydbånd af taler, MacMurdo havde holdt i København, ”Pagtens Stamgods” af Sir Robert Anderson”, som jeg oversatte fra engelsk, og senere F. F. Bruces ”Det Nye Testamentes Skrifter - er de troværdige?”, som jeg også oversatte. Den sidste bog, vi fik udgivet, var H. L. Ellisons ”Hemmeligheden Israel”.

Økonomisk gik det trægt med vore udgivelser, og uden støtte fra især Jógvan a Dul var det aldrig gået. Mine oversættelser var også elendige, alt for ordrette og alt for meget præget af engelsk grammatik og engelske måder at udtrykke sig på. Efterhånden slog økonomien os ud, og vi opgav vor litterære virksomhed. Senere har jeg taget den op igen, men nu i en hel anden sammenhæng. Herom mere senere. Men det var ikke des mindre nogle skægge år, og venskaberne mellem os udvikledes og udbyggedes.

Forlagsvirksomhed er imidlertid også besværlig, og indlader man sig på det, stifter man bekendtskab med, at der er noget, som heder ”copyright”, og det kan give ikke så lidt ”bøvl”. Men da vi begyndte, havde vi igen anelse om sådanne ting, men det skulle vi få. Den gode vilje var til stede i rigt mål, men den professionelle kunnen manglede totalt.

Uenighed i lærespørgsmål

Årene her var menighedsmæssigt meget lykkelige, men udviklede sig desværre i ulykkelig retning. Gudskelov er det sådan, at de lykkeligere erindringer efterhånden fortrænger de mere ulykkelige. Ifølge salmisten ”helbreder Herren alle vore sygdomme” (Salme 103:3), herunder tror jeg, vi skal tage sindets sår og ar med.

Hele mit netværk var menigheden og mine venner der, og jeg nød at være til gudstjenester og møder. Næsten al min fritid var optaget af menigheden. Jeg blev også mere og mere inddraget i menighedens aktiviteter, og med ”åben talerstol” søndag morgen og søndag aften var jeg ofte en af dem, som ”lod sin røst” høre. Jeg ledte også menighedens ungdomsmøder.

Derfor var jeg også begyndt at læse en del, og jeg anskaffede mig efterhånden en del bøger, næsten alle engelske. Min lidenskab for bøger begyndte dengang, og har aldrig sluppet mig, og hundreder og atter hundreder af kroner er gået hertil - dertil kommer den plads, som jeg optager af hjemmet, ikke altid til min hustrus tilfredshed.

Den første bibelkommentar, jeg anskaffede mig, var Harold St. Johns kommentar over ”Markus-Evangeliet”, som jeg læste med stor glæde, og som inspirerede mig enormt. Jeg blev også vildt optaget af Sir Robert Andersons ”Guds Tavshed” og langt senere ”The Gospel and its Ministry”; MacKinnons ”Kristi uransagelige rigdomme” gjorde også et dybt indtryk på mig, ligesom Erik Sauers triologi ”Genløsningens Morgenrøde”, ”Den Korsfæstedes Triumf” og ”Fra Evighed til Evighed”.

The Scofield Bible var også min faste følgesvend, og dens mange noter hjalp mig til at ”få styr” på den rette forståelse af Skriften. Længe var alt fryd og gammen. J. J. Adam fra Skotland slog sig i løbet af de år ned i København og blev på det nærmeste menighedens ”præst”.

Til at begynde med var jeg vældig glad for det, for Adam var en gudsbenådet forkynder, altid brændende og altid mere end fuldt overbevist om de ting, han prædikede om. Adam var til at begynde med også meget venlig og opmærksom på mig, men efterhånden kølnedes forholdet. I min kødelige natur har jeg set på ham som en rival, som afkortede mine muligheder for offentlig fremtræden. Menigheden har naturligvis haft langt mere gavn af at høre Adam, men sådan så jeg ikke på det dengang.

Det krævede mere hellighed og mere åndelig modenhed end den, jeg var i besiddelse af. Ulykkeligvis var der ingen, som gik ind og prøvede på at forlige os, og Adam synes heller ikke at have haft sans for den slags. Kortslutninger i menigheden sker alt for ofte, fordi vi ikke har en Synzygos (Fil 4, 1-3) imellem os, og generelt er langt mere rede til at tage parti for og imod end at søge at forlige og bringe sammen.

I min personlige udvikling var jeg på vej bort fra den dispensationalisme, som forsamlingen stod for, som J. J. Adam stod for og som ”The Scofield Bible” stod for.

Dispensationalisme: Teologisk koncept, der blev udviklet i det 18. århundrede af J. Watts og er særlig udbredt i det angelsaksiske sprogområde. Konceptet lærer om en fremadskridende gudsåbenbaring, der strækker sig over mindst fem ”husholdninger” (eng. dispensations) og skrider af sted gennem historien. Et vigtigt element er her adskillelsen mellem Israel og Jesu menighed”, (og - vil jeg tilføje - en skelnen mellem Herrens usynlige komme (bortrykkelsen af menigheden) og Herrens synlige komme forud for ”rigets” oprettelse.) Teologisk ordbog” Lohses Forlag 1999.

I mellemtiden havde jeg læst F. F. Bruces kommentar over Apostlenes Gerninger, og jeg var også begyndt at læse H. L. Ellisons forskellige bøger over Det Gamle Testamente, og med de to åbnede der sig en hel ny bibelforståelse.

Jeg læste nu meget bredere og søgte meget bredere, end jeg hidtil havde gjort, og det fik en dyb og ændrende indflydelse på mig som prædikant og bibellærer. En tid fik jeg endda en vis sympati for den liberale teologi, men det var en fase, jeg kom over, om end jeg stadig vedgår ”arv og gæld” til enkelte liberale bibelkommentatorer og teologer.

I flere år havde jeg en ret vidtrækkende brevudveksling med F. F. Bruce og H. L. Ellison. På en måde blev de en slags åndelige mentorer for mig. Begge har i øvrigt besøgt os i Danmark. For mig var det dybt betagende, at kendte og travle mænd som de to tog sig tid til at besvare en ung mands til tider måske lidt ubehjælpsomme spørgsmål. Men både Ellison og Bruce så åbenlyst på sig selv som kristne brødre og som til tjeneste, mere end de betragtede sig som lærde mænd, akademikere af høj standard og med kendte navne.

Som sagt er der noget dybt rørende ved en sådan ydmyghed, som også står for discipelskab, discipelskab under Jesus Kristus. Bruce sendte mig også flere af sine bøger efterhånden som de udkom. En af dem havde han endda dediceret til Ólrunn og mig.

Min udvikling bort fra dispensationalismen fik dog konsekvenser for mit forhold til menigheden i Thorsgade, smertelige konsekvenser. I de år havde forsamlingerne på Færøerne haft besøg af en engelsk prædikant ved navn G. K. Lowther, en udmærket prædikant, som jeg mødte og hørte i Betesda, brødreforsamlingen i Klaksvik på Færøerne.

Lowther ville meget gerne besøge Forsamlingen i Thorsgade 40 og havde indledt en sondering med henblik på at få en invitation. Men da lederskabet fandt ud af, at Lowther ikke var dispensationalist, nægtede det at modtage ham. Franklin og jeg var yderst oprørte over det; andre var også med, men da jeg ikke længere er sikker på hvem, nævner jeg ingen yderligere navne.

Vi tog kontakt til de ældste, men kun med det resultat, at vi blev alvorligt uvenner, og Franklin, Bia, jeg og flere andre bestemte os for at forlade forsamlingen, og for en tid dannede vi vores egen forsamling, hvor vi samledes søndag eftermiddag hos Knud og Birthe Lindorf Jørgensen, som således åbnede deres hjem for os. Hvor længe vi holdt ud, husker jeg ikke, men hovedparten blev efterhånden trætte og sivede tilbage til Forsamlingen i Thorsgade og blev tilsyneladende modtaget uden videre. Jeg forblev persona non grata og var uden menighedsfællesskab i flere år (syv år, så vidt jeg husker).

I den tid tog jeg fast søndagsarbejde hos Postvæsenet, og mens jeg kørte rundt med breve og telegrammer, prædikede jeg for mig selv, bad og havde bibelmeditationer. I de år fik jeg også læst en masse bøger, og det meste af den bibelske grundviden og teologiske ballast, jeg siden har haft og har betjent mig af siden, stammer fra de år.

Det var også i de år, at jeg stiftede bekendtskab med C. S. Lewis’ forfatterskab, ikke mindst hans syv Narniabøger, som jeg købte og læste på engelsk. Den danske oversættelse kom først langt senere. Lewis blev en virkelig øjenåbner for mig, og siden har jeg læst Narniabøgerne og andre af hans bøger igen og igen, både for mig selv og for mine børn (som jeg fik langt senere). Min kærlighed til Lewis og Narnia vil være kendt af dem, som bare nogenlunde regelmæssigt har hørt mig prædike og af dem, som har læst Kristent Perspektiv og har fulgt min flerårige gennemgang af Narniafortællingerne her.

Efter disse års ”landflygtighed” blev længslen efter menigheden dog for stor, og efter forhandlinger med lederskabet blev jeg budt velkommen i forsamlingen igen, dog ikke uden at have underskrevet en slags ”håndfæstning”, der pålagde mig tavshed med hensyn til de ting, vi var uenige om. Jeg forblev nu i forsamlingen i en række år, indtil der skete flere ting, som medførte, at jeg igen sagde farvel, men det hører en senere fortælling til. Meget er gået i glemme, men når jeg tænker tilbage på denne periode, husker jeg den som en positiv og egentlig lykkelig tid.

Jeg synes, jeg blev mødt med megen venlighed og imødekommenhed, og jeg husker det også som en periode med stor frihed til at deltage i menighedens liv, herunder også prædike og undervise. Jeg nød også igen mine mange venskaber, dog ikke længere helt så intenst som før. Jeg var single (ungkarl kaldte man det dengang), og mine venner havde for længst dannet familier og fået børn.

Undervisning og lejre

Af og til blev jeg brugt som barne- og babypasser, noget jeg på sin vis nød. Jeg husker at have været børnepasser for Sofus og Agnas Jakobsen, for Franklin og Bia, for Jógvan og Lydia og for Edgar og Grethe. Så flere af dem, som i dag er forældregenerationen i menighederne, har jeg kendt, fra de var helt små, og det giver en særlig glæde, når man ser dem i dag. Sorger var der også i familierne.

Franklin og Bia fik to stærkt handicappede drenge, som døde i meget ung alder; Elizabeth og Marius mistede en baby. Jógvan og Lydias ældste søn, Hans Pauli, fik en hjernetumor, som efter operationen efterlod ham blind, Knud og Margreta fik en søn med et psykisk handicap.

I den periode blev jeg ofte brugt som tolk, når forsamlingen havde besøg af engelske talere, hvilket skete forholdsvis ofte. Det nød jeg, fordi det også knyttede mig til disse talere. Især husker jeg Charles Marsh, som udmærkede sig ved at have et usædvanligt kendskab til unge og til unges problemer, og som også havde et pastoralt hjerte. Men også J. M. Davies og hans dybe bibelkundskab husker jeg. Jeg tolkede også for Tatford, som var en af de mere prominente blandt brødrene, redaktør af The Harvester.

I de år indledte vi også et undervisningsarbejde blandt menighedens teenagere, som jeg stod i spidsen for. Afledt af det arbejde blev der arrangeret flere lejre, hvor jeg oplevede det mest herlige fællesskab med Edgar Windfeld, med Arne Thomsen, med Vagn Jonsson, med Knud Risom og med hustruerne. Det er skønt at se det arbejde overtaget af andre og stortrives i dag. I de år udvikledes også mit venskab med David og Ruth Stoner, som jeg vil berette om i næste kapitel.

Kapitel 7: Igen farvel og videre frem

Som jeg sluttede med at berette i sidste kapitel, havde jeg udviklet et tæt og varmt venskab med David Stoner, en engelsk gentleman.

David kom til Danmark og forblev i Danmark i ret mange år. David var magister af fag, uddannet i Cambridge med dansk og tysk som fag, og i København kom han til at undervise i engelsk ved Københavns Universitet. David kom i forsamlingen i Thorsgade 40, og dér lærte jeg ham at kende. Vi mødtes ofte og talte om løst og fast, mest om teologi. Vi besøgte ofte hinanden og spiste ofte sammen. Vi var også på en påsketur til Oslo sammen. Det skete i Davids bil, en Mascot Minor.

David var også engageret i menighedens liv, og vi så ens på mange ting. Blandt andet var vi enige om, at de åbne møder ofte var meget uhensigtsmæssige, og at det nu og da var så som så med kvaliteten i det, som blev forkyndt. Vi ønskede mere struktur, mere planlægning og systematik indført ved vore søndagsaftenmøder. Tilfældige talere var vi blevet trætte af. Det forsøgte vi at overbevise lederskabet om, men med lidet held. Og det kom igen til et brud - denne gang mindre dramatisk end sidst, men alligevel med en vis dramatik - og jeg valgte igen at trække mig fra forsamlingen.

Starten i Kristent Fællesskab

I tiden op til det var der sket mange andre ting. Min ven Róland í Skorini studerede i Århus og var kommet i forbindelse med en gruppe kristne i Navigatørerne. Det var en meget aktiv gruppe, ledet af Ove Tinggaard. Evangelisation og discipeltræning var det, som optog disse kristne, og som også var hjerteblodet i den internationale bevægelse The Navigators, som her i landet gik under navnet Navigatørerne.

Gruppen bestod af en 10-15 unge mænd og lige så mange unge kvinder. Både Róland og jeg fandt vores tilkommende hustruer i den gruppe, men det er en anden og senere historie. Gennem Róland blev jeg inviteret til Århus for at holde bibeltimer for disse unge, og jeg boede i Ove og Rólands fælles lejlighed i Sjællandsgade i Århus. Senere kom der flere til, blandt andet Torben Bundgaard, som blev gift med Sanna av Skar∂i; senere flyttede de til Odense, hvor de nu i flere år har været blandt vore nære venner.

I Århus kom Róland i en lille Brødreforsamling; Ólrunn, min senere hustru, kom der også og så Justinus Eliassen og nogle få andre studerende færinger. Menigheden bestod ellers udelukkende af et par gamle ægtepar og var tæt på at uddø. Mathes, manden i det ene af de to ægtepar, tilskyndede de unge til at søge til Kristent Fællesskab, som på det tidspunkt nok ikke var nogen stor menighed, men dog stor i forhold til de ganske få, som udgjorde Brødreforsamlingen i Århus.

Sagen udviklede sig siden sådan, at de to menigheder sluttede sig sammen og blev én menighed. Det markeredes under festlige former, hvor Poul Madsen, som repræsenterende Kristent Fællesskab, og David Stoner og jeg, som repræsenterende Brødreforsamlingen, var indbudt som talere. Det foregik i en weekend, som afholdtes på Østergades Hotel, hvor Kristent Fællesskab i forvejen havde samledes.

På den måde knyttedes forbindelsen mellem Poul Madsen og mig, en forbindelse, som holdt fra dengang i begyndelsen af halvfjerdserne og frem til begyndelsen af halvfemserne.

Poul Madsen ville have mig engageret i Kristent Fællesskab, og snart modtog jeg både invitationer til at tale i København (Grundtvigshus) og tale i Odense. Desuden lovede jeg at besøge menigheden i Århus regelmæssigt, hvilket jeg også gjorde i de efterfølgende år, indtil menigheden i Århus nedlagdes.

Min indledende debut i Kristent Fællesskab i København var ikke særligt lovende. Jeg fik en meget varm og hjertelig velkomst af Ole Madsen, Poul Madsens yngre broder, og Ole og jeg blev hjertevenner og forblev det indtil Oles pludselige og tidlige død i 1989. Men andre af menighedens ledere var mere skeptiske. Men årene lige da var også en brydningstid i KF. Flere af de mere ”menige” medlemmer gav os en hjertelig modtagelse, således Marie & Christian Stokholm, Knud og Kirsten Reith, Michael og Inge-Marie Bramming og Johannes og Mary Falch Jørgensen og flere andre.

Jeg optrådte fra nu af rimelig regelmæssigt som forkynder i Grundtvigshus, men jeg slog ikke an, som jeg nu ser, at jeg burde. Dertil var min forkyndelse for akademisk, for svær at følge, for lidt hjertevarm og praktisk, og der var en del kritik, uden tvivl fuldt berettiget.

Derimod lykkedes jeg mere med mine bibeltimer i private bibelkredse, som efterhånden blev til to, en i Christian Stokholms hjem i Tårnby (efter Christians død flyttede den til Lisbeth Sørensen, også på Amager) og en i Valby (først hos Niels Vinter, siden i flere år hos Kristian og Henny Lassen også i Valby og til sidst hos Anna Petersen i Rødovre).

Disse kredse holdt i mange år og gav os mange varige venskaber blandt andet med Niels Holger og Else Pedersen, med Kristian og Karen Pedersen, med Verner Wilhelmsen, med Niels Vinter, Kristian og Henny Lassen, med flere af menighedens ældre enlige søstre, med Howalts og flere andre. Gennem årene nåede vi at gennemgå adskillige af Bibelens bøger både fra Gammel og Ny Testamente. Forberedelserne til disse bibeltimer er noget af det, som har udviklet mig mest som forkynder og været med til at give mig den kærlighed og det kendskab til Bibelen, som jeg har i dag. Mere om bibelkredsene senere i min fortælling.

Jeg møder Ólrunn

Ind imellem disse ting skete så det allervigtigste, som er hændt i mit liv. Jeg blev forlovet og senere gift med min udkårne.

Indtil mit 35./36. år havde jeg ikke skænket det at skulle blive gift nogen tanke. Jeg var ungkarl og befandt mig godt ved det. Jeg havde mange venner, og flere kvinder var mellem mine venner, og jeg færdedes ofte i børnefamilier. Mere og mere følte jeg mig overbevist om, at mit ”kald” var at være enlig. Og så alligevel begyndte jeg at føle en vis uro og længsel i mit hjerte, en længsel efter en kvinde i mit liv.

Jeg begyndte også at bede over det. Men jeg havde ingen bestemt i kikkerten, ikke et eneste navn. Der var mange søde piger i min omgangskreds, men hvem var min udkårne?

Så sker det, miraklet, ja jeg kan næsten kun beskrive det som et mirakel, en guddommelig overstyring, svar på bøn, svar på længsel. Ólrunn dukker op i mit liv og kommer mere og mere ind i mit liv. Det sker på flere steder og på flere og flere måder, men efterhånden står det mere og mere klart for os begge, at vi skal dele livet. Nogle gange kan det synes, som det er tilfældigheder og sammentræf, som bringer os sammen, andre gange sker det mere bevidst og planlagt. Noget af historien er en hemmelighed, vi har sammen, og som vi har lovet hinanden at bevare som en hemmelighed.

Men efterhånden er jeg i Århus, hvor Ólrunn læser til tandlæge, mere for at besøge og være sammen med hende end i noget andet ærinde. Vi bliver forlovet 3. marts 1973. Ólrunn afslutter sin tandlægeeksamen i sommeren 1974, og 6. juli 1974 bliver vi gift i Grundtvigshus i København. Inden da har vi købt hus i Sankt Klemens i Odense og flytter straks efter brylluppet til Odense, hvor vi har boet siden.

Men hvem er Ólrunn? Ólrunn er ældste datter af Jens Jacob og Elsa í Hjøllum, bosat i Toftir på Eysturoy på Færøerne. Ólrunn har fire brødre og to søstre. Min svigerfar, Jens Jacob, var først fisker, men blev senere postbud i fast stilling, hvilket han er, til han går på pension som 70-årig. Helbredsmæssigt lider han af svækket hjerte og har to gange fået en bypassoperation og også to gange en ballonudvidelse. Men han er en gæv og kæmpende mand, som ikke så let giver op. Ólrunn har noget af denne stålsatte natur i sig, men hun har også arvet moderens klogskab og gudsfrygt.

Ólrunn besidder mange evner og talenter, og jeg betragter det som en stor gave og et stort privilegium, at hun har givet sig til mig og gjort sig til min hustru og trofaste hjælper i tykt og tyndt. Jeg ved ikke, hvad jeg skulle gøre uden hende. Hun har i den grad komplementeret og suppleret mit liv; uden hende ville min tjeneste have været totalt umulig.

Men nu er vi igen længere fremme i historien end kronologien kan følge med, men bare rolig, vi skal nok komme tilbage til sporet.

Den første tid med Ólrunn i Odense

Vi slog os som sagt ned i Odense. Her har vi boet på tre forskellige adresser, i Sankt Klemens som sagt, kun ganske kort, på Dragebakken i Sanderum og endelig på Lungstedløkken i Bellinge, hvor vi har boet de fleste af årene. De første atten år arbejdede jeg hos Wittenborgs Automatfabrikker, først på lageret og siden som reservedelsekspedient. Ólrunn arbejdede som tandlæge i Odense kommunale børnetandpleje, indtil hun i 2002 blev ansat som Administrende Amtstandlæge i Fyns Amt, hvorefter hun ved amtssammenlægningerne i 2007 udnævntes som centerchef og ledende overtandlæge over Den Regionale Tandpleje i Region Syddanmark med hovedsæde i Esbjerg.

Jeg passede min daglige dont og Ólrunn sin; to weekender om måneden var vi på rejse, den ene til København, den anden til Århus. Når vi var i København, mødtes vi fredag efter arbejdstid på banegården i Odense, tog toget til København (som dengang, inden broen kom til, tog tre timer), blev hentet i bil af Kristian Stockholm og holdt bibeltime i hans hjem i Tårnby, sov hos mine forældre, var sammen med venner om lørdagen, og jeg prædikede søndag formiddag i Grundtvigshus. Senere kom bibelkredsen i Valby til. Mødet her sluttede sådan, at vi kunne nå toget kl. 21 og være hjemme i Odense kl. 24.00 lige tidsnok til at nå den sidste bus. Op igen næste morgen kl. 6.00.

Weekenden i Århus var lidt mere afslappet. Her kunne vi vente med at tage fra Odense lidt over middag lørdag; havde så møde lørdag aften og gudstjeneste søndag. Her var vi så hjemme igen tidligt på aftenen. Dette fortsatte i mange år, og Ólrunn var trolig med mig også efter, at Jakob blev født i 1975 og Astrid i 1978. Først da Samuel blev født i 1982, ophørte det med, at Ólrunn var med, men fortsatte dog de første af Samuels leveår.

De weekender, vi var hjemme i Odense, gjorde jeg som regel tjeneste ved gudstjenesten her enten som forkynder eller som mødeleder. I en lang periode havde vi åbent hus for de ældre i menigheden ca. en søndag eftermiddag om måneden lige med undtagelse af sommermånederne. Hertil kom stævnerne. Det årlige stævne på Nyborg Strand (herom mere senere) var det en selvfølge, at vi deltog i, og mine opgaver på disse stævner blev flere og flere. I flere år havde Kristent Fællesskab desuden et forårsstævne og et efterårsstævne ved Lystrup Have tæt ved Silkeborg. Også dem var vi sikre deltagere i. Ferier blev det ikke så meget til. Hvert andet år holdt vi ferie på Færøerne, mens mine svigerforældre besøgte os det modsatte år. Så rakte økonomien og til dels også tiden ikke til mere. Hvad jeg her har skrevet, lægger rammen omkring vort liv; i senere kapitler vil jeg prøve på at udfylde rammen ved at skrive om ægteskab og familieliv og hverdagsliv i det hele taget.

Efter at vi var blevet gift i 1974, havde vi som sagt købt hus i Sankt Klemens, et dejligt hus. Men urealistiske var vi og havde alt for lidt forstand på økonomi. Godt et år efter måtte vi sande, at det økonomisk ikke kunne holde, huset i Sankt Klemens måtte sælges, og vi købte et mindre hus, et rækkehus på Dragebakken i Sanderum. Gode venner stod os bi i den proces, og det er vi taknemmelige for den dag i dag. I Sankt Klemens boede vi tæt på Kjeld og Inge Borup og deres tre drenge, og vi skal sent glemme den imødekommenhed og det venskab, de fra dag ét viste os.

Perioden omkring vores indgåelse af ægteskab var en turbulent periode i KF’s historie, ikke så meget i menigheden i Odense som i menigheden i Grundtvigshus i København. Nogle år forinden havde bevægelsen Unge Kristne under Johannes Facius, Johny Noer og Rino Lange associeret sig med Kristent Fællesskab og havde blandt andet rejst ungdomskollektivet Operation Josva på gården Pedersminde i Sanderum i Odense. Johannes Facius var indtrådt i lederskabet i KF i København; Rino Lange ledede Operation Josva på Fyn. Poul Madsen var på det tidspunkt begyndt at blive betænkelig ved samarbejdet og var begyndt på at få det afviklet. Hans tanker gik blandt andet i retning af at afvikle Operation Josva og erstatte det med en bibelskole på Pedersminde.

Det var blandt andet derfor, at han var så ivrig efter at få Ólrunn og mig til at flytte til Fyn. Også vore venner David og Ruth Stoner flyttede til Odense, også med henblik på, at David skulle være lærer ved den påtænkte bibelskole. Den blev imidlertid aldrig til noget, hvorfor ved jeg egentlig ikke. Poul Madsen var måske blevet træt. Den sidste fase i Operations Josvas liv havde tæret på hans kræfter, og måske også efterladt ham med en slags bitterhed. Jeg ved det ikke, jeg har aldrig spurgt, bibelskolen blev ikke til noget, og jeg er ikke manden, som kan gennemføre sådanne initiativer ”on my own”.

For David var det uden tvivl en skuffelse, og jeg har den dag i dag en slags dårlig samvittighed over for ham. Han og Ruth faldt aldrig til her; han fandt job som undervisningsassistent i engelsk på Odense Universitet, men efter nogen tid flyttede de tilbage til København, hvor de boede en tid i Søborg, inden de flyttede til England.

Ólrunn befandt sig ikke godt i Odense de første mange år; om hun gør det nu, ved jeg ikke, men både hun og jeg har følt, at vi skulle være her, bibelskole eller ej. Men i Grundtvigshus i København var der uro. Flere og flere blev betænkelige ved Johannes Facius, hans forkyndelse og den måde, han så på tingene på, og nogle ønskede, at man skulle afskære forbindelsen til ham og til de mennesker, han havde bragt med sig ind i forsamlingen. Det endte også med et brud og med, at Kristent Center blev dannet.

Til at begynde med udgjorde de én menighed på Vibevej i Nordvestkvarteret af København, men splittedes efterhånden op i tre; den oprindelige menighed, som fortsatte en tid endnu, mens ”Faderhuset” og ”Frikirken på Havnen” skilte sig ud. Forsamlingen på Vibevej ophørte senere med at eksistere, og dens medlemmer spredtes over en række menigheder; Johannes Facius flyttede til Sydtyskland, hvor han boede indtil sin død i 2012.

Hvorfor vi blev blandet ind i stridighederne, ved jeg ikke, men det blev vi, og desværre undgik vi heller ikke at tage parti. Dengang har jeg utvivlsomt følt mig kompetent til at have en endda meget fast mening om de ting; om jeg ville have haft det i dag, er jeg usikker på. Johannes Facius var en mand med afgjorte holdninger og af stålsat vilje. Jeg kom ham aldrig nær, og teologisk var jeg ikke enig med ham på en række punkter og er det næppe heller i dag. Under alle omstændigheder er det min fornemmelse, at han ikke rigtig passede ind i KF, og at alle var bedst tjent med, at vejene skiltes.

Jeg ønsker ikke at være uretfærdig, og måske tager jeg fejl, men jeg havde også en fornemmelse af, at det også handlede om, hvem der skulle være ”høvding”. Stridigheder i kirker handler ofte om det, uanset hvor meget vi skjuler det under dække af teologiske uenigheder. Det er det også, men måske kunne disse overvindes og kompromisser findes; det er straks sværere med det andet.

Kapitel 8: Videre frem - menigheden i Odense 1974-1990

Ólrunn og jeg blev som sagt gift i 1974 og flyttede fra vort ægteskabs dag 1 til Odense. Her har vi haft vort hjem og vor base lige siden, men det har hele tiden ligget i kortene, at vi skulle gøre tjeneste også uden for Odense. København-menigheden indtog en stor plads i vort liv; det samme gjorde menigheden i Aarhus.

Menigheden Kristent Fællesskab i Odense havde eksisteret en del år, før vi kom, og var sammensat af kristne, som var kommet fra forskellige kirker og samfund tiltrukket af Poul Madsens forkyndelse; flere af dem havde inden da været deltagere i forskellige bede- og bibelgrupper.

I årene før og lige efter, at vi flyttede til Odense, var der kommet flere tilflyttere til, således Kjeld & Inge Borup; Knud og Inge-Lise Møller-Christensen; Mogens Walsøe var blevet gift med Bodil Rasmussen, en datter af en herboende familie; Niels og Kirsten Rosendahl flyttede også hertil; det samme gjorde Miriam Falch Jørgensen, som var blevet gift med Ejner Rasmussen; da vi kom hertil boede og arbejdede de i Irland, men vendte efter et par år tilbage.

Olaf Schmidt var kommet fra Sønderjylland og blevet gift med den indfødte Hanne; Jørgen Tarp, som oprindelig kom fra Aarhus, var blevet frelst og blev gift med amerikaneren Brownie. Dem var vi rigtig gode venner med. Efter nogle år flyttede de til USA. Også Joyce Deeks, Pouls sekretær, var flyttet til Odense. Glemmes må det ikke, at også Poul og Birgitta Madsen var tilflyttere.

Så menigheden bestod af en del, der var tilflyttere ligesom vi, men ”de indfødte” udgjorde stadig stammen af menigheden heriblandt Olfert og Mary Rasmussen, Poul Erik Wittenborg, Jensine Sundrop, Signe Ringsmose, Eva Petersen og Lillian Petersen, Lillan Christiansen, Gustav og Helga Nielsen, Gerda Jessen Sørensen, Gunnar og Molly Mikkelsen, Johannes og Irma Hansen, Egon og Elna Thomsen, Børge og Elaine Buttrup-Larsen, Palle Buttrup-Larsen gift med Bitten, som var tilflytter, Harry Winther, den navnkundige Ingeborg Blumensaadt, Edith Kastberg og andre. Anne Grete flyttede også omkring det tidspunkt til Odense; hun blev senere gift med Anders Henriksen, og endnu senere flyttede også Vibeke (min søster) og Árni Helmsdal hertil, noget senere Jan Ove og Henriette Nielsen.

Flere af disse oprindelige brødre og søstre var i bedste forstand, hvad man vil kalde personligheder”, varme og ægte kristne i enhver henseende. Med flere af dem blev vi hjertevenner, så meget, at det er svært at beskrive den betydning, de har haft for os, uden at det kan virke som en overdrivelse.

Jensine Sundrop f.eks. var et fantastisk menneske; desværre mistede vi hende alt for tidligt. Men hvad hun gjorde for os, for at vi skulle føle os velkomme og gjorde det fra dag 1, er enestående. Det samme kan siges om Olfert og Mary, om Børge og Elaine og om Joyce Deeks. Poul og Birgitta Madsen viste os også megen kærlighed, og det gjorde flere andre også.

Venskaber i Odense

Der blev også stiftet mange stærke venskaber disse år, ikke mindst med Knud og Inge-Lise Møller-Christensen, som vi stadig har som nogle af vore allernærmeste venner. Kjeld og Inge Borup blev vi også stærkt knyttet til, og igen og igen har de indbudt os på skønne køreture, i teatret, på restaurantbesøg, på besøg hjemme hos dem selv, ligesom Kjeld igen og igen har tilbudt os et lift. Og når vi havde besøg fra Færøerne, tilbød de sig også og gav vore besøgende oplevelser af den fynske muld og natur.

Kjeld og jeg havde mange teologiske samtaler; vi var ikke altid enige, men vort venskab led ikke under uenighederne; vi tjente side om side i menigheden gennem flere år, og da uenighederne og bruddet med Poul Madsen skete i 1991, var det ikke mindst Kjelds indsats (og Ejner Rasmussens), der reddede os igennem. I sommeren 2009 blev han alvorlig syg, og desværre for os, men til glæde for Kjeld selv, gik han hjem til Herren i 2011.

Også med Niels og Kirsten Rosendahl har vi haft et langvarigt og solidt venskab og med Ejner og Miriam Rasmussen; uforståeligt for os døde Ejner pludseligt og brat i de tidlige år af nye årtusind. Miriam flyttede derefter til København, men hun er stadig blandt vore nære venner.

Rigtig mange af de her nævnte venner er døde i vores verden; i Guds verden er de ”hjemme hos Herren”, og menigheden er selvfølgelig blevet mindre herved og også fattigere. Men ved Guds nåde, barmhjertighed og trofasthed er en ny generation kommet til, men ikke i det antal og ikke for alles vedkommende helt med den stabilitet og trofasthed, som prægede fædrenes generation.

Menighedsliv i Odense

Da Ólrunn og jeg flyttede til Odense, blev vi modtaget med håb om, at vi skulle være fornyere. Noget er blevet fornyet i den tid, vi har været her, men nok ikke i det omfang og med den hastighed, nogen må have ønsket det. Fornyelse ligger ligesom ikke til mig, jo måske på tankernes og ideernes område, men jeg er ikke iværksætter.

Min og Ólrunns baggrund som unge kristne i halvtredserne, tresserne og til dels halvfjerdserne er uhyre forskellig fra den baggrund, nutidens ungdom vokser op med. Dengang talte man ikke om fornyelse; det gamle var godt nok, og vores ungdomsgeneration var ikke oprørsk, men yderst autoritetstro. Først hen imod slutningen af tyverne og trediverne af mit liv blev jeg oprørsk, men det var mere et teologisk oprør end et oprør mod formerne; det kom også til, men handlede ikke om det samme, som fornyelseskravet til kirken handler om i dag.

De første år, vi havde slået os ned i Odense, var Poul Madsen her, og han var menighedens selvfølgelige og naturlige leder. Organisation og strukturer var bestemt ikke hans stærke side, tværtimod var de ham inderligt imod. I princippet var intet bestemt på forhånd, ideelt skulle en gudstjeneste udvikle sig, som ”Ånden ledte” det. Men det betød i praksis, at når PM var hjemme, var det ham, der talte. Men efterhånden overlod han mere og mere forkyndelse til mig. Også andre brødre fik af og til ordet, ikke mindst Kjeld Borup og Gunnar Mikkelsen.

Men mange søndage var PM ikke i Odense, og da var det mig, der stod med ledelsesansvaret. Men det kunne jeg kun bestride, hvis der var en vis planlægning og struktur. Så efterhånden blev vore gudstjenester mere planlagte og skemalagte, og før jeg forlod lederskabet, havde vi en planlægningshorisont på et halvt år, og det har vi den dag i dag. Både forkynderlisten og ikke mindst mødelederlisten er blevet betydeligt udvidet; af faste forkyndere har vi dog ikke flere end 3-4 stykker, hvilket jeg anser for en god ting.

Også på det sociale område er der sket væsentlige ændringer. Ólrunn og jeg har lige fra begyndelsen lagt vægt på, at det sociale fællesskab er en særdeles vigtig ting i en menighed.

Meget tidligt indførte vi, hvad vi kaldte ”åbent hus”; her kunne menighedens medlemmer en søndag eftermiddag om måneden mødes i vores hjem til en kop kaffe, synge sammen, lytte til ”et ord”, bede sammen, tale og hygge sig sammen.

Det var i flere år en stor succes, men efterhånden som vore gamle venner døde og gik hjem til Herren, tyndede det ud i rækkerne, men de tomme pladser blev for en tid overtaget af børneforældrene, men efterhånden kom der andre sociale sammenkomster til i selve kirken som f.eks. kirkekaffe og kirkefrokoster og skærtorsdagsmiddag, en årlig menighedsudflugt og menighedslejr, og ”åbent hus” døde bort.

Meget senere er det kommet igen som ”bedemiddage”, spørgeaftener, temaaftener og ”syng ind”-aftener. Ólrunn var ferm til at bage, så når vi havde åbent hus var alt hjemmebagt; nogle af vennerne var også flinke til at have noget med.

Poul Madsen gav fra tid til anden bibelundervisning i menigheden, men desværre med faldende tilslutning. På et tidspunkt følte jeg, at nu burde jeg overtage denne undervisning. Det var nok for hovmodigt tænkt. For selvfølgelig kom der endnu færre til denne undervisning, og de, som kom, gjorde det mere af trofasthed over for det at samles om Guds ord og af barmhjertighed over for mig, end de kom, fordi de fik et stort udbytte af at komme eller en særlig velsignelse.

Så det ebbede ud efter en sæson eller to. Vi forsøgte os også fra tid til anden med evangeliske møder, men med pauvre resultater. En lang tid havde vi også friluftsmøder på en af byens gågader, men også de forløb uden resultat. Så på det evangelistiske område har vi bestemt ikke oplevet store ting, men enkelte er dog blevet frelst.

Da vi kom til Odense, var der flere familier med børn i menigheden, og vi blev efterhånden også en børnefamilie. Derfor føltes det efterhånden også naturligt med en menighedslejr. De første af dem forløb dog en smule ”tumultagtige”, så det stoppede vi også med; først langt senere tog vi det op igen og nu med langt bedre resultat.

Forsøg på at forny menigheden, forynge den, gøre den mere munter og åben er således blevet gjort og måtte vel gøres, men set i det større og længere perspektiv og i bagklogskabens lys bærer jeg på en fornemmelse af, at sand og ægte fornyelse ikke så meget kommer af at gøre tingene på en anden måde eller ved at opfinde nye aktiviteter og tiltag, men er dybest set et spørgsmål om at opleve mere af Herrens Jesu Kristi kærlighed og storheden af hans person og værk. Fornyelsen af formerne og af menighedens program udelukker naturligvis ikke dette sidste, men uden det har de en tendens til at blive en tom skal, som meget snart igen skal udskiftes med andre tiltag. Og så bliver resultatet blot, at menigheden bliver endnu mere rodløs og endnu mere forvirret.

Vi har i kirken oplevet mange gode og dejlige søndagsgudstjenester og har også oplevet menighedsmedlemmernes omsorg for og kærlighed til hinanden, og det er altid en grund og en dyb grund til at føle taknemmelighed.

Lokalt ældsteråd i Odense

Efter at Poul Madsen, nogle få år efter, at vi var kommet til Odense, flyttede til Langeland, følte vi her i Odense et større og større behov for, at menigheden fik et lokalt lederskab i form af lokale ældste.

Det gik Poul med til, og Olfert Rasmussen, Niels Rosendahl og jeg trådte til som disse ældste. Men menigheden blev stadig i udstrakt grad styret fra Langeland. Så det holdt kun en tid, så var det igen helt klart, at Poul Madsen havde indtaget styringen af menigheden. I den tid, hvor jeg og de to andre formelt var ældste, men ikke havde ældstes beføjelser, indtraf der af og til uenigheder og episoder mellem os og Poul, som ikke var lige behagelige, og uden Ólrunns solide, kærlige og vise støtte var jeg næppe kommet igennem.

Senere igen oprettedes et råd af brødre, som stod for den praktiske ledelse af menigheden, men som igen manglede ældstes beføjelser. De brødre, som indgik i det råd, var Kjeld Borup, Ejner Rasmussen, Poul Erik Wittenborg, Mogens Walsøe og mig.

Som gruppe lagde vi igen og igen et ønske frem for Poul om, at der blev udpeget ældste, men uden held. Først efter bruddet med Poul i 1990 lykkedes det. Men det er en anden historie og en sørgelig historie, som vi må vende tilbage til senere.

En meget vigtig del af en menighedsleders opgave er den pastorale. Som ung er man nok ikke en særlig oplagt kandidat til at kunne varetage den opgave; snarere har man brug for, at andre tager hånd om ens liv og udviser hyrdesind. Men lejlighedsvis har jeg da givet råd og udøvet sjælesorg, ikke mindst gennem breve og ved telefonsamtaler, men også ved husbesøg, især hos gamle og syge, og det har været en sand velsignelse at sætte sig ned ved en sygeseng, række den syge en hånd, læse op af Herrens ord, synge en salme, bede, nu og da bryde brødet.

At stå for begravelser har også været en del af min faste tjeneste, og at stå ved en åben grav og læse op af Skriftens forjættelser til os om det evige liv hos Gud er en oplevelse helt sin egen. Det opleves, som om det er Herren selv, som kommer os nær og forvisser os om, at døden og afskeden her ikke er det sidste, men at der følger en herlig opstandelse og et saligt genmøde hos Gud. Nogle bryllupper har jeg også stået med, og børnevelsignelser har der også været.

Mange unge bliver frelst

Som årene gik, blev flere af menighedens børn store teenagere. Mogens Walsøe og John Rasmussen havde i flere år haft et vellykket ungdomsarbejde kørende, hvor flere af dem kom. Også andre unge fra Kratholmskolens ældste klasser var med. Kratholmskolen, en kristen friskole, blev netop oprettet i de år, hvor vi flyttede til Odense.

Jeg havde meget tæt på vor flytning til Odense forsøgt mig med et ungdomsarbejde, men uden held. Den særlige gave at få det til at fænge hos de unge havde jeg ikke. Jeg har altid som det selvfølgeligste i verden gået ud fra, at når bare det handlede om Bibelen, og det var Bibelen, vi var samlet om, måtte det fange interessen.

Men sådan er det jo ikke, langtfra. Store dele af Guds ord forekommer os irrelevante, og der skal en ekstra indsats til, hvis mennesker, især unge mennesker, skal fatte interesse og forstå, at dette vedkommer dem. Pædagogiske evner er nødvendige, men de er langtfra tilstrækkelige. Guds Ånd må gøre værket, men uden Skriften, hvordan kan Guds Ånd komme til at gøre værket? Det er noget af et dilemma, vi har at gøre med her.

Men i begyndelsen af firserne oplevede vi en slags ”vækkelse” blandt vore unge. Flere af dem blev frelst og fik også deres kammerater med; så der kom også nogle til udefra som Peter Kjærsgaard, Jens Astrupgaard og Karsten Sørensen. Også andre kom til disse år, men flere af dem er desværre senere ”gledet bort”. Peter Kjærsgaard vil I høre mere om senere.

En tilsvarende ”vækkelse” fandt sted i København både i KF og i Brødreforsamlingen. Og pludselig blev der lydhørhed for Guds Ord og en hunger efter at lære det at kende. Det var de gyldne år i min tjeneste. Om ungdomsbibelkredsen i København vil jeg skrive om senere; her vil jeg begrænse mig til den i Odense.

Den begyndte på den måde, at tre af de unge i menigheden henvendte sig til mig og bad om at få bibelundervisning. Det var en opfordring, jeg ikke kunne sige nej til. Vi valgte så at gennemgå Paulus’ Brev til Romerne, og det gjorde vi over næsten to år med én bibeltime om måneden

Jeg havde tidligere i min tjeneste forsøgt at gennemgå Romerbrevet, men hver gang havde jeg måttet sande, at opgaven var for tung for mig at løfte, ikke mindst den centrale og afgørende del fra kapitel 3:21 til 8:39.

Kapitel 9 til 11 havde jeg arbejdet meget med, ikke mindst i forbindelse med min oversættelse af H. L. Ellisons ”The Mystery of Israel”. Men denne gang fik jeg særlig hjælp, ikke mindst ved læsning af Cranfields massive kommentar, og så af den entusiasme, som de unge mennesker mødte frem med.

Gruppen var vel på fem eller seks. Disse studier gentog jeg senere med en gruppe af unge i København. Romerbrevet er et overordentlig vigtigt dokument, et af de vigtigste i hele Det Nye Testamente; uden det vil man stadig mangle at have greb om evangeliet. Jeg har senere ved flere lejligheder gennemgået brevet, og hver gang er der noget nyt, man ikke har lagt mærke til ved de tidligere gennemgange. Jeg er af den mening, at hver ny generation af kristne må have oplevet mindst én gang i livet at have fået gennemgået Romerbrevet, ja, jeg vil gå så langt som til at hævde, at kirkerne bør overveje at gennemgå brevet hvert 10. år.

Siden har jeg også haft lejlighed til at gennemgå Romerbrevet i Perspektiv Bibelskole, men herom mere senere. Ikke mindst for Romerbrevets vedkommende foreligger der mange fremragende kommentarer, men mig forekommer det, at Cranfields stadig er blandt de ypperste.

Efter at have sluttet gennemgangen af Romerbrevet fortsatte vi i gruppen med en gennemgang af frelseshistorien fra skabelsen til de nye himle og den nye jord. Også de studier blev fulgt med stor trofasthed og entusiasme. Overblikket over Bibelens tidslinje og den successive åbenbaring af Guds frelse er også et vigtigt redskab til at forstå Bibelen, og noget af det vigtigste i enhver kristens liv er at have et solidt greb om i Skriften. Det kan ikke understreges nok.

Kapitel 9: Ægteskab, børn, hjemmeliv

I Ordsprogenes Bog kapitel 30 finder vi Agurs, Jakes søns ord, og blandt dem fire ting, som Agur erklærer ikke at forstå; de er bare gåder for ham: ”Ørnens færden på himlen, slangens færden på klippen, skibets færden ude på havet og mandens færden hos den unge kvinde” (vers 19).

De tre første forstår vi måske at forklare, den sidste rummer vel stadig noget gådefuldt, ikke mindst når det er én personligt, det handler om.

Som jeg har skrevet tidligere, så havde jeg til lidt over midten af trediverne i mit liv ingen tanke om at blive gift. Ingen forelskelse eller romance havde fundet plads i mit liv. Men kort efter at have passeret mit 35. år opstod der en underlig længsel i mig efter en at dele livet med. Men hvem? Jeg husker, at jeg begyndte at bede over det, og så pludselig af sælsomme omveje var hun der, kvinden i mit liv, Ólrunn í Hjøllum fra Toftir på Færøerne.

Jeg kan ikke sige, at jeg faldt pladask for hende, for sådan er min natur ikke. Men hun tændte kærligheden i mig, og jo mere jeg var sammen med hende, desto gladere blev jeg for hende, desto mere tryg kom jeg til at føle mig ved hende, desto dybere blev vort venskab, som til sidst blev til kærlighed og ægteskab, til mand og hustru.

Hun blev også mere og mere smuk for mig, og det har holdt alle de mere end 40 år, vi har haft sammen; hun er mig smukkere og mere vidunderlig nu end nogensinde.

Bibelen taler om at ”beruse sig i sin ungdoms hustru” og om kærlighedens fortærende ild og dens evne til at gøre en syg af længsel. Men den taler også om den uro, kærligheden vækker. Sandheden er vel, at kærligheden fremkalder begge dele hos os. Jo, den beruser, men nogle gange slider den også, og vi må være beredte på at møde begge dele.

Jeg må for min del indrømme, at jeg som mand nogle gange, hvad kærligheden angår, føler mig mærkelig forkrøblet. Vi mænd kan elske vore hustruer, og jeg elsker Ólrunn og elsker hende mere, end jeg elsker nogen anden på jord, og i Kristus er Guds befaling til mig ligefrem, at ”jeg skal elske min hustru” og elske hende mere, end jeg elsker mig selv, og Gud ske tak for den befaling, men følelsesmæssigt er jeg ikke altid ”in tune” med min erkendelse og vilje til at elske. Jeg elsker, men jeg elsker næppe med den glød og med den rigt facetterede kærlighed, hvormed Ólrunn elsker mig og har elsket mig fra dag et.

Derfor føler jeg mig dybt taknemmelig, men også skyldig. Mogens Dam synger til Kai Norman Andersens fortryllende melodi i visen: ”Jeg har elsket dig så længe, jeg kan mindes” om kvinden og hendes kærlighed og siger heri, hvad der er så rigtigt, i hvert fald for Ólrunns vedkommende: ”Der er ingen, der elsker som en kvinde, der elsker en for allerførste gang”.

Det vidunderlige for mig er, at det stadig er sandt og mere sandt, end da vi mødtes for første gang og blev klar over, at vi var bestemt for hinanden for livet. Jeg ved ikke, hvad jeg havde været, og hvad der var blevet af mig uden denne uopslidelige, uophørlige kærlighed fra min kære kones side.

Jeg grunder normalt ikke meget på mine følelser, de er for upålidelige som vejviser, men jeg ved, at jeg elsker min kone, og som jeg har lovet det for Guds ansigt, vil jeg blive ved med det, ”til døden skiller os ad”, så hjælpe mig Gud.

Jeg vil ikke sige, at der har været kriser i vort ægteskab, men der har været skænderier og sårede følelser, og nogle gange har det taget tid at overvinde den sårethed. Med Ólrunns dybe følelsesliv og hendes dybde i det hele taget har skænderier taget hårdere på hende end på mig. Min overfladiskhed og pragmatisme kommer mig ganske ufortjent til hjælp. Nødvendighed bliver til dyd, og det bliver det så ofte hos mig, at jeg har svært ved at se, hvor dyderne er, hvis de overhovedet er der. Alligevel er det mit håb, at andre og ikke mindst Gud må finde blot en smule af ”Åndens frugt” hos mig.

Vi lever af nåde og af tilgivelse. Det kan ikke være anderledes, givet vor syndige natur; det gælder selvfølgeligt i højeste potens i vort forhold til Gud, men det gælder også i vort forhold til hinanden, ikke mindst i ægteskabet. Det betyder ikke, at vi trækker veksler på nåden og kærlighedens evne til ”at tro alt, udholde alt”, men det betyder, at vi står i et livsvarigt afhængighedsforhold til nåden. Uden den kan intet lykkes og slet ikke ægteskabet.

Vi har aldrig drømt om at gå fra hinanden, tværtimod er vi blevet mere og mere ét, som årene er gået, og det, vi frygter mest, er den dag, hvor ”døden skiller os ad”. Den dag har vi ikke magt over. Jeg véd ikke, om jeg må sige det, men Ólrunn føler virkelig, at hun er kvinde, hvilket hun både er stolt over, men også føler sig ydmyget ved at være. Hun er vokset op som ældste søster og ældste barn i en flok på fire drenge og to søstre, og søstrene ankom som de allersidste i rækken og er adskillige år yngre end hun.

Hun voksede på den måde op med fire stærke brødre og stilledes også fra helt lille overfor at skulle tage ansvar for brødrene. Derfor står der respekt om hende i familien, men også kærlighed; blandt sine brødre indtager hun nærmest en dronningestatus. Men hun føler, og føler dybt, at samfundet er uretfærdigt, og at kvinder ikke får den plads og den ros i samfundet, som tilkommer dem.

Deri kan jeg kun give hende ret. Men Ólrunn har været drevet frem af en ubændig vilje til at triumfere over social stigmatisering, og ved Guds nåde og barmhjertighed må det siges at være lykkedes i vid udstrækning. Men hun har samtidig været en både kærlig, hengiven og helt igennem loyal hustru og medarbejder og en særdeles kærlig og selvhengivende mor. Intet har hun holdt tilbage i sin kærlighed til mig og til børnene.

Hendes praktiske færdigheder er store, og hendes evne til at få tingene fra hånden uden postyr og virak har været hendes særkende både i hendes arbejde og hendes husførelse. Som ægtemand kan jeg kun synge hendes lov og føler trang til at henvise til Ordsprogene kapitel 31.

Jeg ved, at hun ikke finder behag ved, hvad jeg her har skrevet, hun vil føle, det er for meget, og hun ønsker ikke at være i rampelyset. Men på den anden side har jeg en ubændig trang til at få det sagt, og få det sagt i tide, mens jeg er i live og stadig har mine åndsevner eller de fleste af dem intakt.

Jakob

Vi blev som sagt forlovet i 1973 og gift i 1974, og vi blev gift i kirken, i KF København i Grundtvigshus, og vi blev fra dag 1 gift til en tjeneste i kirken, som vi konsekvent har varetaget i fællesskab. Ólrunn kom fra et folkekirkeligt hjem, var døbt som barn, og vi har været enige om at anerkende denne dåb som kristen dåb; evangeliet og troen på Herren Jesus Kristus har været det bærende for Ólrunn fra barnsben af. Men vi var også enige om, at vores eventuelle børn ikke skulle døbes som børn. Vi var også enige om at prioritere vores åndelige kald over alle andre ting i livet.

Vi har ikke haft mange diskussioner om, hvem der skulle bestemme, men har hvert haft vort naturlige myndighedsområde. Mange ting har været overladt til Ólrunn, mens andre ting har været overladt til mig, men aldrig på sådan en måde, at hvad den ene foretog sig, var den anden uvedkommende. Vi har prøvet, så godt vi har evnet det ”at bære hinandens byrder”.

Vi har forsøgt at efterleve de apostolske prioriteter i fordelingen af rollerne i ægteskabet, og vi har erfaret og oplevet, at de virker og giver fred.

Odense blev vort hjem, og vi havde købt vort første hus i byen før vort bryllup. Det flyttede vi ind i straks efter brylluppet. Vi var ganske uvidende om økonomi og alt det dér, så godt et år efter vor indflytning i huset i Sankt Klemens, måtte vi flytte til et andet hus, et rækkehus på Dragebakken 121 i Sanderum. Dér blev vi boende til 1984, hvor vi flyttede til et hus i Bellinge, Lungstedløkken nr. 2, hvor vi boede i over 30 år.

I august 1975 oplevede vi så fuldbyrdelsen af vor kærlighed og vort ægteskab, vor førstefødte Jakob kom til verden. Fødslen gik let og var overstået på nogle få timer. Som far var det en underfuld betagende oplevelse at modtage sit første barn, en af de smukkeste og største i mit liv. Jakob var en dejlig dreng, og fra første øjeblik udsendte han de signaler, som har kendetegnet ham også som voksent menneske, en glad gut vendt mod verden, godmodig, men også viljestærk og selvstændighedskrævende.

Min erindring om hans barndom er desværre sløret på flere områder. Jeg husker tydeligt, at jeg har nydt ham og været både stolt og glad for ham, men de fleste detaljer i hans opvækst er borte fra min hukommelse, men det er de heldigvis ikke for Ólrunn. Alt i alt må jeg nok vedgå, at jeg har været alt for fraværende som far, ikke fysisk fraværende, men mentalt. Jeg har aldrig rigtig haft evnen til at være barnlig, og at lege har aldrig været en naturlig del af mig, heller ikke som barn. Men siden, da Jakob blev større, havde jeg glæden ved at læse for ham, ikke mindst Tolkiens store epos ”Ringenes herre” og ”Hobitten” og C. S. Lewis’ Narniabøger, som udkom i dansk oversættelse i de år.

Vi havde en del pasningsproblemer omkring Jakob. Ólrunn begyndte allerede 13 uger efter hans fødsel at arbejde igen, så pasningen af drengen blev et stort problem. De første måneder, inden det lykkedes at finde en dagpleje i kommunalt regi, stod gode venner os bi.

Den kommunale dagpleje var til at begynde med alt andet end stabil, og Jakob havde op til flere dagplejere, men hans glade, robuste natur hjalp ham, så han ikke kom til at lide skade ved det.

Allerede som 5-årig kom han i skole på den kristne friskole Kratholmskolen i Bellinge, hvor vi også boede. Og årene gik og gik alt for hurtigt. Jakob elskede sin færøske familie og den færøske livsform og var svær at få med hjem igen efter endt ferie. Han var også meget glad for mine forældre og de for ham.

Skoleårene gik, og Jakob bestred sit avisjob, dog med hjælp fra Ólrunn. Han frekventerede menighedens forskellige sommerlejre og var efter sigende en rigtig lejrdreng, og han fik mange venner. Meget tidligt forelskede han sig i den pige, der skulle blive hans livsledsagerske, Inge Lise Finné Jørgensen.

Han begyndte i gymnasiet, men blev opslugt af et forretningseventyr inden for fotobranchen, så han trådte ud af gymnasiet og blev medhjælper i en fotoshop. Senere blev han også indehaver af en fotoforretning. Dette og meget andet medførte, at han hurtigt flyttede hjemmefra, så det blev kun en ganske kort tid, at han var under vores patronat.

Ólrunn oplevede tiden efter Jakobs fødsel en anelse deprimerende, og jeg var nok heller ikke den støttende og hjælpende ægtemand, jeg skulle have været. Men hun klarede det med bravur og ved Guds hjælp og nåde kom vi igennem.

Astrid

I 1978, også om sommeren, fik vi vort andet barn, en datter, som blev opkaldt efter sin farmor og derfor kom til at hedde Astrid. I min familie var der hidtil kun blevet født drengebørn, så dobbelt var glæden, at der endelig var kommet en pige. Hendes fødsel forløb ikke nær så rolig som Jakobs, men forløb nærmest med brask og bram.

Vi var nær kommet for sent til sygehuset. Lige fra fødslen stod det klart, at det var en temperamentsfuld dame, der var kommet til verden. Men sød var hun, måske mere sød og uimodståelig, fordi hun kunne skrige og skrige højt. Jeg var pavestolt. Endelig havde familien fået en pige, og nu var der ikke kun en Kenn, Per, Bo, Michael, Nikolaj og Jakob, men også en Astrid. Også i Ólrunn´s familie var hun den første pige.

Men rolig og fredelig som sin bror var hun ikke, ulvetimen havde holdt sit indtog i vores hjem. Men hvor var hun sjov, og sikke meget liv hun bragte til vort hjem. Desværre var hendes første leveår præget af nogen sygdom, feberkramper og lungeproblemer, som først meget senere blev erkendt som astma, som har forfulgt hende lige siden. Senere stødte også epilepsi til, som afbrød hendes HF-uddannelse, men efter nogle svære år med den sygdom, døde den hen; Astrid er selv overbevist om, at hun er guddommelig helbredt, og vi deler opfattelsen med hende.

Astrid havde og har et stort talent for venskaber, så hjemmet her var altid befolket med veninder; også Jakob drog til huse, dog ikke i så stort omfang som Astrid. Det er en af de vidunderlige ting ved at have børn, man er aldrig alene, og ens berøringsflade vokser proportionalt hermed. Naturligvis slider det på hjem og pengepung og på ens kræfter, men det er alligevel alle anstrengelserne og afsavnene værd.

Udflugter

Når vi i disse år var på vore månedlige kirkebesøg i København og i Århus, var vi ikke kun to, som skulle af sted, men fire. Ved Ólrunn´s trofasthed, kærlighed overvandt hun også med stædighed de strabadser, som dette liv førte med sig. Jeg, ja, jeg var aldrig nogen god rejsefælle, stresset og altid nervøs for ikke at nå tog og bus.

Som familie havde vi visse fælles oplevelser, men ikke mange. Weekender, vi var hjemme, havde vi ofte et eller andet for børnene og sammen med dem, ofte kun en tur i den lokale park. Hvert andet år var vi på Færøerne, hvert andet besøgte mine svigerforældre os her.

Tre gange i løbet af årene, hvor børnene boede hjemme, var vi i sommerhus. En gang var vi turister i København en hel uge. En Tivolitur, en tur i Zoologisk Have og en tur til Legoland blev det også til, men nok alt for sjældent.

Til de virkeligt store oplevelser, vi havde som familie, var en ferie på Læsø, som vore venner, Michael og Inge Marie Bramming, inviterede os med på.

Astrid og Samuel nød de mange naturoplevelser, som Læsø har at byde på, ikke mindst de daglige ture til stranden. Kjeld og Inge Borup var også flinke til at invitere os på udflugter, flere gange til deres sommerhus på Langeland.

To år stillede Poul og Birgitta deres hus på Langeland til rådighed for os, og sammen med Erik og Gunvør Leicht Jensen fik vi set Langeland på kryds og tværs. Til det årlige stævne på Nyborg Strand havde vi naturligvis også børnene med. Badeture til lokale strande blev det også til.

Men bil havde vi ikke, så som regel var vi afhængige af, at venner bød os med på deres ture. Både Jakob og Astrid var også medlemmer af den lokale svømmeklub, Jakob en overgang som elitesvømmer. Men børnene var ikke ret gamle, før de ikke gad familieferier. Den ene undtagelse var ferierne på Færøerne. I dag kan vi godt føle os brødebetynget over, at vi ikke har evnet at give vore børn de samme rejseoplevelser og andre events, som fylder så meget i andre familier. Til gengæld traf de mange mennesker, som havde deres mere eller mindre regelmæssige gang i vores hjem.

Selv om det indimellem uden tvivl har været trættende for dem, tror jeg også, de har nydt det. De fik i hvert fald mange forbedere. Måske er det ikke lige det, man værdsætter mest, og slet ikke mens man er barn, men senere i livet kan det opleves som en sand rigdom, at der var mennesker, som bad for en og beder for en. Ingen ved, hvor meget man kan være blevet skånet for, fordi der var nogen, som bad, eller hvor mange velsignelser, som er kommet til en på grund af det samme.

Samuel

I 1982 fik vi så vort tredje og sidste barn. Alle vore børn havde været ønskebørn, og den tredje ikke mindre. Særligt husker jeg, hvor jeg ventede barnets ankomst med glæde og længsel, nok med en klar fornemmelse af, at dette ville blive det sidste, selv om ønsket om endnu flere børn klart var til stede hos mig.

Men min alder taget i betragtning var det næppe noget realistisk ønske. Hvor de andre børn havde været sommerbørn, blev Samuel et vinterbarn, et julebarn, født en uge før juleaften.

Fødslen var blid og rolig, ligesom Samuel var et vidunderligt roligt barn, betuttet fra første øjeblik, men også en, som havde så meget med sig i bagagen. Vi mærkede ham næsten ikke. Han blev godt modtaget af sine to andre søskende, og han knyttede sig meget til sin mor, med hvem han elskede at gå ture. Under disse iagttog han naturen meget indgående, og han holdt særligt meget af de landlige omgivelser, man ikke skal gå længe for at møde i Bellinge.

Samuel var en klog og tænksom dreng, hvilket ikke har hindret ham i at blive social og særdeles engageret i samfundslivet. Men samtidig er han et meget privat menneske, som ikke kan klare at have alt for mange mennesker omkring sig. Og netop det havde vi som familie i hans opvækstår.

Min hjertesygdom og operation ramte da Samuel var blot 6 år gammel, dengang var man desværre ikke tilstrækkelig opmærksom på børnene i den sorg at have en far, der var alvorlig syg. Som ved de andre to fik jeg læst Narnia serierne, Tolkien med mere for ham. Samuel havde mange interesser, Som sine store søskende gik han til spejder. Havde to store voliere med fugle. Gik meget op i sit drivhus. Han var stærkt knyttet til min far, navnlig efter, at min mor døde i 1992, og min far opholdt sig i lange perioder hos os i Bellinge, og tabet af min far i 1999 tog hårdt på Samuel.

Han fik sin studentereksamen med godt resultat og har siden klaret sig mere end godt.

Jeg er gået ret tæt på med at skildre familieliv og familierelationer, måske for tæt, men forhåbentlig ikke upassende tæt. Mit ønske er ikke at promovere os som familie eller gøre os interessante, for vi er bare en almindelig familie.

Vi har gjort mange fejl og langtfra levet op til vore egne forventninger. Men vi føler, at vi har en trofast Gud, hvis nåde, trofasthed og barmhjertighed mod os har været overvældende. Vi har også haft en god skare af forbedere bag os, mange trofaste venner, og en familie, ikke mindst bedsteforældre på begge sider, som har bidraget med så meget til vor familielykke.

Vi beder, håber, tror på det bedste for vore børn, herunder vore svigerbørn og børnebørn. Vi tror fuldt og fast på nådens og pagtens løfter. Vi ejer ikke vore børn, men de er gave, en dyrebar betroet gave til os.

Et vist, men ret lille antal år, er de under vores beskyttelse, valg og omsorg. Men snart overtager de ansvaret for eget liv. Vi kan ikke vælge for dem, men vi kan bede. Og Gud er en trofast, bønhørende Gud. Han har været uudsigelig god og trofast mod os, også uudsigeligt overbærende, og vi tror, vi kan have den samme tillid og det samme håb, når det gælder vore børn. Vi glæder os over dem også som voksne og nu som selvstændige familier, og vi kan kun sige, at de har været og er gode mod os.

Kapitlet slutter her, men ville være ufuldstændigt uden et par linjer om vores første hund, Bjørg. Bjørg var kongepuddel, og vi købte hende som hvalp, og vi havde hende i 14 år. Hun voksede op med børnene, og de med hende. Særligt var hun knyttet til Jakob, som endnu ikke var fyldt et år, da vi hentede hende i Korsør. Bjørg var en sød hund, en sjov hund, en legesyg hund, også en smuk hund. Hun gav os mange glæder. Men hunde har man ikke ret længe, selvom 14 år for en hund er mange år. Da Bjørg døde, stod det temmelig klart, at familien måtte have en ny hund, som blev Sølja, også en kongepuddel. Men hende vil det være mere naturligt at drage ind i en senere fortælling.

Kapitel 10: Bøger

Det er nu et stykke tid siden, jeg i mine erindringer har fulgt det kronologiske spor. Helt fraværende har det naturligvis ikke været, for tiden er altid den ramme, livet udfolder sig i. På et eller andet tidspunkt kommer jeg tilbage til tidssporet, men det sker heller ikke i dette afsnit.

Men de her erindringer ville være meget ufuldkomne, uden at bøger og læsning fylder en del i dem. Jeg har altid været glad for at læse. Min far læste højt for min søster og mig næsten hver aften, og min mor læste også bøger. I forhold til, hvad der var gængs i tidens arbejderhjem, var der bogreoler og mange bøger i mit barndomshjem.

Når der var fødselsdag, var en boggave også den mest almindelige gave; en drenge- eller pigebog kunne købes for to kroner. ”Jan-bøgerne” var i mine drengeår den foretrukne læsning; jeg havde dem alle sammen, men også ”Flemming-bøgerne” havde jeg og læste med stor interesse.

Indianerbøger, som også var meget almindelige, fangede ikke min interesse. Min søster havde også og læste mange pigebøger - dengang skelnede man stærkt mellem drenge- og pigebøger, men jeg læste også hendes pigebøger, ”Sussi-bøgerne”, bøgerne om ”Ungerne i Bjørnegade” og om ”Tudemarie” havde jeg stor nydelse af at læse og flere endnu. På et tidspunkt fik jeg også kaptajn Marryats samlede romaner, og jeg læste også nogle af dem, men generelt fandt jeg dem for lange. Jeg har i det hele taget aldrig været nogen stor romanlæser.

Kristen litteratur kommer jeg først i gang med i de senere teenageår. Jeg husker ikke, hvornår jeg kom i gang med at være en regelmæssig bibellæser. Min første bibel fik jeg i søndagsskoleårene, men hvornår jeg kom i gang med for alvor at læse i den, husker jeg ikke.

Jeg fik min første engelske bibel (King James) som gave fra mine venner Knud Risom og Poul Thomsen på min fødselsdag den 12. maj 1953, og det må også være fra omkring den tid, at jeg blev en regelmæssig bibellæser, men næppe så systematisk, at jeg fulgte en plan og på den måde kom hele Bibelen igennem over en vis tid. Det kom først senere.

Når jeg nu tænker tilbage på disse ting og i mit sind bærer på en forventning og en drøm om, at også teenage- og unge kristne skal blive regelmæssige bibellæsere, så indser jeg, hvor skrøbelig denne drøm er, for jeg erindrer ikke mig selv som nogen regelmæssig og flittig bibellæser i de tidlige teenageår, og hvornår præcis det vendte, husker jeg heller ikke.

Det var ikke fordi, at vi ikke blev opfordret til at læse i Guds Ord, tværtimod. Men Bibelen er ikke nogen nem bog at læse, slet ikke for børn og unge mennesker, og desværre får de i almindelighed heller ikke megen hjælp til at kunne forstå. Bibelen kan man selvfølgelig læse for sig selv, men meget i den kræver hjælp, hvis det skal forstås, som allerede den etiopiske hofmand indså og forklarede Filip: ”Hvordan skal jeg kunne forstå, når der ikke er nogen, der vejleder mig?” (ApG 8, 31). Disciplene forstod heller ikke, før Herren åbnede og forklarede Skrifterne for dem.

Mit første kendskab til Bibelen kom fra søndagsskolens ældste klasse og ellers fra, hvad jeg hørte ved møderne; det kom også ved samtaler med mine venner, for det var en naturlig ting for os dengang at tale sammen om ”åndelige ting”. Møderne var mange, og fokus var altid på Skriften, og jeg og mine venner var flittige mødegængere; vi forsømte kun sjældent et møde. Og så alligevel nogen personlig bibellæsning må jeg have haft, jeg husker det bare så dårligt.

Konklusionen, jeg må videregive ud fra det her, må være, at kirken og kirkens forkyndelse og undervisning har en langt vigtigere rolle at spille i udviklingen af os som kristne, end vi tildeler den. Læse (som sker gennem øjet) er en vigtig ting, vigtigere for nogle end for andre, men ”høre” er vigtigere; ikke så mærkeligt, at Bibelen selv lægger så afgørende en vægt på øret og det at høre. Det lægger også et stort ansvar på dem af os, som er forkyndere og bibellærere; lad os se til, at det er Guds ord, vi forkynder og lærer. Men det lægger også et stort ansvar over til os som kirkegængere: lad os se til, at vi hører.

Med de senere teenageår og de egentlige ungdomsår bliver jeg mere systematisk og mere konsekvent som læser. Jeg husker flere bøger, som jeg læste i de år. Sir Robert Andersons ”Guds Tavshed”, som gjorde et stærkt indtryk på mig, var en af de første bøger, jeg læste fra ende til anden. Jeg læste også flere af Lys på Vejens Særtryk; Marshalls ”Guds vej til frelse”, Spurgeons ”Sker genfødslen i dåben?”, Burtons ”Verdens fremtidsudsigter”, ”Tryghed, Vished og Glæde” og flere andre; jeg husker også, at jeg læste, uden at jeg husker forfatternavnet, ”Djævelen, hans oprindelse, person og gerninger”.

Min første bibelkommentar, også den første bog jeg læste på engelsk, var en kommentar over Markusevangeliet af Harold St. John; den gjorde et stærkt indtryk på mig. Et endnu større indtryk gjorde Sir Robert Andersons ”The Gospel and its Ministry”. I de år fik jeg også læst Erich Sauers trilogi ”Genløsningens Morgenrøde; ”Den korsfæstedes Triumf” og ” Fra evighed til evighed”. Betydningen, de havde ved at give mig det frelseshistoriske overblik, som er så afgørende for at forstå og opfatte og værdsætte Bibelen rigtigt, kan ikke værdsættes højt nok. I dag er jeg uenig med Sauer i hans “husholdningsteologi” (dispensationalisme), men han har alligevel været banebrydende for mig, når det gælder at trænge ind i det bibelske univers.

Scofield Bibelen havde jeg også altid ved hånden, og jeg skal ikke underkende den hjælp, den var mig i de år, hvor Bibelen begyndte at åbne sig for mig. Og det ændres ikke af, at jeg senere har lagt husholdningsteologien på hylden. Bibelstudier i form af ordstudier optog mig også meget i de år, og jeg købte ikke så få af de mange bøger om det emne, som var på markedet. Megen hjælp fik jeg gennem Vines ordstudier. Bibelkonkordancer som Youngs massive var også et must. Et Interlinear Greek-English New Testament anskaffede jeg mig også og søgte jeg hyppigt til. Senere kom ”Theological Dictionary of the New Testament” og ”Dictionary of Old Testament Theology and Exegesis” til at fylde godt op i mine reoler, ligesom antallet af opslagsværker begyndte at tynge mit bogbudget.

Bøgernes betydning

Bøger og læsning har haft en afgørende og udviklende betydning for mig. Jeg ville ikke være den, jeg er, uden læsning. Generelt har det udvidet min horisont, sat mig i stand til at se ting og forstå ting, som jeg aldrig ville have opdaget eller kunne have forholdt mig til uden læsning. Og der er god grund til at takke Gud for de mænd og kvinder, som har givet sig hen til studiet af Den Hellige Skrift, og som har beriget os ved deres studier.

Jeg er et udpræget vanemenneske, og sådan som jeg ser tingene og opfatter tingene, skal de helst være og forblive med at være. Jeg har svært ved at tænke nye tanker og se tingene i et nyt lys. Og jeg bevæger mig kun langsomt og meget nødigt.

Min læsning af mange forskellige bøger og mange forskellige forfattere har været med til at åbne for noget af dette fastlåste. For mig har det mest indebåret noget meget positivt, men naturligvis indebærer det også en vis fare.

For jeg begejstres meget nemt af det, jeg læser, især hvis det er elegant udtrykt, men så har det ikke altid været lige gennemtænkt, og endda i nogle tilfælde indeholdt kimen til en mulig afsporing.

At have en kritisk sans er nok ikke en gave, jeg har i udstrakt grad. Jeg har det heller ikke godt med mig selv, når jeg bliver skeptisk og ligefrem negativ. På mange måder er jeg underlig modsætningsfyldt, og jeg befinder mig bedst ved at se tingene både på den ene og den anden måde.

Det har jeg nogle gange høstet mindre gode frugter af, men også lært noget af. Jeg er ikke gået uden om at læse bøger også af liberale bibelkommentatorer og teologer. Og jeg har oplevet, at vi kan gøre os fattigere, når vi sætter etiketter på folk. For så opfatter vi dem som stereotyper og ikke som levende mennesker, som måske har noget værdifuldt at fortælle os, som vi måske kun kan lære af dem.

Jeg har gennem årene læst flere liberale kommentarer og bibelhåndbøger; nogle af dem har jeg lukket efter kun nogle få siders læsning, men andre har jeg haft stort udbytte af at læse færdig. Esajas blev første gang virkelig åbnet for mig - først nu forstod jeg Esajas - af Georg Adam Smith og hans tobindskommentar. Paulus forstod jeg langt bedre efter at have læst Hunters introduktion til Paulus. Bibelske nøgleord og nøglebegreber har jeg forstået langt bedre efter at have læst Allan Richardson. Og sådan kunne jeg fortsætte. Ingen har åbnet Romerbrevet for mig som Cranfield. Barrets kommentarer over Korintherbrevene og Romerbrevet er også blandt de bedste, som findes.

Tidligere ville jeg forbigå alt, hvad der kom fra Rom, men det har været en stor glæde for mig at læse Ratzingers (senere pave Benedict XVI) bøger.

Nuvel, en kritisk sans er nødvendig - også i læsningen af mere konservative bøger - men den kritiske sans udfolder vi under læsningen, og ikke som en forudindtaget position, som afholder os helt fra at læse noget, som ikke er dyrket i vores have.

Som forkynder, bibellærer, kommentarskriver og artikelskriver har læsning været et must for mig. Men jeg har også læst af lyst og glæde. Men nogen gange har jeg også haft dårlig samvittighed over at bruge så megen tid på at læse. For er der ikke en slags eskapisme over det? en unddragen sig forpligtelser, som er knapt så morsomme.

Jeg har været heldig at have en hustru, som har givet mig tid og mulighed for at læse og har fundet det naturligt, at det mest sete billede af mig er siddende i en sofa med en bog i hånden. Men indimellem kan man godt synes, at Prædikeren har ret i sin kyniske konstatering, at ”der er ingen ende på de mange bøger, der skrives, og den megen læsning bliver man træt af” (12, 12).

Især i vor tid har de ord fået en større sandhedsværdi, end de havde, da Prædikeren skrev ordene. Det at producere litteratur er med computerens og printerens mellemkomst blevet så meget mere nemt og billigt, end det var for et par generationer siden. Derfor udkommer der også alt for mange og alt for lange bøger, som også ofte viser sig at have en meget kort levetid.

Men igen, uden bøger havde min opgave næppe været mulig.

Hjælp til at prædike

For at prædike har jeg altid lagt vægt på, at mine prædikener skulle være bibeludlæggende prædikener, derfor har jeg som det mest naturlige læst mange kommentarer. Ikke mindst i mit arbejde med Perspektiv Bibelskole har kommentarlæsning været en nødvendighed og det ikke kun én kommentar, men flere.

Mange forfattere har derigennem beriget mig og været mig til uvurderlig hjælp. Læserne vil ikke have nogen gavn af, at jeg opremsede dem alle, men nogle få må jeg alligevel nævne ved navn. Når det gælder Det Nye Testamente, har F. F. Bruce været den, som jeg har søgt mest til, når det gælder Det Gamle Testamente er H.L. Ellison den, som jeg nævner først. Både Bruce og Ellison lærte jeg at kende og sætte pris på meget tidligt i min karriere. Men mange andre som Handley Moule, John Stott, Barnett, Bruce Milne, Howard Marshall, Christopher Wright, D.A. Carson, Gordon Fee og her på det seneste Timothy Keller har været til hjælp og inspiration, og ved siden af dem mange andre og mange flere.

Bibelen, Guds Ord, bliver ved med at tale med Guds røst til os, og vi bliver ligesom aldrig færdig med den. Den forbliver også sand over for livet, ikke mindre i det 21. århundrede end i det andet årtusind før Kristus. Det er vidunderligt og et stort privilegium at have fået en tjeneste betroet, som konstant tvinger en til at søge til Guds Ord. For det kan jeg ikke takke nok min Gud.

Uden for de bibelske studier har jeg også læst og arbejdet meget med C. S. Lewis. Det begyndte tilbage i slutningen af halvtredserne og begyndelsen af tresserne. Det begyndte med de syv Narnia-bøger, som jeg dengang læste på engelsk, men det fortsatte med andre af Lewis’ bøger. Ikke mindst ”Fra Helvedes Blækhus” har jeg læst igen og igen og tænkt over. Narnia-bøgerne har jeg i bladet Kristent Perspektiv over flere årgange skrevet refleksioner og opbyggelige betragtninger over.

Som jeg nu nærmer mig ”årene til hvilke, man ikke har lyst” og oplever kroppens forfald, men også, at hjernen har sværere ved at konsumere og gemme det nyoptagne, så er jeg glad for de mange bøger, jeg har fået læst, som står i mine reoler, og som jeg stadig kan finde frem til og tage frem. Men jeg køber stadig nye bøger og læser nok mere nu end nogensinde, men jeg husker desværre ikke det læste på samme måde, som jeg huskede det før.

Med læsning forholder det sig som med alt andet i livet, vi ”erkender stykkevis og vi ser stykkevist og delt”. Vi er taknemmelige for alt, hvad vi ser, men vi længes efter at se fuldkomment.

Kapitel 11: To, som fik en særlig betydning i mit liv

Tidligere i disse erindringer har jeg nævnt forskellige venner. Men to navne må jeg opholde mig mere detaljeret ved, nemlig Poul Madsen og Bill Thompson.

Poul Madsen kom jeg som tidligere fortalt til at kende i Århus i 1972, eller måske var det 1973. Det førte til tætte bånd mellem os, som desværre fik en brat ende i 1990. Men 18-19 års tæt samarbejde blev det til; jeg for min del vil kalde det ”venskab”.

Poul Madsens navn havde jeg hørt om før de tidlige år af halvfjerdserne; jeg tror også, at jeg havde hørt ham en gang eller to inden. Men at jeg skulle komme til at kende ham på den måde, jeg kom til at kende ham, lå uden for det planlagte. På en eller anden måde ser det ud som styret ovenfra, styret af Gud. Min tjeneste kom til at ligge i helt andre baner efter mødet med Poul. Og det er jeg den dag i dag dybt taknemmelig for.

Poul Madsen er ikke sådan at beskrive. Han var en stor personlighed, en mand med markante holdninger, åben og fleksibel i mange henseender, men samtidig ubøjelig på andre områder. En person som ham kunne man ikke forholde sig neutral til, man var enten tryllebundet af ham eller skarpt imod ham, ofte var det et både og.

Poul var en eminent forkynder - når han udfoldede evangeliet for én og åbnede Skriften, så skete der noget; hjertet kom i brand, glæden blev mærkbar. Men det modsatte kunne også ske, og loviskheden og de stærke og stærkt personlige meninger om dette og hint kunne komme til at overtage styringen, og så gik man mere nedbrudt end opbygget fra mødet. Men det første skete oftere end det sidste, og tak for det.

Poul skrev meget, i alle årene næsten lige frem til sin død var han redaktør af ”Mod Målet”, som stort set kun indeholdt artikler af ham. Ikke mindst her deler vandene sig for og imod. Poul var en skarp kritikker af kirken, ikke kun af Folkekirken, men også og måske navnlig af frikirkerne.

I meget af det, han skrev, havde han ret, og det havde været godt, hvis man havde taget det til sig. Men beklageligvis satte han sig sådan uden for kirken, at han ikke er blevet hørt som en i kirken, men som en uden for kirken.

Bedst af det, Poul skrev, var ”Kristne Sange”. Nogle gendigtede han fra engelsk, enkelte fra tysk, men gjorde det med sådan poetisk følsomhed og fornemmelse for det danske sprog, at disse sange føles som danske og ikke som oversættelser. Men de fleste af dem skrev han selv. Poul var også et gennemmusikalsk menneske, han spillede selv, og han var i det hele taget stærkt optaget af fællessangen i kirken, som han gjorde så meget ud af, at flerstemmig menighedssang blev almindelig i Hvide Marker og i Kristent Fællesskab, som de af Poul Madsen indstiftede menigheder senere blev kaldt.

Desværre døde den kultur ud, efterhånden som de, som var dens udøvere, ikke var der mere. Og med den moderne lovsangskultur er også Kristne Sange stort set gået i glemmebogen. Et stort tab har dermed fundet sted, og for meget af arvesølvet er med det blevet lagt på loftet.

Nogle af Kristne Sange kan måske kaldes sentimentale og en anelse sødladne, nogle bruger måske også for store ord og udtrykker for stærke følelser, men generelt forherliger de Herren, forkynder evangeliet og vækker tro, håb og lyst til at tjene Herren, og hvad kan man ønske sig mer’?

Poul holdt også fast ved brugen af Den Danske Salmebog. Og i det gjorde han ret. En guldmine forblev hos os. For mit eget vedkommende lærte jeg først Salmebogen for alvor at kende efter, at jeg trådte ind i Kristent Fællesskab, og det har jeg glædet mig over siden. Igen her begræder jeg det tab, vore gudstjenester har lidt ved, at Salmebogen er skubbet ud eller ikke bruges i det omfang, den tidligere blev brugt.

Poul Madsen havde mange udenlandske venner og forbindelser; flere af dem inviterede han som talere på de årlige stævner på Nyborg Strand. Ikke mindst følte han sig tiltrukket af kristne personligheder som inderen Bakht Singh, kineseren Watchman Nee; og ikke mindst havde stifteren af Christian Fellowship i Forrest Hill i London, tidligere baptistpræst Austin-Sparks en grundlæggende og meget varig indflydelse på ham.

Disse mænds syn på kristenliv og menighedsliv ønskede han i noget omfang at omplante til Danmark. Nogle af dem ønskede at få en mere bestemmende indflydelse på ham og et mere formaliseret samarbejde. Men det sagde han altid ”nej” til. Kristent Fællesskab skulle være dansk og forblive dansk og præget ikke af engelsk og amerikansk spiritualitet, men af ”kærnesund” dansk spiritualitet.

Måske bar han i sit sind på en form for nationalisme og stolthed over at være dansk; det føltes dengang nok også mere naturligt, end det gør i dag. Men han var også en hård kritiker af udviklingen i dansk kultur og mentalitet, og den tiltagende forfladigelse smertede ham dybt.

Poul var et meget sammensat menneske. Han var både kølig og distanceret og varm og imødekommende på samme tid. Han kunne være humørsyg, kort for hovedet, ironisk og til tider bidende sarkastisk. Det føltes aldrig rart at komme ham på tværs. Og på den måde fik han mange rygklappere, og enkelte, som fulgte ham blindt, og det endte som regel ikke lykkeligt.

Teologisk er det svært at placere PM. Han udviklede aldrig nogen troslære; dogmatiske spørgsmål optog ham meget lidt. Han ønskede at lade Skriften lede ham, hvorhen det behagede Skriften. Han var meget optaget af Søren Kierkegaard og noget af en kender af Kierkegaard. Men han fandt også plads i sit teologiske univers til en mand som Karl Barth. Var han evangelikal? Ja, men kun i en vis udstrækning; var han karismatiker, ja, men kun i en vis udstrækning; hvor stod han, når det gjaldt profetierne om endetiden?

Svaret på det fortaber sig lidt i tågen, for i virkeligheden var han utrolig åben omkring de ting, men han fulgte nok mest den eskatologiske linje, som er normdannende blandt de fleste frikirkefolk med vægtlægning på Herrens personlige genkomst, Israels betydning også for fremtidens frelseshistorie og troen på et messiansk rige, et tusindårsrige. Hans kirkesyn var nok rigtig meget hans eget.

Generelt var han imod opbygningen af kirkesamfund og kirkestrukturer i det hele taget. Helligåndens frie bevægelighed lå ham rigtig meget på sinde. KF var i hans optik ikke et kirkesamfund, men en samling af individuelle kristne, som samledes om ordet og bønnen. Men som tiden gik, udviklede også KF sig til kirke, hvilket aldrig rigtig huede PM, og tiden kom da også, hvor han brød med KF og KF med ham.

Vores forhold indbyrdes var for det meste yderst hjerteligt i alle årene frem til bruddet (men kriser opstod undervejs). Han inddrog mig i en række ting, og det var også hans initiativ, der førte til, at Ólrunn og jeg bosatte os i Odense.

I alle årene var jeg fælles med ham om opbygningen af menigheden i Odense, men ingen tvivl om, at han var lederen. Møderne på Nyborg Strand var jeg også indblandet i fra første gang, vi mødte hinanden, og mit engagement i Nyborg stævnerne øgedes år for år. Ligeledes var jeg i flere år fælles med ham i forårs- og efterårsstævnerne ved Lystrup Have. Af flere blev jeg opfattet som PM’s højre hånd.

På det private område var vi forholdsvis ofte sammen og nød et virkelig hyggeligt, spændende og berigende samvær både i hans og Birgittas hjem i Odense og senere på Langeland. Birgittas gæstfrihed var udsøgt, og selv var hun en inciterende kvinde, som rundhåndet delte ud af sin historie, sin opfattelse og tolkning af livet, sin kunst. Ólrunn følte, at hun havde en veninde i Birgitta.

Indimellem var der episoder og tildragelser, som vi, ikke mindst Ólrunn, fandt mindre behagelige, og hvori jeg følte mig presset til at optage og indtage holdninger, jeg inderst inde ikke delte, og inderst inde ikke havde fred i. Det har jeg siden bebrejdet mig selv, og uden tvivl lå kimen i det senere så smertelige brud i dem.

Nogle i menighederne havde det svært på grund af PM. Hans markante holdninger blev ikke delt af alle. Nogle gik, andre sænkede profilen, og blev passive. Især havde PM’s broder, Ole Madsen, det svært. Ole var et elskeligt og varmt menneske, elsket af de fleste, men i forhold til sin storebroder fik han aldrig et ben til jorden. Det plagedes han utrolig meget af.

I det hele taget havde lederskabet i KF i København, hvori Ole indgik, det stundom svært med PM. Kriser kom, og kriser gik, og når man i dag ser tilbage, kan man kun undre sig over, at bruddet ikke kom, før det kom. Men Michael Bramming, Erik Fanøe, Ole Steffensen og Ole Madsen var usædvanlig stovte og loyale mænd, som holdt ud, dog ikke uden personlige omkostninger. Ved Guds nåde gik Ole Madsen hjem til Herren kort før bruddet, som han således blev sparet for at opleve.

Selve bruddet og de nærmere omstændigheder omkring det vil jeg vente med til et senere afsnit. Men jeg må få med her, at det oplevedes yderst smertefuldt; jeg var dårlig nok kommet mig af min hjerteoperation sent i 1989, da det skete, og det tog meget hårdt på mig, slog mig rent faktisk ud.

Hans beskyldning mod mig om at have ”dolket ham”, om at være en slags Judas eller Rane Kammersvend sved hårdt. Selv mente jeg - og mener stadig - at jeg de givne omstændigheder taget i betragtning ikke kunne handle anderledes. Men PM så anderledes på det, for han forventede en loyalitet fra min side, som ensidigt gik på loyalitet over for ham personligt, ikke på loyalitet over for en sag, en sandhed, andre mennesker. Når vi på den måde binder hinanden og dermed tager handle- og samvittighedsfriheden fra hinanden, går vi ud over, hvad vi har mandat til fra Gud.

Men det fritager ikke mig fra skyld og ansvar, men at veje og måle det og afgøre, hvem der nu har størst skyld, skal jeg afholde mig fra. Men tragisk er det, når venskaber brydes ned og ophæves, og når mennesker, som egentlig holder af hinanden og værdsætter hinanden, ikke formår at forsones og finde sammen igen. Jeg kom aldrig til at tale med Poul Madsen igen; hen mod slutningen af sit liv henvendte han sig til mig pr. brev og rakte ligesom hånden frem til forsoning; jeg svarede ham igen, at jeg for længst havde tilgivet, hvis der da havde været noget at tilgive, men beklageligvis hørte jeg ikke fra ham igen. Men ja, jeg tror, vi var forsonede, og jeg glæder mig til at møde ham i Himlen, for jeg holdt af ham og holder af ham.

Her vil jeg afrunde med at pointere, at jeg ikke på nogen måde ønsker at formindske storheden ved mennesket og personen Poul Madsen. Uden tvivl har han øvet en stor, vedvarende og velsignelsesrig indflydelse over mange menneskers liv. Og den ære skal ikke og kan ikke tages fra ham.

Faren for os alle er, at vi kommer til at se sådan op til store mænd, at de ligesom træder i Guds sted for os, og at vi kun føler os noget værd, hvis sollyset fra dem falder på os. Ingen ville formentlig mere beklage det end Poul selv. Men det var, hvad der skete, og derfor udviklede tingene sig også i en retning, der uundgåeligt medførte, at vejene måtte skilles.

Ingen er fuldkomne, selv ikke de største. Men vores ”fuldkommenhed” kan komme til at stå som en snublesten på andres vej til Gud. Og det tror jeg vi må erkende skete gang på gang hos os i KF, som menigheder og i os som enkeltindivider.

Jesus talte dybere end de fleste af os er opmærksom på, når han advarede disciplene og sagde: ”I må ikke lade jer kalde rabbi; for én er jeres mester, og I er alle brødre. Og I må ikke kalde nogen på jorden jeres fader; for én er jeres fader, han, som er i himlen. I må heller ikke lade nogen af jer kalde jer lærer; for én er jeres lærer, Kristus. Men den største blandt jer skal være jeres tjener” (Matt 23, 8-11).

Men alt i alt glæder jeg mig over ”læretiden” hos Poul Madsen. Den har bragt mig meget godt og lært mig mange ting.

Venskabet med Bill Thompson

En anden mand og dyrebar ven, som har betydet virkelig meget for mig, er Bill Thompson. Bill Thompson var ikke født ind i en kristen familie, men kom til tro på Herren Jesus, mens han var i den britiske flåde.

Bill var gift med Dorothy, og sammen var de begyndt at stifte familie, da Herren kaldte dem til at tjene Ham i evangeliet, og snart forlod de England med endelig destination i Bombay (nu Mumbai) i Indien, hvor Bill oprettede et trykkeri med speciale i at producere evangeliske traktater og anden kristen litteratur. Gennem denne virksomhed kom Bill og Dorothy i kontakt med uhyre mange mennesker og var med til at vinde mennesker for Herren og styrke og opbygge de troende.

Bill var en mand med syner, et kærligt og omsorgsfuldt menneske med stor kapacitet til at knytte dem til sig i venskab og mentorskab. Utallige var de mennesker, han var ven med. På hans kontor hang en kæmpe indramning med dusinvis af fotos af mennesker, som Bill huskede ved navn, bad for, talte i telefon med, besøgte, og flere af dem havde han også haft som gæster i sit hjem. Og typisk for Bill, kendte han nogen og var ven med nogen, kendte han og var han ven med hele familien.

Efter flere års tjeneste i Indien, hvor han erhvervede sig adskillige indiske venner og udviklede et særdeles solidt kendskab til kristendommens historie og stilling i Indien, flyttede han og familien tilbage til England. Men Bills internationale tjeneste endte ikke hermed. Hans tjeneste var herefter som rejsende evangelist, bibellærer og ikke mindst som sjælehyrde. Sidstnævnte tjeneste var Bills særlige gave, og han gjorde den til en international tjeneste.

Efterhånden som han blev ældre og alvorlige sygdomme kom til, fortsatte han utrætteligt i denne tjeneste, og vi undrede os igen og igen over, hvor han fik kræfterne fra. Bill foretog flere rejser til Indien, til Golfstaterne, til Sydafrika, også USA besøgte han; Tyskland, Østrig, Norge og Sverige besøgte han også hyppigt og regelmæssigt, og i Danmark var han to til tre gange om året.

Indimellem havde han gæster i sit hjem i England. Bill var på den måde rådgiver og mentor for mange, og han sparede ikke sig selv. Menighedsmæssigt kom han, mens han boede i Forrest Hill, i menigheden, som Austin-Sparks havde dannet, men det udfyldte ikke hans tid. Han havde venner og fortrolige i mange kristne menigheder. Ikke mindst viede han megen tid og megen interesse på OM og OM’s lederskab.

Bill blev aldrig rigtig værdsæt i sin hjemmemenighed, og da han senere flyttede til en helt anden del af London, skiftede han til en Brødreforsamling, hvor han virkelig trivedes og virkelig var værdsat. Oprindelig kom Bill fra Brødreforsamlingerne, men forblev livet igennem en fri fugl med indgang i mange kristne menigheder, hvilket bestemt ikke må udlægges, som om han ikke havde nogen principper. Han var alt andet end principløs og havde sine markante overbevisninger, men han fandt altid plads for tolerancen og sin bredt favnende broderkærlighed.

Han var en gudsmand, som man kun kunne elske og knytte bånd til, også uden altid at være enig. Jeg besøgte ham indtil flere gange i London og nød hans og Dorothys hjertevarme og gæstfrihed, deres særlige form for humor, deres vid og den store spændvidde i de ting, vi fik talt om. Nogle af gangene var Ólrunn med. Også hun værdsatte deres venskab, og det gjorde vore børn også. Bill drog altid hele familien med ind i sit venskab.

Bill mødte jeg for første gang, da jeg over en weekend traf ham i Odense. Ólrunn og jeg var forlovede, og sammen besøgte vi Poul og Birgitta i deres hjem i Odense. Bill var også til stede, og vi delte værelse sammen. Uundgåeligt betød det, at vi kom til at tale sammen, først forsigtigt og spørgende, senere mere hjerteligt.

Men det blev det spæde startskud til et varmt venskab, som varede, til Herren kaldte Bill hjem til de himmelske boliger.

Det er ikke mange ting, jeg husker fra de første år af vort venskab, men ”fart” kom der for alvor over det efter bruddet i 1990. Bill blev i den fase en uvurderlig støtte og hjælp for os. Bill var en mand af stor loyalitet, ikke en flakker eller vejrhane. Gennem flere år havde han været Pouls fortrolige, rådgiver og ven, så et brud med ham var ikke nogen nem og naturlig ting for Bill.

Dybest set var det nok heller ikke Bill, som brød med Poul, men Poul som brød med ham. Men Bill var også en mand, som tog sine beslutninger efter, hvordan sagen tog sig ud for ham og uden personsanseelse. Og i opgøret med Poul var hans loyalitet over for menigheden i

København og menigheden her i Odense den, som vandt.

Bill blev derfor en uvurderlig støtte disse år både for menighederne og for mig personligt. Han var en bønnens mand. En stund sammen med Bill sluttede aldrig, uden at vi havde fået bedt sammen. Han var også en forbønnens mand. Han var hyrde og blandt dem en af de store. Jævnligt ringede han til mig, og som sagt besøgte han os en årrække mindst to gange om året.

Han var måske ikke specielt stor som forkynder, men blev bedre og bedre år efter år, ikke mindst som hans personlige modenhed, indsigt og situationsfornemmelse voksede med de mange lande, han besøgte, og de mange mennesker, han personligt knyttede til ved. Og det sidste evnede han i usædvanlig grad. Han har nok ladet os alle sammen mærke, at vi var blandt hans allerbedste venner.

På den vis ydede Bill det utrolige. At han magtede og evnede det, vidner i allerhøjeste grad om den kærlighed og hengivenhed til Herren, han bar i sit hjerte, og som han i rigt mål lod os blive til del.

Uvilkårligt føler man sig meget rig og privilegeret ved at være kommet så tæt på en mand med sådanne kvaliteter som Bill. Han kendte hele menigheden, bad utvivlsomt for mange og bad for dem under navn. Et besøg af Bill var højst værdsat. Og han kunne ikke få nok af dem.

Mænd af hans format og kaliber er sjældne. Man kommer ham i hu med stor glæde og taknemmelighed og glæder sig til engang at se ham igen. Indtil da er vi glade for at kunne følge i sporene af den samme Herre og Mester, i hvis spor Bill fulgte, ham, som ”i går og i dag er den samme, ja, til evig tid”.

Kapitel 12: Lejre og stævner på Nyborg Strand m.m.

Umiddelbart er der en forskel på det at huske og det at erindre. Det huskede er det faktisk forekommende eller nok snarere det, man husker af det. Og uden tvivl glemmer man meget undervejs, som ikke vil kunne kaldes frem igen, og andet står i ihukommelsens lys i et andet lys, end dengang det skete. Med erindringen har vi med noget at gøre, som ikke blot relaterer til det at huske, men som på en eller anden måde har sat sig blivende spor i vore liv og har været med til at udforme os til de mennesker, vi er.

Kronologisk hører de erindringer, jeg fortæller om i dette afsnit til årene omring midten af halvfjerdserne til hen mod slutningen af firserne.

Det var de år, hvor børnene, Jakob (1975), Astrid (1978) og Samuel (1982) kom til. Ólrunn passede sin daglige dont som tandlæge på Rasmus Rask-Skolen samt de utallige andre ting, hendes liv var optaget af. En lang overgang var hun meget engageret i Kratholmskolen, den kristne friskole, som vore børn gik i, først som medlem af forældrebestyrelsen, siden som medlem af skolebestyrelsen.

Kirkelejrene

Det var årene med sommerlejrene og menighedslejrene og de årlige stævner på Nyborg Strand. De første år med sommerlejrene stod vi sammen med Ole og Birte Madsen, Michael og Inge Marie Bramming og adskillige andre for meget af ansvaret for lejrenes afholdelse.

Senere kom Sven Straarup til, og han gjorde lejrene populære for vores voksende teenagerflok ved introduktionen af O-lejre, hvor Sven trak meget på sin militære ekspertise. Jeg stod for en del af undervisningen.

Lejr holdt vi flere steder i landet, en tid lang således på Stevns, som suverænt var det bedste sted, vi har været. Og hvor har vi mange gode minder fra den tid. Venskaber blev opbygget, styrket og dannet, og for en uge havde vi rig anledning til at blive en del af hinandens liv. Undervejs havde vi også lejre i Vivild, Virksund og senere i Fårevejle, et enkelt år i Osted, og i Kolding har vi også været et par gange.

Jeg mindes ikke så meget af og om den konkrete bibelundervisning, som gennem årene bestod af både tematisk bibelgennemgang og gennemgang af bibelske skrifter, og hvori også Karl-Jørgen Helmich, Erik Fanøe og Peter Kjærsgaard deltog som talere.

Undervisningen havde betydning - ingen tvivl om det - men det, som talte stærkere, var fællesskabet, venskaberne, de talrige personlige samtaler, udvekslingen af adresser og telefonnumre (det var, før e-mail for alvor havde set dagens lys). Aftenens samvær med børnene og aftenunderholdningen husker jeg som superb.

Livet sammen i en uge oplevedes intens, men nogle bar også på tunge byrder, som ikke altid løftedes fra skuldrene. Det underlige ved os mennesker er, at vi kan være meget frie og lykkelige, mens vi er sammen på denne intense måde, og så alligevel vil der altid i tilbageblikket (i evalueringen som vi nu til dags kalder det) være ting, vi ikke har været tilfreds med.

Intet af det, vi gør som mennesker vil naturligvis være fuldkomment, det vil altid kunne gøres bedre eller værre, og som ledere må vi ikke ligge under for den illusion at have nået det perfekte. Efterkritikken har heller ikke altid været konstruktiv, men nu og da diffus og uklar, nogle gange også foranlediget af, at vi i virkeligheden havde forskellige mål og forskellige forventninger til lejrene.

Undervisningen på lejrene

Som forkyndere og undervisere har vi naturligvis et stærkt ønske om, at vores undervisning skal sætte frugt og give tilhørerne noget af værdi både til dagen og vejen og for evigheden. Men nogle gange spiller også vore egne ambitioner og forfængelighed en for stor rolle. Disse motiver ser vi desværre langt fra tilstrækkelig klart, og derfor er frustrationen og skuffelsen over kritik også så stor, og nogle gange ligefrem lammende. Fristelsen til at blive kyniker lurer også, og lurer mere jo ældre vi er.

Som regel vælger vi selv vore tekster og temaer, og ofte vælger vi mere ud fra vore egne præferencer, og hvad vi har det godt med, end ud fra vore tilhøreres behov. Og det er knapt så godt. Ofte er det godt for en at blive sat på en bunden opgave, hvor andre har valgt og bestemt, hvad der skal undervises eller prædikes om. På en måde burde vi altid se opgaven som en bunden opgave, hvor agendaen er givet og lagt af en anden end af os selv, nemlig af menighedens Herre, som har givet os den opgave, at ”styrke vore brødre” eller ”føde (give føde til) hans får” (engelsk oversættelse; NIV).

Paulus, vel nok den største af alle Herrens tjenere, vidste nøje, at hans opgave var betroet, og at han havde fået overdraget noget med henblik på trofast at formidle det til andre. Og han var ivrig efter at formidle det videre til andre, så de igen kunne formidle det videre til andre igen og så fremdeles.

Jesus overdrog også apostlene ansvaret at gøre folkene til hans disciple og at lære dem alt det, han, Herren, havde lært dem. Derfor har vi de fire evangelier, som fortæller om Jesus, hvad han har gjort, og hvad han lærte og sagde. Også i Det Gamle Testamente finder vi, at Moses og profeterne lagde vægt på, at det, som de havde modtaget fra Gud, omhyggeligt blev bevaret og rakt videre til kommende slægter.

Med god ret kan vi ud fra alle disse eksempler konkludere, at vi altså står med en bunden opgave, og at det handler om at meddele Guds frelsesplan for mennesker og om at give dem alt det, ”som kan være dem til gavn”, så at alle kan blive ”oplært i Herren” og ikke være i tvivl om, ”hvad der er sandhed i Jesus”.

I det aktuelle, pulserende liv er det ikke altid, vi giver tilstrækkeligt agt på det. Jeg for mit vedkommende var ofte grebet af en bog, jeg lige havde læst, af en teologisk debat, som kørte, og af mine egne ambitioner om at meddele solid teologisk sandhed. Og givet disse ting ramte jeg nok ofte forkert i mit valg af emner til vore sommerlejre.

Resultatet var måske så, at de ikke teologisk, trosmæssigt og evangelisk blev så styrkende, oplysende og opflammende, som jeg ønskede, at de skulle være, og at kritikken efterfølgende indfandt sig.

På den anden side oplevede vi også mere og mere, at når deltagerne eller en gruppe af dem skulle fastlægge temaerne for lejrene og indholdet af samme, så gik tendensen mere og mere mod det lettere og mere afslappende. Samme tendens gjorde sig også gældende i kirkens liv i almindelighed og var vel generelt tendensen i de år, og er det vel stadig.

For min egen del oplevede jeg det som et dilemma, og planlægningsmøderne til lejrene var for mig ofte temmelig anstrengende, især fordi jeg har så svært med tålmodigheden og let hidser mig op, når der siges eller foreslås noget, som ikke har min sympati. Demokrat kan jeg vist ikke siges at være, men nok om det.

Men bortset fra de her nævnte skærmydsler oplevede vi lejrene som en oase i vores dagligdag, og vi har stadig mange gode og dyrebare minder fra de mange år, vi var aktive i lejrlivet.

I øvrigt må vi håbe, at undervisning og forkyndelse på en eller anden måde efterlader sig et blivende spor på andre områder end det, vi husker af det. For det er jo forsvindende lidt, vi husker. Her tror jeg mere på den samlende virkning.

Byggesten for byggesten får vi noget bygget op ved at lytte til ordets forkyndelse, vidderne i vor tro bygges op, perspektivet bliver større, og mere og mere forstår vi af Guds store plan, og jo dybere og mere kender vi Gud og kommer til at beundre og elske Gud.

Men detaljerne fra de enkelte prædikener husker vi ikke, kun få gør det, ikke engang de af os, som har holdt dem, husker dem. Så på en måde begynder vi altid forfra og må til stadighed forny os; naturligvis trækker vi på den ballast, vi har, og som årene har givet os, men meningen er, at vi stadig skal undres og stadig ”finde underfulde ting i Herrens lov”.

Nyborg Strand-stævnerne

Nyborg Strand-stævnet var vi engageret i fra 1973 til 1989. Jeg tror, jeg var taler ved hvert af stævnerne i de år, ved de senere af dem indtil flere gange.

Stævnerne på Nyborg Strand havde allerede eksisteret, længe inden jeg blev bekendt med dem, og man siger nok ikke for meget, hvis man kalder dem Poul Madsens hjertebarn. Han trivedes på sit højeste, de dage stævnerne varede, og hvad han præsterede, var ikke mindre end en kraftpræstation.

Hans forkyndelse var i en særlig klasse, og samtalerne, han førte med flere af de mange mennesker, som år efter år frekventerede stævnerne, var utallige.

Sangen var af det ypperste, ofte flerstemmig, og hvert år havde Poul digtet fire sange, som føjede sig som nye numre til den voksende samling af ”Kristne Sange”. Folk kom fra alle egne og landsdele af Danmark, fra Færøerne, Tyskland, Sverige, Finland og Norge, ofte var gæstetaleren fra England som f.eks. Harry Foster, Bill Thompson, en enkelt gang fra Tyskland; jeg havde den glæde to gange at få F.F.Bruce indbudt som hovedtaler og en enkelt gang H.L.

Ellison. Et år havde vi besøg af Bakht Singh fra Indien.

Skabelonen for møderne på Nyborg Strand var den samme og ændrede sig ikke meget undervejs. Som regel havde Poul selv møderne om formiddagen, og de var som regel regulær gennemgang af et bibelsk skrift. Inden formiddagsmødet var der fællesbøn og indøvelse af de nye sange. Eftermiddagen havde ofte et praktisk tema; var der missionærer til stede havde de ofte eftermiddagen til deres rådighed.

Aftenen var et opbyggelsesmøde med et islæt af et evangelisk møde. Sangen fyldte meget gennem hele stævnet, men især ved aftenmøderne. Også søndag formiddag med nadver og fri tilbedelse blev der sunget meget. Sangen især var med til at give møderne deres særlige kolorit og deres opløftende karakter.

For den yngre generation, som ikke er vokset op med salmer og sange på samme måde, som vi er det, men vokset op med lovsangstraditionen, er det måske svært at forestille sig, hvor meget disse sange løftede os og henrykkede os. Muligvis eller endda sandsynligvis var der en del sentimentalitet og nostalgi med i billedet, men alligevel vil jeg hævde, at vi følte os Himlen nær, når vi således kunne synge evangeliets glæde ud.

Måske er det det samme, den yngre generation oplever, når de synger lovsange, jeg håber det, men for os ældre er der tabt noget, noget meget virkeligt og dyrebart ved, at den form for sang, som Kristne Sange og Salmebogen indeholder, kun synges sjældent og i stærkt begrænset omfang. Jeg har meget svært ved at begribe, at vi kunne lade det ske. Men måske taler jeg her som en gammel mand, en virkelig gammel mand.

Rammerne på Nyborg Strand var anderledes fornemme og luksuriøse end på sommerlejrene. Men jeg tror ikke, vi skal underkende, at også det kan der være et vist legitimt behov for. Det var ikke, fordi forsamlingen var specielt rig; flere sparede op hele året for at kunne være med.

For min del var det travle dage, især de år, hvor jeg havde en særlig formiddagsundervisning for stævnets unge deltagere. Men det var også nogle af de mest opmuntrende ting, jeg fik lov til at opleve i de år, jeg var med ved stævnerne på Nyborg Strand.

For Ólrunn var dagene anstrengende på en anden måde. Dels så hun meget lidt til mig, og det var meget lidt, vi fik talt sammen, og dels var der børnene, som i øvrigt trivedes godt på stævnerne og fik sig flere venner.

Igen må jeg beundre min kone og sige både Gud og hende tak for, at så meget blev mig muligt, som ellers ikke havde været muligt. De bag kulisserne er ofte mere betydningsfulde end os, som står på scenen; det er os, som får opmærksomheden, men den burde med større ret tilfalde dem.

Glæden ved børnene og familielivet

Årene går med vore forskellige sysler. Børnene vokser op og vokser til. Jakob havde vi mange pasningsproblemer omkring, og kun hans medfødte robusthed, tilpasningsevne og gode humør har hindret, at han ikke tog skade.

Allerede som femårig får vi ham ind i børnehaveklassen på Kratholmskolen. Astrid har vi også pasningsproblemer med; i modsætning til Jakob har hun ikke noget særlig godt helbred, har ofte lungebetændelse, som siden hen viser sig at stå i forbindelse med, at hun lider af astma.

Men også Astrid har en stærk personlighed og er psykisk ret robust. Samuel, vores yngste søn, er fin og sart fra sin første levedag, en sød, iagttagende dreng; men bekymret; fredagen var ikke blevet ret gammel, før han begyndte at bekymre sig om mandag.

At have børn er en stor gave, et virkelig privilegium, en uvurderlig gave. Bekymringerne har for vores vedkommende været langt færre og langt mindre end glæderne. Børn holder en til livet og dets rytme og puls og skaber også kontakt til omgivelserne. Det har desværre aldrig været min force, men gudskelov for børnene og for hele familiens trivsel har Ólrunn haft den force og haft den til overflod.

Livet bliver ikke givet os tilbage; hvad vi har tabt undervejs, er tabt. Med årene har vi en tendens til at blive mere sentimentale og rørstrømske, måske opblæste over egne bedrifter og egen indbildt godhed. Ens børn kan man dog aldrig imponere og udgive sig for at være en anden end den man er.

Det vidunderlige er dog, at de respekterer en for det, man er og elsker en, trods det man er. Ikke mindst dermed er de en gave til en, nu ikke i livsudfoldelsens begyndelse, men når livet går på hæld. Og når så der kommer børnebørn til, er lykken tæt ved at være så fuldkommen, som den kan blive her på jord.

Jeg ved godt - og ved det gennem venskaber og pastorale samtaler - at det, jeg her beskriver som vores situation og vores gave fra Gud, ikke er alles situation, og at flere har dybe sorger og bærer på sår i deres familiesituation. Det ufortalt vil jeg dog opmuntre til, at vi igen ser mere positivt på ægteskab og familieliv.

Begge institutioner er Guds gode gaver til os, hans geniale påfund og værn omkring livet. Ensomhed er ikke, hvad vi er skabt til, men til fællesskab. Og familiefællesskabet med dets både biologiske og sjælelige bånd er et af de stærkeste fællesskaber, som findes på jord, og lad os påskønne det og takke for det. Kun Guds menighed, når den er mest ideel og mest tilpasset Guds ideer og tanker, matcher det.

Det blev måske mest til nogle usammenhængende strøtanker om dette og hint, men jeg følte en trang til at give min familie den ære og den tak, som den fortjener for, at mit liv bare i nogen udstrækning er lykkedes. Og det gælder både kone og børn.

Kapitel 13: Årene efter 1988

I sidste kapitel fortalte jeg en smule om vores familieliv. Ikke fordi vi skulle være mere interessante end andre familier eller mere betydningsfulde, men fordi familielivet nu er en væsentlig del af de mennesker, vi er, en væsentlig del af forklaringen på, at vi er, som vi er, og handler og tænker, som vi gør.

”Mit hjem er min borg,” er et slogan, som lægges i munden på den typiske englænder. Vi kunne også sige ”mit hjem er min havn”, fordi derfra udgår vort liv, derfra søger vi ud i den større verden og dertil vender vi tilbage.

”Ude er godt, men hjemme er bedst” var et typisk mundheld, som hørtes ofte i min generation; jeg er ikke sikker på, at det høres så ofte mere. Sammenhængskraften i familien er som så mange andre fikspunkter under nedbrud i denne tid.

Gæstfrihed og liv i huset

Som nu en gammel mand skal jeg tage mig i agt for ikke at blive nostalgisk, for ikke alt er naturligvis ren idyl. Alligevel vil jeg hævde, at ved Guds forsyns nåde kan ens hjem være noget nær det nærmeste, vi på denne jord og i dette liv kommer Paradiset. Hjemmet er i sig selv en reminiscens af Paradiset, af Haven, af Eden.

Vi kan gøre vore hjem til fæstninger, til vort private domicil på en sådan måde, at vi ikke ser mennesker eller helst ikke ser mennesker uden for familiekredsen og dem, som vi tilfældigvis må have gjort til vore venner i vore hjem, men det er bestemt ikke et bibelsk ideal, hvor der gøres meget ud af, at vi kristne, ikke mindst som ledere i menigheden, skal være gæstfri.

Vi har som familie haft det privilegium at blive modtaget som gæster i mange hjem, endog sammen med vore børn. Vi kommer begge fra hjem, hvor det at vise gæstfrihed har været en del af familiens kendetegn. Og for det er vi vore forældre taknemmelige.

Hjemmet - og det må vi aldrig glemme - er også børnenes, og børnene skal have mulighed for at invitere deres venner hjem. Dermed er hjemmet udsat for nogen slitage, ligesom det også slider på økonomien at udfolde gæstfrihed. Men vi har alle godt af at lære at tåle visse afsavn i komfort, i forbrug, i at have ”lebensraum”; godt af at opleve, at vi ikke er de eneste mennesker i verden.

Vores hjem har altid været et åbent hjem. Ólrunn har haft stor kapacitet til både at rumme andre og til at huse og modtage andre. Og hvor er jeg som hendes ægtemand og i den opgave, jeg har haft i menigheden, taknemmelig for det.

Under bank- og finanskrisen på Færøerne flyttede Ólrunn´s søster, hendes mand og tre børn en tid ind hos os. Huset var stort, men selv et stort hus kan komme til at føles trangt. Alligevel husker vi det som en dejlig tid. Under vor svigerdatters oplæring til farmaceut boede hun og en studiekammerat her, mens de var ”disciple” på apoteket ”Ørnen”. I en periode husede vi også David og Ruth Stoner´s søn, Henrik.

Vi er forskellige, og Gud ske tak for det; nogle vil ikke kunne forberede en prædiken uden at have stilhed omkring sig. Om det er en brist i min karakter eller bare, at sådan er jeg nu engang indrettet, må andre dømme om, men jeg har altid bedst kunne forberede mig under dagliglivets pulserende strøm. Skriften læst og studeret, og prædikens indhold kommer til mig stykkevis og momentvis, som jeg færdes og bevæger mig gennem dagene.

Så på en måde har al aktiviteten og livsudfoldelsen i hjemmet været befordrende for mig, selvom jeg er et meget privat menneske, der trives godt i eget selskab. Men nok om det.

En femdobbel-bypassoperation

Helbred er ikke noget, jeg har spekuleret meget over. Generelt har Ólrunn og jeg været skånet for sygdom. Kun sjældent har vi ligget syge, og de sædvanlige infektionssygdomme er ofte gået vor dør forbi. Astrid har haft en del at slås med, og drengene har været udsat for ulykker, men stort set har vi været meget sparet.

I årene i slutningen af firserne begyndte der dog at komme helbredsproblemer for mit vedkommende. Jeg husker en smuk vinterdag, hvor vi var på besøg hos vore venner Henning og Hanna Lütje, som dengang boede i en forstad til Herning. Vi gjorde en tur til en sø; vejret var koldt, men solen skinnede. Men jeg glemmer ikke, hvor meget jeg frøs. Min svigerinde Bente, min bror Svens kone, hørte om det og opfordrede mig til at opsøge lægen. Han tog nogle blodprøver, og det viste sig, at mit stofskifte var alt for lavt og havde været det i længere tid. Jeg blev sat i behandling med tabletter.

Nogen tid efter, mens vi var på ferie på Færøerne, fik jeg sværere og sværere ved at klare bakkerne, og helt galt blev det, da vi var på tur i fjeldene. Jeg blev forpustet og fik ondt for brystet.

Da jeg kom hjem, arrangerede min kone, at jeg kom til lægen, som henviste mig til en hjertespecialist. Han undersøgte mig grundigt og konstaterede, at der var noget i vejen med hjertet, at kranspulsårerne var forsnævrede, og at hjertet derfor led af iltmangel.

Det havde hidtil været skjult, men var nu blevet åbenbaret, eftersom tabletbehandlingen for det nedsatte stofskifte havde sat mere gang i organismen, herunder også hjertet. Han gjorde det også klart for mig, at kun en operation kunne bedre tilstanden. Det var jeg dog ikke indstillet på, og konsultationen endte foreløbig med det.

Men det ville Ólrunn ikke stille sig tilfreds med; hun kontaktede hjertelægen, og det blev aftalt, at jeg skulle gennemgå de undersøgelser, som gik forud for en eventuel operation. Der var dog en rimelig lang ventetid. Men omsider kom jeg til, og alle relevante undersøgelser indstillede mig som kandidat til en bypassoperation. Den var der dog 9-10 måneders ventetid på. Det skal indskydes, at i al den tid, der var gået med undersøgelser og andet, passede jeg mit arbejde og mine menighedsmæssige engagementer, på nær selvfølgelig de dage jeg var indlagt til undersøgelse.

Tiden gik, og jeg klarede aktuelle hjertekrampeanfald med nitroglycerintabletter. Ud over en generel træthed erindrer jeg ikke, at jeg havde andet besvær af min sygdom. Jeg fik også anden medicin. Men et stykke henne i ventetiden på operationen blev jeg ramt af en blodprop.

Det var en nat mellem en torsdag og en fredag, at det skete. Jeg havde nok smerter i brystet, men ikke alarmerende smerter, så jeg tog på arbejde fredag morgen og havde planlagt at tage til København efter endt arbejdsdag. Men i løbet af formiddagen på arbejdet blev det klart, at noget var galt, og min værkfører kørte mig hen til min læge, som ved at optage et elektrokardiogram kunne se, at der var tale om en blodprop i hjertet. Jeg blev derfor indlagt på stedet og kørt med ambulance på sygehuset.

Her kom jeg straks under kyndig behandling og observation, og som dagen skred hen, blev jeg mere dårlig og fik flere smerter. På et tidspunkt stødte atrieflimren og feber til, men jeg fornemmede ikke på noget tidspunkt, at jeg skulle være i livsfare. Efter 5-6 dage blev jeg udskrevet og var nu sygemeldt for en længere periode.

Operationen blev aflyst, men da jeg ikke kom mig, men tværtimod oplevede hyppigere tilfælde og voldsommere tilfælde af hjertekrampe, besluttedes det, at jeg skulle indlægges til fornyet undersøgelse, hvorefter det blev besluttet, at operationen skulle gennemføres. Igen var der en længere ventetid. Jeg blev så indlagt i september og opereret den 29. september 1989; det blev til en femdobbelt bypassoperation.

Efter operationen tidligt på aftenen (jeg var endnu ikke vågnet op af narkosen) skete der det, at en af de fem bypass var gået op i syningen, og at det blødte kraftigt fra hjertet. Jeg oplevede det ikke, kun erindrer jeg, at jeg hørte en stemme sige, at ”hvis nogen ikke kan tåle at se blod, skulle man forlade stuen”, og jeg oplevede det også ligesom, at nogen rev og flåede i mit bryst.

Senere fik jeg fortalt, at den sygeplejerske, som holdt vagt over mig, så, at det blødte fra hjertet, og at hun resolut rev såret op og pressede sin finger ind mod det blødende sted i hjertet, indtil hjælp kom til. Desuden fik hun sørget for, at jeg fik tilført blod.

Efter en re-operation blev åren sat på plads og lukket igen, men min tilstand var kritisk, og forblev kritisk til søndag formiddag. Ólrunn blev tilkaldt, og de følgende timer har været meget svære for hende. Søndag morgen var tilstanden stadig kritisk, så kritisk, at man ikke vidste, om jeg ville overleve. Ólrunn ringede til menighedernes ledere i Odense, København og Hillerød og bad dem bede for mig ved gudstjenesterne. Og kl. 12 kunne overlægen fortælle Ólrunn, at nu var krisen overstået. Herren havde hørt hendes og menighedernes bøn.

Efterfølgende var der forskellige problemer med at få hjertet til at slå i den helt rigtige takt, men det løste sig i det følgende døgn, og jeg kunne udskrives efter cirka en uge på hospitalet, træt i længere tid herefter, men ellers havde jeg det godt. Efter tre måneders forløb begyndte jeg på arbejde igen og var også i fuld tjeneste i menighederne igen.

Når jeg ser tilbage på det forløb, er jeg dybt taknemmelig, både over at have beholdt livet og at være tilbage hos min familie og i menighederne. Jeg kan kun se på hele forløbet fra september 1989 og til i dag, som ekstra år, Herren i sin nåde og godhed har lagt til mit liv.

Ole Madsens dør

Små to uger før jeg indlagdes til operation, døde vores og menighedernes gode ven og ældste i Kristent Fællesskab i København, Ole Madsen. Det kom som et stort chok for os alle. Men Ole ramtes af en blodprop i hjertet, som han i første omgang kom sig af, men få dage senere kom der en ny blodprop, som tog livet af ham.

Ole var et virkelig elsket og skattet menneske, et menneske, som var stærkt Kristusfokuseret i al sin færd, elskede at tale om Jesus og lede mennesker til ham. Han var også, sammen med sin uforlignelige hustru Birte, en stor sjælesørger; begge var de mennesker, som elskede at tjene, og stor var deres gæstfrihed.

Ole og jeg havde stor fortrolighed med hinanden og var ofte, nogle gange flere gange ugentlig i telefonkontakt med hinanden. Oles liv var langtfra altid problemfrit, og livet i KF i København dengang var langtfra problemfrit. Men Ole bevarede sit glade, lune sind. Vi mindes ham endnu med stor taknemmelighed.

Oles hjemgang til Herren og hans begravelse præcis en uge før min operation var et stærkt memento til mig om, at vort liv er i Herrens hænder og er hans gave, ikke noget, vi kan gøre krav på og sige, at det er vort.

Vi lever i en større fortælling

Jeg føler mig ikke som nogen ydmyg mand, desværre, og slet ikke selvudslettende, men jeg er en sky mand, og egentlig bryder jeg mig ikke om at tale så meget om mig selv, som jeg har gjort i dette afsnit af mine erindringer, og jeg beder læserne have mig undskyldt, men jeg har tænkt som så, at denne side af mine erindringer måtte med, fordi fortællingen uden dem ville have været mere end ufuldstændig.

Men mens jeg har skrevet dem, har jeg også tænkt over, hvor godt det stemmer med tidens trend at fortælle sine egne små historier. Så læserne vil næppe have kedet sig ved lige denne fortælling. Men det skal ikke gøre os glemsomme for, at vi lever og ånder i en større, skelsættende og afgørende historie, frelseshistorien, og at grunde over den var salmisters, profeters og apostles store lyst.

Den fortælling alene kan løfte os over gravene og rette vort blik opad til Himlen og til Gud, hvorfra alene kommer vort håb. Men så kan vi også bede om at håbe, at vore små fortællinger, vore vidnesbyrd om Guds nåde og godhed kan være en røst i det store lovsangskor, som bringer al ære, tak og tilbedelse til Gud, som alene er værdig al pris, lov og ære.

Måske har vi det også med at tage livet med dets muligheder og goder som en ret, vi har. Men ”livet koster livet”, og mens vi lever, bruger vi livet, og en dag er det slidt og brugt op. Salmisterne i Bibelen var opmærksom på og taknemmelige til Gud for den nåde, der tog vare på livet, fornyede det og bevarede det. Vi kan ikke mindst i vore dage let komme til at tro, at det er os selv, vi kan takke for liv og helbred og alt andet, og at det er ved vor sunde livsstil og vor aktive indsats gennem motion og andre sundhedstiltag, at vi bevarer livet ungt, langt og frisk. Men det er i bedste fald kun en del af sandheden. Den virkelige sandhed finder vi i Salmer som Salme 23, 36, 103 og 139. Lad os tænke over det og ikke glemme at sige tak.

Årene siden gik - og dem vender jeg tilbage til i nogle senere afsnit af denne føljeton, men lige her og nu vil jeg gerne gøre denne her historie færdig eller så færdig som den er på dette tidspunkt.

Senere nemlig en aften i november 1995 (Ólrunn var på kursus et eller andet sted i landet, og jeg var alene med Astrid, som havde nogle veninder på besøg), mens jeg sad ved det skrivebord, jeg sidder ved nu, blev jeg pludselig dårlig, og i næste øjeblik var jeg besvimet. Jeg vidste ikke, hvad der var galt, men forbandt det med hjertet. Næste dag opsøgte jeg min læge, som var lidt usikker på, hvad det kunne være, men også han mente, at det kunne hidrøre fra hjertet og fik mig indlagt akut.

På sygehuset fandt man hurtigt ud af, at der ikke denne gang var tale om en blodprop, men observationerne, man foretog afslørede, at der var tale om en rytmeforstyrrelse i hjertets elektriske ledningssystemer, som gjorde, at periodisk faldt indtil flere hjerteslag bort, og derfor var det, at jeg besvimede. Jeg fik derfor indopereret en pacemaker med elektroder placeret to steder i hjertet. Det har virket siden.

Det er jo fantastisk og en virkelig gave, at rumteknologien har kastet sådanne ting som pacemakere, som i størrelse ikke er større end en lighter, af sig, og at denne lille computer, som den i virkeligheden er, med et lavt strømforbrug kan overvåge hjertet dag ud og dag ind, måned efter måned, år efter år og sende en elektrisk strøm til erstatning af de impulser og signaler, som hjertet selv på grund af svækkelse ikke kan sende. Og alt sammen uden at man føler det mindste.

Ved siden af det er der grund til at være taknemmelig for dygtige kardiologer og for hjertemedicin, uden hvilken livsudfoldelsen ville være afgjort reduceret, ja måske ikke eksisterende. Der er meget her at sige tak for både til Gud og til lægerne.

Nytårsaften ved årtusindskiftet fra 1999 til 2000 var den gal igen. Jeg havde dagen igennem følt, at noget var galt, men igen var symptomerne ikke særlig udtalte, men under middagen måtte jeg lægge mig. Vi havde Jakob og Inge Lise på besøg sammen med et kinesisk ægtepar, som var deres venner. Erik og Gunvør Leicht Jensen var her også.

Gunvør oplevede det, som noget var galt, og sammen med Ólrunn og Jakob kontaktede de sygehuset, som fik sendt en ambulance som med udrykning kørte mig på sygehuset. Men den modtagende læge var også i tvivl, men de beholdt mig dog og observerede mig og fandt efter diverse blodprøver ud af, at der var tale om en blodprop. En ballonundersøgelse viste, at en af bypassene var tilstoppet; den blev senere åbnet med ballon og en stent indsat.

Nu fulgte igen en række år, hvor jeg mærkede intet eller meget lidt til hjertet. Men jeg tog stadig medicin og var til kontrol på hjertemedicinsk afdeling en gang eller flere hvert år, alt efter behov, altid hos den samme hjerteoverlæge. Også det er jeg dybt taknemmelig for, som jeg er dybt taknemmelig for den gode behandling universitetssygehuset i Odense har givet mig.

For tre år siden i 2011 var det så galt for femte gang. På vej til Rødovre, hvor jeg var sat på som forkynder fik jeg et anginaanfald, som ikke helt ville forsvinde efter indtagelse af nitroglycerin. På det tidspunkt havde jeg altid nitroglycerin på mig, eftersom hjertekramper igen var blevet en del af min hverdag, om ikke hver dag så dog hyppigt. Jeg gennemførte prædikenen uden at føle noget eller tænke over, om jeg følte noget. På vejen med toget hjem og om natten kunne jeg godt mærke, at ikke alt var vel, men igen ingen dramatiske symptomer. Næste dag havde jeg stadig hjertekramper; jeg deltog dog i vores fælleskirkelige seniormøde om formiddagen.

Men på vejen hjem blev jeg klar over, at jeg måtte kontakte min hjerteoverlæge, som også, da han hørte herom indlagde mig på stedet. Nu var hjertekramperne om ikke voldsomme så dog sådan, at der skulle meget lidt til at udløse dem. Jeg blev indstillet til en akut ballonundersøgelse, som jeg allerede fik den følgende dag.

Den viste, at en af bypassene var helt lukket, men at hjertet selv havde dannet en omkørsel. En anden var næsten helt lukket til, men kunne dog åbnes og holdes åben med en stent, men dog ikke helt.

Det er så det, jeg lever med nu. Jeg har jævnligt mindre anginaanfald og må forholdsvis ofte ty til nitroglycerinsprayen, men min hjerteoverlæge synes, at det må jeg leve med, og så længe det fungerer, som det gør, er det bedre end en re-operation.

Sådan ser det ud lige nu, og nu må læserne for alvor være trætte af at høre om lige det. Jeg er det i hvert fald. Men ”lovet være Herren, min klippe” (Sl 144, 1).

PS. Jeg skylder måske at fortælle, at vores børn stort set er kommet uskadte gennem de delvis voldsomme oplevelser, de har haft i forbindelse med min sygehistorie. Hvordan Ólrunn har klaret det at være mor, at være hos mig og få dagligdagen til at fungere, er mig en gåde, som jeg endnu undrer mig over. Mange venner var også fantastiske til at hjælpe os. Men familiens omsorg for mig har været og er stadig rørende.

Kapitel 14: Når hjertebånd mellem venner rives over

I januar 1990 fejrede vi (Kristent Fællesskab i København og Kristent Fællesskab i Odense) Poul Madsens 70 års fødselsdag som et stort åbent party på hotel Nyborg Strand. Festen, som blev holdt en søndag, indledtes med en gudstjeneste, som jeg (hvis jeg husker rigtigt) ledte, og hvor (stadig hvis jeg husker rigtigt) Kjeld Borup prædikede.

Poul havde insisteret på, at der var tale om en gudstjeneste, og at den derfor skulle handle om det, som gudstjenester handler om og ikke om ham. Festmiddagen bagefter forløb på bedste måde, stemningen var god, og ingen af os havde nogen anelse om, hvad der senere skulle komme samme år.

Hen mod foråret skrev Poul Madsen en notits i MOD MÅLET, hvori han anklagede OM og George Verwer på så voldsom en måde, at lederskabet i menigheden i København måtte sige fra og sige skarpt fra, og det førte til en ledelseskrise om, hvem der var menighedens ansvarlige lederskab, om det var Poul Madsen eller de indsatte ældstebrødre i menigheden i København.

Poul mere end antydede, at han ville afsætte ældstebrødrene og indsætte en ny ledelse. Jeg fortæller disse ting meget tøvende, og kun som jeg husker. Men inden da havde der også været flere dramatiske sammenstød mellem Poul og lederskabet i København, men nu var kulminationen, hvor det måtte briste eller bære, altså indtruffet.

Vi, det formelle lederskab i Odense følte os også inddraget, og en søndag eftermiddag mødtes vi med brødrene fra København her i Odense, hvor vi sammen besluttede ikke at ville bøje os, men afvise Pouls angreb på lederskabet, og et memorandum herom blev udarbejdet.

For mit vedkommende, ja ikke alene for mit, men for os alle var det en yderst prekær situation. På hver sin måde så vi op til Poul, følte os som hans ven og var ham megen tak skyldig. Men samtidig følte vi, at bægeret var fyldt op, og at det ikke kunne fortsætte.

Sven Straarup, som var meget ny iblandt os, havde vist sig yderst initiativrig og med gode lederevner, og var ligesom jeg i det dilemma, at hvem skulle vi vise den større loyalitet, ledergruppen, som vi var en del af, eller Poul Madsen, som opfattede os som en slags lakajer, som han nærmest havde hoved-og halsret over?

Vi her i Odense gjorde det klart for hinanden, at vi måtte have lederskabet afklaret, og at vi måtte insistere på et lokalt lederskab i Odense og ikke et lederskab, som fjernstyrede menigheden fra Langeland.

Mistede venner

Når man står med en situation som den, vi stod i, er det ikke så lige til at blive klar over, hvad der motiverer ens handlen. Hvad kæmper man for? Ens egen position eller menighedens ve og vel? Kender man sig selv, ved man, at det aldrig er muligt at afgøre helt præcist, hvad ens inderste, inderste motiv er, og slet ikke i konfliktsituationer, som kræver et hurtigt svar.

Jeg havde en urolig nat, hvor alle mulige og umulige tanker strømmede gennem mit hoved, men jeg endte med at skrive et brev til Poul, hvor jeg frasagde mig samarbejdet med ham.

Om det var rigtigt og forsvarligt formuleret, ved jeg ikke; selv mener jeg, at det var hensynsfuldt formuleret, men nok skarpt, måske for skarpt i tonen. I hvert fald skabte det en forfærdelig ravage, hvor Poul i lang tid havde det med i sin taske og gerne fremviste det, for hvem, som spurgte ham.

Et uvenskab var desværre blevet sået, og Ólrunn og jeg mistede megen goodwill, som vi ellers havde nydt, og nogle af vores meget gode og trofaste venner mistede vi også.

Især begræder vi tabet af Anna Jensen, som i forbindelse med min sygdom nærmest havde været et slags faktotum for min familie, og endda var kommet herover for at være hos børnene. Efterfølgende forsøgte vi at vinde hende tilbage, men uden held. Vores 12-13-årige datter Astrid, som på en særlig måde havde været knyttet til Anna, besøgte hende i København, men blev afvist. Også andre gode solide venner mistede vi. Uvenskab affødte uvenskab, som uvenskab desværre har for vane.

Forsoning og tilgivelse

Poul og jeg gjorde et enkelt forsøg på at klinke skårene, men uden noget blivende held. Vore veje var blevet skilt. Jeg mindes ikke, hvordan jeg følte dengang i forhold til ham, men jeg er ikke en person med trang til at ruge over ting, og forholdsvis hurtigt får jeg lagt fortrædeligheder bag mig, at bære nag over længere tid er ikke noget, som ligger til mig; det indgår ikke i mine gener, så det er ikke noget, jeg kan rose mig af, det er en ren og skær vuggegave. Så den akutte fase i opgøret med Poul forsvandt forholdsvis hurtigt ud af mine tanker, selv om det til at begynde med havde taget virkelig hårdt på mig.

Men jeg var også skamfuld over det skete, hvorfor jeg også helst ville undgå at møde ham, så efterfølgende holdt jeg mig langt borte fra alle anledninger, hvor jeg kunne risikere at møde Poul. Og det var da også meget sjældent, at vore veje krydsede hinanden, og de få gange det skete, var forlegenheden stor, og stor fra begge sider.

I de senere år af Pouls liv modtog jeg to gange et brev fra ham, sidste gang tæt på hans død, og begge gange positive breve. I det sidste bad han mig endda om tilgivelse for det onde, som han havde gjort mod mig.

På det tidspunkt var jeg i mit hjerte og min ånd blevet så forsonet med ham, at jeg var begyndt igen at værdsætte ham og værdsætte alt det gode, som han med sit liv og sin tjeneste havde skænket både mig og mange andre. Så jeg følte ikke, at der var noget at tilgive, og desuden er det ofte sådan i livet, at når hjertebånd mellem venner rives over, er det næppe kun den enes skyld.

Så jeg for min del følte også, at der var ting, jeg havde grund til at bede ham om tilgivelse for. Og det skrev jeg til ham. Desværre fik jeg aldrig svar. Men i mit hjerte føler jeg mig forsonet med Poul, og synden tildækket med Jesu blod. Så når vi en dag mødes hjemme hos Herren, tror jeg, vi vil kunne omfavne hinanden, og at der ikke vil være et pinligt opgør, som først må finde sted.

Det er altid en bedrøvelig sag, når splittelser opstår i en kristen menighed; Herrens navn vanæres, Helligånden bedrøves og evangeliets omdømme nedsættes i menneskers øjne. Troen anfægtes hos andre, nogle taber vi på gulvet, venner skilles, og sår og ar opstår i hjerterne. Alle taber, og ingen har grund til juble. Men den menneskelige situation er sådan, at splittelser til tider er uundgåelige og endda gavnlige og ligefrem nødvendige, hvis en kirke skal overleve og komme videre. Og her var situationen tilspidset, og Kristent Fællesskab ville sandsynligvis være gået til grunde, hvis ikke ”bruddet” med Poul havde fundet sted.

KF i København

Bruddet gav mulighed for, at lederskabet kunne fungere og lederne træde i karakter, at nye initiativer kunne udfoldes og nødvendige justeringer finde sted.

I København betød det, at Sven Straarup, som havde udviklet sig mere og mere som leder, og som alle var blevet mere og mere glad for, fik mulighed for at virkeliggøre nogle af sine mange visioner.

Så KF i København fik afgjort tilført nyt liv og ny udvikling. Nogle forlod fællesskabet, men andre kom til, og flere kom til end dem, som forlod det. Ingen af os kan håbe på at gøre noget fuldkomment, og nogle initiativer har måske vist sig at være mindre heldige end andre, så tab af tradition og vision har der været og er blevet følt af nogle, men generelt er der blevet vundet mere, end der er tabt.

Hvor tabet, efter min opfattelse, har været størst, er på fællessangens område. Men det er vanskeligt at bedømme isoleret, for på det område har de fleste kirker bevæget sig, og bevæget sig for meget.

Moderne lovsang har sine fordele og bør ikke afvises, men den er kommet til at indtage for stor en plads både i forhold til traditionel sang og i forhold til forkyndelsen. Poul Madsen havde gjort meget ud af fællessangen, som endda en årrække havde været flerstemning. Han havde holdt fast ved Den Danske Salmebog, hvad jeg mener afgjort var et rigtigt åndeligt skøn, og han havde suppleret Salmebogen med en samling af egne sange, ”Kristne Sange”, som han dels skrev selv og dels oversatte hovedsagelig fra engelsk. Og både som digter af egne sange og som oversætter var Poul noget af en mester.

Når hverken Salmebogen eller ”Kristne Sange” nu om stunder bruges særlig meget, føler jeg det som et tab og en reduktion i vore gudstjenesters højhed, og jeg er bekymret for, at vi frarøver den opvoksende generation en rigdom ved næsten helt at have overladt sangen til den.

Men menighederne er også blevet mere åbne fællesskaber, og det er efter min mening en god ting, men også en ting, som indebærer farer. For bibelsk og teologisk er vi ikke så godt polstrede som før. Men nok om det, jeg vil stadig fastholde, at vi har vundet mere, end vi har tabt.

KF i Odense

I Odense forløb bruddet med Poul Madsen noget anderledes end i København og tog også længere tid og oplevedes nok mere smertefuldt. På sæt og vis tror jeg, at Poul har haft et ønske om at bevare menigheden i Odense i sin fold. Vi afsatte ham ikke som leder, men havde et ønske, ja, et krav om, at der skulle være en lokal ledelse for menigheden i Odense, og at Poul ikke skulle være en del af denne ledelse.

Men vi ønskede ham stadig som forkynder og åndelig vejleder. Og vi havde indtil flere også pinlige samtaler med ham om den sag. Men han trak hele tiden afgørelsen ud, og efterhånden stod det os klart, at det lokale lederskab, han ville have udpeget, bestod af mænd, som var Pouls støtter, og som hele vejen ville have bakket ham op, hvilket ville betyde, at han stadig var den egentlige leder.

Omkring påsketid 1990 havde vi det sidste og afgørende møde med ham hjemme hos ham selv på Langeland, og det møde endte også i ingenting, men vi gjorde ham det klart, og især talte Ejner Rasmussen og Kjeld Borup til ham med meget store bogstaver, at status quo var uholdbar, og at vi ikke ville gå fra kravet om et lokalt lederskab og et lokalt lederskab sammensat af andre personer end dem, han havde tænkt sig.

Undervejs havde vi menigheden indkaldt til orienterende møder hjemme hos Ólrunn og mig. Menigheden var naturligt nok tynget af det, som skete imellem os, men generelt var der tilslutning til os og det, vi arbejdede for. Nogle var også imod. For os var det afgørende, at menigheden ikke revnede midt over, og dette sidste møde gav os en fornemmelse af, at det ikke ville ske.

Joyce Deeks, Pouls sekretær gennem mange år, udtrykte sin bedrøvelse over hele situationen, men billigede det, vi gjorde; hun havde forinden rådført sig med Harry Foster, en mangeårig ven af Poul og af Kristent Fællesskab, og han forstod os fuldkommen og gav sin anbefaling til det, vi var i færd med at gøre.

Alt i alt var vi (Kjeld Borup, Ejner Rasmussen, Mogens Walsøe, Poul Erik Wittenborg, Niels Rosendahl og mig selv) opmuntrede til at gå videre med sagen. (Poul Erik Wittenborg havde hele tiden haft betænkeligheder, og da den endelige afgørelse blev truffet, var han imod, og endte også med at forlade fællesskabet).

Men vi beholdt Joyce Deeks, Gerda Jessen Sørensen, Olfert og Mary Rasmussen, Peter Kjærsgaard, Knud og Inge-Lise Møller-Christensen og de fleste andre ”medlemmer” af menigheden, hvilket som sagt var meget afgørende for os.

Mange detaljer i hele forløbet og ikke mindst i den sidste del af forløbet står uklare i min erindring. Jeg var mentalt set rimelig lammet over hele sagen og var også endnu fysisk svækket efter min hjerteoperation.

Og det sidste her står overordentlig uklart for mig; Ólrunn og jeg var heller ikke hjemme den søndag, hvor Poul Madsen erklærer over for menigheden, at han er i gang med overvejelser om indsættelse af et lederskab i menigheden, og hvor det næsten ligger i ordene, at der er tale om et andet lederskab end det, som var.

Hvad der herefter skete eller ikke skete, husker jeg som sagt ikke, kun mener jeg at huske, at vi sendte Poul et brev, hvori vi gjorde ham det klart, at vi nu overtog det fulde ansvar for ledelsen af menigheden, men at vi både håbede og ønskede, at han ville forblive en del af menigheden, og at vi meget gerne så, at han fortsatte sin forkynder- og lærergerning mellem os.

Det afviste han, og følgen blev, at han og hans familie forlod menigheden, og at en håndfuld andre fulgte ham ud af menigheden og i årene herefter samledes til gudstjenester og andre møder i hans og Birgittas hjem på Langeland.

I opgøret med Poul hævdede han, at vi og ledelsen i København havde udelukket ham af menigheden, hvorimod vi på vor side fastholdt, at det var ham, som havde brudt med os, og ikke os, som havde brudt med ham. Det er nok mere en strid om ord og et spørgsmål om øjnene, som ser, end noget andet. Kendsgerningen var, at et brud havde fundet sted, og at det brud aldrig blev helet.

Til at begynde med var følelserne på begge sider meget bitre. Mest måske fra Pouls side og fra deres side, som fulgte ham ud af menighederne og dannede deres eget menighedsfællesskab. Indimellem blev der fra menigheden i Københavns side gjort forsøg på at skabe forlig, men det lykkedes aldrig.

Nogle bevarede dog en vis kontakt til Poul og kom til stævnerne på Nyborg Strand. Og da Poul gik hjem til Herren for få år siden deltog flere fra vore menigheder i hans begravelse.

I dag tror jeg, at vi alle anerkender den velsignelse, hans tjeneste havde givet os og hans persons format. At det skulle ende sådan, er en sorg og et ar i vort fællesskab. Men det kunne næppe være anderledes, og i dag må vi bare se tilbage på hele forløbet med taknemmelighed. Taknemmelighed for, at vi stort set blev bevaret intakte som menigheder, at vi endnu er her, og at vi trods det, at vi har udviklet os og på mange måder har ændret profil, stadig er genkendelige på det, som hele tiden har været vores adelsmærke, nemlig at være en Ordets kirke, hvor bibelordet holdes højt i ære og stadig er substansen i det, vi samles til og om.

Gud har i sandhed været god mod os og har i nåde båret over med vore mange fejl og ufuldkommenheder.

Kapitel 15: Udvikling i kirkens liv og i min historie

Tidsmæssigt er vi nået frem til omkring 1991 og følgende år. Det sørgelige brud med Poul Madsen havde fundet sted, og vi skulle til at finde vore egne ben at stå på.

Har der været ret strikse retningslinjer og en meget principfast ledelse vil en afsættelse af denne ledelse næsten uundgåelig føre til en mere ”demokratisk ledelse”, som lytter mere til ”folket” og tager mere hensyn til de ønsker, som er i menigheden.

Det er nogen gange både rigtigt og godt, men heller ikke altid uden problemer. Hertil må også føjes, at udviklingen i de tre KF menigheder i henholdsvis København, Hillerød og Odense har været meget forskellig, om end der også har været visse fællestræk.

Ikke mindst har udviklingen været kendelig indenfor fællessangen; kvinder og kvindelig meddelagtig i gudstjenesten og gudstjenestens opbygning har også nydt fremme; Ordets tjeneste indtager stadig en stor plads i vore gudstjenester, men er måske også blevet en anelse nedtonet; sjælesorg med tendens mod det terapeutiske har også fået større indpas mellem os, børnene og børnearbejdet har fået mere plads hos os, måske ikke så meget i Odense som i København; nye former for møder er der også kommet. Vi ønsker også i langt højere grad at være et inkluderende fællesskab end tilfældet var i det gamle KF. Og ikke mindst indenfor det organisatoriske har store forandringer fundet sted.

Som udviklingen er gået, bevægede menigheden i Hillerød sig i en mere progressiv og åben retning end menighederne i København og Odense, og endte med at fusionere med Pinsekirken og må nu vel nærmest betragtes som fælleskirkelig mere end som en KF menighed.

Jeg skal ikke sætte mig til dommer over disse ting; i Odense har jeg selv været med til at præge udviklingen, så det vil tage sig mærkeligt ud, hvis jeg nu kritiserede den; situationen i menneskelige forhold er vel næsten altid, at man mister noget samtidigt med, at man vinder noget, og nogle begræder ændringerne, andre glæder sig over dem. Alternativet ved at blive ved det gamle havde sandsynligvis været, at der ikke var noget, man kunne kalde Kristent Fællesskab.

En god ting er, at vi er blevet mere åbne over for andre kirker, men det vender jeg tilbage til ved en senere lejlighed.

For mit eget livs personlige vedkommende er det i disse år, at vi begynder PERSPEKTIV BIBELSKOLE med tilhørende seminarer og senere med udgivelsen af tidsskriftet KRISTENT PERSPEKTIV; det er også i disse år, at vi afholder og indbyder til fælles stævner; det er også i disse år, at Ólrunn og jeg tager initiativ til seniorstævnerne på Stella Maris i Svendborg, og det er i de år, at vi samler, redigerer og udgiver Evangelisk Sang.

Overgangen mellem tiden under Poul Madsen og den nye tid gik ikke hele tiden stille af; nogle af menighedens lidt ældre medlemmer forlod fællesskabet og sluttede sig til den nye menighed, PM dannede i København og for Fyns vedkommende på Langeland. Nogen bitterhed var der også i luften, og rygtedannelser og sladder havde somme tider held til at skabe sig momentum. Men i det store og hele undgik vi store fejder, og lederskabet både i København og i Odense var indstillet på ikke at svare igen.

Her i Odense indsattes et lederskab bestående af Kjeld Borup, Ejner Rasmussen (begge er nu hjemme hos Herren), Mogens Walsøe, Peter Kjærsgaard (kom til senere); Niels Rosendahl, Palle Buttrup-Larsen (kom til senere) og undertegnede.

Svære spørgsmål

Generelt var vi enige om de fleste af de beslutninger, vi traf, eller vi nåede frem til enighed. Størst uenighed var der i diskussionen om at give kvinder adgang til at lede gudstjenesterne og i visse tilfælde til at forkynde ordet. Men det blev efter lange og grundige overvejelser vedtaget, men medførte, at Kjeld Borup trak sig fra lederskabet, men ikke fra menigheden.

Overordnet set er det også et meget svært spørgsmål af forholde sig til, idet det er svært at komme udenom, at Det Nye Testamente og herunder især Paulus, udtaler sig imod det. Alligevel fornemmer vi også (i hvert fald os som traf beslutningen om at give grønt lys for kvinders tjeneste), at Det Nye Testamente taget som et hele ikke peger i så entydig en retning, som man kan udlede, hvis man alene forholder sig til 1 Tim 2:11-3:1 og 1 Kor 14:34 ff.

Problemet med de her steder er, at det ikke kan udelukkes, at noget af Paulus’ afvisning er betinget af særlige omstændigheder i henholdsvis Efesos og Korinth, og at det derudover kan være svært at afgøre i hvor høj grad kulturbestemte forhold har gjort sig gældende.

Vi erkender, at det kan være en farlig vej at gå, og at det nemt kan åbne for en glidebane, men samtidig må vi også ærligt vedgå, at noget i Bibelen er kulturbestemt og må tolkes og bedømmes som sådan. Men det er også vigtigt at holde fast ved, at noget principielt står på spil, og at det er vigtigt at forstå hvori dette principielle består og så holde fast ved det.

Vores konklusion på diskussionen blev, at kvinder godt kan lede en gudstjeneste, men at det som al mødeledelse sker under de ældsterådets ansvar, støtte og godkendelse og det samme forhold gælder, når kvinder forestår ordets forkyndelse. Mødeledelse og forkyndelse er for os ikke en tjeneste, som er forbeholdt ældste, men kan forestås af enhver, broder som søster, som har nådegaven hertil. At være ældste eller indtræde i ældsterådet tillod vi derimod ikke nogen kvinde.

Ikke alle har været tilfredse med denne afgørelse, men modstanden har været minimal, og vi kan også oprigtigt sige, at ordningen ikke har givet anledning til problemer, men tværtimod er blevet oplevet som en berigelse af gudstjenesten.

Nogen definitiv afklaring og fuldstændig enighed af disse komplicerede forhold når vi næppe frem til på denne side Himlen; det, vi beslutter, vil altid have karakter af et kompromis, men et nødvendigt kompromis, ikke så meget fordi tidsånden forlanger det, men fordi vi synes, at det er en rimelig slutning ud fra det liv og den bredde i det liv, Helligånden leder sin kirke til.

Men jeg tilføjer gerne, at mange krydsende fortolkningsprincipper gør sig gældende her, og at der kan være og er uenighed om disse fortolkningsprincipper, hvilket er fair nok; men denne uenighed bør vi kunne administrere i Åndens frihed med gensidig respekt for hinanden og i indbyrdes kærlighed.

Proclamation Trust konferencer i London

Samtidigt med at jeg var en del af lederskabet lokalt her i Odense og sammen med min familie var en fuld integreret del af menigheden ikke mindst i hverdagssammenhængen, var jeg stadig meget på farten, ikke mindst i weekenderne. Ansvaret for gudstjenesterne her kunne trygt overlades til andre, hvoraf flere havde nådegaven til at forkynde ordet.

Også i de år var jeg meget involveret i KF i København, havde en bibelkreds der og var regelmæssig forkynder ved flere af gudstjenesterne. Med årene kom Berøa i Brønshøj (nu Skovlunde Firkirke) til og også Glostrup Frikirke. Til det vil jeg vende tilbage på et senere tidspunkt.

Mit samarbejde med Sven Straarup voksede også gennem de år. Sven, som også havde og har et militært engagement, var og er en overordentlig dynamisk og initiativrig person. Man kan blive næsten helt forpustet ved at ville følges med ham. Men mellem de initiativer Sven tog var at etablere en båndbibelskole, Perspektiv Gennem Bibelen, Perspektiv Bibelskole, som den blev kaldt. Forberedelserne til bibelskolens etablering var meget grundige, blandt andet tog vi sammen på en rejse til London, hvor vi besøgte L’abri i London og siden deltog i Proclamation Trusts årlige stævne for forkyndere.

Vores gode ven, Bill Thompson havde længe ivret for, at vi skulle komme til London, være gæst hos ham og Dorothy og deltage i omtalte konference, som i det år afholdtes i Westminster Hall i Westminster. Det blev ikke første gang, men det blev i flere af de nærmeste år en tradition for os at deltage.

Inspirationen fra sådan en konference med flere hundrede deltagere var enorm. Dick Lucas, som dengang var formand for Proclamation Trust, holdt formiddagens bibeltimer, og de havde en sådan kvalitet, at næppe nogen ville kunne gøre det bedre. Ud over Dick Lucas og David Jackmann, som var faste bidragydere i de år, jeg deltog i konferencen, var der indbudt et væld af andre forkyndere fra England, Skotland, USA, Canada, Sydafrika og ikke mindst fra Australien, alle hver på sin måde fremragende forkyndere.

Det er ikke alle, hvis navne jeg husker, men her er et galleri af dem, jeg husker, og hvoraf flere gjorde et stærkt indtryk på mig: Sinclair Ferguson, Eric Alexander, Don Carson, Bruce Milne, Tim Keller, John Piper, Paul Barnett, Steve Brady, Alistair Begg, David Wells, Peter Jensen, Philip Jensen, John Chapmann og mange, mange andre.

Steve Brady, Eric Alexander og Bruce Milne havde jeg held med at invitere til vores fælleskonference i København, Steve Brady og Bruce Milne endda flere gange. At høre Eric Alexander, Sinclair Ferguson og Bruce Milme var som et genhør med nogen af min ungdoms forkyndere, Mc Murdo, Mackinnon og J.J.Adam.

De bragte den atmosfære af hellighed, gudsfrygt og majestætisk grebethed af ordet med sig, som havde betaget mig fra min ungdom, og som jeg beklager dybt, at min generation ikke har formået at give videre til de opvoksende generationer i kirken. Sent vil jeg glemme Eric Alexanders gennemgang af Esajas’ kaldelsesvision i Esajas 6 eller Paul Barnetts gennemgang af 2. Kor 3-5.

Ud over konferencen og al den herlighed, den bragte med sig og fyldte os med, oplevede vi det skønne fællesskab med hinanden (vores gode ven Jørgen Reith var også med) kraftigt understøttet af Bill og Dorothys enorme gæstfrihed. Måltiderne ved deres bord var en sand fest på god, munter og opbyggende samtale. I mindernes bog vil disse dage altid stå som noget unikt i mit oplevelsesliv.

Uden videre omsætte det, vi havde modtaget fra vores Englandstur til danske forhold kunne vi ikke, og det var vel heller ikke meningen.

Perspektiv Bibelskole

Men vi kom i gang med Perspektiv Bibelskole. Til at begynde med havde vi over 50 ”elever”. Ideen var en båndbibelskole, dvs. en bibelskole, hvor gennemgangen af den bibelske tekst blev indtalt på en båndkassette, suppleret af et ark eller flere med noter og andre nødvendige oplysninger. Dertil føjedes et spørgeark med spørgsmål, som ”eleverne” selv kunne arbejde med og indsende til rettelse, som igen efterfulgtes af et svarark med lærerens svar og kommentarer.

Opgaven med undervisningen fordeltes sådan imellem os, at jeg tog mig af broderparten af lektioner, mens Sven Straarup, Erik Fanøe og Peter Kjærsgaard tog sig af de øvrige. Meningen var, at vi ville gennemgå både Det Gamle- og Det Nye Testamente, helst hele Bibelen. Det nåede vi nu aldrig, men i den tid bibelskolen var aktiv, nåede vi alligevel at gennemgå lidt over halvdelen af Bibelens mange bøger. Som forventeligt faldt elevtallet gennem årene projektet fandt sted, men nogen holdt ud til vejs ende.

Jeg tror egentlig, at Sven havde forestillet sig noget andet end det, som det blev. Men jeg havde det på den måde, at var jeg først kommet i gang med en bibelsk bog, ville jeg gerne se den bearbejdet og kommenteret fuldt ud så langt som det nu kunne lade sig gøre. Det kunne langt fra altid lade sig gøre med alle Bibelens Skrifter, og nogle skrifter blev kun tolket summarisk og nærmest oversigtsmæssigt.

Men med andre skrifter blev det nærmest til fulde kommentarer, særligt med dem, som vi udsendte allersidst. Det blev ganske givet alt for meget og fik nok nogle til at stige af, som måske havde holdt ud, hvis formen havde været kortere.

Ideen var så, at læreren gennemgik sin bibeltekst i lektioner, som blev indtalt på kassettebånd. Produktionen og udsendelsen af båndene skete fra Lindevej 56 i Odense. Gennem alle årene var Joyce Deeks bibelskolens dygtige og ihærdige sekretær bistået af Gerda Jessen Sørensen, som tog sig af det praktiske ved indtalingen og kopieringen af båndene.

For mit vedkommende forestod Joyce også renskrivningen og rettelsen af mine manuskripter, som nåede hende i en temmelig ubehjælpsom maskinskreven form; oprindeligt skrev jeg alle mine manuskripter med blyant i hånden, indtil jeg langt om længe turde give mig i kast med en computer.

Arbejdet med de bibelske tekster var en enorm berigelse, som også tvang mig til at læse en række kommentarer. Det havde jeg allerede gjort i en årrække, og i min bogsamling havde jeg også adskillige kommentarer. Men kommentarer er så forskellige som dag og nat; nogle er spændende, opløftende og godt skrevet, andre kan være tungt skrevne og svære at arbejde med.

Til bibelskolens arbejde knyttede vi også to årlige seminarer.

Hvor godt vi er lykkedes med Perspektiv Bibelskole må andre dømme om. Nogle lektioner har uden tvivl været bedre end andre, men nogen smittende bibelglæde og bibelbegejstring tror jeg ikke vi oprigtigt kan sige, at vi har skabt. Alligevel har det været arbejdet værd, og i dag råder vi over et stort og omfattende nu elektronisk materiale, som Henning Lütje har gjort og gør et stort arbejde med at arkivere og samle, så det kan blive tilgængeligt for alle, hvem det måtte interessere. Forhåbentligt vil nogen søge ind på Perspektivs hjemmeside.

Som et foreløbigt resultat af at ville gøre materialet mere almen tilgængeligt er min kommentar over Romerbrevet og Johannes’ Åbenbaring, som nu er udgivet i bogform fra Forlaget Perspektiv.

Kapitel 16: Sang og musik

I dette kapitel af mine personlige erindringer vil jeg særligt opholde mig ved sang og musik. Ikke fordi jeg har særlige gaver og evner inden for det musikalske; jeg kommer ikke fra ”et hjem med klaver”, og i skolen blev jeg regnet som ”brummer” og var derfor sat uden for det gode selskab i sangtimerne.

Men jeg har altid godt kunnet lide sang og musik og har altid set op til og værdsat dem, der havde musikkens og sangens gave. Musik er i sandhed en af Guds store gaver til menneskeheden, og Bibelen sætter den også højt og det både i Det Gamle - og i Det Nye Testamente, ja musikken hører ikke alene jordelivet til, men får sin største perfektion og udfoldelse i Himlen.

Gudstjenesten er det sted, hvor musikken mest naturligt hører hjemme, og hvor det føles meget fattigt, hvis den ikke er der. Når vi er samlet til gudstjeneste, er det, ligesom vi allerede hører et ekko af den himmelske lovsang, og lykkeligst er det, når vi får lov til at opleve, at vore røster allerede her og nu løfter sig mellem de himmelske røster. Fra min drengetid i Forsamlingen, Thorsgade 40, husker jeg, hvor rørt jeg var over et enkelt vers i en sang, vi ofte sang dér:

”I Himlen, der skulle vi synge

om Lammet, som døde engang,

oh, må det og være på jorden

vor bedste og kæreste sang”.

Jeg voksede op med en gudstjenesteform, hvor hele formiddagsmødet søndag var helliget ”ihukommelsen af Herrens død” gennem brødet og vinen. Ved det møde var der frit sangvalg (kun for brødre, ikke for søstre må det indskydes), og alle sangene koncentrerede sig om Herrens død og opstandelse, hvad Herren var for os nu og om hans genkomst. Det samme var bønnerne og taksigelserne. Det var virkelig et møde helliget ”ihukommelsen af Herrens død, indtil han kommer igen”.

Alt, hvad der faldt uden for det, ansås for at være upassende. Men sådan er det ikke mere, om overhovedet så meget få steder. Om det er vinding eller tab, at det ikke er sådan nu, skal jeg ikke kunne afgøre. Mest tab vil jeg nok synes, men ikke udelukkende tab. Men det, som slår mig i dag, er, at vi, der var unge dengang, aldrig syntes, at det var svært umoderne og gerne så det lavet om.

Heller ikke syntes vi, at sangene, vi sang, var gammeldags eller musikken forældet. Snarere var det vores sange og vores musik. Og jeg tror, at de fleste af os synes det samme den dag i dag.

Tiden var en anden, og det oplever vi ikke mindst i det kolossale omslag i musikstil og musiksmag, som har fundet sted siden. Men det er et uhyre komplekst emne at begive sig ind i og også meget følelsesladet; stor forsigtighed og ydmyghed må udvises, også villighed til at se og vurdere sagen fra andres side og synspunkt end ens egen; alligevel mener jeg, at en vis objektivitet kan opnås, og at det derfor er muligt at nærme sig sagen på en mere saglig måde, end tilfældet er, når det udelukkende er følelserne, som bestemmer og råder. Derfor mener jeg også, at en dialog skulle være mulig, problemet er bare, at dialog er en sjælden søgt og sjælden dyrket kunst i forholdet mellem yngre og ældre. Fra begge sider har vi en tendens til bare at ignorere hinanden, og nogle gange ligefrem afskrive hinanden. Og det gør ondt.

En ny sangbog: Evangelisk Sang

Med min udvandring fra ”Brødrene” til ”Kristent Fællesskab” præsenteredes jeg for en noget anden gudstjenestekultur; søndagsgudstjenesten var ikke udelukkende fokuseret på nadverfejringen, men var en bred, forkyndende og opbyggende gudstjeneste med nadver som et fast led, men ikke som det eksklusivt bærende element. Gudstjenesten var også betydeligt mere styret end den, jeg havde været vant til. Sangen var traditionel, men her var sangbogen foruden Den Danske Salmebog ”Kristne Sange”, som var blevet skabt over en årrække med Poul Madsen som skaber.

Flere af sangene var oversat fra engelsk, enkelte fra tysk, og mange af dem havde Poul Madsen skrevet selv. Sangene var alle forsynet med noder, og man havde lagt megen vægt på flerstemmig sang, hvad man også tydeligt kunne høre, at mange af menighedens medlemmer var fortrolig med og beherskede med stor perfektion. I mine ører lød det løftet og både smukt, værdigt og trosstyrkende.

Jeg lærte at sætte pris på rigtig mange af både Pouls egne sange og flere af de oversatte sange, og frem for alt lærte jeg at værdsatte salmerne i Den Danske Salmebog, og den betagelse har aldrig fortaget sig, men er tværtimod vokset støt. Uden at blive nationalistisk er jeg ikke langt fra at give dem ret, som mener, at Den Danske Salmebog simpelthen hører til mellem verdens bedste.

Tænk at have så mange vidunderlige salmer skrevet af salmedigtere som Kingo, Brorson, Paul Gerhardt, Sthen, Grundtvig og Ingemann, senere er kommet en salmedigter som Johannes Johansen til. En stor skam, at frikirkerne ikke generelt har agtet mere herpå.

Her i Odense tog vi i 1995 initiativ til at udgive en egentlig sangbog, som vi også indbød Kristent Fællesskab i København og Berøa (nu Skovlunde Frikirke) og Glostrup Frikirke til at være medudgivere af. Alle menighederne sagde ”ja” til at være medudgivere, men samlingen og redigeringen af sangbogen overlod de til os. Berøa og Glostrup havde deres egen sangbog ”Salmer og Sange”, som allerede var udgivet i begyndelsen af trediverne.

Vores opgave var nu at udvælge omkring 100 salmer fra Den Danske Salmebog, som blev sunget rimeligt regelmæssigt i hvert fald i vores kirke; vores oprindelige bestik var også at inddrage omkring 100 sange fra Kristne Sange, men desværre sagde Poul Madsen nej til det; planen var også at inddrage en række sange fra ”Salmer og Sange” samt andre sange, som vi hovedsageligt hentede fra ”Hjemlandstoner”, men samtidig skulle der også være plads til nogle nyere sange; enkelte af dem sørgede vi selv for, at de blev oversat til dansk.

Vi nedsatte så et sangudvalg, som over to tre år regelmæssigt samledes for at vælge hvilke sange, der skulle med i den nye sangbog, som fik navnet ”Evangelisk Sang”. I udvalget sad Tove Kjærsgaard, som fungerede som udvalgets sekretær, og i det hele taget ydede en fantastisk indsats. Også Knud Møller-Christensen, som især var stærk på melodisiden, var et selvfølgeligt medlem af gruppen. Hertil kom også Niels Rosendahl, Anne-Lærke Møller Sørensen, Mads Borup og undertegnede. Vi havde mange sange oppe at vende, men endte med et samlet udvalg af 586 sange og kortere kor.

Bogen udkom i 1997 og har siden været fast brugt i Glostrup Frikirke og i menigheden her hos os i Odense. Til at begynde med brugtes den også i Højnæskirken i Rødovre og i Berøa, men tiderne er omskiftelige og er det ikke mindst inden for musik og sangområdet. Så i nævnte menigheder gik man efterhånden over til ikke at bruge bog ved gudstjenesterne, men til at vise sangene på et lærred.

I sangvalget er ”Evangelisk Sang” stadig præsenteret, men mange af sangene kommer nu andetsteds fra. Indimellem kan man godt komme en smule i tvivl om, det nu også var anstrengelser værd at udgive sangbogen, men sådan er der så meget i livet, også i kristenlivet, som efterlader sig kun et midlertidigt og måske sparsomt resultat.

Moderne lovsang

På en måde fungerer det jo godt med at synge efter en projektion på et lærred, men det efterlader os også med en række mangler, som vi nok ofrer alt for lidt opmærksomhed. I det hele taget, forekommer det mig, er hele spørgsmålet omkring menighedens sang præget af alt for stor vilkårlighed og underkastes kun sjældent, om overhovedet nogen teologisk og bibelsk refleksion.

Jeg ved godt, at jeg nu begiver mig ind på et yderst kontroversielt område, hvor det mere er følelserne, som råder, end det er teologisk refleksion. Min hensigt er ikke at gøre mig til smagsdommer eller at fortælle nogen, hvad der er rigtigt eller forkert i den strid, som har været om de ting; ingen har vel helt ret; det er vel et spørgsmål om både/og. Men det burde være muligt at føre en forstandig diskussion herom uden at ryge i totterne på hinanden.

Men sandheden er vel, at den moderne lovsangskultur er kommet og har etableret sig nærmest som en selvfølgelighed. Den ældre generation har ganske vist knurret, men ældres meninger vejer ikke særlig tungt i et ungdomssøgende og ungdomsbehagende miljø, og efterhånden har man opgivet kampen og bare resigneret. En egentlig dialog er det aldrig kommet til. Og den kunne have været gavnlig og have hjulpet kirkerne til at være åbne for det nye, men også til at have bragt det ind under Ordets disciplin og samtidig også at have holdt fast i det bedste af det gamle og ikke uden videre have solgt ud af ”arvesølvet”.

Som jeg indledte med at skrive, det er et tema, som optager Bibelen meget. ”Du lagde en ny sang i min mund”, synger David. ”Og de synger en ny sang foran tronen og de fire levende væsener og de fireogtyve ældste, og den sang kunne ingen lære undtagen de hundrede og fireogfyrre tusind, som er købt fri af jorden” (Åb 14, 3). ”Lad Kristi ord bo i rigt mål hos jer. Undervis og forman med al visdom hinanden med salmer, hymner og åndelige sange, syng med tak i jeres hjerte til Gud” (Kol 3, 15-16).

Lad mig begynde med at understrege, at min modstand mod, at ”lovsang” og lovsangsbandet har taget teten og nu er blevet dominerende i de fleste frikirker, ja mange steder så enerådende, at de klassiske salmer næppe mere høres, ikke bygger på musiksmag. Som opvokset med den mere klassiske sang og måde at synge på foretrækker jeg den, ingen tvivl om det, men det er ikke mit væsentligste og mest afgørende forbehold over for lovsangskulturens dominans.

Få områder har undergået så store forandringer i store dele af verden som ungdommens forhold til musik og det ikke til musik generelt, men til en særlig form for musik. Forandringen hører sammen med ungdomsoprøret, men uanset oprindelse er den trængt igennem hele vejen.

I dag findes der næppe en ung, som ikke på en eller anden måde dyrker musik, meget gerne ser sig som medlem af et band, går til koncerter og troligt stiller op til forskellige festivals, af hvilke der efterhånden er mange. Selv langt ind i ældregenerationen er der mange, som ligesom aldrig har lagt den ungdommelige vildskab over bord, og hvis musik er ungdommens musik.

Jeg skal ikke gøre mig klog på, hvad man skal synes om det, personligt bryder jeg mig ikke om det, men viger alligevel tilbage fra generelt at fordømme det, og indimellem må jeg tilstå for mig selv, at nogle af de nyere melodier egentlig er ganske kønne.

Og når jeg ser med hvilken iver og begejstring mange af menighedens yngre medlemmer synger med, kan jeg ikke andet end vise respekt. Noget tilsvarende ville de opleve, hvis de kom til ældremøder, hvor det er de gamle sange, som ”får hele armen”.

Lovsangen og lovsangskulturen er kommet, og så langt som jeg kan se, kommet for at blive. Det er den kendsgerning, jeg må forholde mig til. Løsningen er ikke at bringe denne kultur til opløsning, men at være i dialog med den, afbøde nogle af dens mere uheldige tendenser og integrere den på bedste måde i kirkens gudstjenestelige liv, men på en måde, som medtager den klassiske sang, så den ikke dør ud, men også bliver ungdommens eje, og omvendt at den ældre generation også lærer ikke alene at leve med lovsangskulturen, men også at tage den til sig som sin egen.

For lovsangskulturen har også sit at byde på både i form af virkelig gode tekster med tilhørende gode melodier. Det er dem, vi skal have frem og ikke det ”bras”, som kulturen også er behæftet med. Mange lovsangsledere står her over for et større lugearbejde, som i den klassiske sangtradition er et mere tilendebragt arbejde, men et nødvendigt og stadigt foregående arbejde.

Hvor lovsangskulturen har sin svaghed er, at den udfylder for meget af gudstjenestens tid, at det kan virke trivielt og mantraagtigt at gentage den samme sang tre gange og nogle gange de samme linjer nærmest i det endeløse. Så understøtter den heller ikke forkyndelsen på samme måde, som en velvalgt salme gør det. Lovsangskor består ofte af nogle få adjektiver, hvor salmer er præget af verber, og dermed er fortællende, fortællende om Guds gerninger.

Lovsange appellerer mere til den følelsesmæssige side af os end den tænksomme og reflekterende, er mere subjektive, hvor salmer er mere objektive. Lovsange kan have en tendens til at overdrive og give os en illusion af allerede at være i Himlen, hvad vi jo langtfra er, selvom det en gang imellem kan være godt ligesom i Ånden at blive løftet mod Himlen.

Salmer er generelt langt mere omfattende i deres præsentation af kristenlivets sandheder, end lovsange er det. Vi kommer langt videre omkring med salmer end vi gør med lovsange; salmerne medtager også de mere mørke sider af livet som fristelser og kampe, tvivl og vantro, synd, død og sorg.

I Paulus’ anvisning til os i Kolossenserbrevet 3 kommer hele spektret ved en kristen gudstjeneste frem, først, at ordet om Kristus skal fylde mest, dernæst at vi som udtryk for vores taknemmelighed og modtagelse af dette ord skal lade det komme til udtryk gennem ”salmer og hymner”; disse tror jeg vi kan opfatte som bedre inddækket af den klassiske salmesang end af lovsang, men så også af ”åndelige sange”; her tror jeg, lovsangen har sin plads og udfylder sin opgave.

Læserne må have mig undskyldt, at jeg har opholdt dem så længe med nogle betragtninger, som måske ikke hører hjemme i et stykke erindringslitteratur. Men det her betyder virkelig noget for mig. Når jeg har virket som mødeleder, har jeg altid tilstræbt, at sangen skulle være integreret ind i gudstjenesten og være en bærende del af denne, ikke mindst ved valg af sange og salmer, som belyste og underbyggede det, som vi var sammen om i gudstjenesten. Mine bemærkninger må ikke opfattes som en kritik eller et angreb på praksis i nogen af de kirker, jeg regelmæssigt kommer i og betjener med ordets forkyndelse.

Forandring er nødvendig. Ingen kan overleve ved at stå i stampe. Også kirken må forandre sig. Men kirken har et ansvar over for noget overleveret, over for evangeliet og evangeliets Herre og de mænd, som han har sat til at overbringe os evangeliet.

Kirken kan ikke forandre sig uden at følge retningslinjerne, de har efterladt sig. Forandring i kirken kan derfor aldrig ske på må og få og efter bedste beskub. Og det gælder også, når det er sang og musik, vi taler om. Og her forekommer det mig, at der ind imellem er en tendens til bare at følge tiden.

Men også vores sang og musikkultur må underkastes evangeliets disciplin, og det gælder både ord og musik. Ikke alle ord er gode nok til at kommunikere evangeliet og ikke al musik kan formidle ånden i evangeliet. Disse forbehold lægger vi for lidt vægt på. En anden ting er, at musik kan splitte og dele i stedet for at samle, kan gøre menigheden apatisk og resignerende frem for aktiv, frimodig og glad.

Ja, forandring er nødvendig, men al forandring har sin pris. Det skal vi have i tanke, også når det gælder vores sang og musik. ”Lad alt ske til Guds ære” og ”lad alt ske til personlig og indbyrdes opbyggelse”; det er vise råd, vi gør klogt og ret i at følge også på det her vitale og afgørende område.

Kapitel 17: Farer og udsathed i tjenesten

”Narcissismen bor i ethvert menneske. Alle står vi livet igennem konfronteret med et behov for at iagttage os selv, og på et tidspunkt i tilværelsen kan man for alvor begynde at overveje betydningen af det. Måske i en grad, der kan føre til erkendelse af, at den selvkredsende tanke og det indadvendte blik er kommet til at fylde for meget” (Sørine Gotfredsen: Løft blikket” 2015)

Også i dette afsnit af mine erindringer vil jeg være mere i det reflekterende hjørne end i det fortællende. Jeg håber ikke, at de, som læser dette her, må opfatte det som værende for privat og navlebeskuende.

Men med de tiltagende år og tidspunktet for det endelige opbrud uvægerligt nærmende sig med mere eller mindre hastige skridt tvinges man ud i overvejelser om holdbarheden og værdien af det, man har stået i, og det man har udrettet.

Nu har jeg på godt og på ondt aldrig været en særlig indadskuende og selvanalyserende person. Kun i kritiske situationer har jeg følt mig tvunget til at gøre mig overvejelser over, hvorfor jeg har indtaget den holdning, jeg har, og spørge ind til, hvorfor jeg egentlig er i kristen tjeneste, og hvad der konkret har motiveret mig til det.

Ofte er man i kristen tjeneste meget ensom, ikke på den måde, at man ikke oplever fællesskab, imødekommenhed, venskaber, opmuntringer, taknemmelighed etc., for det gør man i rigt mål, og jeg har bestemt ikke været snydt i så henseende. Men ensom i den forstand, at der er få, man kan være helt ærlig og åben overfor om, hvordan man nogle gange føler, tænker og har det.

Blufærdighed hører med til det gen, man har som forkynder og kristen arbejder, men det kan nemt fordrejes ud i forstillelse og dermed hykleri, sådan at man sjældent er ærlig over for sig selv, over for andre og slet ikke over for Gud. Man har et image, et omdømme man værner om; folk skal helst se på en som usårlig, ovenpå og som forbillede. Og man slipper som regel godt fra dette bedrag af ens omgivelser, for generelt tænker de fleste af ens brødre og søstre mere positivt om en, end der er grund til.

Succes er en farlig ting, gør os let hovmodige, får os til at glemme, hvor meget vi skylder Gud og er afhængige af ham og også til at glemme, hvor meget vi er afhængige af andre og har at takke dem for.

Paulus’ bebrejdelse mod visse personer i menigheden i Korinth er jeg ofte blevet mindet om, når selvberuselsen har banket på døren: ”Hold jer til Skriften! så I ikke bilder jer noget ind til gunst for den ene imod den anden. For hvem giver dig nogen særstilling? Og hvad har du, som du ikke har fået givet? Og når du har fået det, hvorfor er du da stolt, som om du ikke havde fået det givet? (1 Kor 4, 6-7).

Hvis fristelsen til at gøre sig uafhængig af Gud altid er latent hos hver eneste af os, som de syndere vi er, er den bestemt ikke mindre hos os, som regner os selv som tjenere i Guds rige, tværtimod.

Og i min erfaring er det ikke en fristelse, som bliver mindre med årene, men kun mere pågående. Det er forståeligt, at Skriften lægger så megen vægt på det ydmyge hjerte og det ydmyge sind, for ydmyghed er en af de sværeste dyder at tilegne sig, ikke mindst for os, som er i kristen tjeneste.

Grunden til at være ydmyg burde være større for os, for om nogen skulle påskønne Guds storhed og hans nådes overvældende herlighed og den kristne tjenestes storhed og dermed det umådelige privilegium at være i den, så er det os. Men naturligvis er vi også en skydeskive for Satan, som godt ved, at netop her har vi en af vore akilleshæle.

Men udeblevne resultater kan også blive en prøvelse, som kan give anledning til modløshed, træthed og manglende lyst til at tjene. Så på flere områder er man udsat, når man er i kristen tjeneste.

Manglende succes og følelsen af svigt på hjemmefronten kan også blive et problem, som dem i kristen tjeneste er truet af. Ens medkristne i det civile arbejdsliv kæmper ofte med det samme problem, men hvor manglende succes på det civile arbejdsmarked kan have så mange forståelige forklaringer, fremkalder manglende succes i kristen tjeneste ofte dybt anfægtende spørgsmål om ens motivationer, udholdenhed, trofasthed og overordnet ens forhold til Gud, og heller ikke den pengemæssige side kan siges at være så tillokkende.

Men i princippet er kaldet til kristen tjeneste et kald til at stå til rådighed, til rådighed for Gud og for ens medmennesker. Det er et kald til tjeneste. Og naturligvis kan det overbetones sådan, at man står alt for meget til rådighed for andre og alt for lidt til rådighed for sin familie. Men igen er den afvejning ikke umiddelbart så let at foretage, som den nogle gange gøres til. Og familiens krav på en, uanset hvor indlysende de er, kan i et samfund som vores med dets hysteriske aktivitetskrav også blive for store.

Hvor ægtefællerne i en aktiv kristen familie ikke er enige om prioriteringen af hensynene, og hvor de ikke kan blive enige om fordelingen af opgaverne og pligterne, kan det for alvor blive svært, ikke mindst i ligestillingstider som disse. For ofte er det jo sådan, at det er manden, som har den udadvendte tjeneste, mens hustruen sidder tilbage med den slidsomme og mindre mondæne tjeneste at passe hus, hjem og børn.

Derfor er det også så vigtigt, at er man i kristen tjeneste, er man enige om at være det og være det sammen, men ofte med en ulige og ubekvem fordeling af opgaverne, og hvor ikke begge kan spille førsteviolin. Og det er svært for de fleste ægtepar, og derfor er det også så bydende nødvendigt, at de har den bibelske forståelse af ægteskabet og den bibelske tilgang til samme.

Men så igen er det vigtigt at prioritere opgaverne rigtigt og vide, hvad man skal bruge sin tid på og lade sig involvere i, og hvad man skal lade ligge. For vi ejer ikke hinanden, men står frie overfor Gud og overfor hinanden.

En kristen arbejder er derfor i sin gode ret til at sige nej til nogle opgaver for at hellige sig de opgaver, som han eller hun virkelig er kaldet til. Ingen kan overskue alt i en moderne menighed, og mange ting kan vi trøstigt og med fordel overlade til andre. På den måde kan vi også skabe os et frirum omkring vore egne personer og vores personlige udvikling og også et frirum til at kunne tage os af vore familier, uden at det heller må tage overhånd over os.

At afbalancere disse krydsende hensyn er en svær ting og kræver ikke så lidt erfaring og modenhed, og det vil kun være godt, hvis vi har nogen i menigheden, vi virkelig kan rådføre os med og have som eksempel.

Som forkyndere og ledere i menigheder skal vi passe på ikke at bringe os selv i centrum og altid tiltrække os opmærksomheden. Vi skal ikke konstant overstråle andre, men skabe plads og rum for andre, i det hele taget færdes mellem andre som en broder eller søster og ikke som ”boss”. Men også det er noget, vi skal øve os i.

Vi skal også lade os sige ting, vi ikke umiddelbart bryder os om at høre. Vi bør ikke være immune for kritik og bør også i ydmyghed tage imod tilrettevisning, hvor denne er på sin plads, og vi skal ikke altid insistere på at have det på vor måde og vore præmisser. I det hele taget skal vi lægge os på sinde, at den autoritet, vi har, ikke er en personlig autoritet, men en autoritet, som primært er Guds ords autoritet, og en autoritet, vi har sammen med andre.

I kontroverser og kontroversielle situationer skal vi passe ganske særligt på os selv og vogte os for den antagelse, at vi simpelthen må have ret, fordi vi er dem, vi er. Vi står aldrig i en strid for at vinde den for os selv, men for at vinde den for Guds ords og vidnesbyrds skyld. Derfor må vi sikre os, at vi er på Skriftens grund og kun på Skriftens grund og ikke lader vore egne tanker og ideer krybe ind og få for stor en plads i diskussionen.

I det hele taget bør vi ransage os selv, hvorfor vi er i den diskussion? Naturligvis må vi altid være rede til at kæmpe for Guds sandhed, og derfor er det også så vigtigt, at vi ved, at det er det, vi gør, og altså ikke for egen ære og prestige, for noget af vort eget i det hele taget.

Alt efter hvor megen selvagtelse vi har, og efter hvor stolte vi er over os selv, desto mere udsatte er vi for, at misundelsens gift trænger ind i vore hjerter. Som forkyndere kan det i forvejen være svært at omgås andre forkyndere og have den rette agtelse for dem. Og det gælder især dem, som vi er nær og omgås med.

De meget store befinder sig som regel i et andet land og i kirkelige sammenhænge, i hvilke vore tager sig ud som rene lilleputter. Så dem har vi ingen ambitioner om at ligne, for vi vil aldrig nå bare tilnærmelsesvis op til dem. Faren for at blive opblæst over sig selv og misundelig på andre er med dem, vi er nær og jævnbyrdige med.

Og måske kan de være på vej til at overstråle os; flere og flere taler om dem og bruger store ord, når de gør det, og for os selv må vi indrømme, at de prædiker godt, ja, bedre end vi selv gør det. Her er det, at faren for misundelse kan blive virkelig.

Hvad har jeg så villet med dette essentielt negative selvopgør?

Vi ved, at når vi står med et løg i hånden, så består det af lag efter lag af ”blade”, eller hvad vi nu kalder dem. Sådan er det også med sammensætningen af de personer, vi er. Hvor er egentlig substansen, kernen, og hvornår er vi inde ved den? Vi kender ikke rigtig os selv, kun Gud gør det.

Men han kender os også til bunds. Det gør ikke så meget, at vi ikke kan finde til bunds i os selv, og hvad som driver os. For Gud har ikke taget os i sin tjeneste på grund af alt det gode, han ved om os. Snarere er det modsat.

Netop derfor tør vi tjene ham. Skulle motiver og alt andet ved os i være i orden først, hvem af os kunne så tjene? Slet ikke jeg. ”Jeg er en mand med urene læber, og jeg bor i et folk med urene læber,” klagede Esajas, da Herren kaldte ham som profet. Uden sammenligning i øvrigt, sådan er det også med os.

Tjenestens herlighed afhænger alene af ham, som har kaldet os til sin tjeneste, aldrig så meget som et sekund af os. Vi ville så gerne ”tale sandhed i hjertets løndom”, og Herren hjælpe os dertil, men vi fremmer ikke Guds ære og Guds sandhed ved at nære en løgn omkring os selv eller forstille os som andre, end dem vi er. Vi er syndere som alle andre, uværdige som alle andre, slet ikke de fromme og hjerteligt hengivne kristne, vi gerne ville være, og som vi formaner og underviser andre til at være. Vi ville gerne være mere, meget mere af det alt sammen, men vi er det ikke, og fuldkommenhed ser vi først i det øjeblik, vi er i Herrens nærvær.

Vi kender vor svaghed, og netop fordi vi kender den og helst, oplyst af Ordet, skulle kende den bedre end andre, kan vi se med sympati, medfølelse og forståelse for andre. Og kun således som afhængige af Guds nåde, dybt afhængige, kan vi blive til hjælp og velsignelse for andre, kun da er vi til at holde ud for andre, kun da kan vi overleve i kristen tjeneste.

Når jeg har skrevet om dette, er det, fordi jeg har følt, at dette selvopgør er en nødvendig del af min livshistorie, hverken mere eller mindre.

Skrøbelighederne, fristelserne og udfordringerne, som jeg har skrevet om her, er virkelig sådanne som jeg har oplevet og oplever i min tjeneste, og ikke mindre på mine gamle dage, men tværtimod voksende, noget, jeg må kæmpe med og har måttet kæmpe med livet igennem.

Positivt vil jeg også understrege og understrege med bestemthed, at det er et underfuldt privilegium at tjene så stor og underfuld en Gud. Og underfuldt at arbejde med Guds ord og til stadighed udvikle sig til at blive bedre og bedre til den opgave.

Positivt er det også at have så mange venner og så mange forbedere og at kende så mange af ordets tro tjenere. Positivt at have en hustru, en medhjælper, som har stået og står last og brast med mig, skønt hun kender mine fejl og mangler bedre end andre og har båret hovedparten af de byrder og afsavn, som også følger med tjenesten.

Jeg har kun grund til at være en dybt lykkelig og taknemmelig mand, hvad jeg også er.

Kapitel 18: Stella Maris; bibelkonferencer; seniorbibelmøder

Menneskets liv er begrænset, og nogle erindrer bedre end andre, ligesom vi er såre forskellige i det, vi erindrer. Nogle erindrer ned i de mindste detaljer, andre erindrer kun i store træk og måske dårligt nok det. Jeg er bange for, at jeg hører til den sidste kategori. For sjusket, for doven, for usystematisk til gå op i detaljer.

Mens man er ung, lever man mere i nuet. Tingene sker hurtigt, og man er dårlig færdig med en bestemt ting, før man er på vej til den næste. Sådan har det i store træk været for mig.

Min kone og jeg kan nogle gange se tilbage med stor længsel på den tid, vi havde børnene hjemme, men når Ólrunn henleder min opmærksomhed på denne eller hin episode, som står skarpt i hendes hukommelse, må jeg ofte med skam og bedrøvelse melde pas. Meget må være gået mig forbi, så meget, at det ikke har efterladt sig spor i min erindring, og beklageligvis er det måske nogle af de vigtigere ting i livet, som er gået mig forbi. Andre ting husker jeg og husker jeg skarpt.

Denne konstatering er en del af min forklaring til læserne af denne bog på, at erindringerne har manglet orden og systematik og ofte mere har været samlet om det reflekterende end det fortællende.

Dybest set er jeg et relativt kedeligt menneske, som ikke så meget har levet i oplevelsernes verden, som i dagliglivets trummerum. Måske burde jeg være skamfuld over det, men den stærkt oplevelsesorienterede kristendom, som mange søger i vor tid og ikke kan være foruden, har aldrig haft nogen stor plads i mit liv.

Primært har jeg ”mødt Gud” ved at arbejde med hans ord, og det har givet mig mange oplevelser og megen glæde både på det intellektuelle og det personlige følelsesmæssige område.

Så har kirken og de helliges samfund også betydet virkelig meget for mig. Især har jeg været opbygget ved den mere klassiske og gammeldags sangskat, som er mellem de klenodier, som er menighedens, men også ved bønnerne og taksigelserne, jeg har lagt øre til, når jeg har været til gudstjenester og møder. Venskaber og besøg af venner og hos venner har også altid været en varig og stor kilde til glæde.

Noget har jeg savnet og kan i bagklogskabens lys godt se, jeg har tabt, ikke mindst i familielivet, hvor jeg godt i dag kunne have ønsket mig mere nærhed til mine børn.

Seniorstævner på Stella Maris

Men nok med det; endnu er der nogle ting, jeg ønsker at berette om, herunder seniorstævnerne på Stella Maris og de årlige bibelkonferencer menigheden i Højnæskirken, i Skovlunde Frikirke, Glostrup Frikirke og menigheden her i Odense holdt sammen over en årrække og endelig om seniorbibelmøderne i Odense og i Glostrup.

Senere vil jeg gerne fortælle lidt om de menigheder, jeg har færdedes i, om nogle af de personer, som på bedste vis har formet mit liv, om det kristne håb, når døden har nærmet sig, om sygdom og om et lykkeligt ægteskab. Men her og nu skal det handle om stævner.

Ólrunn og jeg havde gennem flere år deltaget i Kristent Fællesskabs årlige sommerlejr, og vi deltog med stor glæde og nød virkeligt det gode og muntre fællesskab, som var på disse lejre.

Som årene gik, orienteredes disse lejre forståeligt nok mere og mere om børnefamilierne, og de ældre var mest med som bedsteforældre for deres børnebørn, hvad der i sig selv er en stor og livsopfyldende glæde; ikke et ondt ord om det.

Men mere og mere stod det ikke mindst Ólrunn klart, at bedsteforældregenerationen også havde behov, som vi på en eller anden måde måtte se os forpligtet til at opfylde. Deraf kom tanken og ideen om et årligt seniorstævne. Men hvor skulle det afholdes og under hvilke former?

Ólrunn og jeg havde nogle år forinden i forbindelse med min hjerteoperation tilbragt en weekend på missionshotellet Stella Maris med en prægtig beliggenhed ud til Svendborg Sund. Vores oplevelse af weekenden var ikke særlig positiv, men nu nogle år senere havde Stella Maris fået et nyt direktørpar, så hvorfor ikke forsøge at placere et seniorstævne dér. Vi allierede os med vore venner Michael og Inge Marie Bramming, senere kom også John og Inge Rasmussen til, Henning og Hannah Lytje og Ejner og Miriam Rasmussen.

Det første stævne, som blev holdt om sommeren, blev en stor succes, og der var flere deltagere, end der var kapacitet til på hotellet. De næste gange var tilstrømningen også stor, så vi besluttede i stedet for et stævne om året at holde to, forår og efterår. Og sådan fortsatte det flere år i træk.

Programrammet blev der ikke ændret på, men indholdet skiftede naturligvis fra stævne til stævne. Basis var tre bibeltimer, som jeg stod for.

Aftenprogrammet var mere alment betonet og kunne handle om et emne, en kendt person, en digter etc., og sangen indtog altid en stor og central plads i disse sammenkomster som i stævnet i det hele taget. Her var vi privilegeret af at have Knud Møller-Christensen med på stævnerne. Og Knud kom på arbejde, og sangønskerne var mange og varierede. Nogle gange havde vi en indbudt taler til disse aftner, men ofte var de tilrettelagt af Inge Marie Bramming og senere John Rasmussen.

En udflugt var også en del af det faste program, og vi kom vidt omkring til flere fynske seværdigheder. Ofte var det Ejner Rasmussen, som arrangerede disse ture, og det gjorde han med stor dygtighed og behændighed. Efter Ejners hjemkaldelse til Herren kom hotellets vært Bjarne Hvidbjerg ind i billedet, og han arrangerede også flere særdeles vellykkede udflugter for os med sig selv som en overordentlig kyndig og vidende guide.

Maden og samværet ved bordene var også en vigtig del af stævnet og dets succes. Værtsparret Bjarne og Vibeke Hvidbjerg og hotellets øvrige personale vidste ikke alt det gode, de ønskede at gøre for os, så vi følte os altid særdeles velkomne, og uden tvivl var det en stærk medvirkende årsag til stævnernes succes.

Men når ens fokusområde er ældre mennesker, sker det også uundgåeligt, at flere falder fra undervejs. Fra stævne til stævne var der altid nogen af vore trofaste venner, som var kaldt hjem til Himlen undervejs. Og generationen før vores følte sig alt for ung til at være med, og det blev efterhånden meget føleligt for os, idet det kneb mere og mere med at fylde hotellet op.

Da så hotellets ejere, Indre Mission, besluttede at sælge Stella Maris, følte vi også, at tiden var kommet for os til at slutte. Vi forsøgte os dog med et stævne på hotel Postgaarden i Sorø, men med endnu færre deltagere, hvorefter vi tog den beslutning helt at slutte. Men vi kan med taknemmelighed og glæde se tilbage på mere end 10 års stævner.

Den ældre generation

Jeg hører nu selv med til det segment i menigheden, som kan kaldes ”de gamle” og kaldes det med rette. Sådan er det bare, og det er en naturlig ting at ældes og ikke noget at skamme sig over. Tværtimod står der i Bibelen stor respekt omkring de gamle, og Bibelen indeholder også særlige løfter og særlige velsignelser til dem.

Men menigheden står i et dilemma, når det gælder dens gamle. For ofte fylder de antalsmæssigt mere end den yngre generation, og man skal ikke være statistiker for at kunne regne ud, hvordan menighedens fremtidsudsigter ser ud, hvis alt bare udvikler sig på naturens måde og Gud ikke i sin nåde føjer nye og yngre personer til.

Men de er ikke altid nemme at trække til sig, og heller ikke nemme at holde fast. Derfor vil en kirkes ansvarlige ledelse ofte strække sig meget langt og udtænke alle mulige tiltag og fornyelsesprogrammer for både at tiltrække og fastholde de yngre generationer. Og hvem kan fortænke dem i det? Men det er lige her, menighedens ældre generation kommer i klemme.

Det er derfor nødvendigt, at kirkens ledelse ikke kun tænker i ungdomsstrategier, men også har den ældre generation og dens behov med i overvejelserne.

Nu har vi i Kristent Fællesskab altid været rimeligt konservative og har aldrig været til de store forandringer. Vi har et koncept omkring vigtigheden af Ordets forkyndelse, som vi holder fast ved. Men forandringens vinde blæser også over os, nogle med nødvendighedens styrke, andre så vi helst undgået.

Forkyndelsen og undervisningen er stadig vigtig, men selv hos os er der en tendens til at nedtone det. Nadveren og den personlige tilbedelse under vore gudstjenester har fået mindre tid og mindre fokus. Men det er ikke mindst på menighedssangens vedkommende, at forandringerne har sat hårdest ind.

Nu er det ikke ønskeligt, at vi står i stampe, så fornyelse er nødvendig, også på det her nævnte område. Men behøver det at betyde, at vi næsten helt afskriver den klassiske menighedssang og de klassiske gamle salmer og sange? Det er imidlertid, hvad der er ved at ske, og det er ikke mindst det, som gør, at den ældre generation ikke føler sig rigtigt hjemme i de kirker, den er kommet i, i næsten en hel menneskealder. Det må en menigheds ledelse på en eller anden måde føle sig forpligtet til at forholde sig til.

Seniormøder

Her i Odense har vi på fælleskirkeligt grundlag nu gennem en årrække haft en månedlig formiddagssamling for seniorer, hvor Ordets udlægning og den traditionelle salmesang har været i højsædet. Og det har været en stor succes. Og det har været mit privilegium at være med i det arbejde.

Det koncept har jeg også haft den glæde at introducere for Højnæskirken, for Skovlunde Frikirke og for Glostrup Frikirke, således at vi også har et bibelseniormøde en månedlig formiddag i syv af årets måneder. Sammen med Karl-Jørgen Helmich har jeg nu gennem flere sæsoner gennemgået indtil flere af Bibelens Skrifter.

Gamle mennesker er som regel ikke så krævende, men det de sætter pris på, sætter de virkelig pris på, og det er blandt andet

solid bibelforkyndelse og de gamle sange. Og at vi har det på den måde, behøver vi ikke at skamme os over.

Men samtidig er vi forblevet loyale overfor de kirkelige fællesskaber, vi har færdedes i over en menneskealder og er ikke mere dinosaurer, end at vi kan se nødvendigheden af forandring og gerne vil forholde os positivt overfor forandring, så længe evangeliet ikke bliver svækket og kompromitteret derved.

Bibelstævner

Forkyndelsen i menigheden er noget, som har optaget mig fra jeg var helt ung i forsamlingen Thorsgade 40. En umiskendelig del af den store velsignelse, jeg kendte som ung, var den gode forkyndelse, som jeg mødte der, ikke så meget til daglig måske, som når vi fik besøg - og det fik vi ofte - af forkyndere som Mac Murdo, Andrew Sloan, J. MacKinnon; J.J. Adam, James Lees og andre.

Senere kom jeg i forbindelse med forkyndere som F.F. Bruce, H.L. Ellison og Lesley Randall, med hvem jeg blev personlig ven. Også en forkynder som J.M. Davids gjorde et stort indtryk på mig, skønt han kom meget senere til.

Meget senere kom Poul Madsen til. I England hørte jeg forkyndere som Eric Alexander, Don Carson, Dick Lucas, David Jackman, Bruce Milne, Ferguson, John Stott, Hugh Palmer, Barnett og mange flere, som gjorde et stort indtryk på mig.

Hvad der udmærkede den forkyndelse, jeg mødte hos alle de her nævnte, har noget at gøre med den engelske måde at gøre det på, det, som i England kaldes Expository Preaching, som består af en omhyggelig udlægning af en bibeltekst i dens oprindelige kontekst, dens sammenhæng med Skriften i øvrigt og dens teologiske, læremæssige og praktiske anvendelse. Det er den stil, jeg gerne selv følger.

Når jeg har deltaget i konferencer og har hørt nogle af disse mænd prædike, har jeg haft et stort ønske om, at vi måtte kunne opleve noget tilsvarende i Danmark, og i flere tilfælde er det lykkedes mig at invitere dem til at besøge os i Danmark.

I nogle år havde vi således i Højnæskirken et årligt bibelstævne, som også omfattede KF i Odense og KF i Hillerød. Efterhånden gled KF i Hillerød ud, men det lykkedes os at inddrage brødreforsamlingerne i Brønshøj (nu Skovlunde), Glostrup og den færøske menighed Kristnastova.

Jeg tror, at mange var glade for disse stævner, men vi oplevede også, at nogle var knapt så begejstrede, og til sidst synes de at have vundet så meget momentum, at KF i Rødovre bakkede ud. Det bedrøvede mig meget, men jeg føler ikke, at jeg skal bebrejde nogen personligt; dertil ved jeg også alt for lidt om, hvad der foregik bag kulisserne; ledelsen synes ikke at have haft noget valg.

Men jeg føler mig stadig trist til mode over, at det ikke lykkedes at give den opvoksende generation en smag for god expository preaching. Måske er jeg alligevel en dinosaur. Nostalgi og følelsen af, at ”der var engang” kan man ikke helt lægge fra sig, når man er blevet gammel.

Men i det landskab må man ikke blive. Så glemmer man, at det er Gud, som ”kalder slægterne frem”, og som ikke alene identificerer sig med os, men også med vore børn, børnebørn, oldebørn og tipoldebørn, så længe som verden varer ved. Og overalt ser vi opmuntrende tegn på hans godhed og trofasthed, og en ny generation af trofaste og gudhengivne forkyndere har været på banen længe, mens andre er godt på vej.

Jeg tænker på navne som Sven Straarup, Peter Kjærsgaard, Kristian Guttesen, Andrew Berghamar, Morten Kühnrich, Rita Helmich-Olesen, Carsten Thomsen, Flemming Windfeld og flere andre i vores egen sammenhæng, og i andre sammenhæng på mænd som Christoffer Højlund, Peter Jacobsen, Gideon Jakobsen og igen mange flere.

Hvad vi må holde fast ved, er ikke vores skrøbeligheder, fejl og svigten og det, at vi alle før eller siden skal ”gå al kødets gang”, men vor Guds miskundhed, som varer til evig tid og ”i slægt efter slægt”.

Kapitel 19: Fællesskab med andre kristne

Det er mærkeligt, som indstilling og holdning til andre kan ændre sig over tid, og hvor meget det ændrer en, når det sker. Det er nok en refleksion værd, og det vil jeg så forsøge mig med i dette kapitel.

Underligt hvordan man kan opbygge hos en selv en aldeles entydig tro på at ligge inde med hele sandheden og dermed ikke behøve de andre, snarere tværtimod. Sådan var min indstilling til helt hen i halvfemserne.

Bruddet med Poul Madsen ændrede vor isolation. Gradvis følte vi mere og mere, at vi skulle have en større kontaktflade til byens andre kristne, og det begyndte med Evangelisk Alliance og bedeugen, men var først forbindelsen til de øvrige kirkeledere gjort, kom vi hurtigt til at kende hinanden og hinandens kirker.

Min første erkendelse her er, at megen isolation simpelthen beror på uvidenhed og mistænksomhed. Når først man kommer til at tale sammen og kende hinanden, og hvad vi hver for sig står for, forsvinder mistænksomheden og dermed isolationen. Hurtigt opdager man, at vi har meget mere fælles, end det som skiller. Ikke alt ser man ens på, men det viser sig, at det man ser forskelligt på, ikke lige er det, man troede, man så forskelligt på, og at det måske er knapt så alvorligt, som man tidligere troede.

Væsentligt er, at man bliver taget for den, man er, og kan tale i åbenhed og respekt uden at blive dirigeret og manipuleret med. Mange gange kan man også lære af og blive inspireret af ens uenigheder og gennem det se sine egne mangler. Og det er godt for en. For sandt at sige ”erkender vi kun stykkevis”, og ingen af os sidder inde med den hele og fulde forståelse. Dertil behøver vi hinanden.

Hver og især er vi påvirket af vor baggrund, og det mere end vi aner og er opmærksomme på. Måske tror vi, at vi er yderst selvstændige og uafhængige, men det er en illusion. Som det fællesskab, vi kommer fra, er vi.

Jeg for min del har altid troet, at det, jeg stod for, var det, som kom nærmest det, som Bibelen stod for, og uden videre identificerede jeg min måde at se tingene på med, hvordan Bibelen så på dem. Men når man begynder at omgås anderledes kristne, ændrer det sig, og man kommer til at indse, at der er andre måder at forstå tingene på end ens egen.

Mødet med karismatiske kristne

Jeg har stadig den holdning at tilstræbe at forstå og praktisere Skriften så tæt på, som den forstår sig selv, men det er ofte sværere, end man skulle tro.

For eksempel med hensyn til det karismatiske. På en eller anden måde har jeg altid haft en indre modstand mod det karismatiske og har ofte set ned på karismatikere. Jeg har det i det hele taget svært med det alt for følelsesladede. For mig var tiden med tungetale, undere, profetisk tale, helbredelser etc. noget, som hørte aposteltiden til og var forbi med apostlene og fremkomsten af den nytestamentlige kanon.

Jeg har stadig bevaret noget af dette syn, men har også fundet det nødvendigt at moderere det, det sidste under indtryk af de karismatiske kristne, jeg har mødt. Udviklingen i vore egne menigheder har også båret i den retning.

For mig har den kognitive (vidensmæssige; forstandsmæssige) side af evangeliet, altid været vigtig, og det forekommer mig, at Det Nye Testamente støtter mig i det, men samtidig advarer det os mod at overdrive det, for ”kundskaben opblæser” eller kommer let til det.

Men jeg har altid haft svært ved det ukontrollerbare og det alt for subjektive, som kan have for megen magt hos nogle karismatikere. Og igen her opfatter jeg Det Nye Testamente som tilhænger af orden, disciplin og ansvarlighed, men må samtidig erkende, at kontrollen nogle gange kan gå for vidt hos os og komme til at udgøre en hindring for Helligåndens frie bevægelighed.

Mødet med karismatiske brødre og søstre har således afsløret visse mangler hos mig, uden at det har foranlediget mig til at forlade eller ændre min grundlæggende holdning.

Kirkens udfordringer

Men på mange måder synes denne diskussion mellem karismatikere og mere konventionelle evangelikale at være død. De mere etablerede karismatiske kirkesamfund er knapt så karismatiske, som de engang var, og de mere traditionelle evangelikale er knapt så skarpe i profilen, som de engang var. Om det skal tages som et glædestegn eller det modsatte, kan være sværere at bedømme. På flere områder har diskussionen taget en hel anden retning og en mere verdslig retning. Fænomener, som er ukendte for Det Nye Testamente, er trængt ind i kirken, f.eks. management og entertainment. Det bibelske er blevet trængt op i en krog. Fokus synes i flere tilfælde at være skiftet bort fra evangeliet som det centrale.

Det med at ”tage alle mennesketanker til fange og bringe dem ind under lydighed mod Kristus” er desværre ikke så almindelig en beskæftigelse i kirken, som den burde være. Tværtimod bliver vi alle mere og mere ”kloge i egne tanker”.

Kirken er ligesom blevet besat af den tanke, at den for næsten enhver pris må tilpasse sig denne verden, hvis den skal bevare og vinde momentum. Men det er jo helt forkert, tværtimod skal vi tage kampen op med de åndelige våben til både forsvar og angreb, som Gud har udrustet os med.

En anden udfordring, nutidens kirke står med, er menighedsmedlemmernes loyalitet. Den er ikke helt, hvad den har været. Tidligere var man i en menighed og forblev i den livet igennem. Men i dag betragtes menighederne nærmest som et supermarked med frit valg fra alle hylder. Er der noget, man ikke kan li’, søger man rask væk til en anden kirke. Og ofte skal der meget lidt til til at provokere en til opbrud. Smag og behag har også fået en alt for dominerende og afgørende rolle i menneskers valg af kirke.

Kirkens kamp både lokalt og internationalt bliver man meget mere opmærksom på og deltager i, når man tilslutter sig fællesskabet kirkerne imellem lokalt, end når man står isoleret. Og mere og mere får man lagt på hjerte at bede for hinanden og stride sammen og være en aktiv partner både i ens brødres og søstres kampe og sejre og i deres sorger.

Og utroligt vigtigt bliver det at kunne opmuntre hinanden og også tage ved lære af hinanden. Men samtidig forbliver det også vigtigt at have sit eget ståsted og holde fast ved ens egen integritet. Det kan og det skal gøres i kærlighed og i gensidig respekt. Splittede bliver vi kun svagere, sammen kan vi vokse os stærkere.

Kapitel 20: Venskaber og socialt liv.

Medens Ólrunn af natur og opdragelse er yderst social er jeg betydelig mere reserveret, og jeg skal have kendt folk et godt stykke tid, før jeg kan få et åbent forhold til dem. Ikke desto mindre har jeg fra min tidligste ungdom været velsignet med en del venskaber, også meget tætte venskaber ikke mindst med min baggrund i en kristen menighed.

Med vores ægteskab overtog vi gensidigt flere af hinandens venner, så vennekredsen udvidedes betydeligt. Straks vi flyttede til Odense fik vi mange nye venner.

Også i København fik vi flere nye venner.

Samtidig bevarede vi flere af vores ungdomsvenskaber fra menigheden i Torsgade 40. Det samme kan siges om Århus og Hillerød, hvor vi også havde mange venner.

På Færøerne havde vi så mange venner, at det var uoverkommeligt at besøge dem alle, når vi var på Færøerne.

Venskabets værdi

I Bibelen betyder slægten overordentlig meget; derfor de mange detaljerede slægtsregistre. Venskaber er også noget, Bibelen sætter venskaber overordentlig højt.Her kan der endog tales om at være ven med Gud.

At være indskrevet i “Livets Bog” hos Gud er også at være indskrevet i Det Ny Jerusalem til det evige liv, og det er en ære, som langt overgår det at have sit navn i Den Blå Bog eller Hof-og Adelskalenderen.

I en tid, hvor det “at være på” og være kendt betyder næsten alt for et menneske, også når det handler om noget ganske flygtigt, gør det særlig godt at være opregnet, selv som anonym, mellem dem, som er kendt af Gud.

Venskaber rummer mange værdier, både almenmenneskelige og åndelig værdier. Nogle af dem vil jeg nævne her: fortroligheden og det uden videre at kunne være sig selv og blive accepteret som den man er og kunne udlevere sig selv, er nogle af de mere betydende af dem.

Det at grine sammen, have oplevelser sammen, have fælles minder, kunne bekymre sig sammen og dele sorger og frustrationer med hinanden, men også at kunne glæde sig sammen er også nogle af venskabets store velsignelser.

Ikke mindst er den åndelige side af venskabet af uvurderlig betydning som for eksempel at kunne bede sammen, dele Guds ord med hinanden og kunne glæde sIg I Herren sammen. Virkelige og sande venner bør også kunne stå last og brast med hinanden, også når den anden part i venskabet er i nød, herunder også i økonomisk nød. På den anden side vil sande venner for enhver pris undgå at udnytte hinanden og udlevere hinanden.

Forbøn er ligeledes mellem de ting, som betyder meget i et venskab. Ved Nådens Trone “mødes vi ven med ven”, og det uanset om vi ellers ”er spredte fra pol til pol”. Det at inkludere hinandens familier og gøre sig til onkler og tanter med vennernes børn er også en betydelig sideeffekt af et venskab.

Bibelen lægger vægt på venskaber, ikke mindst i Visdomslitteraturen, i Paulus’ breve og i nogle af Bibelens fortællinger. Ordsprogenes Bog har meget at sige os om venskab og venskabets betydning og sande natur, også om venskaber vi ikke bør indgå.

Bibelen fortæller os, så uforståeligt det end måtte være, at Gud kan have os som venner, uden at sætte sin selvfølgelige suværenitet over styr. For eksempel kalder Gud Abraham for sin ven og nogle steder i Salmernes Bog mere end antydes et så fortroligt forhold til Gud, at man nærmest må betegne det som et venskab. Også Jesus kalder sine disciple for “venner”, og det venskab indeholder både åbenhed, fortrolighed og hengivenhed.

Personligt har Ólrunn og jeg igennem årene oplevet flere af de her nævnte af venskabets velsignelser.

Ensomhed kan være godt, og alle trænger vi til perioder med os selv, men ensomhed er ikke et ideal at stræbe efter. Fattigdom på venskaber i livet skaber ensomhed i alderdommen, hvor de fleste af os allerede har oplevet at miste venner.

Ægteskabet er også en form for venskab, men en mere intim form, idet den erotiske dimension i ægteskabet mangler i det normale venskab. Men ægteskabet bør ikke mangle den venskabelige dimension. På sæt og vis kan man med nogen forsigtighed være venner med sine børn; man skal dog af hensyn til børnenes integritet og forældrenes myndighed og ansvarlighed passe på med, at forholdet til ens børn ikke udvikler sig til “kammerateri”.

At være kammerat med nogen er heller ikke det samme som at være ven med nogen. Kammerat kan man være med kollegaer, nogen man dyrker sport eller andre fritidsinteresser med, naboer og tidligere skolekammerater.

Venskaber kan have en tendens til klikedannelser og udelukkelse af andre, det som C.S.Lewis i sin fremragende bog “The Four Loves” kalder “the inner cirkle”, indercirklen. Det vil så være en negativ side af venskabet, som vi i en kristen menighed må bestræbe os på alvorligt at modvirke.

Som gudfrygtige mennesker skylder vi “at ære alle mennesker” og se på alle mennesker, selv vores modstandere og fjender, som skabt i Guds billede. Det betyder ikke, at vi nødvendigvis skal være venner med alle, men at vi skal bevare et respektfuldt forhold til alle, som til tider indbefatter at hjælpe dem i deres nød.

Et venskab hviler på gensidighed; dominans må aldrig komme ind i det, ligesom det “at have travlt af hinanden” og misunde hinanden må ligge os fjernt. Alligevel kan vi ikke frasige os gensidigt at have et ansvar for hinanden, navnlig hvis vi oplever, at vores venner kommer ind på et forkert spor.

Selvretfærdighed, selvgodhed og følelsen af bedre værd, som ligger snublende nær for mange af os, vil forgifte ethvert venskab, ja ikke alene venskab, men ethvert tåleligt forhold til andre mennesker.

Når vi har oplevet en af de rigere stunder i venskabet, har vi også ofte oplevet at være kommet Himlen nær. Måske er disse stunder ligefrem en slags forsmag på Himlen, hvor “Herrens venner aldrig mødes skal for sidste gang”.

Kapitel 21: Menigheder og “medarbejdere”.

Mit første møde med en kristen kirke var i Kapernaumskirken i Nord Vest kvarteret i København, hvor jeg som lille dreng gik i søndagsskole.

Senere da jeg var noget større gik jeg stadig i søndagsskole, men nu i min mors hjemmemenighed i Torsgade 40 på Nørrebro. Ofte tog vores mor os med til menighedens evangeliske møde om aftenen. Vi blev således meget tidlig i vores liv “kirkevante” og fra vores tidlige ungdom blev vi kristne.

Jeg for min del deltog også meget tidlig i ungdomsårene i menighedens øvrige møder. Som ganske ung blev jeg døbt og kom fra nu af også til “brødsbrydelsen” søndag morgen.

Som tiden gik lod jeg også oftere og oftere min røst lyde ved menighedens sammenkomster. En tid lang var jeg leder af menighedens ungdomsflok, senere da jeg var blevet mere fortrolig med det engelske sprog, fungerede jeg også som tolk for de mange englændere, som besøgte vores menighed. Mere og mere udfyldte jeg også en opgave som forkynder, både ved søndags aftenmøderne og ved morgenmøderne, ligesom jeg tog initiativ til og kom til at stå som leder af en bibelgruppe for teenagere.

Efter mit møde med Poul Madsen i Århus knyttedes jeg mere og mere til Kristent Fællesskab i København, Odense og Århus. Efter, at jeg var blevet gift med Ólrunn, flyttede vi til Odense, hvor vores tjeneste nu har været i mere end 40 år, dog med mange afstikkere til København.

KF i Odense

Menigheden i Odense har nu i mere end 40 år været vores hjemmemenighed, jeg har dog tilbragt omkring halvdelen af årets søndage andre steder end i Odense.

Generelt har arbejdet og lederskabet af menigheden bragt os mange glæder, men nogen skuffelser har der også været, hvilket er forventeligt selv i en kristen menighed. Også vi har været fejlende. Ser vi på et tværsnit af menighedens liv igennem årene, må vi desværre erkende, at vi har tabt flere.

Egentlige teologiske splittelser har vi været skånet for, men nægtes kan det ikke, at der har været personlige sammenstød og uenigheder, ikke mindst omkring gudstjenestens form og indhold. Nogle i menigheden havde gerne set, at vi bevægede os i en mere karismatisk retning, men lederskabet har holdt fast ved, at Ordets forkyndelse skulle være den afgørende sag.

Uenigheder om disse ting har nok medført, at vi har mistet nogle, men til gengæld har vi holdt fast ved flere og måske fået enkelt nye. Den moderne trend omkring lovsangskulturen har også været et potentiale til splittelse, men vi er dog landet med et lykkeligt kompromis, hvor omkring halvdelen af sangen ved vore gudstjenester stadig kommer fra den klassiske salmetradition.

Som forkynder er jeg blevet godt modtaget, men ikke altid med udelt begejstring; især i de første år var der nogen kritik af min forkyndelse, som af nogen føltes alt for akademisk og irrelevant. Umiddelbart havde jeg mere “succes” med mine bibelkredse og “åbne hus arrangement”.

Jeg har tidligere omtalt min bibelkreds for unge. Netop i den periode havde vi en tilgang af unge, som Peter Kjærsgaard, Arne Rasmussen, Anne-Lærke Møller-Christensen, Aksel Madsen, Carsten Sørensen, Jens Astrupgård, Steffen Astrupgård, Berit Rasmussen, Lisa Pedersen, Peter Madsen med flere.

Denne gruppe blev til på initiativ af de unge selv. Paulus´s brev til Romerne, var det jeg gennemgik med dem, og min fornemmelse var, at de var meget grebet af apostlens budskab. Senere gennemgik vi også frelseshistorien, dog med en mindre deltagerkreds.

Begravelser og bryllupper

Gennem mine år i Odense har jeg også stået for flere begravelser og nogle bryllupper. Børnevelsignelser er også nogle af de handlinger jeg har stået for, såvel som jeg også har holdt flere festtaler. Ens sociale relationer til menighedens helt forskellige medlemmer er også af stor betydning, ikke mindst til de yngre generationer. Det at være en slags “fædre og mødre” for den opvoksende generation er af stor betydning.

Bryllupper og begravelser er af natur vidt forskellige handlinger, umiddelbart er anledningen til at forkynde evangeliet og lydhørheden overfor samme større ved begravelser end ved bryllupper. Ved bryllupper er det vigtigt at få ægteskabets åndelige dimensioner med i bryllupshandlingen, såsom dets plads i skabelseshandlingen såvel som dets forbillede i det himmelske “ægteskab” imellem Kristus og hans kirke.

Tidens tendens til at gøre bryllupper til en slags opvisning og underholdning må vi undgå ved kristne vielseshandlinger. Som menighed må vi heller ikke glemme betydningen af at omfatte brudeparret med vores bønner, omsorg og forbillede. Unge par behøver at have en støtte hos ældre par.

Ved begravelser har jeg altid lagt vægt på, at der i begravelseshandlingen skal være et bredt genkendeligt element. Folkekirkens ritualer indeholder således meget brugbart stof. Den kristne begravelse bør som naturligt være meget fokuseret på påskens budskab og håbet om den kommende opstandelse. På den måde er der et triumferende element ved en kristen begravelse.

Men glemmes må det ikke, at døden indeholder en brod og er en fjende. Plads til at sørge er et element, som heller ikke må mangle. Dødens herredømme over menneskenes liv er også en anledning til både at tænke over livets gave og livets alvor. Opstandelsens triumf skal være tydelig, men det tilkommer os også at lægge en vis dæmper på vores glæde og vores sejr.

Sjælesorg

Det sjælesørgeriske er en af en ældstes meget vigtige opgaver. Jeg for min del kan ikke påstå, at jeg ligefrem har været ferm til den opgave, men jeg har dog gennem årene haft indtil flere sjælesorgs samtaler. Ólrunn har været mig til uvurderlig støtte i flere af disse.

Kristne er generelt ikke specielt undtaget fra livets sorger og bekymringer, selv om Gud for os som for salmisterne i Det Gamle Testamente er “en tilflugt og hjælp i trængsler”. Hvad der kan undre er, hvor mange og forskelligartede problemer kristne kan have at slås med.

Flere af dem hænger sammen med vores “støvtrådenatur” og med at leve i en kompleks og stridbar verden præget af syndens indtrængen hos os allesammen, men nogle af dem skyldes måske også, at vi ikke har søgt den “visdom”, som Gud ifølge Jakob har lovet os, når vi beder ham om det.

Troens kamp skal vi ikke regne med, at vi kan undgå, og tvivl og ængstelse vil ofte ledsage denne kamp. Det er blandt andet derfor, at vi behøver hinanden og hinandens omsorg og forbøn. Fortrolighed inkluderende tavshed er en uundgåelig del af det, som kræves af en sjælesørger, måske et punkt, som vi nu og da forsynder os imod. Mennesker, som søger os med et sjælesørgerisk ærinde, har ikke brug for bedreviden og selvoppustet fromhed, men har brug for et lyttende øre og empatisk medfølelse.

Artikler og bøger

Meget af min opgave som ældste og forkynder har været på det skrivende område, og gennem de 25 år vores menighedsblad har eksisteret, har jeg da også skrevet, jeg ved ikke hvor mange, artikler, herunder også serier som for eksempel en troslære og en artikelserie om Det Gamle Testamentes profetier.

Dette har fundet sted samtidig med, at jeg har skrevet mange artikler til “Kristent Perspektiv”. Jeg har også haft mulighed for at skrive flere bibelkommentarer, ikke mindst til Perspektiv Bibelskole, men jeg har også fået skrevet to kommentarer i bogform, nemlig Paulus’ Brev til Romerne og nu på det seneste en kommentar til Johannes Åbenbaring.

Hver især tjener vi Guds plan i det slægtled, vi tilhører og for os som for alt andet i livet er der en tid. Menigheden har vel Guds nåde endnu en tid foran sig, og det har været en stor glæde og opmuntring at se ny og unge kræfter vokse op til “mandsmodenhed”. Det gælder flere, som Palle Buttrup-Larsen, Arne Rasmussen, Mogens Walsøe, Árni Helmsdal, Anne-Lærke Møller Sørensen, Carsten Sørensen og ikke mindst Peter Kjærsgaard, som både er en gudfrygtig mand og en særdeles habil bibellærer og forkynder; Peter har fulgt mig trolig i alle årene siden han kom ind i menigheden. Da jeg trådte tilbage som 70 årig og lidt før var det også naturligt at indsætte ham som ledende ældste af menigheden i Odense.

Kapitel 22: Bibelen, bibelglæde, bibeltillid, bibelbrug.

Bibelen har opfyldt en stor del af mit liv. Derfor vil det også være rimeligt at inddrage den mere direkte i min livsfortælling.

Bibelen stiftede jeg ret tidligt i min barndom kendskab til, ikke så meget ved personlig bibellæsning som gennem det jeg hørte og lærte i søndagsskolen og ved aftenmøderne i den menighed, jeg sammen med min mor kom i.

Min erindring fra den fase af mit liv er ikke så tydelig, som jeg kunne ønske. Men jeg kan tydeligt huske, at i det kammer jeg sov i, da jeg som ung dreng opholdt mig i mine bedsteforældres hjem i Leirvík på Færøerne fandt jeg en Scripture Gift Mission udgivelse af Matthæus Evangeliet på dansk, og jeg kan også huske, at jeg læste i det, og at det gjorde et indtryk på mig, men hvilket husker jeg ikke. Et husker jeg dog, at Jesu lidelseshistorie fæstnede sig til min bevidsthed.

Senere i mine unge år blev jeg mere og mere bevidst om det at være en kristen, og dermed udvikledes også både en større lyst og en større nødvendighed af at gøre mig fortrolig med Bibelen, og det fokus har holdt gennem livet til denne dag, hvor jeg har indledt mit ottende decennium.

På en måde kan jeg vidne om, at min tillid til Bibelen som sådan aldrig for alvor er blevet rokket; og står mere fast i dag end i nogen tidligere fase af mit liv. Men denne tillid har været baseret på min bibellæsning og mit bibelbrug, ikke på forskellige intellektuelle og akademiske forsøg på at bevise Bibelens guddommelige oprindelse og dens sandhedsværdi. Diskussioner herom har som regel efterladt mig kold.

Bibelen stadfæster sig selv, som det den er, Guds Ord indgivet og overstyret ved Helligånden. Og den stadfæster sig som det ved brugen og ved erfaringen af og oplevelsen af, at den taler sandt om Gud og om livet.

Gennem min læsning af mange bibelkommentarer og teologiske bøger og artikler har jeg ikke kunnet undgå kontakt også med liberal tænkning, og det må jeg ærligt vedgå, at den ikke så sjældent har givet mig kundskab og på den måde beriget mig, men rystet min tillid til Bibelen har det ikke, tværtimod.

“I evighed, Herre, står dit ord fast i Himlen, din trofasthed varer i slægt efter slægt. Du grundfæstede jorden, så den stod fast. Dine bud består endnu i dag, for alle ting må tjene dig” (Salme 119:89-91).

Således taler salmisten; Salmen udmærker sig iøvrigt ved vers for vers at lovprise Guds ord. På samme måde taler også Jesus, når han bevidner Skriftens urokkelighed, og om sine egne ord og om Lovens siger, at “de skal ikke forgå” selv “når himmel og jord forgår”.

Men Bibelen er ikke altid så ligetil at forstå, og hvordan kan den være det, når et af dens hovedformål er at forkynde og meddele os den evige Guds væsen, karakter og tanker?

I vor læsning af den må vi også give plads for det mysteriefyldte, ligesom vi gør klogt i at skrive os bag øret, at der er noget, som hedder “de skjulte ting”, som Gud har forbeholdt for sig selv. Guds “usporlige veje og uransagelige domme” møder vi ikke så få steder i Skriften.

En del af vore vanskeligheder med Bibelen hænger sammen med det moderne videnskabelige verdensbillede omkring verdens skabelse og livets opståen, og hvad arkæologer, historikere, antropologer og religionsforskere fortæller os som værende uforeneligt med deres forskning.

Ofte handler det om en filosofisk modvilje mod at anerkende Guds eksistens eller en benægtelse af, at undere kan finde sted, som gør mange mennesker til skeptikkere. Ikke alle disse problemer er umiddelbart lette at give svar på, men grundlæggende må vi gøre gældende, at tro, som i alle forhold, der har med Gud at gøre, er en afgørende forudsætning for at kunne forstå Bibelen og nærme sig den (Jvf. Heb 11:1-3).

Ikke så sjældent er vore problemer med Bibelen, at “vi er kloge i vore egne tanker” og følger den vej, som “synes manden ret” fremfor at vi lader gudsfrygt og “kærlighed til sandheden” lede os. “Afguderne” og “verden” er os mere kære end Guds sandhed og at følge sandhedens vej bliver for kosteligt for os og udsætter os for vore omgivelsers foragt, måske ligefremme had.

Nogen gange kan vi også være i en sjælelig konflikt mellem, hvad Bibelen siger og “desværre” for os siger alt for tydeligt, og hvad vore “mavefornemmelser” og følelser siger os. At være i opposition til den gængse og politisk korrekte holdning er bestemt ikke nemt, og at blive kaldt “fundamentalist” og med det andre skældsord huer os bestemt ikke og kan nogen gange nærme sig det truende.

Problemer med Bibelen grunder sig således tit mere i problemer, vi har med tidsånden og det omgivende samfund, ofte endda det nære samfund, end intellektuelle problemer med de bibelske tekster per se.

Nogen gange må vi til dette omgivende samfund endog regne den kristne kirke. Kirken støtter os ikke altid i at “holde os til Guds ord” og tillidsfuldt støtte os til “det som står skrevet”. Dermed er vor kraft ofte på forhånd svækket, og vi formår ikke at “tage imod Åndens sværd, som er Guds ord”, hvormed Djævelen og “verdens magter” får let spil.

Når det gælder bibelforståelse er en meget vigtig ledestjerne at huske, at “her ser vi som i et spejl, i en gåde”, og at vi endnu “kun” er børn i erkendelse, ikke fuldvoksne mænd og kvinder. Guds vilje er at føre os frem til “fuld erkendelse”, men denne hører den fremtidige verden til og er ikke tilgængelig for os her og nu, selv om vi er på vej (jvf.1Kor 13,8-13).

Dermed er der stadig en del i Skriften, vi må være beredt på ikke at forstå nu eller kun at forstå som en skygge. Vi i den vestlige verden er oplært med at tænke i logiske tankebaner; at hvis et givet udsagn skal forstås sådan og sådan kan det modsatte ikke være sandt.

At tænke i paradokser falder os svært også selvom moderne videnskab, ikke mindst fysikken har lært os, at ikke alt i naturen er ligefremt; nogen gange kan modsætninger godt være sandheden om en given ting. Således forholder det sig med flere af Bibelens sandheder. Dogmer og systematisk teologi er nødvendige teologiske discipliner og værktøjer, men det er langtfra altid, at Bibelens tanker (Guds tanker) lader sig passe ind i de logiske “kasser” vi ønsker at placere dem i. Derfor er det også så vigtigt, at vi nærmer os Skriften med et ydmygt, sagtmodigt og åbent sind, og at vi er i stadig dialog med vore brødre og søstre i det kristne fællesskab; kun i kærlighed og Åndens samfund med hinanden formår vi at “fatte højden, dybden og bredden og kende Kristi kærlighed, som overgår al forstand og erkendelse”.

Men samtidigt er det også vigtigt, at vi er opmærksomme på, hvad der motiverer os til at ville forstå. For sandt er det, “at kundskaben gør hovmodig”, medens “kærligheden opbygger”. Det kan vi især som unge have svært ved at forholde os til. Fra min egen pure ungdom husker jeg, hvordan en ældre broder, ofte til stor irritation for mig, igen og igen mindede mig om det her.

Villigheden til at handle efter det, Guds Ord lærer os, er også af yderste vigtighed, således er også den brug, vi ønsker at gøre af det. Motivet bør ikke være intellektuel forfængelighed og opnåelse af en viden, som vi kan promovere os selv med, men glæden ved at give Guds folk at spise og være med til at styrke og opbygge andres tro, som de opbygger vores.

Bibelen henvender sig ganske afgjort til den enkelte af os, og det er vigtigt, at vi hver især lader os gøre fortrolig med dens budskab. Det er også vigtigt, at vi rækker dens budskab videre til andre. Det var således hver jødisk familiefars forpligtelse, at videregive elementer af frelseshistorien og Guds instrukser til sine børn, ikke mindst til sønnerne.

Paulus minder Timotheus om, at han “kendte fra barn af De Hellige Skrifter” - Timotheus havde lært dem at kende gennem sin mor og sin mormor, begge gudfrygtige kvinder - og at de samme skrifter havde “gjort ham viis til frelse ved troen på Jesus Kristus” og var tilstrækkelige til den oplæring i gudsfrygt og retfærdighed, han som “et gudsmenneske” havde brug for (2 Tim 3,14-17).

Individuelt personligt behøver vi at oplæres i Guds “vidnesbyrd, “vedtægter”, “formaninger” etc. (se Salme 119, Salme 1), og derfor er oversættelse af Guds ord til folkenes sprog, som Luther og andre reformatorer klart indså, så umådeligt vigtig.

Men Bibelen er ikke alene til personlig brug, trøst, opbyggelse og formaning, men i allerhøjeste grad også menigheden (kirkens) bog. Den katolske kirke havde nok lagt for meget vægt på dette og havde ved kun at gøre brug af den latinske bibel (Vulgata) hindret lægfolket i uden om kirkens mellemkomst at beskæftige sig med Bibelens tekst, men alligevel kan der være en pointe i, at Bibelen selv advarer mod den “egenmægtige tolkning”, hvad kirkehistorien giver os mange skræmmende eksempler på.

Apostlene var afhængige af den undervisning Moses og profeterne havde efterladt sig (Det Gamle Testamente) og ikke mindst af den undervisning Mesteren, Herren Jesus Kristus, havde givet dem, og alle er vi afhængige af, at Helligånden, som fra begyndelsen har indblæst Ordet, åbner vore øjne og vor forstand til at forstå.

“Hvordan skal jeg kunne forstå, hvis ingen vejleder mig?” havde den etiopiske hofembedsmand spurgt Filip om dengang, han sad i sin vogn og læste fra Esajas 53. På en eller anden måde har vi alle brug for at blive undervist. At undervise er dermed en af den kristne kirkes vigtigste opgaver.

Sammenhængen mellem forkyndelse og bibelforståelse er vigtig; alligevel er forkyndelse ikke helt det samme som detaljeret tekstgennemgang, selvom solid tekstgennemgang altid må indgå i forkynderens arbejde med sin prædiken.

I mine yngre dage som forkynder var jeg ikke tilstrækkelig opmærksom på dette, hvilket betød, at jeg udsatte menigheden for noget, som mere mindede om en “akademisk” forelæsning end en prædiken, som man kunne identificere sig med og finde relevant for livet. I min forberedelse var jeg mere optaget af en tolkning af teksten vers for vers end af dens anvendelighed på det liv, både jeg og tilhørerne befandt os i.

Vi kan vist roligt sige - og sige med Bibelens fulde tilslutning - at Guds ord aldrig er bestemt til kun at oplyse os, men til at nå os, “tale til vort hjerte”, dvs. tale både til vor forstand og til alt, hvad vi ellers er og rummer.

Ordene i Bibelen både “bryder ned” og “bygger op”, kommer til os som både formaning og trøst, kommer både med dom og frelse; ordene fra Guds mund er ord, vi lever af og af hvilke vort liv er afhængigt. I en tid, hvor Bibelen og tilliden til den ikke længere er i høj kurs, og hvor den ustandseligt nedgøres og dens tekster enten ignoreres eller groft manipuleres med, er det afgørende nødvendigt, at de lige nævnte markeringer iagttages.

Men skellet mellem en lovbunden og traditionsbunden omgang med Bibelen, og den frihed evangeliet har sat os fri med, er trang, men Jesus viser os i sin omgang med Skrifterne, at han forstod, at der var dette skel, og i Ham og i Hans brug af Bibelen er der virkelig højt til himlen, uden at Jesus på nogen måde sætter Skriftens overhøjhed og autoritet over styr.

Jesus søger hele tiden tilbage til Skriftens oprindelige mening og arbejder konsekvent på at fjerne de “overlevringer” mennesker gennem tiden har overlagt Ordet med og hvormed de ofte har “sat Guds ord ud af kraft”.

Den samme frihed har Jesus ved Helligånden, som han har sendt os fra Gud, frigjort os med. Og det ser vi tydeligt demonstreret i apostlenes liv og gerning, ikke mindst i Paulus’.

De gamles insisteren på, at hvert et udsagn skulle underbygges med “kapitel og vers” er på mange måder en rigtig insisteren, men samtidigt er det også rigtigt, at vi bruger vor forstand eller måske rettere vor livsindsigt lært gennem et gudfrygtigt liv og med åbne ører og hjerter for, hvad kirken og kristne gennem tiderne har tilegnet sig af indsigt i Guds vilje, uden dog at vi “forlader os på vor forstand” eller er “kloge i egne tanker”.

Ortodoksiens vej er ofte brolagt med mange konflikter og stiller os i mange dilemmaer og konfronterer os med mange kampe, ofte meget bitre kampe. Udfordringen til at være “sandheden tro”, men tro i “i kærlighed” er en udfordring, hvor det ofte brænder på for os. Hvad er så vigtigst: at være “sandheden” tro eller “kærligheden” tro? Det er aldrig lige til, især når det som Paulus stiller det op ikke er et valg mellem sandheden og kærligheden, men om at holde fast ved begge. Og det falder os aldrig lige til, men efterlader os ofte i et dilemma.

Faren for at lade “fem og syv være lige” er større end vi tror, menneskefrygt og vores idelige bestræbelser på finde de nemme og bekvemme løsninger ligeså, faren at lade sig lede af stædighed og indgroede vedtagelser eller af det modsatte “følge sit hjerte” eller “sine mavefornemmelser” ikke mindre.

I min egen erfaring og oplevelse af tingene er det ikke muligt at undgå kompromisser eller at handle pragmatisk. Det er der mange, som vil bebrejde os, også vore egne samvittigheder. Vores stolthed vil altid lide et knæk. Denne tingenes tilstand oplever vi i hjemmene i forholdet til vore ægtefæller og ikke mindst vore børn, som vi oplever det i vore øvrige relationer og i forhold til samfundet, og ikke mindst møder vi den i kirken, hvor den ofte fremkalder meget svære trosmæssige og tankemæssige overvejelser og nogen gange også splittelser.

Mange kristne afviser på forhånd enhver tale om kompromiser. Andre igen kan være alt for ivrige til at finde et kompromis. Fleksibilitet er en god ting; Bibelen bruger andre ord f.eks. sagtmodighed eller at “bevare Åndens enhed i fredens bånd”. Men ikke i alle ting og i enhver situation kan og skal vi søge kompromisset, i nogle ting må vi være faste og stå faste. Hvor bekendelsen til Jesus som Guds Søn og suveræn Herre f.eks. er til debat må vi stå urokkelige på bekendelsen.

Det samme gælder læren om Treenigheden, skabelsen, evangeliet og evangeliets frelsessandheder, som f.eks. inkarnationen, Jesu død, opstandelse, himmelfart og genkomst, genfødelsens nødvendighed, retfærdiggørelsen ved tro og af nåde og kun af nåde og det evige liv.

Om andre ting kan der være divergens og forskellige opfattelser. Det gælder f.eks. kirkeopfattelse, eskatologi (læren om Guds rige og den fremtidige verden), kvinders stilling i ægteskab, kirke og samfund, børneopdragelse, dåbssyn og dåbspraksis, karismatisk eller ikke karismatisk i kirkeliv og i kristnes personlige liv, gudstjenesteformer og så videre og så videre.

Bibelfortolkning

Igennem årene har jeg i forberedelse af undervisning og forkyndelse betjent mig af flere metoder. I den allerførste tid gjorde jeg megen brug af en samling prædikenoter udarbejdet af en kendt engelsk forkynder; et meget fremherskende element i hans prædikenforslag var at følge et bestemt ord gennem Skriften uden sammenhæng iøvrigt med konteksten eller med hinanden. Andre forkyndere hørte jeg bruge den samme metode, men det kunne jeg næppe finde på at gøre i dag. Det forekommer mig nu at være for søgt, men nægte kan jeg ikke, at det en tid lang gav mig meget stof.

En anden metode, jeg har gjort megen brug af, er den leksikale metode, dvs. at man opsøger de leksikale referencer til et bestemt betydningsfuldt teologisk ord og lader ens prædiken bestå af en gennemgang af bibelsteder, hvor det søgte ord forekommer.

Det var dengang en meget anvendt disciplin for teologer i deres arbejde med at opbygge en bibelsk teologi. Meget store og omfattende og højt respekterede (og dyre) teologiske værker over såvel det nytestamentlige og det gammeltestamentlige vokalbarium så dengang dagens lys, og de optog og optager ikke så lidt plads i mine bogreoler.

Især har jeg gjort megen brug af og har haft megen glæde og velsignelse af to mindre bøger af den art, af Allan Richardsons teologiske ordbog og af Norman H. Snaiths “The Distinctive Ideas of the Old Testament”. På det mere populære område udgav amerikaneren Kenneth Wuest en række bøger om teologi (mest praktisk teologi) baseret på den leksikale metode.

Metoden er ikke længere så højt i kurs blandt bibelfortolkere, men efter min mening kan vi stadig hente meget brugbart materiale frem af dens gemmer.

I dag falder eftertrykket på, at det er sammenhængen i det sted eller det Skrift, som et ord bruges i, der definerer dets mening, ikke så meget dets leksikale forekomster. Uden at udelukke, at de leksikale forekomster kan bidrage med værdifulde oplysninger til forståelse af en given tekst, vil jeg medgive, at konteksten altid er vigtig, ja den vigtigste faktor.

Det er denne bundethed til en tekst i kontekst jeg som forkynder føler mig forpligtiget på, hvilket dog ikke udelukker, at en prædiken til tider han være opbygget omkring et tema eller omkring en person fra Bibelens omfattende persongalleri, men i begge tilfælde er det at have et bibelsk udgangspunkt overordentlig vigtigt. Prædikener, hvor et skriftsted blot bruges som en slags knage at hænge sin hat på, er ikke min “kop te”.

Vi har i det kirkelige miljø, hvor jeg færdes, lagt vægt på, at bibelordet skulle have en central plads i vore gudstjenester, og det håber jeg, vi vil holde fast ved også i kommende generationer således, at vi i sandhed kan synge med Luther “Guds ord det er vort arvegods, det skal vort afkoms være”.

Men en tekstbunden prædiken er ikke gjort med blot en gennemgang af teksten i dens umiddelbare kontekst, men bør sættes ind i den større kontekst, som er en åben Bibel og også gerne ind i en teologisk læremæssig sammenhæng. Og endelig må enhver prædiken munde ud i en applikation af det prædikede på liv og færden helst underbygget med eksempler og illustrationer hentet fra den verden både forkynder og menighed lever i.

Vi kalder denne type med et engelsk udtryk for “expository preaching” ( vanskeligt at oversætte med et enkelt dansk ord, men “udlæggende eller forklarende prædiken” kommer det nær). Med et indhold af flere elementer, som en sådan prædiken består af, må der økonomiseres med tiden og med proportionerne mellem de enkelte elementer og en klar struktur må ligge bag.

Samtidigt må vi besinde os på, at det rent formelle ikke tager overhånd, men tilstræbe, at Åndens nærvær og “salvelse” er over det vi prædiker. Ellers efterlades en menighed død.

Ingen af os er i os selv duelig til en sådan tjeneste; vor duelighed må alene komme fra Gud; derfor er det også vigtigt, at vi lever vort liv for Guds ansigt, og at bøn ikke er et fremmedelement i vort liv. Også menighedens forbøn for dens forkyndere er en vigtig ting.

En prædiken må inddrage både intellekt, men også samvittighed, vilje og følelser, altså inddrage det hele menneske og den må også være til trøst, til opmuntring og til styrkelse af troen; stundom må den også være til advarsel og formaning, men altid koncentreret om evangeliet, aldrig udarte til fordømmelse og selvretfærdighed.

Det er langtfra altid, jeg selv er lykkedes i de anvisninger, jeg her har givet, flere gange har jeg med bøjet hoved gået ned fra prædikepulten. Ydmyghed og sagtmodighed i vor ånd og vore brødres og søstres overbærenhed vil vi altid have behov for. Men hvor er vi privilegerede ved, at Guds ord er den guldmine det er, det fyldte spisekammer altid indeholdende den føde vi trænger til.

Når følelsen af mislykkethed og utilstrækkelighed trænger sig på hos os er det aldrig bibelordets skyld, men alene vores, men så igen må vi som Ordets tjenere glæde os over, at vor Gud “tager til takke med så ringe sager”, som vi er, selv når det lykkes allerbedst for os.

Kapitel 23: Menigheder (fortsat)

Gennem en stor del af min aktive tjeneste har jeg haft det privilegium at besøge flere kirker. Skulle den fulde historie fortælles, ville det fylde alt for meget, så det er en meget begrænset version, som præsenteres her.

I min tidligste ungdom prædikede jeg foruden i min hjemmemenighed i Torsgade 40 i mine ferier i en række af menigheder på Færøerne, ikke mindst i menigheden Betesda i Klaksvik og menigheden Hebron i Leirvik, men derudover også i menigheden Ebenezer i Tórshavn, samt i menigheder i Søldafjørdur og Runavík, i den meget lille menighed i Ljósá og den noget større i Eidi, menigheden Siloa i Fuglafjørdi, menigheden i Kunoy, menigheden i Norddepli, menigheden i Vestmanna, menigheden i Gøtu, samt menigheder på Suduroy med udgangspunkt i Vági. I min erindring står flere af mine rejser til Færøerne som nogen af mit livs bedste oplevelser.

Efter at have tilsluttet mig Kristen Fællesskab tjente jeg foruden menigheden i Odense regelmæssigt den daværende menighed i Århus og i flere år menigheden hos Karl Jørgen og Vibeke Helmich i Troldhede og et par gange aflagde jeg, sammen med Kristian Stokholm, menigheden i Holstebro et besøg. I forbindelse med Kristian Stokholms regelmæssige besøg i flere jyske menigheder afholdt vi i flere år to årlige stævner i Lystrup Have, et vidunderligt smukt sted. I den periode havde vi adskillige venner i Jylland, som vi genså ved det årlige stævne på Nyborg Strand.

Menigheden i Århus besøgte Ólrunn og jeg i flere år regelmæssigt én gang om måneden, begyndende med bibeltime lørdag eftermiddag og sluttende med gudstjeneste søndag formiddag. Da vi fik børnene, Jakob og senere Astrid var det selvfølgeligt, at vi havde dem med. Når vi var i Århus, boede vi hos Gunnar og Missen Næsted Nielsen, som viste os en enestående gæstfrihed og også i flere år støttede os økonomisk. Gunnar og især Missen var sådanne “stjernekristne”, som man aldrig vil glemme.

Menigheden i Århus bestod hovedsagelig af ældre mennesker, men også af flere unge familier, især var der færøske par, som studerede i Århus. Med den sammensætning var det nærmest givet, at menigheden som sådan ville uddø. Også efter, at Samuel, vores yngste var født, besøgte jeg menigheden i Århus, men nu alene. Efter gudstjenesten fortsatte jeg med tog til Troldhede og så hjem først på aftenen. Disse søndage med flere og lange togture var strabadserende, men var det hele værd.

Kristent Fællesskab i København

Min tilknytning til menigheder i København udgør også på det nærmeste et kapitel for sig selv og er fortsat lige til sygdommen i 2016 tvang mig til at holde op. Først må nævnes menigheden, som i begyndelsen mødtes i Grundtvigs Hus, senere i Vartov og for en kortere tid i en ungdomsskole på Frederiksberg for at ende i Rødovre, hvormed menigheden efter nogle år, endelig “fik fødder under eget bord” i det, som fik navnet Højnæskirken.

Mange af menighedens medlemmer er gennem årene sovet hen, men mange nye er også kommet til. Menigheden har i den tid, den selv har ejet kirken i Rødovre, foretaget adskillige fornyelser og ombygninger med den, så den i dag fremtræder som særdeles smuk, lys og venlig.

Mine første år i Kristent Fællesskab i København havde en lidt broget karakter; jeg fornemmede, at hovedparten af menigheden var rimelig glad for min forkyndelse, og modtagelsen jeg fik fra hovedparten af menighedens medlemmer var overvejende positiv; nogle var dog kritiske, ikke mindst gik kritikken på, at min forkyndelse var for akademisk, for vidtspændende, og at jeg brugte for mange fremmedord.

Kritikken var overvejende rigtig, og jeg forsøgte også at rette ind efter den, men uden større held. Årene dengang var også kritiske for menigheden, idet der var nogen intern splittelse, som også førte til udvandring fra kirken. Lederskabet blev ved med at vise mig tillid og bakkede mig også op. Atmosfæren mellem især Ole Madsen og Michael Bramming og mig var meget varm og styrkedes yderligere i de følgende år.

Mest “succes” havde jeg dog med mine bibelstudiegrupper, den ene hos Kristian Stokholm, senere hos Lisbeth Sørensen og til sidst hos Kristian Pedersen, den anden hos Niels Winther, senere hos Kristian Lassen og til sidst hos Kirsten Daugårds forældre. Gennem årene har vi sammen gennemgået indtil flere bibelske skrifter, både fra det Nye og Gamle Testamente. Tilslutningen til disse bibelkredse var konstant og endda voksende.

Efter bruddet med Poul Madsen og Sven Straarups overtagelse af ledelsen af menigheden kom jeg stadig med stor glæde flere søndage om året i Kristen Fællesskab i København. Menigheden stod dengang overfor flere udfordringer, som jeg somme tider blev blandet ind i og rådspurgt om, men skønt villig til at give mit råd til kende har mit princip altid været ikke at blande mig i andre menigheders anliggender. For mig har det nytestamentlige princip om den enkelte menigheds selvbestemmelse under Kristi suverænitet - det som er blevet kaldt “The crownright of the Redeemer” - altid været et ledende princip.

Forandringer har været og er nødvendige og er efter min bedømmelse blev gennemført med visdom og som regel med nænsomhed. Forandringer er dog ikke altid entydige forbedringer, og nogen af dem har haft en splittende karakter. Der er således omkostninger ved forandringer, og nogle af dem kan være særdeles smertelige, men har måske alligevel været nødvendige.

Ikke mindst har introduktionen af moderne lovsang givet anledning til megen røre. Uden at ride en kæphest, som jeg måske har en tendens til vedrørende lige det her, vil jeg stadig mene, at nedtoningen af den traditionelle sang har medført et tab, men forandringen har ikke des mindre af hensyn til den yngre generation været nødvendig. Området er vanskeligt, fordi vi ikke har nogen definitive skriftsteder, som vi alle kan forholde os til og henvise til og også fordi meget stærke følelser indgår i det.

Det har været en stor glæde at se nye og yngre ansigter dukke op, ligesom det er en glæde at se flere af samme unge mennesker vokse op og påtage sig opgaver. Tiden, vi lever i, er en urolig tid, også for Guds menighed, og menighedernes lederskab står overfor flere svære og tunge udfordringer.

Ideér kommer og går, og nogle vil altid føle, at vi altid skal være med på det nyeste ny. En konsekvent afvisende holdning til forandringer går ikke an, men aldrig har det været så vigtigt som nu at holde sig til apostlens råd “prøv alt, men hold fast ved det gode”.

Berøa - nu Skovlunde Frikirke

I flere år var min tilknytning til og faste tjeneste i København begrænset til menigheden i Kristen Fællesskab. Lejlighedsvis havde jeg dog samtaler med mine tidligere venner i brødreforsamlingen i Torsgade 40, som nu var flyttet til Brønshøj under navnet “Berøa”.

Min længsel efter fornyet fællesskab med dem tog til, som årene gik, og en dag tog jeg mig mod til at skrive til lederskabet nu ledet af min gode ven Edgar Madsen, senere Windfeld, om tiden ikke var inde til, at jeg besøgte menigheden.

Det blev til flere års regelmæssige besøg, som også fortsatte da menigheden flyttede i nye lokaler i Skovlunde, nu under navnet Skovlunde Frikirke. Egentlig gik det imod mine principper ligefrem at tilbyde mig selv: jeg har altid holdt fast ved, at initiativet skulle være de andres, med andre ord: jeg ville inviteres, men her gjorde jeg for første og sidste gang en undtagelse.

Lederskabets svar var imødekommende og så hjerteligt, at jeg fik tillid til, at det var det rigtige, jeg havde gjort. Jeg kom til menigheden med den faste beslutning at undgå kontroversielle emner, ikke mindst emner relateret til eskatologi (læren om frelseshistoriens afsluttende begivenheder).

Menighedens modtagelse af mig som forkynder var positiv, og nu blev jeg inviteret til at komme så ofte, som jeg fandt tid til det. Fra nu af blev mine besøg regelmæssige en 4-5 gange om året. Jeg husker ikke nu præcist, hvad mine første prædikener var om, men siden har jeg koncentreret mig om længere serier, en af de første omhandlede Esajas 24-27 og senere Sangene om Herrens Tjener.

Senere igen havde jeg en lang serie omkring Salmernes Bog og igen senere en lang serie om Paulus Brev til Efeserne, lejlighedsvis, mest støttet til højtiderne, prædikede jeg dog over emner, som hørte pågældende højtid til.

Menigheden havde, i de mellemliggende år, hvor jeg ikke havde regelmæssig forbindelse med den, udviklet sig på en utrolig måde, her ment i absolut positiv betydning. Mange unge, ikke mindst teenagere, var kommet til, og stilen havde ændret sig nærmest fra “top til tå”, men dog også bevaret flere af de originale træk. Moderne lovsang havde også indledt sit indtog her anført af et utrolig dygtigt band.

Udflytningen til Skovlunde har også åndelig set beriget menigheden. Flere nye er kommet til, også udlændinge, og de gode ydre faciliteter har forhøjet menighedens sociale profil. Lokalerne bruges flittigt, og det er naturligt for mange også at holde deres familiære og personlige arrangementer i kirken. Ved deltagelse i flere af disse har vi fået et stadig tættere forhold til menigheden som sådan.

En af kirkens særkender er den store deltagelse af unge familier og helt unge, herunder en stor børnekirke. Sang og musik er også en af kirkens stærkere sider, ledet af Christian Windfeld og flere andre. Ægteparret Andrew og Sara Berghamar har været et stort plus for menigheden.

Når vi taler om ”de unge” opstår der nemt hos os ældre en blanding af sentimentalitet og kritik. Flere af os har en indgroet forestilling om, at “de gamle dage” (stik mod Prædikerens råd - kap. 7,10) var bedre end alt, hvad der siden er kommet til. Men det er ind imellem mere en følelse begrundet i sentimentalitet, og i at vi anser os for at være en bedre generation end den yngre. Det kan være rigtigt i nogen henseender, men er ingenlunde en generel sandhed.

Udviklingen i verden i dag går så hurtigt, at der allerede omkring hvert tiende år opstår adskillige varianter i ungdomskulturen. Medierne har en tendens til at fokusere på det anderledes og det yderligtgående, hvorfor vores indtryk af ungdommen i almindelighed bliver forvrænget.

Samtidigt kan vi ikke undgå at blive betaget af de unges charme og ofte nærmest guddommelige skønhed. Dette forstærkes yderligere af vores mishag over vores egen tiltagende svaghed, voksende rynker og tiltagende vakkelvorenhed.

Vi har svært ved at anerkende vores egen skønhed, som nogen gange kan have en vidunderlig afklarethed over sig. Bedst ville det være, hvis vi lærte og holdt fast ved, at ”hver alder har sin charme”, og allerbedst ville det være, hvis vi gamle såvel som unge gav “gudbilledligheden” i os større og større plads i vores liv.

Det store antal af unge og helt unge i Skovlunde frikirke tvang mig til i mine prædikener at lade dem indeholde stof, som var særlig relevant for den yngre opvoksende generation. Jeg kan ikke sige om dette lykkedes for mig, men jeg har ihvertfald haft den glæde at se de unges hoveder løftet og vendt imod mig, som om de kunne forstå og følge mit budskab. Nogen af dem har efterfølgende også udtrykt deres tak.

Jeg har i min forkyndelse lagt vægt på at trække de frelseshistoriske og praktiske linier i det bibelske budskab frem, nogen gange illustreret af nutidige illustrationer hentet fra det pulserende liv.

Intet er imidlertidig mere relevant end Bibelen, og det gælder både Det nye Testamente og ikke mindst Det Gamle Testamente. Bibelen betragtes af mange, også beklageligvis af nogle kristne som en mere eller mindre uddateret bog, men intet er mere usandt.

Bibelen overgår i aktuel relevans alt, også det bedste i litteraturen, som også ofte har hentet sin inspiration i Bibelen. Den taler til gamle, såvel som til unge, og den taler med Guds røst. Ville forkyndere bare samle deres budskaber omkring Bibelen i dens helhed og ikke nøjes med at holde sig til specifikt udvalgte tekster, ville de aldrig komme til at mangle prædikenstof.

Teologisk og i praksis havde menigheden udviklet sig i en mere åben retning end dengang, jeg forlod den i begyndelsen af halvfjerdserne. Kvinderne for eksempel, som før havde været aldeles udelukkede fra al talefrihed i menigheden, havde nu fået frihed til både at lede gudstjenester og til at fremkomme med mindre indlæg i gudstjenesteforløbet. Også det absolutte hattepåbud var afskaffet.

Teologisk havde menigheden også bevæget sig i en friere retning med plads til forskellige opfattelser i mere perifere emner, uden at man dog havde forladt “de gamle stier”. Nogle af menighedens medlemmer beklagede på sin vis udviklingen. Nogle, måske de fleste, holdt også fast ved læren om tidshusholdningerne (dispensationalism), men nu på en mere afslappet måde.

Også i relation til andre kirker var der mere åbenhed. Et praktisk fællesskab mellem Kristen Fællesskab og menigheden havde nu åbnet sig, og det synliggjorde sig i de fælles stævner, vi afholdt og i samarbejdet om Bibelskolen Perspektiv. Også udveksling af forkyndere var blevet mulig. Den enstrengede nadvergudstjeneste søndag formiddag var blevet erstattet af en mere almen og omfattende gudstjeneste.

I noget omfang har jeg for mit eget vedkommende dog savnet den mere klassiske nadvergudstjeneste, men med aflysningen af det evangeliske møde søndag aften og det ugentlige opbyggelsesmøde har denne forandring været nødvendig, selvom den i praksis har betydet en nedtoning af nadveren, hvilket jeg føler beklageligt.

Igen et eksempel på at selv nødvendige forandringer ikke er til det bedre. Vores frygt for at være “gammeldags” og ikke ungdomsvenlige nok har nogen gange ført til knap så gode løsninger.

Glostrup Frikirke

En menighed, som jeg har fået et tættere og tættere forhold til, er Glostrup Frikirke. Frikirken begyndte med udflytning fra Berøa. Udflytningen udgjorde til at begynde med nogle par, både yngre og ældre, samt af enkeltpersoner.

Til at begynde med samledes man i et privat hjem i Albertslund, men flyttede senere til lokalerne på Østervej 12 i Glostrup til at begynde med til leje; senere blev det dog muligt at købe huset.

De fleste udflyttere var færinger, men flere af dem havde fast tilknytning til Danmark. Lige fra begyndelsen vedtog man indbyrdes, at sproget skulle være dansk og ikke færøsk, hensigten var tydeligvis, at man ønskede en åben kirke, hvor også nye “medlemmer” kunne finde adgang.

Blandt initiativtagerne til udflytningen i sin tid spillede ægteparret Erling og Kristvør Guttesen, samt sønnen Kristian en afgørende rolle, men også Arne og Mona Nielsen var imellem initiativtagerne, ligeledes Vagn og Jonna Johnson, Jens og Mette Fuglø og Jan og Marlies Poulsen.

Jan var til at begynde med menighedens leder, men frustrationer over manglende vækst fik ham til at søge andre græsgange. Jón og Gudrun Kjølbro var også blandt dem som søgte til Glostrup, ligeledes Michael og Betty Risom og John og Marzenka Fuglø. Senere kom flere andre også med, blandt dem Jørgen og Ruth Larsen. Senere kom Anseus og Nete Hansen, Knud og Magretha Risom Pedersen, Åse Thomsen og Simon og Hanna Fuglø til.

Min kontakt til menigheden begyndte, da Arne Nielsen en dag ringede til mig og spurgte, om jeg ville komme og forkynde ordet hos dem. Det sagde jeg med glæde ja til. Arne og Mona havde jeg allerede længe forinden været rigtig gode venner med. Jeg havde således ofte besøgt dem i deres yderst gæstfrie hjem, og da jeg i sin tid begyndte med min juniorklasse var deres hjem vores mødested.

Deres børn Anne Lise og Bendt var mine faste hjælpere og støttepunkter. Bendt er siden blevet en fremragende teolog og leder indenfor den Apostolske Kirke, Anne Lise og hendes mand var en tid missionærer i Indien og har også efter, at de er kommet hjem til Danmark, været aktive i kristen tjeneste. Mit besøg i Glostrup Frikirke blev ikke kun dette ene, men efterfølgende til utallige andre.

Glostrup Frikirke voksede i de efterfølgende år, ikke mindst i kraft af færøske par, som var her for at uddanne sig. Skiftet ind og ud har således været en del af menighedens karakteristik. Andre og blivende medlemmer er dog også kommet til.

Menigheden har givet Ólrunn og mig en enestående modtagelse og støtte og har i sandhed knyttet venskabelige bånd til os, således at vi nærmest har betragtet den som vores hjemmemenighed, når vi var i København.

Med de mange besøg har mine prædikener været mangfoldige, ofte knyttet til hele serier, således til “De tidlige Profeter” i det Gamle Testamente (Dommerbogen til Anden Kongebog), Apostlenes Gerninger, Paulus’ liv og fangeskabsbreve, herunder især Kolossenserbrevet. Og her til sidst, Pastoralbrevene, 1. Timotheus til Titus. Mange andre tekster har jeg også haft oppe at vende.

Mange personer har igennem årene sat sit tydelige præg på menigheden, ikke mindst ved trofast deltagelse i dens gudstjenester. På en måde er det forkert at fremhæve nogen frem for andre, men familien Guttesen har dog på særlig vis præget forsamlingen, og det gælder både Erling og Kristvør Guttesen og Kristian og Beinta.

Menigheden har mange musikalsk begavede medlemmer, det gælder ikke mindst familien Guttesen. Kristian har gået på bibelskole i England og er en fremragende forkynder og leder. Ólrunn og jeg har indtil flere gange deltaget i menighedens årlige pinsestævne, alle gangene til stor velsignelse og glæde for os.

Menigheden er velsignet med indtil flere børn. Blandt de unge voksne giver ægteparret Kristian og Johanne Kjølbro og Daniel Larsen ( søn af Jørgen og Ruth Larsen) håb for fremtiden.

Måløv Frikirke

Endnu en menighed i Københavns området, som vi har haft vores gang og del i, er Måløv Frikirke.

Kirken dannedes ved udflytning af flere yngre ægtepar fra både Kristen Fællesskab, Berøa og Glostrup Frikirke, således Andrew og Sara Berghamar, Valdemar og Ruth Lutzen, Jógvan og Elin Joensen, Jakob og Tina Fuglø, familien Henrik Mellemgaard og Astrid í Hjøllum og Strange Møller Christensen.

Menigheden samledes i lokaler stillet til rådighed af kommunen. Den var karakteriseret ved tilstedeværelsen af rigtig mange børn, hvorfor den også var en overordentlig børnevenlig kirke. Det sociale samvær med fællesspisninger var en vigtig del af dens eksistens. Også det evangeliserende arbejde fyldte meget.

Fællesskabet var dog ikke uden sine meget tunge problemer. Vores hyppige besøg hos Strange og Astrid, som nu boede i Måløv, betød også at vi blev meget involveret i kirkens liv og trivsel: jeg prædikede således forholdsvis ofte i den. Desværre bestod kirken kun nogle få år, hvorefter den opløstes, og medlemmerne spredtes over flere andre kirker.

Kapitel 24: Børn og familie - det større perspektiv.

Der er i den moderne verden sket et skred i opfattelsen af, hvad børn er. I mange, mange generationer blev børn betragtet som en gave og velsignelse fra Gud, i dag hører man desværre oftere og oftere det grimme udtryk, at “vi laver børn”.

Børn betragtes på denne måde som nærmest en ting mere end som selvstændige individer, som har fået deres liv fra Gud. Den moderne abortlovgivning hviler også på den uvidenskabelige og illusoriske løgn, at “et barn er en del af kvindens krop” og alså ikke et selvstændigt individ, som hun for en tid låner et kærligt hjem til.

At få et barn betragtes også mere og mere som en menneskeret, og kan det ikke ske på den naturlige måde, har man adgang til adskillige kunstige indgreb. At få børn uden at en mand personlig er involveret er desværre blevet en ret almindelig praksis. Barnet vokser således op i en atmosfære, som mangler intimiteten og kærligheden imellem en mand og en kvinde.

Den naturlige udvikling i et ægteskab er, at der kommer børn. At fravælge at få børn er ikke nogen god ting for ægteskabet. At nogle af fysiske grunde ikke kan få børn er i de fleste tilfælde en stor sorg og stiller mange spørgsmål både til én selv og ikke mindst til Gud.

I en verden faldet i synd bæres mange af faldets konsekvenser af ulykkelige børneskæbner. Et af bibelens mest dyrebare løfter vedrørende den messianske tidsalders velsignelser opsummeres i løftet “stor bliver børnenes fred”. Profeten Zakarias præsenterer os for det vidunderlige billede af bedsteforældre og måske endda oldeforældre med stok, omgivet af legende børn. Paulus taler om at “bøje sine knæ for Faderen efter hvem hvert fædrenehus i himlene og på jorden har navn” og Gud omtales i det Gamle Testamente som den der “kalder slægterne frem”.

Et af Bibelens helt centrale løfter er løftet til Abraham om en søn i hvem alle jordens slægter skal velsignes. Dette løfte har sin endelige opfyldelse i Jesus Kristus, som kommer fra Gud og er Guds søn, men også menneskene søn med en lang slægtshistorie foran sig. En af Bibelens mest anvendte betegnelser for os kristne er, at vi har den ære at “kaldes Guds børn og vi er det”. Alt dette viser os hvilken stor betydning familie, slægt, stamme og folk spiller i en bibelsk tankegang, hvilket til stor ulykke er gået tabt for det moderne menneske, for hvem den enkeltes “Jeg” spiller den afgørende rolle.

Ólrunn og jeg oplevede at få den glæde og velsignelse efter godt et år efter vores ægteskabs indgåelse at få vores første barn, Jakob.

Efter tre år fik vi endnu et barn, denne gang en pige. Hende gav vi navnet Astrid efter min mor.

Efter godt fire års forløb fik vi tæt op ad jul endnu en dreng, som vi gav navnet Samuel.

Alle vore børn er veluddannede og har begået sig godt i livet. Alle er gift; Jakob med Inge Lise Finne Jørgensen, Astrid med Strange Møller-Christensen og Samuel med Anne Louise Rude. Hver af dem har givet os nogle vidunderlige børnebørn; Jakob Isabella og Arnbjørg, Astrid David, Louisa, Rackel, Mathias og Samuel (de to sidste er tvillinger) og Samuel Albert og Carl. Jakob og familie er bosat i Schweiz, Astrid i Sønderborg og Samuel i Birkerød.

Gud har været god mod os gennem vore børn, svigerbørn og børnebørn, som alle bringer os uendelig mange glæder. Han har også været god mod dem. Vi er blevet sparet for de store familetragedier, som mange desværre i en lunefuld tid som vores oplever. Sygdom og ulykker har der været, men ved Guds nåde er både de og vi kommet igennem dem. Vi glæder os over det, der har været og glæder os over det, som er på vej. Vi føler os rigt velsignet og lykkelige i vort familieliv. Gud være lovet, æret og priset.

Kapitel 25: Natur og kultur.

Allerede ved begyndelsen af dette afsnit melder spørgsmålet sig om forholdet mellem det at huske og det at erindre. De to er ikke uden videre det samme.

I erindringen indgår ikke alene det, man husker, men også en overvejelse over, hvad det har betydet og betyder. Spørgsmålet om, hvor langt tilbage i tiden hukommelsen rækker, melder sig også. Hvor meget af barndommen husker man egentlig? og hvorfor husker man netop den begivenhed og ikke den?

Min far var uddannet muresvend og min mor syerske; de var og forblev socialdemokrater livet igennem og medlemmer af den lokale vælgerforening; deres politiske ståsted var der således ingen tvivl om; initiativtageren i ægteskabet var min mor med hendes kristne og færøske værdisæt.

Med hensyn til børneopdragelse var de begge yderst kærlige, opofrende og omsorgsfulde forældre, som opdrog os mere med ord og retledning end med klø, hvilket ellers var det almindelige for den tid. Vores far var en munter og glad type og tog sig meget af os, hvilket var temmelig usædvanlig for fædre af hans årgang.

Han læste meget for os og var en god oplæser; når han læste op, varierede han sin stemme og sit ansigtsudtryk, og dermed undgik han, at hans oplæsning kaldte på søvnen.

Vore forældre tog os meget ud i byen og ud i naturen. Der var ikke mange søndage, hvor vi bare sad hjemme; ofte foregik vor søndagstur på gåben, nogen gange med sporvogn eller tog. Ofte var vi på besøg hos venner af familien, som boede spredt over det meste af byen. Skønt pengene var få, var vi på en årlig udflugt til Bellevue, Dyrehaven og Bakken, et besøg i Tivoli, et cirkusbesøg, en kanalrundfart, et eller to besøg i Zoologisk Have og et teaterbesøg ved juletid, skiftende mellem Det Nye Teater med “Jul i Købmandsgården” og Folketeatret med “Nødebo Præstegård”.

Gennem medlemskab af Skolescenen så jeg også andre teaterforestillinger og kunne i det hele taget godt li’ at komme i teater. Noget lignende gjaldt biografen, selv om det ikke var god tone i det kirkelige miljø, vi færdedes i at gå i teater, og slet ikke i biografen.

Vi kom også meget i de omgivende parker; især Bellahøjparken med Degnemosen holdt jeg meget af, og da jeg havde lært at cykle, cyklede jeg ofte for mig selv til netop Bellahøjparken, hvor jeg fandt et sandt fristed af skønhed, og hvor jeg kunne være for mig selv.

Egentlige lege har altid kedet mig, men jeg holdt meget af at cykle rundt i gaderne i kvarteret, hvor vi boede. At lege for mig selv gjorde jeg meget, og min fantasi, når jeg gjorde det, manglede heller ikke noget.

Senere, da jeg blev trukket mere og mere ind i ungdomsflokken i den menighed, jeg kom i, nød jeg meget de fælles cykeludflugter. Også en næsten daglig cykeltur med mine ungdomsvenner, Knud Riso2¨77m og Poul Thomsen, satte jeg meget pris på.

Af ferier, bortset fra tiden hvor vi næsten årligt holdt vores sommerferie på Færøerne, var der ikke mange; to eller tre gange var jeg på feriekoloni med børnehaven og siden med skolen, af familieferier husker jeg en ferie hos en af min mors veninder i Smidstrup i Nordsjælland og de to eller tre gange, vi holdt ferie i et bondehus ved Ulvshale på Møn.

Også udflugter med skolen og søndagsskolen har jeg gode minder fra. Søndagsskolens årlige julefest hører også til mellem de mere mindeværdige højdepunkter i mit liv.

Kærlighed til naturen

Som barn oplever man mere intenst og umiddelbart, end man gør senere i livet. Som barn udtrykker man sig meget med kropssprog. Først senere i livet har man ordene, som dog ikke altid vil være fyldestgørende nok til at beskrive oplevelser og indtryk, man har haft.

Jeg mindes, at parker, skønne haver, bjerge, elve, søer og ikke mindst blomster og træer gjorde et stærkt indtryk på mig. Derfor holder jeg også meget af salmer, som lovpriser Gud for hans skaberværk.

Gennem livet har jeg haft en stor kærlighed til og glæde ved smukke landskaber. Når jeg har været forskellige steder, har det altid været landskabet, som har betaget mig mere end byer og bygninger. Dog er jeg fascineret og højtidsstemt, når jeg besøger en af de talrige katedraler, som dansk og europæisk kultur har så mange eksempler på.

Den højhed, skønhed og det arbejde og den møje, man har lagt i at bygge disse vidundere, vidner om den tids respekt for Gud. Meget har ændret sig siden, hvor et “tempel” eller helligdom ikke længere er en kirke, men et sted for underholdning og selvudfoldelse.

Naturen er på mange måder grum og voldelig, idet den umiskendeligt bærer præg af syndefaldet og dets konsekvenser. Skabningen blev underlagt forgængeligheden, skriver Paulus, dog med håb om, at den en dag skal få del i den frihed, Guds børn skal få i herligheden.

Jeg holder imidlertid mest af at tænke på verden i paradisiske billeder, selv om Paradiset er noget, som hører den fremtidige verden til, men det er min overbevisning, at hos mange af os, selv hos de mest gudløse, lever en stadig drøm om Paradiset. Selv i sin faldne tilstand bærer verden præg af Guds herlighed, Guds skønhed.

Danmark og Færøerne

Først og fremmest holder jeg af Danmark. Landet har mange idylliske, nærmest henrivende skønne landskaber, og det gælder uanset hvilken landsdel vi taler om.

Her på Fyn, hvor vi bor, er der utallige smukke steder, og jeg nyder, når vi kører igennem dem og ligefrem er på sightseeing.

Af hjertet stemmer jeg i, når H.C. Andersens hymne til Fædrelandet “I Danmark er jeg født” synges, ligesom jeg også med glæde synger andre fædrelandssange.

Jeg er ikke videre berejst, men også andre lande har betaget mig med deres skønhed, ikke mindst Færøerne, som jeg har besøgt, jeg ved ikke hvor ofte.

Mine første besøg på øerne fylder mig stadig med længsel. Tænk hvilken skønhed af farven grøn, af fjeldene, af elvene, af fårene og fuglene, af fjeldmarkerne, af lyden af dunkende skibsmotorer, af regn og storm, af havet både når det er stille, og det rejser sig i voldsomme og larmende brændinger, af fjordene og vigene, af lyset og dets klarhed, men også af den tætte tåge. Også folket er noget ganske særligt. Gennem årene har færøske venner udgjort en af de mest bastante del af vor venneflok. Også det at have en færøsk hustru er et særligt privilegium.

Også andre lande har jeg haft glæde af at besøge, ikke mindst England inklusive Skotland. Også det engelske landskab, især langs de gamle landeveje er yderst betagende, ligesom man ikke kan andet end glæde sig over den engelske havekultur. Også Skotland har en betagende natur. Engelske slotte med deres parker er også ubeskrivelig smukke.

Schweiz

Et land, som på en særlig måde har indtaget vores hjerter er Schweiz, hvor vi takket Jakob og Inge Lise har været adskillige gange og også har set adskillige landskaber, både udstrakte sletter og majestætiske bjerge, så som Alperne.

Også søerne i Schweiz er vildt betagende. Det samme må vi sige, de schweiziske landsbyer er. Også befolkningens høflighed og ordentlighed har efterladt et stærkt indtryk hos os. Fra Schweiz har vi også haft ind til flere afstikkere til Frankrig, Italien og Tyskland, og igen her har vi oplevet megen betagende natur.

Også Tyskland har vi besøgt indtil flere gange og det ikke kun for at handle i Flensborg, som for øvrigt er en ganske smuk by, men også Hamborg, Berlin og Heidelberg har vi besøgt.Anne Louise og Samuel har givet os en vidunderlig tur til Tyskland, hvor vi blandt andet besøgte Lübeck.

Sverige og Norge

Sverige, især Malmø og Helsingborg, har vi som mange andre besøgt, især med henblik på at handle. Anne Louise og Samuel inviterede os på en tur til Trælleborg. Vi havde en aldeles skøn weekend og fik opfrisket lidt historie.Noget af det egentlige Sverige oplevede vi, da Jakob og Inge Lise tog os og vores barnebarn med på en herlig tur til Norge. Herunder så vi en del af det svenske landskab, som vi kørte igennem på vej til Oslo og videre derfra til Sognefjorden, hvor vi overnattede i Bale Strand.

Turen dertil gik igennem en masse uforglemmelig smukke landskaber med indtil flere små sejlture. Vi var også for alvor oppe i højderne over trægrænsen. Dagen derpå fortsatte vi til Bergen, også her igennem en række ufattelig smukke og storslåede landskaber. Bergen er også en by helt i sin egen klasse, storby og romantisk museumsby på samme tid. Vejret på den tur var aldeles strålende. Norge er i hele taget et ubeskriveligt smukt land, som vi godt kan forstå, at nordmændene er forelsket i.

Med hensyn til Sverige tog vi senere på en togtur til Stokholm. Desværre var det på den kolde tid af året, men vi oplevede Stokholm som en vidunderlig smuk og storladen by. Desværre fandt vi ingen anledning til at sejle ud i Skærgården. Det har vi sidenhen længtes meget efter at kunne gøre, men anledningen til det har ikke vist sig og er, som forholdene er nu, vel nærmest umulig. Sveriges skønhed, som også afbildes i flere svenske krimier, betager os hver gang vi ser det.

I det hele taget har vi her i Norden så megen varieret natur, spændende sig fra det mest romantiske og paradisiske til det uhyre øde og barske. Vi har virkelig grund til at være taknemmelige for “den plet på jorden”, hvor Gud har sat os til at leve og virke.

Kærlighed til de forskellige landes natur præger også alle de nordiske fædrelandssange. Det, at vi taler nogenlunde det samme sprog omend i forskellige varianter, skaber ydermere en enhed imellem de nordiske folk, som er sjældent at finde andre steder på jorden. Trist at den moderne livsform er med til at nedbryde og ødelægge dette.

Israel og lovprisning af naturen

Uforglemmeligt i vores erindring står vores rejse til Israel i påsken 2008, en gave fra vores børn og svigerbørn i anledning af min 70 års fødselsdag året forinden. Det at opleve de bibelske landskaber in natura har gjort et uudsletteligt indtryk på os og har styrket vores tillid Bibelen. Besøget levendegjorde på nærmest forklarende måde Bibelens verden, både for Det Gamle Testamenetes og Det Nye Testamentes vedkommende.

At sejle på Galilæa Søen og sidde i den friske brise på en af dens bredder og spise friskfangne Skt. Peters fisk og dadler, nyplukkede fra palmerne, er en oplevelse, vi aldrig vil glemme.

Det samme er oplevelsen af de landskaber, hvor Jesus gjorde nogen af sine bemærkelsesværdige undere og holdt sine livgivende taler, og det har fæstnet sig til sindet med uforglemmelig styrke, ikke mindst det sted ved Galilæa Søen, hvor Jesus kort efter sin opstandelse mødte sine disciple, bespiste dem med nyfangede fisk og genindsatte Peter i hans apostolske tjeneste.

Også scenerne fra Det Gamle Testamente, ikke mindst nogle af dets krige, bliver lyslevende for én. Forskellen imellem de galilæiske landskabers ynde og blidhed og Judæas barskhed trækkes for alvor frem for én, når man har været på stedet.

Sent skal jeg glemme vores første møde med Jerusalem. Det fandt sted som aftenen sænkede sig over byen og som bussen gjorde holdt på Oliebjerget. Den dybe fornemmelse af stilhed og nærmest tilbedende ærbødighed, som sænkede sig over rejseselskabet, da guiden afspillede en CD med “Jerusalem” sunget af Mathilda Jackson.

Jeg husker tydeligt, at alle mulige tanker og associationer til forskellige bibelsteder løb igennem mine tanker. Både tænkte jeg på Kong Davids Jerusalem, Jesu indtog i byen, på Jerusalem “nedentil, som er i trældom med alle sine børn”, Jerusalem “oventil, som er vor mor”, Jerusalems betydning for verdenshistorien af i dag og det kommende Jerusalem, hvortil folkeslagene skal strømme, og hvor “Guds og Lammets trone skal stå midt i staden”. Og sådan kan jeg blive ved.

Når seraferne betragter Guds herlighed, lovpriser de Ham for, ”at al jorden er fyldt af hans herlighed”. “Herlighed” kan også oversættes som “skønhed”. Selvom hele skabningen bærer præg af menneskets fald, er skaberværket stadig skønt og smukt og reflekterende Guds herlighed. Det glemmer vi alt for ofte.

Vores gudstjenester burde indeholde langt mere pris for skabelsens under end de ofte gør. Desværre er vi blevet dårligere til at lovprise Gud, og det til trods for, at vi taler vidt og bredt om “lovsang”.

Vi trænger til oftere at synge salmer som “Nu titte til hinanden”, “I østen stiger solen op”, “I

denne skønne sommertid”, “ Himlene Herre forkynde din ære”, “Med en evig kærlighed har du elsket os o Gud” og mange flere.

Vi burde også oftere oplæse passager fra Bibelen, som for eksempel Salme 8, Salme 19, Salme 29, Salme 104 og Salme 139. Af hjertet kan vi stemme i med Paulus, “at alt, hvad Gud har skabt, er godt” og med Jakob, at “alle fuldkomne gaver kommer ned ovenfra fra Himmellysenes Fader, hos hvem der ikke er skygge, som kommer og går”.

Film, teater og musik

Jeg har i mit liv lagt vægt på at være ajourført med udviklingen, ikke alene i den teologiske verden, men verden i bred almindelighed.

Derfor har jeg også lagt megen energi i læsningen af essays og artikler i såvel aviser som tidsskrifter. Måske har jeg brugt al for megen tid på den disciplin: alligevel kan jeg ikke komme udenom, at det er vigtigt, at vi som forkyndere er godt inde i samfundsforholdene og i, hvad der sker i verden omkring os.

Selv om Bibelen først og fremmest er frelseshistorie, er Bibelens Gud historiens Herre og personligt involveret i sin skabnings ve og vel. Alt for ofte glemmer vi både personligt og som menighed vores ansvar for at “bede for alle mennesker, for konger, og for dem som er i høje stillinger”.

Det er ikke meget, jeg har gået i teatret eller til koncerter eller i biografen, alligevel er der film og teaterstykker, som har givet mig noget at tænke over. Ligeledes har musik, bortset fra disse senere år, hvor nedsat hørelse også har taget musikken fra mig, betydet noget for mig, ikke mindst kompositioner af Händel, Mozart, Bach og Haydn har jeg været glad for at lytte til, også Carl Nielsens vidunderlige melodier til sange og salmer har glædet mig meget. En ballet kan også være en henrivende skøn oplevelse.

Alle disse ting kan vi modtage som Guds gode gaver uden at blive verdslige af sind. Den alt for indeklemte kristendom, som har præget pietistisk vækkelseskristendom, har ikke altid været et ubetinget gode, men nu om stunder har verdsligheden grebet så meget om sig, at det sikkert ville være godt at trække noget af fortidens pietisme frem igen.

Men “kærlighed til verden”, som Guds ord advarer os mod, er ikke uden videre relateret til de her nævnte aktiviteter, selv om de som alt andet i livet kan tage overhånd, men snarere er det materialisme, prestigehunger, spidse albuer, magtsyge, manglende omsorg og kærlighed til andre, forfængelighed, jagt efter Mammon, hovmod, udskejelser og pral, som er det.

Lysten til “tom ære” bør vi lægge bag os som kristne og huske Jesu ord om at “samle os skatte i Himlen”, bestræbe os på at leve vort liv til Guds ære, søge fred, stræbe efter, hvad der er godt i alle menneskers øjne, “lægge os det på sinde, som er sandt, som er ædelt, som er ret, som er rent, som er værd at elske, som er værd at tale godt om, kort sagt: det gode og rosværdige” (Fil 4,8-9). Også Peters ord i 1 Pet 3,8-12 er afgørende at holde sig for øje:

“Og til slut: Lev alle i enighed, og vis medfølelse, broderkærlighed, barmhjertighed og ydmyghed. Gengæld ikke ondt med ondt eller skældsord med skældsord, men tværtimod med velsignelse, for I er kaldet til at arve velsignelse. Den, som vil elske livet og se lykkelige dage, han skal vogte sin tunge for ondskab og sine læber for at tale svig; han skal holde sig fra det onde og gøre det gode, søge freden og stræbe efter den. For Herrens øjne hviler på de retfærdige, hans ører hører deres råb om hjælp”.

Kapitel 26: Kilder til visdom og indsigt

Det turde være fastslået udenfor al tvivl, at den bog, som har betydet allermest for mig, er Bibelen, og her både Gammel og Ny Testamente.

Det Nye Testamente er narturligvis i en kategori for sig selv, men også Gammel Testamente har igennem årene været genstand for min store kærlighed og hengivenhed. Paulus har fuldstændig ret, når han insisterer på, at De Hellige Skrifter ikke alene gør os vise til frelse ved troen på Kristus Jesus, men også er nyttige i alle andre henseender, der opbygger vort liv med Gud.

Gennem årene har jeg også skrevet indtil flere kommentarer over bibelske skrifter, som jeg også har afholdt adskillige bibeltimer og holdt et stort antal bibelprædikener. I forbindelse med dette bibelarbejde har jeg læst og arbejdet mig gennem ikke så få bibelkommentarer, hvilket har været yderst gavnligt og opbyggeligt.

Også teologiske bøger med tematisk indhold har givet mig meget. At ville opliste dem vil føre for vidt, men bøger af H.L. Ellison, F.F.Bruce, Leon Morris, John Stott, D.A. Carson, Rudolph Arendt, Christopher Wright, Bruce Milne, Sinclair Ferguson, John Piper, Tim Keller, Paul Barnett, Flemming Kofoed Svendsen, Alister McGrath og mange flere har været med til at give mig indsigt i bibelsk teologi.

Også Regin Prenters store lærebog i dogmatik “Skabelse og Forløsning” har jeg været glad for at læse. Også lydoptagelser af Dick Lucas’ og David Jackmans prædikener fra St. Helens Church i London sammen med store teologiske foredrag fra Proclamation Trusts årlige konferencer i London har været en guldgrube til opbyggelse og kundskab.

C. S. Lewis og Tolkien

I dette kapitel vil jeg imidlertid samle mig om anden litteratur, som i betydelig grad har været med til at udvikle min tænkning og indsigt i livet.

Her må jeg først nævne den litteratur, jeg i barndommen stiftede bekendtskab med gennem min fars oplæsning, og den litteratur jeg kom til at kende ved min egen læsning, og som jeg senere mødte ved danskundervisningen ikke mindst i mellem- og realskolen og senere ved studenterkurset.

Ret tidligt i mit voksenliv kom jeg til at kende C.S. Lewis’ forfatterskab, først gennem Narniaserien og senere gennem andre af Lewis’ fiktive historier og ikke mindst gennem hans mange samlinger af essays.

Også Tolkiens eventyr om Ringenes Herre og andre af Tolkiens fortællinger har jeg haft stor glæde af både at læse selv og som oplæsning dele med mine børn. Her til sidst er historierne om Harry Potter også kommet til, dem har jeg dog ikke læst, men stiftet bekendtskab med gennem deres filmatisering.

Paul Tournier - skyld og skam

En anden kategori af litteratur, som har givet mig noget at tænke over, er den schweiziske psykiater, Paul Tourniers mange bøger om eksistentielle, psykiske, åndelige, erotiske og dybt religiøse og trosmæssige spørgsmål.

Tournier var uden tvivl overbevist kristen og fortrolig med de bibelske skrifter foruden sit professionelle kendskab til den menneskelige psyke. Ikke mindst har hans bog “Grace and Guilt” haft betydning for mig, både på det almindelige dagligdags plan og i forholdet til Gud og i udøvelsen af sjælesorg.

“Skyld” har i moderne tid generelt udraderet erkendelsen af og oplevelsen af “synd”. Men hele området omkring skyld og skam forekommer mig særdeles mudret, og præcise definitioner savnes.

“Skyld” og “skam” kan medføre særdeles destruktive følelser, som både nedbryder vores tillid til os selv og sætter sig på vores følelser over for andre mennesker.

Syndserkendelse, som leder os til at søge tilgivelse, er derimod en øjenåbner, som fører os ind på livets vej, jvf. kong Davids reflektion efter sit fald, som kommer til orde i flere af hans salmer, ikke mindst i Salme 51 og 32. Det er den “bedrøvelse efter Guds vilje, som virker omvendelse til frelse, som ikke fortrydes” (2 Kor 7,10), hvorimod “ bedrøvelse i verdens forstand virker død”.

Megen borgerlig moral og opdragelse, som desværre ofte forveksles med kristen moral og opdragelse, indpoder ofte i os mere en bevidsthed om skyld og skam end om synd. Den kan nok føre til pæne og udvendige manerer, men ikke til frihed og integritet. Også i mange andre henseender har Tourniers bøger givet mig større selvforståelse, ligesom de har udviklet min sans for, hvor vis, sand og svarende til livet den bibelske menneskeforståelse er.

Andre bøger

Senere i livet, navnlig da jeg blev gift og fik børn, havde jeg stor glæde af at læse bøger som “De fire temperamenter” og bøger om det at elske sine børn som “Elsker du mig” og Elsker du mig stadig”.

Også mere personlige og intime bøger om sex og ægteskabelig samliv har været til megen hjælp. Dette skriver jeg til trods for, at jeg synes, at denne kategori af bøger er blevet for stor og mere og mere har udviklet sig til psykologi og terapi end til noget med bibelsk sustans.

I mange henseender ville en omhyggelig gennemlæsning af “Højsangen” med dens beskrivelse af den erotiske kærlighed, både i dens skønhed og jubel, men også med de problemer, den rejser, være en større hjælp i ens ægteskab, ikke mindst i det unge ægteskab, men også i det mere modne.

Jeg skylder også at tilføje, at en bog som “Jeg elskede en pige” gav mig en dybere indsigt i, hvad det betyder at “ære og elske hinanden indtil døden skiller os ad”, noget som alt for ofte lades ude af betragtning, når ægtefæller står foran det at ville skilles.

Noget af det smukkeste, jeg kender til, er at opleve gamle mennesker, som virkelig er forelskede i hinanden og elsker hinanden med dyb hengivenhed, også i de tilfælde, hvor demens eller anden sygdom, er ved at tage glansen af livet. Også C. S. Lewis’ “ The Four Loves” har givet mig en dybere indsigt i kærligheden i forskellige menneskelige relationer. Fortællingen om Lewis´s kærlighed til amerikaneren Joy Davidmann, som senere blev opført som teater, har gjort et enormt indtryk på mig.

Til slut må jeg nævne den glæde, jeg har fået igennem læsning af Elisabeth Elliots mange bøger, og heller ikke må jeg glemme Joni Tadas Erickson. En forfatter som Sørine Godtfredsen har jeg også haft meget udbytte af at læse; det samme gælder den amerikanske Marian Robertson. “Tag og læs” er et råd, jeg gene giver videre.

Manglende læsning og fordybelse - især af den mere tungtvejende litteratur - som er en af tidens dårligere kendetegn, har ført til megen forarmelse ikke alene hos mennesker generelt, men også hos kristne. Alle har ikke muligheder eller stunder til at få læst, men hvor tiden findes, fremmer god læsning både ens mentale og åndelige helbred. At blive klog på livet er noget, vi alle har brug for, men Gud ske lov er der flere veje til livsklogskab, men læsning er en af dem.

Avislæsning af indtil flere aviser og tidsskrifter har givet mig en indsigt i samfund og kultur, tanker og meninger, som jeg, både når jeg har været enig og ikke har været det, har kunnet drage fordel af både i mine prædikener og ikke mindst i mine artikler.

Gode biografier har også været blandt mine bedste læseoplevelser. Den Danske Salmebog med dens mange dybt evangeliske og åndelige salmer og sange har også i vid udstrækning beriget mit liv.

Også “Kristne Sange” har for mig været en kilde til fornyelse af både min tilbedelse og min længsel efter at kende Gud og Herren Jesus Kristus i Hans kærlighed, storhed og majestæt. Ikke mindst har Poul Madsens sange bidraget hertil.

Fra mine teenage- og ungdomsår i Den Kristne Forsamling Thorsgade 40 husker jeg stadig med glæde og kærlighed mange sange fra “Salmer og Sange”, som menighedens sangbog hed, og den dag i dag optændes jeg nu og da af en længsel efter den klassiske “brødre” gudstjeneste med dens centrum i “brødsbrydelsen” og “ihukommelsen af Herrens død”. “Tider ændres”, og vi må følge med, men ikke al ændring og fornyelse er til det bedre.

På det eksistentielle område har læsningen og studiet af Jobs Bog og Prædikerens Bog været et virkelig løft og en stor hjælp til realistisk at vurdere livet og dets gåder. Begge bøger viser stor respekt for Guds ubegribelighed og ofte for os usporlighed og uforståelighed, men fuldkomne veje.

Jobs Bog er en virkelig øjenåbner for hulheden, kynismen og uforstandigheden i flere af vores velmente forsøg på at bedømme, forstå og være til trøst og opmuntring for dem, der på en eller anden måde er indhentet af livets ofte uundgåelige tragedier.

Prædikerens Bog ydmyger os og prikker hul på vores falske vurderinger af, hvad der virkelig har værdi i livet og opfordrer os til at søge vores Skaber og kende Ham fra ungdommens dage. Uden Ham er alt i livet tomt og forgængeligt, en jagen efter vind. Prædikerens Bog påviser absurditeten i livet uden Gud.

Prædikeren forstår at lægge en ironisk distance til de livsformer, som normalt sættes højt blandt mennesker, og som han i høj grad havde haft mulighed for at forsøge sig med. Hans syn på paradoksiteten i livet er velgørende at få ind under huden, ligeså er det godt at blive præsenteret for hans skildringer af livets omskiftelighed, ungdommen i dens kortvarighed, allerdommen med den stadig nedadgående spiral. Prædikerens Bog er en sand kilde til livsvisdom.

C.S.Lewis’ forfatterskab er blandt de forfatterskaber, som har betydet allermest for mig. I en vis periode af mit liv ligefrem slugte jeg, hvad han skrev. Gennem årene har jeg også skrevet indtil flere artikler omhandlende C.S.Lewis, ikke mindst min lange serie i KRISTENT PERSPEKTIV over de forskellige Narniabøger. Forhåbentlig kan nogle af disse udkomme som bog i en ikke for fjern fremtid.

Kapitel 27: Narniabøgerne

Nu er det tid til at vende mig til NARNIAKRØNIKEN med dens univers af landskaber, dyr, mytologiske væsener, mennesker og spændende fortællinger.

Der er ingen tvivl om, at C. S. Lewis i højere grad lod det bibelske univers forme hans tanker end for eksempel Tolkien gjorde det i sin triologi om Ringen. For Lewis er Kristi sejr over Det Onde definitiv og endelig, omend Det Onde har stor magt, og at det nogen gange kan se ud som om, at det gode taber.

Hos Tolkien vinder det gode under stor modstand og kamp og megen selvopofrelse og selvovervindelse omsider sejr, men vi efterlades med en tvivl om, hvorvidt sejren er definitiv og endelig. For Lewis er Guds Rige med dets triumf definitiv og endelig, men eskatologisk. Tolkiens univers derimod synes at være begrænset til denne verden og dens vekslen imellem det gode og det onde, og hvor det onde i lange perioder synes at råde overalt.

Lewis har syn for Det Onde og Den Onde, men atmosfæren i Narnia er håbefuld, for her er skabninger, som kender til det med Aslan og har tillid til ham, og det de har hørt om ham. Og selv om han langt fra altid er synligt til stede, er han der og kan når som helst træde synligt frem.

Lewis er så overbevist om, at Gud er lysets og godhedens årsag og kilde, og at hans vilje, veje og midler altid er det gode, også selv om han er skjult for vores sanser. Det Onde derimod har ingen skaberkraft, men står altid i dødens og ødelæggelsens tjeneste. Det Onde kan have og har stor magt, stor og stærkere end skabningens magt, men det er en magt til ødelæggelse, fordærv og død. Hvor Aslan er til stede, er der lys, skønhed og liv, men, understreges det, Aslan er ikke en “tam løve, men han er god”.

Den Hvide Heks

Aslans modsætning er afbildet i forskellige skikkelser og former så som dronning Jadis, Den Hvide Heks, troldkvinden, Den Grønne Dame og så videre, men uanset hvilken skikkelse og hvilket navn hun optræder med, er hun en inkaration af Den Onde selv.

Vi skal måske ikke hæfte os for meget ved, at afbildningen af Den Onde konsekvent fremstilles under skikkelse af en kvinde. Måske er det ondskabens forføreriske natur, Lewis vil have frem med det. Kvinder er ofte forblændende skønne, hvilket fremhæves i skildringen af den Hvide Heks i “Løven, Heksen og Garderobeskabet” som blændende af udseende, men helt igennem djævelsk i sind og karakter.

Djævelen, fortæller Jesus os, er en løgner og morder, som er kommet for at “slagte og myrde”. Djævelen er ifølge Bibelen både en “Lysets Engel” og en “Brølende Løve”, og den, som sidder inde med “dødens vælde”. Han er tillige den store ødelægger, som elsker at bringe mennesker til fordærv og føre dem til Helvede.

Lewis har i sin meget direkte bog “Fra Helvedes Blækhus” indgående beskæftiget sig med Djævelens ondsindethed og snuhed. I Narniakrøniken kommer det til orde i et let forståeligt billedsprog, som selv et barn af en vis alder vil kunne forstå og forholde sig til.

Før landet Narnia blev skabt ved Aslans sang, skildres Den Onde under billedet af en dronning, Jadis, hvis sande glæde er at bringe den klode, hun bebor, til ødelæggelse og ophør. Desværre lykkes det hende ved et par børns uforstand at slippe ind i det nyskabte Narnia.

Den historie er fortalt i “Troldmandens Nevø”, som i kronologisk henseende er bind 1 i Narniakrøniken, men tilblivelsesmæssig er senere. (Lewis skrev hele Narniakrøniken over seks år fra 1950-56. “Troldmandens Nevø”, som egentlig må betragtes som den første i serien, blev skrevet som nr.6 (næstsidst); “Drengen og Hesten, som egentlig er nr.3, blev skrevet som nr.5 i 1954).

Tidsfaktoren i Narnia er en helt anden end i vores verden. Når vi møder den Hvide Heks i “Løven og Heksen etc.” har hun omskabt Aslans vidunderlig skønne Narnia til et land, hvor der er evig vinter, men “uden at det bliver jul”.

Samtidig har hun haft held med at omskabe adskillige af Narnias beboere til en “kirkegård” af stenstøtter. Narnia er blevet en verden af frygt og med et hemmeligt “politi” alle vegne. Frygten lurer i hver en krog. Aslan synes at have været fraværende i alle disse “år”, men håbet om hans genkomst lever hos flere af Narnias skabninger, ikke mindst hos de små og betydningsløse.

Aslans komme

Med Aslans komme begynder denne elendighed at ændres. Hvor han kommer frem, smelter sneen og kilder og åer bryder frem igen, blomsterne med. Det bliver igen jul med gaver, og hvad der hører sig til. Men det betyder også, at Aslan må ofre sit liv på “Stenbordet” for at sætte forræderen Edmund og hele den fortabte verden fri.

Fortællingen om Aslans møde med den Hvide Heks og hele hendes hær af dæmoniske og afskyelige skabninger er en af de mest bjergtagende scener i hele Narnia Krøniken. Aslans majestætiske optræden i mødet med heksen er så stærk, at den tåler sammenligning med Jesu majestætiske optræden i den nat, hvor Han blev forrådt, og hvor alle helvedes magter rejste sig imod Ham.

Skildringen af, hvordan Aslan hånes og ydmyges som han bindes til Stenbordet og dolkes til døde, tager én om hjertet og kalder tårerne frem. Ved pludselig at se Jesu lidelseshistorie omplantet til Narnia bliver evangeliernes beretninger om Jesu død og lidelse, som vi ved den hyppige læsning af dem måske er blevet vænnet for meget til, lyselevende for os igen.

Aslans kommen til live igen og leden sine hærskarer af skabninger, som elsker ham, gør også et stort indtryk og peger mod den kristne kirkes efterfølgende åndelige kamp mod ondskabens magter. Med en omskrivning hentet fra sidste verdenskrig må vi igennem “D-dag”, før vi når frem til “V-dag”.

Hele kirkens tid er ligesom indrammet i det billede, og perspektivet i Narniakrøniken, som i allerhøjeste grad er eskatologisk, peger i samme retning. Lewis´s evne til på denne måde at indkalkulere Bibelens univers i sin eventyrkrønike er en af Narnia fortællingens største fortrin, begribeligt for enhver, selv for et barn, som bare har et nogenlunde kendskab til Det Nye Testamentes evangelium. Ejendommeligt nok, men forventeligt, var der mange af dem, der så filmatiseringerne af de første Narnia bøger, som ikke så det.

Forunderlige skabninger

Narnia vrimler med forunderlige skabninger, hvorimellem nogle er ganske morsomme, andre meget tænksomme og dybsindige, andre igen sarkastiske, nogle dumme, andre yderst kloge. Kun nogle få af dem kan vi finde plads til at omtale.

Den fattige forældreløse SHASTRA fra “Drengen og Hesten” lever et virkelig hårdt liv. Hans verden minder påfaldende om en middelalderlig orientalsk verden med mange former og forloren pragt og højtidelighed, men også med megen ufrihed og undertrykkelse.

På et tidligt tidspunkt i bogen møder Shastra en hest med navnet Bri, som er yderst storskrydende. Shastra og Bri kommer nu ud for mange eventyr sammen, herunder nogle temmelig truende og ydmygende både for Shastra, men også for Bri.

Hvad der forekommer mig særlig bemærkelsesværdigt og lærerigt i denne fortælling er Aslans skjulthed, nogle gange som en almindelig forfølgende løve, en anden gang som en almindelig kat, men vi fornemmer trods hans skjulthed og forklædthed, at Aslan er der hele tiden.

Sådan forekommer det mig og uden tvivl mange andre kristne, at vi oplever Jesus. Men Jesus har lovet altid at være hos os, og han er der, selv om vi kun sjældent kan se ham eller føle, at han er der. At Shastra og Bri når i mål og ankommer til Narnia skyldes bestemt ikke dem selv, men udelukkende Aslans nærvær hos dem, nogen gange truende, nogen gange opmuntrende, andre gange formanende. Således tror jeg også, at vi mange gange oplever Herrens tilstedeværelse i vores liv.

DVÆRGE af forskellig art og med flere forskellige navne optræder hyppigt i Narniafortællingerne. De er i deres mangfoldighed og vidt forskellige reaktionsmønstre nok dem, som ligner os mest.

Hvor de mange forskellige dyr, vi også møder, er det de er, er det anderledes med dværgene. De er mere et blandingsgods. Vantro, stridbare, opfarende, kloge, dumme, sarkastiske, egenrådige og selvsøgende, men også sande narnier. Nogle er for Aslan, andre ikke. Kirken rummer mange forskellige personligheder, herunder flere varianter, man vil kunne identificere med Narnia bøgernes forskellige dværge. Nogle af dem er på Den Ondes side, men mange af dem ender også med at være på Aslans side.

Uendelig smukt tegner Lewis billedet af bæverparret i “Løven og Heksen”. Deres tro på Aslans majestæt og godhed rokkes ikke et sekund, og det til trods for, at de aldrig har set ham. Det er fra Hr. Bæver, at vi hører de afgørende, men bevægende ord, at “Aslan ikke er en tam løve, men han er god”.

Også Bævernes indbyrdes forhold som et elskeligt ægtepar er forbilledligt: det samme er deres uforbeholdne tro og tillid til Aslan og deres ligeså store kærlighed og hengivenhed til hans person. Heller ikke går de af vejen for at opofre sig for andre, herunder børnene fra England.

Lewis har en særlig kærlighed til Guds undseelige skabninger som for eksempel musene. Blandt dem er der én, han tegner med stor opmærksomhed om ikke ligefrem begejstring, nemlig musen RIPPITJIW.

Af en mus at være er han større end de andre, altid bærende et sværd ved sin side og altid opmærksom på sin lange hale, altid rede til at træde i kamp for de værdier, han sætter højt, ikke mindst for Aslan og Aslans sag. Vil vi anvende ham som forbillede for en kristen, kan vi kun beskrive ham som en yderst nidkær kristen. Måske er det ikke altid den største visdom, der præger ham, men nidkærheden, ridderligheden og modet tager vi aldrig fejl af, når det gælder Rippitjiw.

Rippitjiw bærer også på en stor længsel efter ”Aslans eget land”, og ved slutningen af “Morgenvandrerens Rejse” ser vi ham padle bort over havet og nå frem til kysten af Aslans land. Vi møder ham igen i det “Det sidste Slag”, hvor alle, som har været Aslans venner og hører med til hans folk, samles i evig fryd og gammen.

Således kan man fortsætte med at trække den ene efter den anden af Narnias rige persongalleri frem, men jeg må nøjes med én mere, nemlig den elskelige, men dybt pessimistiske og deprimerede Muddermugge.

I “Sølvstolen “ er det ham, som ved sin realisme og sin kærlighed og bundethed til sandheden, redder børnene og Prins Rillian fra heksens (i denne sammenhæng Den Grønne Dame) forførelser, bedrag, løgn og dæmoni. Muddermugge er et væsen, som på ingen måde lader sig bedrage af det tilsyneladende, illusoriske og forføriske, uanset hvor videnskabeligt det præsenteres, et væsen, som har indstillet sig på livets hårdhed og de øjeblikkelige kår, uden at gå efter det mere passende og komfortable. Han er en skikkelse, vi alle sammen har meget at lære af, ikke mindst i vores sanselige verden, hvor sandhed kun er en biting, som må vige for alle hånde løgne og propaganda, som vi ønsker at bygge vor tilværelse på.

Narnia - frelse og fristelse

For mig er et af de mest opmuntrende træk ved Narnia fortællingerne, at man fornemmer tydeligt, at de ligesom Bibelen har “en frelseshistorisk linie”, som løber igennem dem alle og samler dem alle. Aslans trancendente natur og nærvær i Narnias liv og skæbne er det bærende element gennem hele krøniken. Det er det, som Hr. Bævers ord om, at Aslan “ikke er en tam løve, men han er god” udtrykker.

Scenen i Morgenvandrerens Rejse, hvor skibets mandskab møder et rigt dækket bord, som kaldes Aslans bord, men som tillige er sat i en universel, nærmest himmelsk sammenhæng, er typisk for Det Nye Testamentes forkyndelse af, hvem den levende Kristus er. Narniabøgerne er også spækket med store og stærke ord og sætninger, som tydeligt er et ekko af bibelske ord, ikke mindst ord af Jesus.

Også Lewis´s fremhævelse af verdens bedrag - det Ondes, det, pseudovidenskabelige og det moderne menneskesyns, det nye skolevæsens og de mange tillokkelser og fristelser, som den moderne livsform har med sig - er noget, vi ikke kan undgå at bemærke ved en omhyggelig læsning af Narnia fortællingerne, og som går igen i så meget af det, Lewis har skrevet.

Det mest farlige ved disse ting er, at de så ofte optræder som efterligninger af noget, som kan minde om det gode og rigtige, men i bund og grund er falske og ledende til ulykke, fald og endda fortabelse.

Alle har vi oplevelser og erfaringer af, hvor det “at være klog i egne tanker” har ledet os på vildspor. Lewis er ikke en fjende af det rationelle, men når vores rationalitet leder os uden om Gud og hans visdom, fører den os i ulykke. Det er som Ordsprogenes Bog siger det, at “mangen en vej synes manden ret, men enden derpå er døden”.

I “Sølvstolen” har vi mange eksempler på det Ondes, det filosofiske og det pseudovidenskabeliges tillokkende bedrag. Efter at Aslan har hidkaldt børnene fra England, som nu er nogle andre end de tidligere børn, indskærper han dem nogle instrukser, som de skal lære udenad og repetere for sig selv igen og igen og holde fast ved uanset hvad, hvad de desværre til uhyre besvær og fare for dem selv glemmer igen og igen. Havde det ikke været for Aslans trofasthed og for Muddermugges skepsis og nægtelse af - koste hvad det vil - at lade sig bedrage af sine sanser, var det gået grueligt galt.

Aslans instrukser lader sig sammenligne med Jesu ord og anvisninger til sine disciple om at “blive ved hans ord”. Det er noget, vi ulykkeligvis glemmer igen og igen både i det kirkelige liv og i privatlivet, men også her har vi stor grund til at være taknemmelige for Guds trofasthed imod os. Hvis Jesus ikke havde sendt os sin Ånd til at lede og vejlede og holde fast ved os, nåede vi aldrig vores hjem i det himmelske rige.

Men nu må jeg slutte, selvom jeg kunne blive ved og ved, og det kan jeg næppe gøre på nogen bedre måde end ved at henvise til de ord som afslutter fortællingerne, at “først nu begyndte den egentlige historie, hvor hvert kapitel er mere underfuldt end det foregående”. Det er det liv, vi er på vej til.

Kaptel 28: Om at blive gammel - alderdommens sødme - alderdommens bitterhed

Alderdom er et meget sammensat fænomen og opleves vidt forskelligt af forskellige mennesker. De urhistoriske mennesker med en alder på tæt ved 1000 år er for længst uddøde. Men også slægterne efter dem fortæller om mennesker, som blev meget gamle.

At dø ung er i Det Gamle Testamente nærmest et udtryk for manglende guddommelig velsignelse. Det Gamle Testamentes understregning af, at mennesker i det kommende messianske rige vil opnå “træets alder” peger i samme retning.

I en tid og i et samfund, hvor Gud ikke har stillet evigt liv i udsigt for menneskene, er det oplagt, at fokus falder på dette jordiske liv og ikke på livet hinsides. Men Bibelen understreger også sine steder dette jordiske livs korthed. Omgivet af en natur, som forekommer at være evig, bjergene, stjernerne, himlen over os, træerne og megen anden natur, er mennesket nærmest at sammenligne med en døgnflue, og det ikke mindst når vi betragter Gud, himlens og jordens skaber, som er “fra evighed til evighed” og “fylder alle himle”, men er udenfor tid og rum og dog samtidig “ikke langt fra nogen af os” - en tanke, vi har mere end svært med at rumme.

Min søn Jakobs ældste datter, Isabella gav mig ved min 80 års fødselsdag en lille flintesten, som hun med særlig omtanke havde samlet op til mig. Denne sten, som i sig selv er værdiløs, har tusinder og atter tusinder af år bag sig.

Stenen har jeg liggende på mit natbord, og når jeg lader den glide imellem mine fingre, kan jeg ikke undgå både at tænke på hende og på universets alder. I forhold til det er jeg, som nu nærmer mig “oldingealderen”, blot at betragte som et vindpust.

I en kultur som vores, som koncentrerer sig om ungdom og ungdommens charme, kan det være svært at opleve sig selv som gammel - At kalde nogen “gammel” anses af nogle ligefrem for at være fornærmende, og vi smigres alle, når nogen kalder en “ung”.

At være gammel opleves meget forskelligt fra kultur til kultur og ikke mindst fra tid til tid. Meget i vor tid og vort samfund bidrager til at gøre alderdommen til en lykkelig tid med mulighed for at nyde livet på en helt anden måde end i ens yngre dage.

På den måde kan alderdommen ligefrem blive en priviligeret tid, hvor man er fritaget for mange af de forpligtelser, som hører med til den fase af livet, hvor man har børn at se til og et arbejde at passe, men samtidig oplever mange af os gamle, at vi i stigende omfang har brug for de velfærdsydelser, som samfundet stiller til rådighed for os.

Som sagt er forskellene fra ældre til ældre meget omfattende: flere af os oplever, at de fysiske evner og kræfter aftager og svinder bort, som kapitel 12 i Prædikerens Bog så malende beskriver for os.

En for en oplever vi en svækkelse i de her beskrevne funktioner, synet, som ikke længere er så skarpt som før, hørelsen, som ikke længere kan høre fuglenes sang, armene, som ikke kan løfte, hvad de kunne før, benene, som vakler, sex-funktionen, som nedsættes eller forsvinder, hjertet, som ikke pumper så godt som før, alt sammen for at ende i døden. Ikke alle gamle oplever det på den måde og i den rækkefølge, men før eller siden sætter det ind hos de fleste af os.

Jeg for mit vedkommende har lige fra begyndelsen af 50 års alderen mærket, at hjertet var svækket, og med de voksende årtier er flere af de svagheder, Prædikeren afbilder en for en, dukket op, ikke mindst hørelsens svigten og benenes vaklen, hvor især hørenedsættelsen føles som et kæmpe socialt tilbageslag med svigtende social kommunikation til følge.

Men samtidig må jeg med stor taknemmelighed erkende, at Guds løfte om fornyelse og styrkelse midt i svaghed trofast har stået ved magt. Uden at det skal lyde som utidigt pral, oplever jeg bestemt ikke på det fysiske plan, men på det åndelige plan en større grad af glæde.

Med de tiltagende år bliver afstanden til livets afslutning stadig mindre og mindre, og uundgåeligt kommer man til at tænke over døden. Disse refleksioner er dog på paradoksal vis iblandet en mere intens livsglæde, som er øget betydelig ved ankomsten af børnebørnene.

Livet i Gud og med Gud tilføjes også en dybdedimension, som overgår, hvad man hidtil har oplevet i sit liv med Gud: man elsker livet mere intenst, end man gjorde i sin ungdom - og manddom, også selv om ens udfoldelsesmuligheder er væsentlig reducerede.

Apostelen Johannes, som opnåede en høj livsalder, udtrykker det meget stærkt, når han til fædrene skriver, “at de kender Ham, som er fra begyndelsen”. Mere forstår man at værdsætte Guds løfte om, at Han “er med os og bærer os, indtil hårene gråner” eller sammenligningen af de grå hår med en “livets krone”. Også Grundvigs smukke verslinie om at bære “finest frugt ved vintertide” tæller med.

Sådan føler vi det imidlertid langtfra altid som gamle, men bekymrer os ofte over, at vi udretter så lidt og er til så lidt nytte. Hensunket i den “jammer” kommer vi til at betragte alderdommen som ren ynk i stedet for muligheder - om end andre muligheder - skænket os af Guds nåde.

Mange ældre oplever måske at blive skubbet væk fra aktiv deltagelse i fælleskabets liv ikke mindst i kristne kirker og menigheder, hvor en almindelig opfordring til de ældre er, “at de skal give plads til de unge”.

Selvfølgelig skal de ældre i menigheden ikke sætte sig på alt og blive dominerende. Men tendensen går snarere den modsatte vej. I vore dage med den evige jagt på fremskridt og “fornyelse” fremfor fordybelse taler man ligefrem om at være “erfaringsramt”, som om at det at have erfaring er et minus og ikke et plus. Mange ældre “hopper med på vognen” og trækker sig også før tiden til stort tab for samfund, familieliv og ikke mindst menighedsliv.

Som gammel oplever man i voksende omfang, at venner og kære tages bort fra én, og at kredsen af “venner i Himlen” vokser på bekostning af vennerne her på jorden. Savnet af “mistede venner” og kære føles ofte umådelig tungt, og ofte spørger man sig selv: hvem mon bliver den næste?

Men er der ikke farer og fristelser forbundet ved det at blive gammel? Ganske afgjort! En fare for nogle af os gamle er “selvfedmen”, stædigheden, fastlåstheden og ugideligheden.

Nogen gange kan vi opleve os selv som en højere stand, som ligefrem har krav på respekt, privilegier og særlig omtanke. Negativiteten og kritikken af alt og alle kan også blive en faktor, som blokerer for gode relationer mellem ældre og unge, som egentlig gerne vil forholde sig positivt og imødekommende overfor de ældre. Gnavenhed er en fristelse, som kan hjemsøge os i alle aldre af vores liv, men tenderer til at blive større med alderen.

Det samme gør imidlertid også elskeligheden, og mange ældre udviser så meget af det sidste, at det bliver en ren fryd at være sammen med dem. Med årene og erkendelsen af ens egne mange fejl burde overbærenheden og forståelsen for andre blive større, og her byder sig en mulighed for os ældre til at være gode og forstående rådgivere for andre og ikke mindst for yngre.

Også muligheden for at være trofaste forbedere melder sig. Også et opmuntrende smil, et venligt ord, et brev, en telefonsamtale, en mail eller en sms er muligheder, vi som ældre kan og skulle benytte os mere af. En invitation til en kop kaffe eller te ville også mange gange gøre underværker.

Hvad jeg her har skrevet har nok mere haft artikelpræg og tenderer noget generelt mere end noget privat og føles måske uvedkommende i en erindringsbog. Jeg har dog skrevet, som jeg har skrevet med udgangspunkt i mit eget liv og erfaring. Dermed mener jeg at kunne forsvare at kalde det en erindring. Det er sådan, jeg oplever gammelmandslivet og ønsker at opleve det.

Fra den negative side kan jeg redeligt sige, at det er, hvad jeg oplever. Fra den positive er det, det jeg gerne vil opleve, men ufuldkommen, som jeg er, ikke altid oplever. Men jeg vil gerne opleves som et positivt og opmuntrende menneske både af min hustru, min familie, mine børnebørn, mine venner, mine omgivelser og ikke mindst i kirken.

Kapitel 29: Om at blive gammel, 2. del

Der er i de senere år i min livshistorie sket en masse ting, som jeg kun kan opfatte med taknemmelighed.

Vore børn lever deres selvstændige aktive liv med ægtefæller og børn, men spredt i Schweiz, Sønderborg og Birkerød. Børnebørn er kommet til, ni ialt; familiemæssigt er vi blevet rigt velsignet. Det har været os muligt at aflægge flere dejlige og skønne besøg i Schweiz og flere besøg på Færøerne.

Mit møderejseprogram fortsatte indtil efteråret 2015, hvor det blev klart for mig, at kræfterne ikke længere rakte til. Vore sidste år i vort dejlige hus i Bellinge var for mig tunge, idet jeg fysisk magtede mindre og mindre og blev mere og mere immobil.

Vi havde vort hus til salg i omkring to år, indtil det i sommeren 2015 lykkedes os at sælge det. Efterfølgende flyttede vi ind i en stor, dejlig, lys lejlighed tæt op ad Odense Banegård, og her er vi rigtig glade for at bo. Jeg var allerede temmelig dårlig under flytningen og kort efter blev jeg for alvor syg med flere indlæggelser til følge.

Vore drømme om rejser og familebesøg blev der for alvor slået hul i, så vi er her og bliver her med meget små muligheder for at komme nogen steder hen. Det er belastende og indskrænkende for mig, men endnu mere belastende for Ólrunn, min kære kone.

Mit mødeprogram har jeg stort set måtte lægge bag mig. Nogle få søndage har jeg prædiket i min kirke her i Odense; nogle få møder udenfor kirken er det også blevet til; jeg har også medvirket ved to bryllupper og en begravelse.

Det har selvsagt været tungt og svært for mig, men alle må vi se i øjnene, at vi har vores tid, og at vores aktive liv og tjeneste før eller siden slutter. Jeg har haft min meget lange aktive tid, så jeg har ikke noget at beklage mig over.

Som jeg aktuelt har det, er der gode dage, af hvilke der Gud ske lov er flest, men dårlige dage er der ind imellem. I almindelighed er jeg ved godt mod, glad og rimelig taknemmelig, men føler også jeg er en belastning og til meget besvær. Ofte savner jeg bevægelsesfriheden og den tiltagende døvhed er et stort problem med megen isolation til følge. Men der bliver passet godt på mig.

Nogle gange føler jeg mig ensom og kan af og til føle mig bitter over samme, men realistisk erkender jeg også, at familie, venner og bekendte har andet at tage sig til end at besøge mig. Ind imellem overraskes jeg også over, hvor trofaste flere er. Jeg er også taknemmelig for de mange, som siger, at de beder for mig. Sammenlignet med mange andre har vi det jo godt i dette land.

Der er blevet mere tid til bøn, hvilket jeg værdsætter. Ind imellem kan man heller ikke undgå at tænke over livets store spørgsmål og opdager da, at livet ikke er så enkelt, som man engang troede.

De ubesvarede spørgsmål stiller sig i kø og hober sig op. Mere og mere går Guds storhed og uforklarlighed op for en. Mere og mere knytter man sig til livet og beder og håber på, at det vil vare ved en god stund endnu. Men samtidig glæder man sig over herlighedshåbet, at Herren engang vil åbenbares i herlighed og vi med ham. At være et Guds barn, frelst af nåde og med et evighedshåb bliver større og større for en.

Udviklingen i verden og i tiden bekymrer en og ind imellem bekymrer man sig på sine børns og børnebørns vegne. Men “alt står i Gud Faders hånd”, og som vi er kommet igennem livet under hans velsignelse, nåde og hjælp vil de komme det, idet hans løfter lige så fuldt gælder dem, som de har været gyldige for en selv. Han er “evighedernes konge”, den uforanderlige, almægtige Gud, og hans miskundhed og trofasthed varer til evig tid.

“Hvem skal vi gå til uden til dig?” gælder lige så fuldt i dag, som dengang spørgsmålet med dets svar rettedes til Jesus selv.

En kendt norsk salme minder os om, at “vi er i Herrens hænder”, og at vi er det altid og livet igennem, og er det uanset hvordan forholdene er. Og det er så bibelsk som noget kan være. Talrige steder i både Det Gamle - og Det Nye Testamente bekræfter det. Men når ens livsvilkår ændres drastisk, og når den tjeneste, man har været engageret med i det meste af ens livsløb, pludselig ikke er mulig, så spørger man uvilkårligt, hvad er nu meningen med dette?

Gennem årene har jeg øvet mig i ikke at se på min tjeneste som så altafgørende, at jeg ikke ville kunne se en mening med mit liv, hvis tjenesten blev frataget mig. Og på en måde er jeg lykkedes i det, ikke mindst i de faser af min sygdom, hvor jeg har følt, at døden kunne være nær.

Men da det blev klart, at livets afslutning ikke stod lige for hånden, men at Gud endnu engang havde skænket mig en forlængelse af mit livsspan, blev jeg rastløs og spurgte, hvad er nu meningen? Og jeg kan ind imellem længes endda meget intenst mod “fordums herlighed”.

Ved at skrive har jeg fundet en måde at bevare mig mentalt intakt og vågen, men ægteskab, familie og ikke mindst børnebørnene giver mig en dyb daglig glæde, som giver mig mere end rigelig meningsfuldhed. Jeg nyder også at være med i menighedens gudstjenestelige liv og glæder mig over de mange gaver, Herren har oprejst og oprejser mellem os.

Jeg savner nogle flere besøg, men må samtidigt sige tak for de mange, som på den ene eller anden vis stadig viser os, at de tænker på os. At være en slags “bedsteforældre” for den opvoksende generation ser jeg som en af de nye muligheder, som Gud giver mig.

Tvivlrådighed, mismod og følelsen af indestængthed kan godt melde sig sammen med det sociale handicap, som en stærk hørenedsættelse er, men er blandt de gener, som hører alderdommen til, og som man må tage med sig og bære med tålmodighed.

Kapitel 30: De sidste år.

Vi er nu nået frem til det afsluttende kapitel. Jeg har været fuld opmærksom på den moderne tendens, som i computerens tidsalder både er blevet for let og for billig at realisere, tendensen til at fortælle sin livshistorie. Det kommer der nogen gange et godt resultat af, andre gange ikke.

For at det skal være godt, må formålet være at skrive noget, andre kan have gavn og glæde af at læse, ikke at gøre sig selv interessant og slet ikke for at sværte andre. For den kristne må motivet også være at herliggøre Gud og vidne om hans gerninger. Det håber jeg med denne lange fortælling at have tilgodeset.

Livet har ikke altid positive fortalere. Mange bøger, film og teaterstykker udtrykker en særdeles negativ tilgang til livet.

Fra min studietid på studenterkurset mindes jeg fra franskundervisningen slutreplikken i en af antologiens noveller, at “mennesket fødes, lider og dør”, en replik, som gav resonans i mit melodramatiske sind. Prædikeren taler om livets tomhed, ja siger, at “alt er tomhed”, men medtager dog også nogle af livets mere positive sider.

Thomas Koppel afsluttende sang til balletten “Dødens Triumf” med dens budskab om, at det, som ventede os ved livets ende, var “Solitude and Death” gjorde også et indtryk på mig, som Shakespears dramaer også altid har gjort.

Men nu er jeg kristen og tror fuldt og fast på Herrens Jesu Kristi opstandelse fra de døde, og dermed er der stillet mig et levende håb i vente. Og det gør en enorm forskel for hele livet.

“Uden Gud og uden håb lar’ vi døden råde” siger Johannes Møllehave i en salme, og i det har han ubetinget ret. Men nu er alle vi, som tror på Herren Jesus “genfødte til et levende håb”, og vi har vor ankergrund i Himlen, hvor Jesus nu er og bereder os plads. Hvordan nogen kan leve og dø uden dette håb er svært fatteligt.

Ser jeg tilbage på mit liv, synes jeg bestemt, at det har været et lykkeligt og indholdsrigt liv, hvilket jeg først og fremmest må takke min Gud for, men også alle de mange mennesker, som har bidraget til at gøre det til et godt liv, forældre og andre familiemedlemmer, hustru, børn og svigerbørn, og børnebørn ikke at forglemme, tillige med venner og de mange brødre og søstre livet i det kristne fællesskab har velsignet én med.

Det at være vokset op i et land som Danmark har også i vid udstrækning været en Guds gave. “Tæl Guds gaver, nævn dem én for én” er der en sang, som hedder, og oplevelsen af Guds trofaste given har i allerhøjeste grad været min erfaring gennem livet. Til disse gaver hører deltagelsen i utallige gudstjenester, møder, konferencer og stævner.

Pengemæssige kriser har vi kendt undervejs, men aldrig hjemløshed eller manglen på mad og klæder, som utallige mennesker i denne hærgede verden oplever det (så hvad er der egentlig at klage over?); arbejdsløshed, som den mine forældre oplevede, har jeg og Ólrunn heller ikke kendt til; skuffelser i menighedslivet har der været, ligesom sygdom ikke er gået vor dør forbi.

Vore børn har generelt været raske og har været flittige og dygtige, men har bestemt også haft deres at slås med, bekymringer på vore børns vegne har vi som alle forældre været bekendt med, men egentlig sorg har vi været forskånet for. Vores bøn for dem er, at det Guds ord, som vi selv har fået i eje, også må blive deres “arvegods”.

Problemer med hjertet

Men nu med mit firsindstyvende år erkender jeg, at jeg er nået frem til “støvets år”; det har de sidste to eller tre år grundigt belært mig om. Sygdom og svaghed har der været en del af, men Gud ske lov har jeg ikke oplevet nogen mental svækkelse.

Allerede i 1987 blev jeg som 50 årig mindet om, at der var noget galt med hjertet. Hver gang, jeg skulle op ad en bakke, oplevede jeg at få brystsmerter, som også strålede ud i armene, og helt galt oplevedes det under en fjeldtur på Færøerne. Til at begynde med slog jeg det hen, men tilstanden forværredes gradvis og til sidst søgte jeg læge, som endte med, at han henviste mig til en kardiolog.

Konsultationen og undersøgelsen hos ham afslørede, at tilstanden var betydelig værre, end jeg havde forestillet mig. Han anbefalede mig en operation som den eneste rigtige behandling, hvilket jeg på det bestemteste afslog som “alt for drastisk”. Men sygdomsforløbet udviklede sig og til sidst indvilligede jeg efter megen overtalelse fra Ólrunn at lade mig indlægge til en forundersøgelse med henblik på, om jeg skulle have en bypassoperation. (Ballonudvidelser var på det tidspunkt endnu ikke indført).

Operationen besluttedes, men dengang var der op til et års ventetid. I foråret 1988 ramtes jeg imidlertid af en blodprop i hjertet, som ødelagde ca. 15 procent af hjertemuskelen. Operationen udsattes, men da min tilstand gradvis forværedes, blev jeg indlagt igen, og nu blev operationen ikke alene fastholdt, men fremskyndet. Den fandt så sted i slutningen af september 1989.

En femdobbelt bypass blev udført, men ikke uden drama. Om aftenen gik der hul på syningen til en af de påsyede bypass’, og nu var jeg i akut livsfare. En snarrådig sygeplejerske og en af afdelingens overlæger reddede mit liv, men jeg var i livsfare en tid herefter. Operationen fandt sted en fredag, men søndag middag kunne overlægen bekræfte for Ólrunn, at krisen nu var ovre.

Ólrunn havde søndag morgen henvendt sig til lederne af KF i København, Hillerød og Odense og bedt om forbøn for mig, og det vendte situationen. Selv var jeg uvidende om dette drama, da jeg kun var sporadisk vågen under hele forløbet. Efterfølgende kom jeg mig ret hurtigt, men de næste seks uger var jeg så udmattet og træt, at jeg dårlig nok hang sammen. For min famile ikke mindst for børnene, især for Samuel, som kun var syv år på det tidspunkt, var det en tung og belastende tid.

Omsider kunne jeg begynde at arbejde igen og også genoptage min mødeaktivitet. Efterfølgende fulgte indtil flere indlæggelser med blodprop, som dog nu kunne “klares” med ballonudvidelser; en indlæggelse i 1995 skyldtes rytmeforstyrrelse og medførte implantering af en pacemaker. Kardiologisk opfølgning med medicinjustering har jeg nydt godt af hele vejen igennem. I det hele taget har den behandling, jeg har fået på OUH’s hjerteafdeling været i top, hvilket jeg er yderst taknemmelig for.

Siden hen har jeg også fået diabetes, og den megen medicin jeg får, har sammen med alderdomssvækkelsen gjort mig svagere og svagere. I stigende omfang har jeg haft besvær med at gå og med at stå i oprejst stilling. Jeg har således måttet sidde ned, når jeg prædikede. Til sidst klarede jeg ikke at løfte benene, når jeg skulle ind i en bus eller op i et tog. Heller ikke at komme ind og ud af en bil fandt jeg let. Trapper klarede jeg kun med yderste besvær og gå tur med hunden blev en nærmest umulig opgave for mig.

Mine lever- og nyretal blev også dårligere og dårligere, min appetit ringere og ringere med stort vægttab til følge, til sidst kunne jeg hverken gå eller stå og faldtendensen bare øgedes, og til sidst fandt min læge det nødvendigt at lade mig indlægge til nærmere undersøgelse.

Det medførte en større omstilling i min medicinering, bl.a. blev jeg sat i insulinbehandling i stedet for tabletbehandling. Insulinen gjorde nærmest underværker, hvad appetitten angår, men trætheden voksede, og det samme gjorde muskelsvækkelsen. November og december 2016 og januar og februar 2017 var drøje måneder at komme igennem, og hen mod jul 2016 følte jeg, at jeg snart skulle dø og forberedte også min begravelse.

Midt i hele det her skildrede forløb havde Ólrunn ved siden af hendes bekymringer for mig også en svær tid på sit arbejde. Vi havde også sat vores hus i Bellinge til salg, men det gik overordentligt trægt, og flere gange måtte vi justere salgsprisen i nedadgående retning.

Omsider lykkedes det os at få solgt huset, men til en meget lavere pris end vi oprindelig havde regnet med. Ólrunn gik også på pension kort efter sin 70 års fødselsdag i 2016. Gennem sommeren 2016 flyttede vi i lejlighed i et nyopført højhus op til Odense Banegård, men igen i september 2016 måtte jeg lade mig indlægge, denne gang med vand i lungerne. Her blev jeg udskrevet med diagnosen “Hjertesvigt”.

Men sygehistorien slutter ikke her. I 2014 fik jeg som en ren rutinesag skiftet min pacemaker uden komplikationer, men efterfølgende ville såret ikke læges. En efterfølgende undersøgelse afslørede en bakterieinfektion i såret. Normal procedure i sådanne tilfælde er, at man fjerner både pacemaker og elektroder og efter omfattende behandling med penicillin indsætter nye elektroder og en ny pacemaker. Men da mine gamle elektroder var 20 år gamle, skønnede den behandlende overlæge, at et indgreb kunne blive for farligt og behandlede følgelig infektionen med antibiotika, som i anden omgang syntes at virke; såret blev i hvert fald lægt.

Men i sommeren 2017 var den gal igen, idet en ny infektion kom til syne. Og denne gang var der ingen vej udenom en operation med den risiko, som den indebar. Jeg blev indlagt sidst i juni og opereret en uge senere, og det gik godt, men efterfulgtes af talrige komplikationer, hvoraf den alvorligste var et hjertestop to dage efter operationen. Efter fire minutter lykkedes man dog med at kalde mig til live igen.

Behandlingen og dermed indlæggelsestiden forlængedes hele tiden, men endelig efter næsten syv uger var jeg klar til implantering af en ny pacemaker denne gang med tre afledninger. Endelig kunne jeg i begyndelsen af august udskrives, og har siden haft det godt med ny lyst til livet. Jeg er dog stadig bundet til mit hjem og til at modtage pleje, men kan dog komme ud ved hjælp af rollator og kørestol, og jeg har nu nemt med at komme ind og ud af bilen. Længere ture bliver det dog ikke til.

Jeg er ked af at have opholdt læserne så længe ved min sygehistorie, men har følt det nødvendigt idet den har fyldt så meget i mit liv, ikke mindst her på det sidste.

Jeg har i mindre omfang kunnet genoptage min tjeneste, men indtil videre kun lokalt her i Odense; om der siden hen kan blive mulighed for en smule rejseaktivitet ved jeg ikke; jeg håber det inderligt, men om det vil kunne komme til at ske, har jeg ingen anelse.

Jeg keder mig ikke, men oplever, at dagene flyver af sted, men også at hver dag byder på nye glæder. Jeg har fået nyt mod på både at læse og skrive. Jeg oplevede, at få min kommentar over Romerbrevet udgivet, før sygdom for alvor satte ind. Jeg havde også næsten fået færdiggjort min kommentar til Johannes’ Åbenbaring inden. Den er nu udgivet. Jeg har også fået skrevet flere artikler og forberedt både prædikener og et oplæg til et bibelskoleseminar. Inden jeg blev syg i sidste omgang havde jeg haft flere bibeltimer over Andet Brev Til Korintherne, og mit håb er nu at få skrevet en bog om Paulus og Korintherne.

Små meditationer over bibelvers og salmer og sange ledsager de fleste af mine dage og mere og mere fyldes mit sind med glæde og taknemmelighed for, at vi har så rig en Gud og så mange rige kilder at øse af. Jeg er også omgivet af mange søde mennesker, ikke mindst min elskede hustru, og forskellige venner fra de respektive menigheder, vi har færdedes i, men oplever også flere søde mennesker mellem dem, som dagligt kommer og plejer mig.

Når vi synger “Gud vi er i gode hænder”, tænker jeg selvfølgelig mest på Guds gode hænder, men også de mange gode hænder, hvis omsorg jeg dagligt nyder godt af. Et besøg af vore børn og børnebørn er også med til at forsøde tilværelsen.

Hvornår, jeg skal bryde op og komme hjem til Herren, ved jeg ikke, og Gud ske lov for det. Men det kan ske snart, og det kan trække ud. På en måde føler jeg endnu engang, at jeg har fået ekstra tid.

Tilbageblikket over mit liv, som disse erindringer i nogen grad har fremkaldt, håber jeg har føltes vedkommende for andre end mig selv. At tænke nøgtern om sig selv er en svær balance; når man nedfælder det på skrift, vil tendensen til at “tænke højere om sig selv end man bør gøre” være mere nærliggende end ellers. Alle ønsker vi at tage os godt ud på billeder; det gælder ikke mindre, når vi fortæller og endda skriver om vort liv.

I en sang, som vi sang meget i ungdomsflokken, hvor jeg havde min gang, lyder det første vers sådan:

O, vi skal bo hos dig,

vor Jesus, hvor du er,

hvor du skal eje hjertet helt,

og ikke delt som her”.

Det er nemt at synge og også nemt at føle, at vi elsker Jesus og gerne vil følge ham, men det er svært at være helt sand omkring. Peter blev bedrøvet, da Jesus ikke mindre end tre gange spurgte ham, om Peter elskede ham? Peter havde jo kort forinden bedyret Herren sin loyalitet og frejdigt erklæret, at om så end alle andre svigter dig, vil jeg ikke svigte dig. Men hanen havde ikke galet tre gange hin skæbnesangre nat, før Peter tre gange havde bandet og sagt, at han ikke kendte Herren.

Uden tvivl havde Peter ment sin troskabserklæring alvorligt, men ikke taget skærtorsdagnattens pressede omstændigheder alvorligt. For “Kødet er skrøbeligt” uanset ens gode intentioner og vilje, en sandhed Peter så kom til at lære med gråd og sænket hoved.

Det eneste opmuntrende i den historie er, at Herren på forhånd vidste, at det var, hvad der ville ske med hans kære discipel, og også før det skete, havde bedt sin himmelske Far om at bevare og beskytte ham og hans meddisciple mod Djævelens anslag mod deres tro. Det er stadig Herrens trofasthed og vedholdenhed mod os, som bevarer os og holder os oppe. Det er den, vi må søge vor tilflugt i og sætte vor lid til.

Jo, vi vil gerne elske Herren og tjene ham af hele vort hjerte, men ofte er vi splittede i vort sind, for vi elsker jo også os selv, og har derfor ofte grund til at spørge ind til vore motiver. “Jeg dig elsker, men du ser, jeg vil elske dig langt mer’” synger vi i en sang af William Cooper. Det må være vort ønske og vor bøn, men lykkes nok først i herligheden, når vi ser Jesus, som han er.

Om jeg er lykkedes i mit liv og min tjeneste, kan jeg ikke selv bedømme. Det kan dybest set kun Herren og så dem, som har været tættest ind på mig. Skulle jeg selv svare, vil svaret blive: “Nogle gange ja, men langtfra altid”. Der er indtil flere ting, jeg er flov over og skammer mig over, flere situationer, hvor jeg har svigtet og handlet forkert, anledninger jeg har ladet gå mig forbi, flere gange, hvor jeg har sagt det forkerte og andre gange, hvor jeg har sagt det rigtige, men på den forkerte måde.

Mit iltre temperament og korte lunte er også ofte kommet mig slemt på tværs. Jeg har i allerhøjeste grad været afhængig af andres overbærenhed og tilgivende sind, ikke mindst min kære hustrus. Hendes kærlighed, hengivenhed og dybe loyalitet fylder mig med taknemmelighed og ærbødighed.

Ikke mindst skylder jeg Guds kærlighed, vor Herres Jesu Kristi nåde og Helligåndens fællesskab både, at jeg er kommet med og er blevet stående. Derfor SOLO DEO GLORIA! Det håber jeg, at disse betragtninger har været med til at vidne om og understrege.

Må den samme nåde bevare os alle alle vore livsdage, indtil vi ser og møder Herren i hans herlighedstilsynekomst. Tak til jer læsere, især dem, som har holdt ud til enden. Lad os huske, at “Gud er i Himlen og så er alt godt”.

———-

teenageår:

(udelades?)(Bia blev gift med en af mine meget gode og nære venner, Franklin; til det vender jeg tilbage; Agnas blev gift med Sofus Jakobsen og Elisabet med Marius Jóanersason. Også det vender jeg tilbage til.

Det er også årene med pinsesamfundsmøderne i Haderslev; også dem vender jeg tilbage til. Men her lærte jeg mine venner Edgar (nu Windfeld) og Preben Madsen at kende, forhold som kom til at betyde virkelig meget for mig, men også det vender jeg tilbage til.)

sommerrejser til færøerne: udeladt:

I ”Jeg mindes” 3 og 4 nåede vi frem til tiden omkring 1954 og de umiddelbart følgende år, og jeg brugte det meste af afsnit 4 til at skildre nogle af mine venskaber. Jeg har aldrig ført dagbog, og jeg er ikke god til at huske år og dage, ligesom detaljer i begivenheder, store som små let smutter forbi og går i glemme. Med det, jeg kommer til at fortælle i dette afsnit, er jeg meget usikker med kronologien; det ligger trods alt også omkring 50 år tilbage i tiden.

——-

Kapitel 7 - to afsnit ud

Jeg vender også tilbage til menigheden i Odense og vores liv og færden i den og med den. Og løbende vil jeg også fortælle om Kristent Fællesskab i København, om konferencer i London, om læsning og ikke mindst om venskaber.

Jeg vil også fortælle om sang og om salmer, om bibelkredsene og udbygningen og udviklingen i dem, om Perspektiv Bibelskole, om Evangelisk Alliance og Frikirkeligt Forum, om Skovlunde Frikirke og ikke mindst Glostrup Frikirke, om mennesker som har formet og udviklet os etc. Det bliver ikke nødvendigvis i samme rækkefølge som nævnt her, men jeg vil bruge det som huskeliste og tjekke af på den, efterhånden som det bliver skrevet. Det er mit håb, at trådene til sidst mødes, og at fortællingen vil fremstå rimelig sammenhængende.

Fra Louis' computer: "Jeg mindes - Louis februar 2020.rtf"